Leder

Der er gået kagelse i Slagelse: ’En usund og afsporet kommunal kultur’

Demonstration foran rådhuset i Slagelse. 

Demonstration foran rådhuset i Slagelse. 

Jens Dresling

4. december 2017

Aftaler skal holdes, jovist. Men ifølge Christian den Femtes danske lov fra 1683 – der stadig finder anvendelse ved domstolene – gælder det dog ikke, hvis aftalen »er imod loven og ærbarheden«.

Og helt præcist: Hvad er det, politikere i den sydvestsjællandske kommune Slagelse har gang i? I en konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance hedder det, at de to partier »peger på John Dyrby Paulsen (S) som borgmester«.

Men i aftalepapiret står også: »Det er mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance aftalt, at der efter to år, dvs. pr. 1. januar 2020, er mulighed for, om ønsket af Liberal Alliance, et skift mellem John Dyrby Paulsen (S) og Villum Christensen (LA), for så vidt angår poster i Slagelse Byråd.«

Hov! Efter loven vælges en borgmester for fire år. Da en tilsvarende aftale om åremålsdeling i 2002 blev indgået i Assens, fastslog det kommunale tilsynsråd, at den ikke var bindende. Skiftet halvvejs blev gennemført alligevel, forklædt som frivillighed. Den konservative Truels Schultz, der trådte til, da en Venstre-borgmester efter to år veg sædet, sagde torsdag til dagbladet Politiken: »Det er nok en af de største fejl, jeg har lavet. Man deler ikke en borgmesterpost. Det ser ikke kønt ud over for vælgerne.«

Nej, kønt ser det slet ikke ud i Slagelse. Det er kun to uger siden, at Villum Christensen til dagbladet Sjællandske forsikrede: »Jeg vil gerne slå fast, at jeg aldrig kommer til at give magten til Dyrby og rød blok.«

Manglen på ærbarhed bliver stillet til skue af, at konstitueringsflertallets øvrige parter – SF og Enhedslisten – ikke har givet tilsagn om at stemme på en Liberal Alliance-kandidat ved et evt. borgmesterskifte om to år.

Direkte adspurgt om, hvor sikkert Villum Christensen kan regne med posten i 2020, svarede Dyrby Paulsen torsdag til TV2: »Det, der er formuleret i aftalen, er, at der er en mulighed for det, hvis der er et ønske om det.«

Ulden er også Villum Christensen om sit indtog i borgmesterkontoret i 2020. Til Ritzau siger han: »Hvis jeg ønsker det. Der kan ske så mange ting.«

Ja, der kan blandt andet ske det, at Villum Christensen forinden er blevet genvalgt til Folketinget og erklærer, at dobbeltposten vil være for byrdefuld. Ledetråden for Villum Christensen synes at være at holde andre borgerlige fra borgmesterposten. Fra byrådssalens anden side er han blevet tilbudt frit valg mellem kandidater fra V, R og O.

Mediet Altinget og nærværende avis har afdækket de helt specielt giftige forhold, der hærger Slagelse. Byrådet rummer et stort antal fhv. borgmestre fra de sammenlagte kommuner Skelskør, Korsør og Slagelse. Lokalt tilhør går forud for partilinje. Partihop har været hyppige.

En skandalesag om et falleret brintbusprojekt har haft Villum Christensen meget tæt på de private projektmagere og i intens konflikt med Venstre-borgmester Stén Knuth, der var skeptisk over for projektet. Det skumle forløb har fået Altinget til i fredags at skrive: »Meget tyder altså på, at der er indgået en alliance, hvor John Dyrby Poulsen freder Villum Christensen i sagen om brintbusser, men til gengæld får Liberal Alliances støtte til at blive borgmester.«

Samme fredag valgte Slagelse Byråd John Dyrby Poulsen til borgmester – efter loven altså for de næste fire år. Usikkerheden vil næppe bidrage til et bedre klima i byrådssalen.

Den overordnede pointe er, at der må være spilleregler for det kommunale styre. En gang hvert fjerde år, når lokalpolitikerne befinder sig i konstitueringsaftalernes uregulerede zone, viser de jævnligt adfærd, som – hvis den var dagligdag på rådhusene – ville lægge dansk administration i ruiner. Byrådenes opgave er først og fremmest forvaltning – med et politisk råderum – men under adfærdsregulering til fremme af socialt acceptabel handlemåde.

Slagelse er blevet et skræmmende eksempel på, hvor kort der er fra stedlig interessevaretagelse til stammekrig.

Efter Brixtofte-skandalerne i Farum kommune nedsatte Folketinget ’Farum-kommissionen’, der i 2012 nåede frem til, at forløbet »var udtryk for en usund og afsporet kultur såvel politisk som i forvaltningen«.

Men trøstede sig med, at det »var udtryk for en helt særegen kultur, der ikke er set lignende i andre kommuner«. Hmm! Vi kan vist snart få brug for en Slagelse-kommission. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Christensen
  • David Zennaro
  • Oluf Husted
  • Eva Schwanenflügel
Ib Christensen, David Zennaro, Oluf Husted og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Andersen

Det minder mest af alt om et skilsmissepar (S og LA), der fuldstændig tilsidesætter børnenes (borgerne i Slagelse Kommune) behov og trivsel.