Leder

USA skal ifølge Trumps doktrin konfrontere andre stormagter

Donald Trump har fremlagt dokumentet ’National Security Strategy of the United States of America’. Et dokument, der nævner ønske om en tilbagevenden til »en æra med stormagtsrivalisering«. Udgangspunktet er, at USA under Trump skal genvinde terræn, der er tabt, siden Vladimir Putin blev Ruslands præsident, og Kina blev optaget i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001.

Donald Trump har fremlagt dokumentet ’National Security Strategy of the United States of America’. Et dokument, der nævner ønske om en tilbagevenden til »en æra med stormagtsrivalisering«. Udgangspunktet er, at USA under Trump skal genvinde terræn, der er tabt, siden Vladimir Putin blev Ruslands præsident, og Kina blev optaget i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001.

Manuel Balce Ceneta/Ritzau Scanpix

20. december 2017

Der går en rød tråd gennem det 55-sider lange dokument om USA’s nationale sikkerhedsstrategi, præsident Donald Trump fremlagde i en tale i Ronald Reagan Building i Washington, D.C. mandag.

Efter at have vundet Den Kolde Krig troede Washington naivt, at en integration af Rusland, Kina og andre stormagter i det internationale system, USA havde skabt efter Anden Verdenskrig, ville bevare amerikansk hegemoni. Det har vist sig at være et fejlagtigt præmis, lyder det i dokumentet National Security Strategy of the United States of America.

»USA mistede orienteringen. Vi mistede selvtilliden og opgav fordele på vigtige områder. Mens vi således tog vores politiske, økonomiske og militære fortrin for givet, begyndte andre lande at føre deres planer om at udfordre USA’s førerstilling ud i livet … Vi så passivt til, mens de udnyttede de internationale institutioner, vi havde været med til at bygge.«

Dokumentet konkluderer: »USA bliver nødt til at revidere en politik, hvis præmis har været, at samarbejde med rivaliserende stormagter og integration af dem i internationale institutioner og i den globale handel ville forvandle dem til godartede aktører og pålidelige partnere. Mestendels har det vist sig at være fejlagtigt.«

Formanden for USA’s udenrigspolitiske selskab, Richard Haas, ser i denne analyse »en udfordring af de sidste 25 års amerikansk udenrigspolitik«. I en telekonference med pressen mandag sagde Haas: »Trumps nationale sikkerhedsstrategi lægger op til en mere konfrontatorisk politik. Den synes at afvise ideen om, at vi kan forankre Kina og Rusland i det internationale system. De skal inddæmmes. Vi står altså over for en tilbagevenden til Den Kolde Krig, eller som en Ruslands-ekspert har kaldt det, ’Varm Fred’.«

Trump-rådgiverne, der har udarbejdet dokumentet, nævner selv en tilbagevenden til »en æra med stormagtsrivalisering«. Deres udgangspunkt er, at USA under Trump skal genvinde terræn, der er tabt, siden Vladimir Putin blev Ruslands præsident, og Kina blev optaget i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001.

Hvad angår Kinas imponerende økonomiske vækst, militære oprustning og imperiale optræden i sin egen baggård, men også i Australien, Afrika, Latinamerika og Europa, giver det mening, at USA vil gå i offensiven. Forudsætningen for Kinas medlemskab af WTO var en gensidig åbning af dets hjemmemarked for varer og investeringer.

Det er ikke sket i den grad, man havde forventet. Tilmed står Kina beskyldt for systematisk tyveri af amerikansk teknologi.

På den anden side er det svært at øjne en sammenhængende amerikansk Kina-politik under Trump. USA’s udmelding af TTP-aftalen betyder, at USA lader Kina sætte dagsordenen for det 21. århundredes samhandel i Asien og Stillehavsområdet.

Præsidenten synes at være besat af ideen om, at USA’s relationer til Kina primært handler om at få Xi Jinping til at lægge pres på Nordkorea. Men det er ikke en strategi, der har til formål at forsvare og ekspandere USA’s globale indflydelse.

Kløften mellem Trumps nationale sikkerhedsstrategi og hans udenrigspolitik er endnu større vis á vis Putins Rusland. Flere steder i dokumentet, som Trump ikke kan have læst i sin helhed, kritiseres Rusland for »statsundergravende virksomhed« i en cyberkampagne, der skulle have til formål at »undergrave demokratiers legitimitet«.

Moskva beskyldes også for at have krænket Georgiens og Ukraines suverænitet. Det er ord for ord, hvad Barack Obama har sagt. Trump har end ikke villet hviske dem. Han benægter stædigt efterretningsagenturernes konklusion, at Putin-styret førte en påvirkningskampagne mod Hillary Clinton. Trump har aldrig ytret et kritisk ord om Putin, endsige om andre autoritære skikkelser på verdensscenen, mens NATO-partnerne fik endnu et spark i hans tale.

Det er en inkonsekvens, som er meget svær at begribe. Hvordan kan Trump personligt fremlægge en sikkerhedsstrategi, som i den grad modsiger hans politik over for Kina og Rusland? Hvad skal verden tro? Det er fristende at ignorere dokumentet.

Man kan også se det som en afspejling af en indre dynamik i denne regering – et evigt tovtrækkeri mellem præsidenten og rådgiverne. Indtil videre synes de sidstnævnte at have vundet flest kampe. Det afgørende er imidlertid, at begge lejre afviser at leve i en multipolær verden. 

Problemet er, at de ikke fremlægger en reel strategi for USA’s genvindelse af fordums overhøjhed. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Loftkjær
  • Eva Schwanenflügel
Kurt Loftkjær og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

Ja, det en "sørgelig allieret" som den vestlige alliance har fået i USA

Anne Eriksen, Torben Skov, Kristen Carsten Munk, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Problemet er, at de ikke fremlægger en reel strategi for USA’s genvindelse af fordums overhøjhed.

Skal det mon forstås som Informations beklagelse af, at USA endnu ikke har erklæret ægte varm krig mod Rusland?

Hans Aagaard, christen thomsen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hvis vi ser sikkerhedspolitisk på det, indtager USA da ubestridt førerstillingen som indehaver af mere militært isenkram en de tolv nærmeste konkurrenter til stillingen - tilsammen.!

Hvad vi iagttager i USA er det samme massepsykologiske fænomen, som vi oplever herhjemme, mest tydeligt i diskussionen for og imod DF: Halvdelen af befolkningen lider af massiv falsk bevidsthed, som kommer til udtryk i desperate forsøg på selvhævdelse i form af dæmonisering af den anden halvdel af befolkningen. Afhængigt af politisk ståsted betragter man så højrefløjen eller venstrefløjen som bærer af den falske bevidsthed, hvorfor man identificerer sig selv i modsætning til den oplevede modstander - venstrefløjen som antiracister, højrefløjen som antihumanister (antiantiracister).

Fælles for begge fløje er den udbredte atomiserede selvopfattelse som individuelt snefnug, en selvopfattelse som paradoksalt nok finder sin yderste begrundelse i et abstrakt tilhørsforhold til en etnisk/seksuel/politisk/younameit gruppering, altså som et identisk medlem af en abstrakt klassificering.

Og imens højrefløjen og venstrefløjen skændes om hvem, der dæmoniserer hvem, scorer de sande magthavere, våbenfabrikanterne. uforstyrret kassen på at sælge våben til de mange krige, som hjælper USA med at holde BNP oppe.

Jan Pedersen, Toke Andersen, Espen Bøgh, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

De sidste krampetrækninger fra en døende supermagt der har mistet alt fra demokrati til troværdighed. Det er farligt.

Sabine Behrmann, Toke Andersen, Anne Eriksen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Meget ofte er det en ulempe for kontinuiteten i en given politik, at politikerne kun tænker 4 år frem. Men her er det en fordel for verdensborgerne, at denne primitive og fordummende politik ophører efter 4 år. Og det ene år af de 4 er heldigvis gået.

For ærligt talt så er det da en ganske underlig fordummende og aggressiv måde at "gøre USA stor" på.

Det eneste som USA vil opnå med dette, det er konfrontationer og en langt mere usikker verden at leve i. Men det giver i hvert fald ingen respekt for USA og dens holdninger - kun for USA´s militær.

Anne Eriksen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Holger Madsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Ligesom Steen Sohn undrer jeg mig over den sidste sætning i lederen: "Problemet er..." Mener Burch, at hvis der var en "reel strategi" (efter hvilke kriterier "reel"?), så ville det være i orden? Dvs. præmissen, at USA skal have verdenshegemoni er sådan set i orden. Det vi mangler er en strategi for, hvordan det kan lykkes at "genvinde" den. Hvis man fortsætter på samme kyniske facon, som denne præmis, så kan man sige, jamen, Trump gør da sit bedste. Han har lige foræret Pentagon og de industrier, Boing, Lockheed, osv. som har snablen fast nede i statskassen, billioner og billioner af dollars. Nok til at sætte Afrika på fode de næste mange år frem. For USAs hegemoni har jo aldrig beroet på dets pragtfulde frihedsidealer, som jo forudsætter, at andre har knap så meget 'frihed', - men beroet på dets militære styrke. Så Trump har da absolut en 'reel' strategi. Spørgsmålet er bare om vi andre overlever den.

Touhami Bennour

Kun en mand, der kan modstå Trump. og det er Emmanuel Macron. Frankrig har en chance med Trump eventuret. Trump ernære sig af sig selv, og derfor han er farlig, Hans projekt lever kun med ham. Det er kamp om "tempelbjerget"

Stormagter har aldrig selv erkendt når det lakker mod enden for deres storhed; men USA er ikke færdig med at være dominerende i verden, hverken militært, økonomisk eller politisk -så langtfra. Men de bliver udfordret, og måske i en sådan grad at de vil acceptere Kina som havende en større rolle at spille i Asien, noget kunne pege i den retning. Trump overlader også ansvaret for Europas sikkerhed til EU, specielt overfor et ekspanderende Rusland. Det ansvar må vi nok tage på os så hurtigt om muligt. Jeg håber virkelig at Frankrig og Tyskland for en gang skyld kan stå sammen.
USA vil så koncentrere sig om mellemøsten og det amerikanske kontingent Nord og syd og midt imellem. Det kunne blive fremtidens opsplitning i interessesfærer.

Ideologi er noget fanden har skabt kan man sige, men er det nu rigtigt at give ham æren for det?

Er der efterhånden nogle der kan huske én dag, hvor vi ikke er blevet advaret mod Rusland "faren i Øst", som nu også har spredt sig til Kina, og jeg undlader bevidst Nordkorea som den småstat det trods alt er.

Eller er der nogle der kan huske én dag hvor Amerika ikke har udråbt sin mistanke mod et fremmed land, - sædvanligvis båret af den McChartyistiske kommunistpsykose tilbage fra 1950'erne - tiden efter krigen, hvor alle heltefilmene om de amerikanske soldater der kæmpede så bravt for friheden overalt på kloden - Europa som Asien, og sidenhen fortsatte i Vietnam indtil de blev smidt ud.

Tænketankene som Amerika er så rig på skal i dag også leve, og det gør man kun hvis man producerer materiale der holder angsten og frygten for at komme bagud er en del af historien, - eller sagt lidt kortere; ikke alene spilles der på frygten og angsten, men også i at sætte den i "det rette" perspektiv, for uden dette kommer der ingen penge til huse man kan leve for.

Det indebærer en vis selvforstærkende virkning iblandt disse tænketanke, eller hvad de nu kalder sig, - men det er en velkendt historie ligesom sangen; "Money makes the World go around"!

Amerika har selv for mange år siden taget hul på den ideologiske kamp overalt i verden, og hvem husker ikke "den kolde krig" mod Rusland efter 2. VK, - som under krigen var vores allierede, og hvor alle mistænkte hinanden og hinandens motiver.

Efter Ruslands sammenbrud i 1988-89 forsvandt hele retorikken fra koldkrigsperioden for en tid,
- fjenden var blevet borte(havde trukket sig tilbage til grænserne fra før 2. VK), så der opstod et helt tomrum uden retorisk frygt og angst sættende nyheder i dagligdagen.

Men det varede da ikke længe, før nogle fik sat gang i mistankerne om faren fra Øst igen kom på som en fast del af den amerikanske retorik med mistanker om dit og dat, - for tankerne gik slet ikke i retning af, at forsøge sig med fredelige midler at komme tættere på hinanden - det var man jo ikke vant til, og desuden gav det ingen penge til "tænketankene". som de kunne leve af.

Nu er vi der så igen, og Kina er blevet det nye store fjendebillede, - jo.., for kapitalen har jo sejret
- ganske vist ad helvede til, ved at lade Kina være produktionshaller for alle vestens varer indenfor forskellige områder, så kapitalen fik endnu større fortjeneste ved de billige arbejdshænder som fandtes i Kina, - men som også gjorde Kina til det vi ser i dag, en økonomisk stormagt.

"EU" og Kina blev for nogle år siden medlemmer af Sikkerhedsrådet i FN sammen med andre lande, en fornyelse der burde have fundet sted for mange mange år siden, og kun nødtvunget fra de 4 store fra 2. VK - selvom Frankrig egentlig ikke spillede den store rolle, men var med på en fribillet, som den lille ekstra fordel vesten havde i forhold til Rusland i sikkerhedsrådet.

Det amerikanske hegemoni over alt på kloden har ganske vist mistet noget af sin selvopholdelsesdrift, som ikke alene kan bæres frem af patriotisme, men som også skyldtes amerikanerne selv i forbindelse med deres misligholdelse af forbindelser til venner og allierede, og de rettigheder som disse forventede var til stede fordi vi i åndfællesskabet - demokrati med frihed osv., regnede med Amerika holdt helligt, men som det viste sig ikke var tilfældet.

Både krigen i Afghanistan og ikke mindst i Irak under velkendte og i amerikansk iscenesat falske forudsætninger og sidst Libyen - for at beskytte civilbefolkningen, - hvor alle 3 krigseventyr er endt uden resultater - andet end ødelæggelse mio. af dræbte til ingen verdens nytte, har ændret verden syn på Amerika som fyrtårn for frihed, lighed, demokrati m.m.

Verden omkring Amerika har set stiltiende på og undret sig, - men også ændret mening om hvad det er Amerika står for på verdensplan, for sammenhængen mellem "hvad der siges og hvad der gøres i amerikansk ånd ude i verden" ikke stemmer overens, og når det gøres gentagne gange og afsløres, så står de høje idealer for fald i andres opfattelse, og troen på Amerika og dets ene og alene fredelige hensigter for og overalt i verden, vist ikke er noget man skal tro alt for meget på!

Amerika tabte selv den ideologiske kamp til omverdenen på sine egne præmisser - og ikke på andres præmisser, - derfor står det så dårligt til med troen på Amerika overalt, og med Trump ved roret er der ikke udsigt til nogen som helst forbedring - tværtimod!

- Desuden ligger det ikke til Amerika at skue indad(når man er fejlfri), men derimod at skue udad, ganske som disse mange tænketanke gør, og så gælder det stadig for dem; "Money makes the World go around", og bliver til en selvmorderisk ideologi i stedet for, drevet heraf!

Jan Pedersen, Niels Duus Nielsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

MellemØsten har gjort sit udemærke. Man satte hele verden i bevægelse(EU, de muslimske lande og Afrika, ja selv Kina og Rusland. I FN´s sikkerhedsråd, og morgen FN general forsamling, stå USA alene. Så Mellemøsten også skal have gevinst, i hvertfal At Trump trækker sit forslag om Jesuralem tilbage. Omveltninger i historie Skyldes ikke kun militæret (ex: Vietnam)., og Algeriet for Frankrig. Dumhed har en Grænse. Tænk "Scipio, der har overværet ædelæggelse af Kartago, fik selv kolde fødder og læste et digt, der siger det samme kunne ske for "ROM"", og han tog ikke fejl.