Leder

Fadervor: Led os ikke i fristelse. Jo tak, men gør Gud den slags?

13. december 2017

En bøn her omkring jul. Er det noget, du, kære læser, har tænkt dig at bede? Så husk, hvordan Jesu formaning lyder, således som genfortalt af Det Ny Testamentes evangelieskriver Matthæus: »Når I beder, så lad ikke munden løbe, sådan som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord.«

Matthæus citerer Jesus for, hvordan en bøn til Gud rettelig bør lyde. Blandt andet skal den almægtige anmodes: »Led os ikke i fristelse.«

Men hov, hvad er nu det? En god Gud kan da ikke finde på at lokke sine børn ud i synd! Det synspunkt udtrykte den romersk-katolske pave Frans sidste onsdag i italiensk tv. »Det er ikke en god oversættelse,« sagde paven. Temmelig præcis er oversættelsen dog, for skriftkloge gør opmærksom på, at den oldgræske originaltekst ordret oversat lyder: »Led os ikke ind i fristelse.«

I stedet for at Gud skal stå som fristeren, vil paven have, at Gud skal optræde som beskytteren mod fristelser. Følgelig bør bønnen ifølge paven udtrykkes således: »Lad os ikke blive ledt i fristelse.« Sådan er sætningen allerede oversat i store dele af den spansktalende verden og siden forrige søndag også i Frankrig, hvor protestanter og katolikker af hensyn til mulige fælles gudstjenester beder samme Fadervor.

Med den ændrede ordlyd bliver Gud en ganske anden. Det fremhæver den udførlige dækning, som Kristeligt Dagblad bragte i weekenden. Hvis Gud kan anråbes om at beskytte mod fristelsen, er det jo ikke Gud, der sætter fristelsen i verden. Så er det en anden og djævelsk kraft, der frister. Gud har ikke styr på det hele.

Den følgevirkning understreger lektor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet Gitte Buch- Hansen. Hun siger til Kristeligt Dagblad, at hun hellere vil holde fast i en opfattelse af Gud som den almægtige, der også kan bruge sin magt til at sætte mennesket på prøve.

Generalsekretæren i Det Danske Bibelselskab, Birgitte Stoklund Larsen, erklærer derimod: »Spørgsmålet er, om Gud er subjekt for fristelsen eller for hjælpen til at undgå den. Jeg er enig med paven i, at Gud er subjekt for hjælpen, og at fristelsen er Satans afdeling.« Hun beroliger dog med, at der ikke nu og her forestår en dansk nyoversættelse af Biblen, som gør en tekstlig afklaring nødvendig.

Kritisk kan man spørge: Er paven i gang med at skabe en hyggegud? Hans forslag til en ny bøntekst slører jo konflikten: Hvordan kan en god Gud tillade det onde? Det spørgsmål kendes blandt teologer som teodicé-problemet. Det har siden urtid plaget de troende. Allerede den 4.000 år gamle ægyptiske strofe Ipuwers klage udtrykker undren: »Hvor er skaberguden i dag? Sover han?«

De gamle græske og nordiske guder anstrenger sig overhovedet ikke for at være gode: De slås indbyrdes og inddrager mennesker i deres magtspil, som bringer død og fordærv over Jorden. Det Gamle Testamentes Gud holder sig heller ikke tilbage. Han hundser med sit udvalgte folk, forlanger det mest urimelige og straffer på det grusomste. Tænk på beretningen om syndfloden, der kun lod den retfærdige Noas familie og ark overleve.

Guders grumhed er en afspejling af den verden, som mennesker oplever: naturkatastrofer, nød, sygdom, død og, nå ja, fristelser til at gøre ting, man burde afstå fra.

Efter bedste evne kan mennesker søge at forklare modsætningen mellem gudelig godhed og verdens ondskab. Her er nogle af de bud, der er givet gennem tiderne:

  • Gud gjorde sit yderste, da han skabte verden. Men med tyngdeloven og andre kræfter, der holder sammen på det hele, er det uundgåeligt, at nogle kommer til skade.
     
  • Gud har skabt mennesket med en fri vilje. Det indebærer, at mennesket kan handle anderledes, end Gud håber.
     
  • Gud har skabt verden god, men ondskaben er en nødvendig modsætning, der følger med godheden. Ellers kan vi ikke forstå og værdsætte godhedens væsen.
     
  • Gud kan mennesket overhovedet ikke tillade sig at anklage. Verden er skabt omvendt: Det er mennesket, der er under Guds anklage for ondskab, og mennesket har ingen adkomst til at stille afsporende spørgsmål.

Op mod den forestående højtid kan troende overveje, om de ser en mening i nogle af de givne forklaringer. Også ateister kan gruble. De kunne jo finde sindsro ved at gøre sig klart, hvad det er for en slags guddommelig kraft, de ikke tror på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Frede Jørgensen
  • Grethe Preisler
Trond Meiring, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Frede Jørgensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forudsætningen for at denne leder er meningsfuld, er at Gud eksisterer.
Eksisterer Gud, er det bedste du kan gøre at please ham og frem for alt ikke vække hans vrede, og dermed resikere hans guddommelige straf rammer dig.
Eksisterer Gud ikke, kan du med sindsro diskutere hans eksistens.

Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel, morten rosendahl larsen, Klaus Lundahl Engelholt, Anne Mette Jørgensen, Lars Rasmussen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Det store spørgsmål

"Jeg grubled' på Guds almægtighed
men gav op på problemets vægtighed,
da jeg hørte to småbørn drøfte den:

'Kan gud lave sten?' sa' nummer en,
'Det kan du tro!' sa' nummer to.
'Kan han også lave en sten så tung,
at han ikke selv kan løfte den?"
(Kumbel - citeret efter hukommelsen)

Trond Meiring, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Lars Rasmussen, Hanne Ribens og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Når folk foretrækker absurditet, er der vel ikke noget at stille op.
Det er et åbent spørgsmål, hvad det er for en gud, folkekirken har med at gøre. Det afhænger altid af, hvem man spørger. Danskerne elsker at have en gud, de ikke tror på. De gider ikke snakke om ham og bliver sure, hvis man spørger ind til det, for de føler sig straks pinligt berørte.
Det eneste, der står fast, er, at de fleste er enige om at betale til noget, de helst ikke vil have med at gøre.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Lars Rasmussen, Hanne Ribens, Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

David Rehling glemte et vigtigt svar på teodice- problemet:

Hvis Gud er Naturen, som Spinoza foreslår, giver det ikke mening at betragte Ham (m/k) som værende god eller ond - Han ER bare.

God/ond er et filter, som mennesker lægger ind over tilværelsen, min kat opererer ikke med denne modsætning, men sorterer grundlæggende verden i mad og ikke-mad. Dertil kommer visse andre sondringer, der er baseret på viljen til overlevelse: Støvsugere er farlige monstre, ikke ondskabsfulde væsner, og mennesker er gode kæledyr, hvis poter kan åbne køleskabe på opfordring. "God" her i betydningen "hensigtsmæssig", "funktionel".

Katte er ærlige i deres simple grådighed og livslyst, det er kun mennesker, der har behov for at dulme deres samvittighed, når de bevidst generer andre mennesker for egen vindings skyld.

Trond Meiring, Randi Christiansen, Pia Larsen, Eva Schwanenflügel, morten rosendahl larsen, Lars Rasmussen, Viggo Okholm, Halfdan Muurholm og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Ofte udvikles bevisførelser fra blandt andet rotter (medicin) eller aber (evolution) til mennesker..
Men nu også katte..!
Miav not? :)

Eva Schwanenflügel, Lars Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Niels Nielsen

Det forekommer mig, at din kat er æstetiker snarere end etiker. Og det gør den for så vidt ret i. Etik er nemlig i bund og grund en smagssag. Jeg lader Brodsky forklare (og ignorerer for nuværende Kierkegaards indvendinger):

I det store og hele medfører enhver ny æstetisk tolkning af virkeligheden en yderligere præcisering af menneskets realitet. Thi æstetikken er mor til etikken. Kategorierne »godt« og »dårligt« er først og fremmest af æstetisk karakter og går i det mindste i etymologisk henseende forud for kategorierne »godt« og »ondt«. Hvis det i etikken forholder sig sådan at ikke »alt er tilladt«, er det netop fordi ikke »alt er tilladt« i æstetikken, fordi der kun findes et begrænset antal farver i spektret. Det lille barn, som græder og afviser en fremmed, der prøver at række venligt ud efter det, handler ikke instinktivt, men foretager et æstetisk, ikke et moralsk, valg.

— Joseph Brodsky, Hvordan man læser en bog, side 59. (Citatet stammer nærmere bestemt fra hans nobelpristale, som også kan findes på engelsk her.)

I øvrigt undrer jeg mig over al denne virak om Gud og dennes evner (eller mangel på samme). Der er forlængst ført bevis for, at kattene kontrollerer ikke bare internettet, men alle dele af skaberværket:

(...) Maurice så hvordan de skændtes igen. Mennesker, hm? De tror de er skabningens herrer. Ikke som os katte. Vi ved at vi er det. Har man nogen sinde set en kat fodre et menneske? Sagen er hermed bevist.

— Terry Pratchett, Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter, side 160.

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jeg kan ikke følge al den snak om Gud i detaljer og jeg ville ønske jeg kunne tro og dog bliver jeg skræmt af folk der tager bruger Gud til at udføre gerninger, der gør mennesker ondt.
Det er uanset hvilken Gud de tror på. Det er jo gudsbespottelse eller hvad hedder det?

Mange jøder mistede troen på Gud under og efter holocaust, men mange i mangel af bedre har de genoptaget den.

Uanset tilhørsforhold er vi mennesker som neandertalere i ånd og grådighed forhold til små børn og dyr. Det er altså ikke kun katte. Derfor overlever mennesket frem for dyr i kraft af vores egoisme og nederdrægtighed.

Christoffer Pedersen, Niels Duus Nielsen og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Anne Mette Jørgensen,
Faktisk fremstår Neanderhalere som ualmindeligt humane og spirituelle mennesker, som begravede deres døde med blomster, udførte healing/doktorering af traumer, samt passede på alle medlemmer af stammen indtil de døde en naturlig død sammen med familien.
De havde større hjerner end Homo Cro-magnon. Og i det hele taget har Neanderhalere givet os lys hud, og tolerance for mindre sollys på de nordlige breddegrader, og måske endda genetisk tolerance for indtagelse af laktose, (mælk).
Menneskene havde nemlig relationer, og vi har idag alle - undtagen afrikanere - neanderthal DNA i os.

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Josephine Kaldan og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Med hensyn til en eller flere guder, må det være op til den enkelte at definere.
Jeg havde en religions-lærerinde som formåede at få menneskeligheden ind i det hele.
Josva, Josef, Moses.
Desværre var kvinderne overhovedet ikke repræsenterede.
Det skete først da jeg mødte en jødinde på min arbejdsplads, som fortalte historier om hvordan jødiske kvinder altid havde en magtposition.
Måske skulle jødiske og muslimske trosretninger tage ligeretten alvorligt.

Randi Christiansen, Christoffer Pedersen, Hans Nielsen, Josephine Kaldan, Steffen Gliese og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar

Hvis jeg skal blive alvorlig for et øjeblik, så tror jeg i øvrigt, at gudsbegrebet bunder i menneskets forsøg på at leve sig ind i sin næste. Den enkelte kender sig selv (eller bilder sig i hvert fald dette ind), men Den Anden er, selv om hun/han ligner mig, en fremmed. Og for at komme til at kende Den Anden bedre, er jeg nødt til at forestille mig en anden bevidsthed end min egen. Tænk, om Gud ikke er andet end denne anden bevidsthed?

Det følgende uddrag af den polske forfatter Witold Gombrowicz' dagbog finder jeg dybt tankevækkende...

(...)

Hvad angår Gud. Der er ingen grund til at drømme om en absolut Gud i det høje, i den gammeldags stil. Den Gud er virkelig død for mig, jeg finder ikke en sådan Gud i mig selv, ligegyldigt hvad, jeg gør, der findes ikke stof i mig til det. Men der eksisterer en mulighed for en Gud som hjælpemiddel, en vejbro der fører til mennesket.

En sådan opfattelse af Gud kan med lethed begrundes. Det er tilstrækkeligt at antage, at et menneske må eksistere inden for rammerne af sin art, at naturen i det hele taget, verdens natur, er ham givet først og fremmest som den menneskelige arts natur, og at derfor samliv med andre mennesker går forud for hans samliv med verden. Et menneske er for mennesket. Et menneske står over for mennesket. Altså kunne myten om den absolutte Gud opstå, fordi den gjorde det lettere for mennesket at opdage det andet menneske, at nærme sig det, at forenes med det.

Et eksempel: [Simone] Weil.* Vil hun forene sig med Gud, eller vil hun gennem Gud forene sig med andre menneskelige eksistenser? Er hun forelsket i Gud, eller er hun gennem Gud forelsket i mennesket? Opstår hendes modstandskraft over for døden, smerten og fortvivlelsen af hendes forbindelse med Gud eller med mennesker? Er det, hun kalder nåde, ikke simpelthen en tilstand af sameksistens med et andet (men menneskeligt) liv? Og ville så dette absolutte, evige, ubevægelige “Du” kun være en maske, bag hvilken det forgængelige menneskelige ansigt skjuler sig. Sørgmodigt, naivt, og hvor bevægende... et sådant hop op i Himlen blot for at springe to meter fra ens eget jeg over i et fremmed?

Hvis altså tro kun er en sjælstilstand, der fører hen til en fremmed eksistens, en dødelig, menneskelig, da burde denne tilstand være opnåelig for mig, selv efter afvisningen af hjælpemyten om den Evige, og jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke skulle kunne gennemføre dette med mig selv. Jeg må mangle en eller anden nøgle. Gud er, måske, en af disse nøgler — men det må være en anden nøgle, og den må være i overensstemmelse med min natur. Når det drejer sig om mig, har hele mit liv, alle mine erfaringer, hele min intuition skubbet mig i den retning — ikke mod Gud, men mod mennesker. En lettelse, en normalisering, ville jeg sige, af dødskampen ville jeg kun kunne opnå ved at kaste byrden af min egen individuelle død over på andre og ved i det hele taget at underkaste mig andre.

Menneskene udgør en frygtelig magt for det enkelte menneskelige væsen. Jeg tror på den kollektive eksistens' overlegenhed.

J. fortalte mig om sit helvede i en tysk koncentrationslejr, i Mauthausen. Klimaet i denne lejr, det menneskelige klima, da det var skabt af mennesker, var således, at døden blev let — da han gik til gassen (hvorfra han blev reddet ved et tilfælde) ærgrede han sig over, at han ikke havde nået at spise sin humpel brød om morgenen. Denne svækkelse af døden var ikke kun en følge af fysisk tortur — det var “ånden”, der var blevet en anden... degraderende og nedværdigende.

Hjælpekilderne til vores samvær med andre mennesker er indtil videre forsvindende små. Et er den frygtelige ensomhed hos dyrene, som knap nok kommunikerer... Men hos mennesket? Vi har endnu ikke fjernet os særlig langt fra dyrene, og vi har intet begreb om, hvad et andet menneskes indtrængen i vores lukkede jeg kan være.

Forudføle sig selv i fremtiden... hvilken viden!

(...)

(Citeret herfra, side 27f.)

(*: Simone Weil var en fransk filosof og mystiker. (Læs om hende her.) Tidligere i dagbogen (side 25) har Gombrowicz beskrevet, hvordan han som et af “Kierkegaards børnebørn” har problemer med at læse hendes bog La Pésanteur et la grâce. Denne bog er påfaldende nok ikke oversat til dansk, men på engelsk findes den som Gravity and Grace.)

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar

@Eva Schwanenflügel

Godt spørgsmål ☺

Som jeg skriver ovenfor, så bilder den enkelte sig ind, at hun/han kender sig selv. Men personligt ville jeg da lyve, hvis jeg påstod, at jeg kender mig selv fra ende til anden. Af samme grund kan der såmænd godt være plads til noget ukendt, noget Gud, i hver enkelt af os. Og hvis dette er tilfældet, så kommer vi nok aldrig af med denne guddommelighed. Thi dermed er den jo en del af os selv.

Spørgsmålet er så, hvad vi skal gøre med denne Gudsformede del af os selv? Skal vi ignorere den og herved behandle en del af os selv som et fremmedlegeme? Eller skal vi omvendt erkende, at der findes ting i denne verden, ja sågar i os selv, som vi aldrig kan blive fuldt vidende om? Eller skal vi måske aspirere til selv at blive Gud...?

Den mesterlige, russiske forfatter Fjodor Dostojevskij lader i sin roman Onde ånder (Bind 1, side 120) følgende samtale udspille sig mellem romanens fortæller og den (tilsyneladende) nihilistiske biperson Kirillov:

(...)

— Mennesket er bange for døden fordi det elsker livet, sådan forstår jeg det, bemærkede jeg [fortælleren]. — Det er naturens orden.

— Det er usselt, og det er heri hele bedraget ligger, sagde han [Kirillov] med funklende øjne. — Livet er smerte, livet er angst, og mennesket er ulykkeligt. Nu om dage er alt smerte og frygt. Nu om dage elsker mennesket livet fordi det elsker smerten og frygten. Sådan er det indrettet. Livet er i dag til på baggrund af smerte og frygt, og heri ligger hele bedraget. I dag er mennesket endnu ikke det sande menneske. Der skal opstå et nyt menneske, lykkeligt og stolt. Og den som er ligeglad med om han lever eller dør, han vil blive det nye menneske! Den som besejrer smerten og frygten vil selv blive gud, mens den anden gud ikke længere vil findes.

— De mener altså at den anden gud er til?

— Han findes ikke, og alligevel er han til. Der findes ingen smerte i stenen, men i frygten for stenen er smerten til. Gud er den smerte der ligger i frygten for døden. Den der besejrer smerten og frygten bliver selv gud. Da vil der være et nyt liv, et nyt menneske, alt vil være nyt ... Da vil historien kunne deles i to afsnit: Fra gorillaen til afskaffelsen af Gud og fra afskaffelsen af Gud til ...

— Til gorillaen?

— ... til jordens og menneskets fysiske forvandling. Mennesket bliver gud og forandrer sig fysisk. Verden forandrer sig og tingene forandrer sig, såvel som tanker og følelser. Tror De så ikke at mennesket vil forvandle sig fysisk?

(...)

Hvis man læser imellem linjerne i ovenstående citat, så synes jeg, at det fremgår klart, at Kirillov er et dybt troende menneske. Han føler sig blot ikke i stand til at tro på Gud! Et øjensynligt paradoks... med brug af et par anglicismer kunne man dog sige, at han har faith en masse, men at han samtidig, i den traditionelle forstand, ikke ejer nogen form for religiøs belief. Han er således dybt betaget af (menneske)sønnen Jesus, men faderen Gud kan han ikke forholde sig til. Han, den måske mest overbeviste kristen blandt alle Dostojevskijs mange skæbner, har nemlig forvisset sig selv om, at Gud ikke kan eksistere i denne verden. Og det er ubærligt! (Man kan i øvrigt læse mere om særlingen Kirillov her.)

I min læsning er Kirillov dermed faret vild på den vej, som leder frem (eller tibage?) til troens mysterium. Og denne vej, som vi alle betræder, følger jeg også selv på min helt egen, usikre manér. Således stiller jeg mig nok i udgangspunktet kritisk over for alle disse udgaver af den eneste, sande religion, som menneskene har frembragt. Men omvendt kan jeg ikke sige mig fri for en følelse af, at der eksistere noget større, noget samlende i denne den bedste af alle verdener. Lad så være, at dette ønske blot er et selvbedrag. Lad også være, at vi antageligvis kommer af intet og sikkert skal blive til intet. For sommetider lysner det i nihil. Sandelig, at tro på noget, på hvad som helst, er fantastisk... og fantasien bugner af vild nåde...

    “Yes
    even when I don’t believe
    there is a place in me
    inaccessible to unbelief
    a patch of wild grace
    a stubborn preserve
    impenetrable
    pain untouched sleeping in the body
    music that builds its nest in silence”

— Anna Kamieńska, Lack of Faith.

Eva Schwanenflügel, Hans Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

P.S.

Vi, de menneskelige mennesker i menneskeverdenen, bør i øvrigt huske at sende en venlig tanke til Kirillov nu og da. Thi selv om han aldrig har eksisteret, så vil hans ord leve videre, selv efter at vi alle er borte. Og det er måske hele pointen...

    “— When I die, I will see the lining of the world.
    The other side, beyond bird, mountain, sunset.
    The true meaning, ready to be decoded.
    What never added up will add up,
    What was incomprehensible will be comprehended.

    — And if there is no lining to the world?
    If a thrush on a branch is not a sign,
    But just a thrush on the branch? If night and day
    Make no sense following each other?
    And on this earth there is nothing except this earth?

    — Even if that is so, there will remain
    A word wakened by lips that perish,
    A tireless messenger who runs and runs
    Through interstellar fields, through the revolving galaxies,
    And calls out, protests, screams.”

— Czesław Miłosz, Meaning.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar

Tillad mig at udslynge et par påstande og paradokser:
... til jordens og menneskets fysiske forvandling. Mennesket bliver gud og forandrer sig fysisk. Verden forandrer sig og tingene forandrer sig, såvel som tanker og følelser. Tror De så ikke, at mennesket vil forvandle sig fysisk?
Ikke nødvendigvis. Men bevidsthedsmæssigt tror jeg personligt, det er muligt. Alverdens tumpede empiri kan ikke skjule det faktum, at vi stadig intet ”ved” om bevidsthedens natur. Som fungerer i og er betinget af vore fysiske rammer. Men de fysiske rammer er også rumtiden. Og i forlængelse heraf, dermed ophævelsen af fortid, nutid og fremtid, som eksisterer ”samtidigt”. Så, hvordan vil vi kunne omfatte alle ”tider”? Sikkert gennem erkendelsens døre.. (forslag: BWV 80 med Herrewhege)
”Således stiller jeg mig nok i udgangspunktet kritisk over for alle disse udgaver af den eneste, sande religion, som menneskene har frembragt. Men omvendt kan jeg ikke sige mig fri for en følelse af, at der må eksistere noget større, noget samlende i denne den bedste af alle verdener. Lad så være, at dette ønske blot er et selvbedrag. Lad også være, at vi antageligvis kommer af intet og sikkert skal blive til intet. For sommetider lysner det i nihil. Sandelig, at tro på noget, på hvad som helst, er fantastisk... og fantasien bugner af vild nåde...”
Der er mange udgaver af den eneste sande religion.
Alt er organiseret på bedste vis i denne den bedste. Tænk bare på det gyldne snit i konkyliens form såvel som i stjernetågen.
Hvad er forskellen på selvbedrag og visionsevne?
Eller måske kommer vi af altet og bliver til altet igen.
Den insisterende nihilist er dybt troende, men kompromisløst søgende.
Nåde og kærlighed er det samme. Paulus’ korintherbrev: ”Endnu ser vi i et spejl..”

Eva Schwanenflügel, Lars Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I mit område ligger der en kirke, der hedder Taksigelseskirken - tak, fordi vi fik Sønderjylland tilbage. Har der så på et tidspunkt være en biskop, der har sagt til folk, at de godt kunne glemme det sludder?
Nu siger svenskerne, at Gudfader ikke er en mand - tak for oplysningen, men der findes åbenbart en Gud alligevel og en søn, der ikke er en mand. Måske også en helligånd, der ikke er en ånd. Hvor langt kan man trække os ud i absurditens mosevand? Det kan man lige så længe, vi stemmer på de partier, der ikke tør gøre op med absurditeten.

Marie Sanne Caroline Malmros

Gud /eksistensen tillader fristelser og lidelse for at udvikle mennesket. Fristelsen kommer fra menneskets egen psykologi. Bønnen er en bøn om hjælp til ikke at give efter for sin egen grådighed og vrede. Spædbørn er i samklang med eksistensen , men mister det under opvæksten. Mennesket udvikler sig typisk ikke imod mere og mere kærlighed med mindre det er nødt til det. En moden uskyld er anderledes end den barnlige. Det er også det Buddhisterne siger.

Randi Christiansen

Tænk kvantefysik og loven om tiltrækning. Det, vi fokuserer på, tiltrækker vi.

Tænk på den store ånd, tænk på helligånden - hellig - etymologisk = hel.

Og der tegner sig et billede af en interagerende skabelse, som mennesket har en meget aktiv rolle i, hvad enten vi vil eller ej.

Så hvad vil vi? Personligt forstod jeg tidligt, at jeg ønskede erkendelse. Blev bekræftet i dette ønske af en kær gammel kristendomskundskabslærerinde, som fortalte de små børn i 2. klasse, at hvis du beder til Gud, vil du få svar. Og den store ånd talte til mig og sagde, at jeg ville få den viden, når tiden var inde. Og så gik jeg fortrøstningsfuldt ud og legede videre i forvisningen om at være i trygge hænder. Det betyder ikke, at mit liv altid er en dans på roser, men det giver mig en eksistentiel grundtryghed.

Jeg ved, at jeg er del af den store ånd, af hele skabelsen, og at jeg kan få lov at lege med. Og at een af legens lovmæssighederne er karmas lov - loven om årsag og virkning. Der er afregning ved kasse 1. Eller som niels skousen udtrykker det - frit efter hukommelsen - 'et missil igennem mit vindue, som jeg ikke lige havde været opmærksom på, at jeg selv havde udløst'.

Det handler om eksistentiel opvågnen. Og det er sandt, at den, som søger, skal finde - og den, der har ører, hører, den, der har øjne, ser, og for den, der banker, bliver der åbnet.

Tak til lars for at nævne brodsky "Thi æstetikken er mor til etikken". Den græske firkant : det skønne, sande, gode og retfærdige - det ene ikke uden de andre. Og alt vokser i phi.

Derfor er det menneskelige samfund her på denne vidunderlige blå planet i dette magiske kosmos forhåbentlig nu - i hvad der ligner den tolvte time - i færd med at vågne op til at kunne læse budene, lovmæssighederne, for den skønne, sande, gode og retfærdige tilstedeværelse.

Jeg er netop ved at genopdage martinus, som gør meget uddybende rede for kosmos' lovmæssigheder.

Følgende lille sproglige pudsighed finder jeg egentlig ret præcis :

GOD : Generator - Operator - Destroyer

Med de kærligste hilsner - fordi størst af alt er kærligheden. Hvilket ikke betyder, at du skal være tossegod, men at den kosmiske kærlighed er virkelig - også for dig, hvis du åbner dig for den. God fornøjelse på den eksistentielle rejse.

Randi Christiansen

Og klassikeren : når du går i ørkenen og spørger, hvorfor Gud har forladt dig, så er fodsporene i sandet fra den, der bærer dig.

Vær i ånden, søg Guds rige først af alt, og alt andet vil blive dig givet.

@ Eva Schwanenflügel 19:46
Der cirkulerer mange fantasifulde forestillinger om neanderthalerne, men desværre besidder vi endnu ikke så megen sikker viden om deres evner og levevis. Vi ved ikke engang, om de besad evnen til symbolbrug og brugte sprog. Og da slet ikke om de skulle have været optaget af spirituelle spørgsmål.

"Gud er opfundet af fortidens standup komikere i fuld alvor. Nogen tog dem alvorlig og gør det stadivæk. Fred være med dem."
Det var ikke pænt Leo..!
Kom straks til at tænke gaden foran Brian og hans mors lejlighed i "Life of Brian.."

Randi - Der så mange det taler. Jeg er holdt op med at lytte.
Hvornår får vi smidt staten ud af folkekirken, så den kan snakker med sig selv - og blive uenige !

- Også ateister kan gruble. De kunne jo finde sindsro ved at gøre sig klart, hvad det er for en slags guddommelig kraft, de ikke tror på.

Der er jo fandeme mange ting, man kan gruble over. Hvorfor samler man ikke på frimærker? Hvorfor vasker man ikke sin bil hver lørdag? Hvem er I. der skal bestemme, hvad folk tænker og ikke tror på?

Lars Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift"
(Matt. 6, 9-13)

@Niels-Simon Larsen,

Re dit skriv af 15. december 2017 kl. 14:57:

Hvis du ikke kan find den hjertets renhed og (parti)politiske rummelighed, du higer efter, hos menigheden i 'Taksigelseskirken' på Østerbro, så prøv i stedet 'Unitarernes Hus' på Dag Hammarskjölds Alle, hvor du sikkert vil føle dig i bedre selskab end i Den danske Folkekirkes organiserede akarki ...... ;)

Grethe Preisler

rettelse: "velorganiserede anarki", skulle der have stået i sidste linje.
(Metaforen er tyvstjålet fra den fhv. konservative kirkeminister Torben Rechendorff, som efter min ringe mening er den bedste kirkeminister, vi har haft i mands minde)

Eva Schwanenflügel

Selve problemets kerne i enhver spirituel evolution, er dogma.
Hvis 'du' ikke tror ligesom 'jeg', er du forkert.
Det sansende barn ved godt, at der er forbindelse til en dybere visdom, end der udtrykkes i diverse bibler, thoraer eller koraner. Men denne fundamentale oplevelse aflæres gradvist, når barnet indlemmes i samfundet og den tilhørende kultur og tradition.
Religiøsitet er således på samme tid konformisme og undren.
Men når den bliver dogmatisk og fundamental, mister den det åndelige aspekt.

Randi Christiansen, Lars Rasmussen og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar