Leder

Exit Rex Tillerson: Trump signalerer en mere aggressiv udenrigspolitik

Hvis det er korrekt – som fremført af amerikanske medier – at CIA-chef Mike Pompeo bliver udnævnt til udenrigsminister Tillersons efterfølger, er det foruroligende, at Trump vil bemægtige sig større indflydelse over amerikansk udenrigspolitik.

Carolyn Kaster

Debat
2. december 2017

Efter kun ni måneder i stillingen er udenrigsminister Rex Tillerson, den mangeårige koncernchef i Exxon Mobil, efter alt at dømme på vej tilbage til sin ranch i Texas. Det er i hvert fald rygtet, som hans fjender og rivaler i Trump-regeringen har sat i omløb og som i går nåede The New York Times’ forside.

Amerikanske medier har døbt Tillersons mulige tilbagetræden Rexit, som om den i sin betydning svarer til Brexit. Det er naturligvis ikke tilfældet. Men der er næppe tvivl om, at uden Tillerson i Det Ovale Kontor, når vigtige udenrigspolitiske afgørelser skal træffes, falder en modererende røst bort.

Trods udenrigsministerens åbenlyse inkompetente ledelse af Udenrigsministeriets stab har han i partnerskab med frem for alt forsvarsminister Jim Mattis lagt en dæmper på præsidentens værste instinkter og impulsive ideer i koordination med stabschef John Kelly og sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster.

Tillerson talte sammen med Mattis varmt for, at USA skulle blive i den internationale klimaaftale fra Paris. De tabte. De to ministre modsatte sig åbenlyst en amerikansk tilbagetrækning fra den internationale atomaftale med Iran fra 2015. Indtil videre er det ikke sket, selv om Trump rykker i den retning.

Begge herrer har med en vis succes talt Trump fra at gå mere aggressivt til værks mod Kim Jong-uns regime i Nordkorea. Mattis og Tillerson samt Kelley og McMaster er alle fire svorne tilhængere af den atlantiske alliance.

Det er lykkedes for dem at overbevise Trump om NATO’s uvurderlige betydning for USA’s sikkerhed, selv om præsidenten i sine første måneder i embedet gjorde alt for at minimere og fornærme sine NATO-partnere.

Deres eneste problem har været Trumps benyttelse af sin twitterkonto, hvor det står ham frit at ytre, hvad han egentlig går rundt og tænker. Han er overbevist om, det var hans tweets, der var afgørende for udfaldet af præsidentvalget i 2016.

Uden denne direkte forbindelse til kernevælgerne mister han givetvis jordforbindelsen og måske endda præsidentposten inden næste valg i 2020. Så det medium opgiver Trump aldrig. Det er i det lys, man skal se hans retweets af tre videoklip udsendt af en britisk nyfascist i denne uge, der angiveligt skulle demonstrere »radikale islamiske terroristers« fysiske angreb på kristne og kristne symboler.

Den slags islamofobi bliver slugt råt af hans evangeliske kristne base – også kaldt det religiøse højre. At det så skaber en alvorlig diplomatisk krise mellem de to ældste alliancepartnere i verden, USA og Storbritannien, er underordnet for Trump. Efter at Theresa Mays talsmand fordømte præsidentens retweets opfordrede Trump i en tweet den britiske premierminister til at tage sig af sine egne sager.

Et lands udenrigspolitik afspejler naturligvis ofte indenrigspolitiske omstændigheder, men aldrig har en amerikansk præsident ladet sit behov for at opgejle sine kernevælgeres indre svinehund diktere USA’s udenrigspolitik over for en så vigtig allieret.

Spørgsmålet er, om ikke de personer, der udsættes for Trumps vredesudbrud, bør ignorere ham. »No comment« kan være et mere afvæbnende svar end at gå i clinch med præsidentens argumenter. Hans ego afskyr at blive ignoreret.

Hvis det er korrekt – som fremført af amerikanske medier – at CIA-chef Mike Pompeo bliver udnævnt til Tillersons efterfølger, vil Trump have lidt af en slagsbror ved sin side. Pompeo taler lidt som Trump. Han er ikke en diplomat, ej heller berejst og slet ikke en verdensmand som Tillerson.

Fordelen er, at de to tænker mere eller mindre ens og har samme syn på verden. I fremtiden vil USA’s partnere og fjender derfor kunne føle sig sikre på, at den ny udenrigsministers ord holder stik.

Det foruroligende er, at Trump vil bemægtige sig større indflydelse over amerikansk udenrigspolitik. Som følge vil forsvarsminister Mattis – den klogeste og fornuftigste i regeringskabinettet – svækkes på de indre linjer. Pompeo er lige så meget en høg som Trump på Iran og Nordkorea.

Som chef for CIA modsagde han sine egne agenters vurdering af, at Rusland påvirkede udfaldet af præsidentvalget i 2016. Præsidenten kan med andre ord regne med en loyal udenrigsminister, der aldrig – som Tillerson – kunne finde på at kalde Trump »en sinke« i private samtaler.

I præsidentens univers er loyalitet den vigtigste kvalifikation. Og netop loyalitet får han brug for, efterhånden som den særlige anklagers undersøgelser skrider frem. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Trump har brug for en udenrigspolitisk konflikt (Korea?) for at aflede opmærksomheden fra de hjemlige problemer, som han antagelig kun har set begyndelsen på.

Karsten Lundsby, Espen Bøgh og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Hvem har tændt for mareridtsgeneratoren?

Yes… så kører vi igen. Ny krig og frisk blod til at tilfredsstille den amerikanske pøbel, og ny våbenteknologi der skal afprøves på fattige og underudviklede lande. Hvor går turen hen denne gang?