Der har ikke været meget at fejre i 2017 for socialdemokraterne i mange europæiske lande. Ved de hollandske og franske valg tidligere på året fik socialdemokraterne kun seks procent af de afgivne stemmer, og ved det tyske valg fik SPD kun lidt over 20 procent af stemmerne – det værste resultat siden Anden Verdenskrig.
Men i ét europæisk land så vi i 2017 en socialdemokratisk succeshistorie. Imod alle odds fik den 68-årige venstrefløjsveteran Jeremy Corbyn opbakning fra ikke færre end 12,9 millioner vælgere; flere end de 12,4 millioner stemmer, som søsterpartierne i Holland, Frankrig og Tyskland tilsammen fik.
Godt nok vandt Corbyns Labour ikke det britiske valg, men det fik den største vælgerfremgang siden 1945 og fratog Det Konservative Parti flertallet i parlamentet.
Siden juni har der derfor hersket forventningsfuld julestemning i partiet, hvor de titusindvis af aktivister i støttegruppen Momentum i år ikke har noget større juleønske end en dato for næste valg, så de får vished for, hvor mange gange de skal sove, før deres mand kommer til magten.
Optimismen i partiet er så stor, at ikke kun de over 30.000 Momentum-tilhængere tror på, at Labour vil vinde næste valg, Corbyn selv sagde for nylig i et interview med Grazia, at han »sandsynligvis vil vinde«.
Frem for at grine, som de ville have gjort for et år siden, erklærer politiske iagttagere sig nu enige.
Men hvordan lykkedes det dog Corbyn at transformere sig selv fra at være en udstødt til at blive Labours frelser? Og hvad – om noget – kan socialdemokrater rundtom i Europa lære af ham?
Spørger man Labours indenrigsordfører, Diane Abbott, er svaret todelt: Corbyn var modsat de tre europæiske søsterpartier utvetydigt imod nedskæringspolitikken. Desuden – skriver hun på Left Foot Forward – har »de europæiske socialdemokrater ofte ikke modarbejdet og nogle gange deltaget i« at gøre »minoriteter, migranter, sorte og muslimer til syndebukke« i forbindelse med den økonomiske krise. Men ikke Corbyns Labour.
I lyset af Corbyns succes opfordrer hun til genovervejelser, som godt kan blive »smertefulde i Labours søsterpartier«.
Det er unægtelig en kendsgerning, at det aldrig lykkedes Europas socialdemokrater at formulere et alternativ til nedskæringsideologien. I stedet accepterede partierne – i et forsøg på at fremstå økonomisk ansvarlige – at der måtte skæres ned. Men det er værd at huske på, at den britiske befolkning valgte konservative regeringer i både 2010, 2015 og 2017 på trods af, at de åbent gik ind for nedskæringer.
Det er først i de seneste år, mange briter har mistet tålmodigheden, hvilket – lyder nogle analyser – førte ikke kun til Brexit, men også til øget opbakning til Corbyn og anti-austerity.
Vil ’anti-austerity’ virke i andre lande? Det afhænger af den lokale situation, af om vælgerne har fået nok af nedskæringer, og ikke mindst af dynamikken i de lokale politiske systemer. Modsat Storbritannien har de øvrige lande flerpartisystemer, hvor der ofte findes partier længere ude på venstrefløjen. At tusindvis af briter er blevet begejstrede over Labours ryk mod venstre hænger bl.a. sammen med, at denne position ikke har været repræsenteret i britisk politik i årtier.
Et mere humant socialdemokrati vil ganske givet tiltale mange vælgere på venstrefløjen rundtom i Europa, men det bør nævnes, at debatten om immigration i Storbritannien blev taget under Brexit-valgkampen, ikke det seneste valg. Og resultatet af den var ikke videre kønt.
Det betyder ikke, at Europas socialdemokrater ikke har noget at vinde ved at søge tilbage til en mere medmenneskelig og keynesiansk fortid; blot at det vil afhænge af lokale faktorer, om de gør det. Hvad der umiddelbart synes mest oplagt, at søsterpartierne kan lære af Corbyn – og Frankrigs præsident Emmanuel Macron – er, at det synes at kunne betale sig at have et solidt værdigrundlag og ikke ændre politik, alt efter hvordan vinden blæser.
I Storbritannien tilbød Corbyns Labour i år et reelt politisk alternativ til højrefløjen, og tilbuddet blev leveret af en mand, der har stået fast på sine grundprincipper i sine over 34 år som parlamentariker. Resultatet er, at det socialdemokratiske projekt er blevet opflammet af håb og optimisme.
For Labours støtter blev det i sandhed en Jerry Christmas i år.
Jez he can!
Før det britiske parlamentsvalg i juni var det den accepterede visdom blandt iagttagere, at Labours formand, Jeremy Corbyn, var for radikal for de britiske vælgere, og at partiet ville blive så godt som udslettet ved valget. Nu siger samme iagttagere, at Corbyn meget vel kan blive landets næste premierminister. Information taler med en ung Momentum-aktivist, en garvet iagttager og en aspirerende Labour-politiker om, hvad der har ændret sig i Storbritannien og i partiet, som har gjort landet parat til premierminister Corbyn.
Seneste artikler
’Corbyn er muligheden for at vende tilbage til en politik før nedskæringspolitikken, før neoliberalismen’
30. december 2017Labour var på afveje i årene, hvor det stræbte efter midten i britisk politik og til forveksling lignede De Konservative. Men partiet er ikke rykket til nogen ekstrem venstrefløj – det er vendt tilbage til efterkrigstidens politiske konsensus, hvor samfundet passede på alle, for det er mainstream i dag, mener Labour-kandidat Steven SaxbyRøde aktivister har reddet Labour fra sig selv
28. december 2017Labour-formand Jeremy Corbyns magtbase er den stadigt voksende græsrodsbevægelse Momentum, der to gange har sikret ham sejren i formandsvalg i partiet til gengæld for et løfte om en ny politik. Uden bevægelsen ville Labour aldrig have klaret sig så godt ved sommerens valg, mener Momentum-medlem Michael ChessumBag Corbyns vej til magten kan ligge et naivt håb om retfærdighed
23. december 2017Det var et desperat håb om forandring, der i sommer førte til Jeremy Corbyns og Labours opsving ved det britiske valg, siger en af Storbritanniens fremtrædende økonomer og journalister, Robert Peston, som samtidig mener, at det er realistisk, at Corbyn på et tidspunkt bliver premierminister
Socialdemokratiets ledelse har et eneste mål: vellønnede taburetter. Deres politiske kompas er kommentariatet og opinionsundersøgelser, hvor spørgsmålene let stilles, så man får det ønskede
Derfor er der intet håb om, at de skulle navigere efter Cobyns kompas. De er og forbliver borgerlige prokapitalister.
Det er nok for meget, at håbe på, at et parti som det danske Soc.dem, der ledes af folk som Mette Frederiksen, Sass Larsen og Dan-husk-at-vaske-hænder-Jørgensen, tør gå derhen hvor Corbyn er. De har jo betegnet hans kurs som selvmorderisk og et mareridt.
Sosserne vil hellere krybe til køjs med deres egen højrefløj i DF, end blot at nærme sig Corbyns "for de mange, ikke for de få".
SD mangler mod og mandshjerte, selv deres såkaldte venstrefløj er noget af det ynkeligste. Ved afstemningen om kvoteflygtningene før jul, mødte de fire MF'ere, der var imod forslaget ikke op i Folketingssalen, men holdt sig væk. Hold da op, hvor er det usselt, så derfor er enhver forhåbning, om et kursskifte hos Sosserne omsonst.
Man ser det klart :
Socialdemokratiet er knækket.
Det danske Socialdemokrati ønsker sig ikke en rød jul, og de tror nok fejlagtigt, at deres potentielle vælgere heller ikke er røde.
Det kunne være sjovt, hvis Mette Rodgers, nu hun endelig er begyndt at tage Labour alvorligt, også nævnte et fjerde S-parti, Portugals PS, der har premiereminister António Costa i spidsen siden 2015, regerende sammen med to mere venstreorienterede partier, svarende cirka til vores EL og SF .
Jeremy Corbyn har netop besøgt det portugisiske socialdemokrati.
Ka´ ikke lade være - jeg er begejstret,det lysner i øst.
Nu er den socialdemokratiske venstrefløj jo nærmest udryddet det sidste årti. Den bestod af Svend Auken fløjen(den sidste venstrefløjsveteran i Corbyn katagorien), og den næste generation er Frank Jensen fløjen. Vi husker jo alle, at loftet desværre ikke er så højt i det gamle parti, at der var plads til en stærk venstrefløj i Socialdemokratiet.
Men, ehh, det kan da bare bygges op igen, eller hvad ?
"Det er unægtelig en kendsgerning, at det aldrig lykkedes Europas socialdemokrater at formulere et alternativ til nedskæringsideologien. I stedet accepterede partierne – i et forsøg på at fremstå økonomisk ansvarlige – at der måtte skæres ned."
Endnu en gang overses det, at det primært var socialdemokrater, som gennemførte den neoliberale politik i Europa. Den almindelige fortælling er, at det var Thatcher som inspireret af Reagan introducerede neoliberalismen i Europa, og at det skete efter en lang og sej kamp med centrum- venstrepartier. Men i Labour var den neoliberale omlægning allerede i gang, da Thatcher fik regeringsmagten i 1979. New Labour var ikke bare et Tony Blair projekt. Blair fuldførte en omlægning, som allerede var i gang. I Frankrig var det socialistpartiet, som anført af Mitterand introducerde neoliberal økonomisk politik, efter at han var gået til valg på et særdeles venstreorienteret program i 1981. Neoliberalismen er primært europæisk og ikke blot et amerikansk fænomen, som europæiske højreorienterede har kopieret. De europæiske socialdemokratiske partier ligger, som de selv har redt, og deres fuldstændig ukritiske holdning til EU har ikke gjort det nemmere for dem. Det har tværtimod gjort det nemmere for højrefløjen at vinde stemmer på et fordrejet nationalistisk program, med fokus på indvandrere.
De europæiske socialdemokratiske partier styres af en akademisk uddannet middelklasse, som ikke har hverken forbindelse med eller forståelse for den gruppe af mennesker, som de hævder at repræsentere. De er primært personer, som vælger politik som et karriereforløb - Corydon syndromet. De lever i en verden, hvor alt opfattes som frie menneskers frie valg, og derfor har de også bildt sig selv og hinanden ind, at samfundsklasser er noget gammeldags bras, og at politk er noget man blot kan vælge i forhold til den herskende mainstream. Ligesom man vælger varer på hylderne i et supermarked. Og hvis det ikke umiddelbart lykkes for disse politikere at overbevise vælgerne om, at de skal stemme på en politik, som forringer vælgernes levestandard, hyrer man blot en spin-doktor, hvis job er at få virkeligheden til at tage sig anderledes ud end den fremtræder. Som om politik er en vare, der skal sælges, og som om at et politisk parti er en slags marketingsbureau. Politik er blevet et gedemarked, og det skyldes ikke mindst socialdemokratiske middelklasse karrierepolitikeres ukritiske forhold til, at alt helst skal tage sig ud som frie markeder, hvor frie personer vælger dagens modelune fuldstændigt frit. Den løgn køber folk ikke i længden.
Spørgsmålet er vel om det danske socialdemokrati ønsker sig en rød jul - endsige en rød fremtid?
Efter ALKA er solgt.
Pristigning efter Nytår. Fik lige mail.
Radius varsler også prisstigninger.
Så meget for brændevarmerne i Folketinget !
Har også forsikringer i ALKA - er der nogen der kender alternativer?
P.S. : Jeg er fanden gale mig mega-sur.