Leder

Hvis EU’s juridiske atombombe er en attrap, må der andre midler i brug over for Polens undergravning af retsstaten

I forrige uge omtalte den nyudnævnte polske premierminister Mateusz Morawiecki EU’s sanktioner som ’beskidte trusler’, og han hævdede, at Polen som brik passer fint ind i det europæiske puslespil, hvis den bare ikke mases ind på den forkerte måde.

I forrige uge omtalte den nyudnævnte polske premierminister Mateusz Morawiecki EU’s sanktioner som ’beskidte trusler’, og han hævdede, at Polen som brik passer fint ind i det europæiske puslespil, hvis den bare ikke mases ind på den forkerte måde.

Dursun Aydemir

21. december 2017

EU-politik er sjældent sexet eller actionmættet. I kraft af øgenavnet »atombomben« trak gårsdagens beslutning i EU-Kommissionen om at udløse første skridt af en såkaldt retsstatsproces eller ’Artikel 7-proces’ mod Polen alligevel saftige overskrifter selv i Europas sladderpresse.

Efter næsten to års tøvende trusler mod udviklingen i Polen var dette dramatiske skridt ikke bare historisk enestående. Det var også uundgåeligt for EU, hvor Polen i yderste konsekvens kan miste sin stemmeret i EU-rådet.

EU-Kommissionen ser intet mindre end 13 nye polske love, der »udgør en alvorlig fare for den polske justits’ uafhængighed«. Trods adskillige advarsler siden januar 2016 toppede udviklingen i forrige uge, da yderligere to love i den yderst omstridte retsreform blev blåstemplet i det polske parlament, hvor den nationalkonservative PiS-regering under Jarosław Kaczyński sidder på et smalt flertal.

PiS-regeringens officielle mål er at skabe et mere effektivt retssystem og gøre op med korruption og kammerateri i et postkommunistisk retssystem, hvor en indspist dommerkaste har udpeget sig selv og hinanden. Men uanset intentionen er resultatet en trussel mod den polske retsstat.

Mens forfatningsdomstolen allerede er stærkt politiseret, vil parlamentet og dermed PiS-regeringen samt præsident Andrzej Duda fremover også få markant større politisk indflydelse på Polens Højesteret og Det Nationale Retsråd og dermed også på de øvrige domstole. Således risikerer den polske justits at blive til et instrument for PiS.

EU-protesten er alt andet end petitesserytteri. Når domstolene politiseres, smuldrer tredelingen af magten – en af den politiske histories vigtigste teoretiske og praktiske konstruktioner, der sikrer retssikkerheden og værner borgerne mod vilkårligt politisk magtmisbrug.

I forrige uge omtalte den nyudnævnte polske premierminister Mateusz Morawiecki EU’s sanktioner som »beskidte trusler«, og han hævdede, at Polen som brik passer fint ind i det europæiske puslespil, hvis den bare ikke mases ind på den forkerte måde. Den metafor er vildledende, hvis den enkelte brik ikke overholder retsstatslige grundprincipper. En undergravning af et enkelt medlemslands retsstat som den polske er nemlig en undergravning af EU’s fundament og troværdighed, som netop hviler på retsstaten. Det gælder både indadtil i forhold til EU’s selvforståelse og legitimitet. Og det gælder udadtil, hvor EU ellers ikke kan prædike hverken demokrati eller retsstat over for lande som Tyrkiet eller Rusland.

Også atombombemetaforikken er vildledende, overdreven og skadelig i sin brutalitet. Som atombomber er Artikel 7 godt nok mest effektiv som ultimativ afskrækkelse. Men Polen er bare ikke videre bange for den, fordi landet godt ved, at der formentlig skjuler sig en fuser bag EU’s skarpeste sanktionsmiddel. Hvor gårsdagens første skridt i EU-rådet krævede fire femtedeles flertal, vil det følgende skridt, der kan udløse de egentlige sanktioner, derimod kræve, at alle de øvrige EU-lande slår fast, at Polen foretager »et tungtvejende og vedvarende brud med grundlæggende europæiske værdier«.

Det har Ungarn bare for længst proklameret at nedlægge veto mod, mens Tjekkiet måske også vil gøre det. At flere østeuropæiske lande som Rumænien, Ungarn og Polen døjer med politisk korruption eller pres på retsstaten, gør kun dramaet desto større, da det på lang sigt kan rive EU fra hinanden – og da det på kort sigt vil få Polen til at spørge, om EU virkelig måler disse lande med samme målestok.

Derfor kan atomtruslen siges at udstille EU’s afmagt. Men det kan også vendes om: Hvis Artikel 7-truslen ikke virker, må der gribes til andre midler som f.eks. at knytte tildelingen af EU-midler til overholdelsen af retsstatslige principper.

Også her ville PiS-regeringen fortsat sælge EU’s linje som et antipolsk overgreb på den polske autonomi. Det kan udløse en endnu større bølge af anti-EU-stemning i landet, hvor EU-medlemskabet ellers nyder stor opbakning. Men de klare udmeldinger fra EU’s side kan også give den polske protestbevægelse og opposition rygdækning i kampen for retsstaten. Det er den, der kæmpes for – for Polens og for EU’s skyld. Hinsides overdrevne bombemetaforer bliver EU derfor nødt til at risikere konfrontationen. Og holde fast i, at der ikke står magt, men principper og argumenter bag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Sørensen
Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Jeg er ikke engang sikker på, at den såkaldte "Atombombe", fratagelse af stemmeret i Ministerrådet, reelt opfattes som en særlig alvorlig trussel af Polen - sålænge penge bare flyder fra EU.

Norge og Island trives tilsyneladende fint i EAA, European Economic Area, hvor landene skal følge samtlige regulativer for Det indre Marked uden i øvrigt at have den mindste indflydelse på disse regulativers udformning.
Polen kunne sikkert sagtens leve uden stemmeret i en periode mens Jaroslaw Kaczynski får styr på situationen i efter sine ønsker.

At knytte tildelingen af EU-midler til overholdelsen af retsstatslige principper lyder som en rigtig god idé - lige indtil man kommer til at tænke på konsensuskravet.

Ovenstående er ikke ment som en kritik af EU.
EU kan jo kun anvende de tvangsmidler, som medlemsstaterne har stille til rådighed -
og det er stort set ingenting.

Kim Folke Knudsen

Det er en hån mod ofrene for Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, at anvende dette begreb symbolsk om de mulige sanktioner mod Polen. Jeg savner mere viden om, hvad de polske reformer egentligt går ud på, inden vi dømmer den polske Regering. Hvis fratagelse af stemmeretten i Ministerådet skal tages i brug, så skal være tale om virkelig grove krænkelser af grundlæggende demokratiske rettigheder. Polens nej til at modtage flygtninge er en logisk følge af den tyske Forbundskansler Angela Merkels egenrådige åbning for fri indvandring i år 2015. Drop klapjagten på Polen og den polske regering. Dialog er vejen frem, hvis der skal åbnes døre. PIS Regeringen er folkevalgt, og hvis det polske folk selv fortryder de omtalte reformer, så kan de omgøre dem ved et kommende valg.

@Kim, jeg deler til fulde dit ubehag ved atombombe-sammenligningen. Den er usmagelig.

Der er masser af tilgængelig information om de polske "reformer" - retspolitiske tilbagsskridt er en mere dækkende betegnelse!

PIS-regeringen er det værste fra DF opløftet til anden potens! Regeringen er folkevalgt, men det gør ikke dens politik acceptabel! Jeg minder om, at der fx i 30'ernes Tyskland blev valgt regeringer af tvivlsom karakter.

Polakkerne må vælge den regering, de ønsker, men hvis polakkernes valgte regering indfører lovgivning, der strider mod EUs grundlæggende værdier, så må og skal det have konsekvenser for Polens forhold til EU og i den yderste konsekvens må Polen smides ud af EU. Det starter med dialog, men fører dialogen ikke til ændringer (genoprettelse), må,der tages hårdere midler i brug. Det handler ikke om tvang, men om at polakkerne må leve med konsekvenserne af deres værdipolitiske valg.