Leder

Martin Schulz’ svage europæiske løftestang

9. december 2017

Sagde han virkelig det? Sådan helt velovervejet fra talerstolen på SPD’s vigtige partidag, hvor han kæmpede for sit genvalg som formand og for – mod alle hidtidige løfter – at få lov til at indgå regeringsforhandlinger med Angela Merkel?

Ja, det gjorde Martin Schulz faktisk. Lad os lytte til originalen:

»Europas Forenede Stater (…) betyder konkret, at vi som mindstemål bør give Europa de nødvendige redskaber til at være handlingsdueligt inden for områderne indre og ydre sikkerhed, klimabeskyttelse, skatte- og pengepolitik, kamp mod skattely samt områderne flygtningepolitik og udviklingssamarbejde. Hvorfor sætter vi os ikke som mål, at vi (…) senest i år 2025 skal have virkeliggjort disse Europas Forenede Stater?«

For de fleste proeuropæere lyder det ikke videre vildt. Men til begrebet Europas Forenede Stater tilføjede Martin Schulz, at det skal være borgernes føderale Europa, der som et »meningsfuldt supplement til medlemslandene« bør hvile på en forfatning, som EU-landene enten kan stemme for – eller de vil »automatisk forlade EU«.

Det er en klokkeklar udmelding i en tid, hvor europæerne er stadig mere alene hjemme i verden, og hvor vi som nationalstater er stadig mere overbebyrdede af de globaliserede udfordringer. Men selv glødende proeuropæere må i disse nervøse og nationalistiske tider indrømme, at Schulz’ ultimative udsagn er dumdristige – også selv om han vil gøre op med en økonomisk tysk europapolitik a la  Wolfgang Schäuble.

Martin Schulz fik torsdag SPD’s opbakning til at indlede forhandlinger med Merkel.
Læs også

For når SPD’s formand taler, lytter hele Europa med. Også i lande som Polen og Ungarn, hvor flertallet ikke just ser EU som et muligt bolværk mod globaliseringens ondeste sider, men nærmere som et udtryk for selvsamme. Derfor er det afgørende spørgsmål, om Schulz’ forenede stater vil stå stærkere uden alle de EU-skeptiske lande, som trods Brexit-chokket må formodes »automatisk at forlade EU«.

Svaret er nej. Avisen Die Zeit betegner derfor Schulz’ visioner som den »europapolitiske ækvivalent til en omgang russisk roulette«: Hvis man for alvor indlader sig på dette ’inde eller ude’-spil, har vinderen næppe nogen at dele sejrsglæden med.

Rammen for Schulz’ ultimative udsagn skal dog ikke undervurderes.

SPD sidder i det brutale dilemma, om partiet skal fortsætte de seneste fire års langsomme selvmord med Merkel eller vove risikoen ved en mindretalsregering eller et nyvalg. Samtidig er det eneste, der har reddet Schulz’ politiske overlevelse efter katastrofevalget, beslutningen om under ingen omstændigheder at indgå i en ny stor koalition. Efter Jamaica-forhandlingerne mellem CDU/CSU, FDP og De Grønne brød sammen, har Schulz’ politiske fremtid paradoksalt nok været afhængig af, om han kan overtale SPD til alligevel at gå med i regering.

På partimødet har det derfor været svært ikke at få integritetsmavepine af retorikken i partiledelsens kovending. Men trods et meget skeptisk bagland er Schulz blevet genvalgt som formand, og ledelsen har fået grønt lys til at gå i en indledende dialog med Merkel.

Som allround socialt parti kan SPD bare hverken profilere sig i en Merkel-regering eller i opposition, hvorfor Schulz har valgt europæisk integration som det vigtigste kendetegn for fremtidens SPD. Denne nye europæiske klarhed havde bare meget betegnende været utænkelig i valgkampen, hvor den formentlig havde skræmt flere, end den havde lokket til.

Nu er den tidligere EU-parlamentspræsident gået all in og ignorerer dermed stemningen rundt om i Europa, som han må formodes at kende – desuden må han bedre end de fleste europæere huske forfatningsdrømmenes tid i 00’erne, der fik en brat opvågning med det franske nej i 2005.

Man kan rose Schulz for at vise kant og tage de klare ord i sin mund, som aldrig kommer ud af Merkels. Men det er svært rigtigt at tro på, at han selv tror på et demokratisk europæisk opbrud. Derfor virker visionerne om Europas Forenede Stater mest af alt som en svag løftestang, som Martin Schulz har fat i for at løfte SPD. Uanset om SPD’s fremtid står på opposition, juniorregeringspartner eller nyvalg bliver det rasende interessant at se, hvordan baglandet og vælgerne reagerer på dem.

Og om de – modsat deres intention – som sproghandlinger kan ende med at splitte et nervøst Europa mere, end de samler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Du har ret.
Martin Schulz ord i 3. afsnit lyder helt fint.
Vejen dertil er bare svær at se.

Men hvis Polen & Ungarn - og tag bare Tjekkiet og Slovakiet med - hellere ser en fremtid udenfor EU, så .... be my guest.
Og vi danskere kan vel få gang i et eller andet omkring Vesterhavet med Norge og Storbritannien - no problemo.

jan henrik wegener

Går man den vej kan man forestille sig noget nyt: Ud med den "Europæiske" Union. Ind med den "Tysk-Franske". Men vil det løse noget?