Historien om internettets død er nok overdrevet, men der er en pointe med frygten

Torsdag stemte den amerikanske telestyrelse (FCC) for at ophæve reglerne om netneutralitet.

Reglerne blev indført af Obama-regeringen i 2015 efter stort folkeligt pres, og dengang hyldet af alle fra Silicon Valley-giganterne til internetidealisterne for at sikre, at internettet ville forblive åbent til gavn for innovationen og demokratiet.

Netneutralitet handler grundlæggende om, hvordan man ser på internettet. Skal det – lidt forsimplet – betragtes som et gode lige som vand eller gas og leveres til befolkningen, uden at udbyderen har mulighed for at blande sig i, hvad det bruges til? Eller skal det være lige som kabel-tv eller andet indhold, hvor det står leverandøren mere frit for i hvilken form, man vælger at sælge sit produkt?

Obama-regeringens regler om netneutralitet tvang internetudbyderne til at behandle alle data lige. En udbyder må altså ikke blokere eller begrænse særlige data eller sider for deres kunder ud fra f.eks. kommercielle hensyn.

Det betyder, at eksempelvis de store underholdningsfirmaer ikke kan betale udbyderne for at sikre sig en særlig hurtig forbindelse, som vil gøre netop deres side hurtigere og mere effektiv end alle andres, ligesom udbyderne ikke kan vælge at opprioritere deres egne tjenester over alle andres. Noget der er en reel frygt for i USA, da mange af internetudbyderne er store konglomerater, der også ejer adskillige indholdsleverandører.

Kritikerne frygter, at det vil føre til intet mindre end det frie internets død. At udbyderne vil kunne censurere indhold efter kommercielle eller politiske præferencer, uden at forbrugerne vil have en chance for at gennemskue, hvad der sker. Helt så slemt er det dog ikke sikkert, at det går. Den gamle regulering har kun eksisteret siden 2015, og selv om der var flere eksempler på problematisk adfærd fra udbydernes side, så var det ikke noget, der førte til kinesiske tilstande.

Ifølge telestyrelsens chef Ajit Pai – der ganske påfaldende tidligere har arbejdet for internetudbyderen Verizon – handler det om at sikre øgede indtjeningsmuligheder til industrien. Der er dårlig internetdækning i store dele af USA, fordi firmaerne ikke tjener nok på de almindelige kunder, til at det kan betale sig at foretage dyre investeringer i den digitale infrastruktur.

Ophævelsen af netneutralitet skal altså sikre, at firmaerne får mulighed for ikke bare at tjene penge på slutkunden, men også på at sælge særligt hurtige linjer til de firmaer – som f.eks. Netflix eller andre streamingtjenester – der lever af at levere videoindhold i høj opløsning.

Overdrevet frygt - men der er en pointe med frygten

Netop den dårlige digitale infrastruktur er dog også et vægtigt argument for kritikerne. Konkurrencen er nemlig så dårlig mange steder, at mange husstande reelt ikke har valget mellem flere forskellige udbydere. Skulle en udbyder altså tage sig den frihed at diskriminere mellem indhold på en måde, som den enkelte kunde finder uacceptabel, er det ikke nødvendigvis muligt hverken at gennemskue, at det sker eller at skifte til et andet firma.

Et andet vægtigt argument er, at det ikke skal være op til de nuværende industrigiganter at bestemme, hvilke tjenester der skal have lov til at udvikle sig på internettet. Et af de ofte fremhævede eksempler er Skype, der i den grad generede tele- og internetudbydernes forretningsmodel, og som derfor formentligt ville have svært ved at overleve, hvis det stod udbyderne frit for at diskriminere i indholdet.

I Europa er der regler, der sikrer netneutraliteten, så det amerikanske lovforslag forventes at få begrænset effekt herhjemme. Det er dog sandsynligt, at det vil blive brugt af de europæiske internetudbydere til også her at argumentere for svagere regulering, så også de kan få plads til at udvikle innovative produkter og indholdspakker.

Så selv om kritikernes frygt for, at det frie internet nu vil dø, nok er overdrevne, så har de alligevel en pointe. Internettet har en styrke i at være neutralt og er i forvejen plaget af en alt for høj grad af magtcentralisering hos få store selskaber som Google, Facebook og Amazon.

Internetgiganter, der er tilhængere af netneutralitet, men som også har muligheden for at betale sig til en særlig hurtig linje, hvis det skulle komme dertil. En mulighed som de små tjenester, startups eller alle mulige andre digitale foretagender ikke har.

Derfor er der bestemt ikke grund til at ophæve regler som begrænsede store digitale aktører fra at dominere endnu mere. Vi har brug for mere – ikke mindre – regulering og offentligt opsyn med giganterne.