Leder

Efter 34 år som balletmester måtte Peter Martins gå. Måske fordi han kom til at glemme, at rollen som overgud kun var tiltænkt scenen

I sagen om Peter Martins handler anklagerne også om en verbal vold, der afslører ballettens verden som en frygtkultur

Mikkel Tariq Khan

4. januar 2018

Indtil nytår hed en af verdens mest magtfulde balletmestre Peter Martins.

Den danskfødte koreograf har været balletmester for New York City Ballet siden 1983. Han har fremstået som den nærmest guddommeligt ophøjede balletmester – uanset hvilke rygter, der ellers gik om ham. Deriblandt den aldrig helt glemte anklage fra 1992, hvor hans egen hustru, Darci Kistler, påstod, at han havde slået hende.

Men lige efter nytår indgav Peter Martins sin opsigelse som reaktion på en voldsom turbulens i kompagniet, hvor nogle dansere har anklaget ham for magtmisbrug, verbal og fysisk vold samt seksuelle overgreb.

Bestyrelsen for New York City Ballet har indledt en undersøgelse af sagen. Men inden der er kommet en konklusion på undersøgelsen, har Peter Martins altså valgt at sige op.

Selv var Peter Martins en gudeskøn balletdanser. Høj, bredskuldret, langbenet – og med et markant helteansigt, flabet kæbe og lyst hår. Han var en lækkerbisken for publikum på Det Kongelige Teater i 1960’erne, og han var i 1967 en eksotisk ny stjernedanser for den amerikanske koreograf George Balanchine, der hentede ham til New York City Ballet.

Her blev Peter Martins fænomenal i Balanchines ballet Apollo. For han dansede guden Apollo så majestætisk guddommeligt, at han formodentlig aldrig er blevet overgået i sin styrkefortolkning. Han var den ultimative overgud: Utrættelig og altkrævende som den kolossale Apollo over for sine spinkle muser.

På en mærkelig måde har partiet som Apollo og det overmenneskelige fulgt Peter Martins gennem hele karrieren som leder for et af verdens vigtigste balletkompagnier. Gennem mere end 30 år har han suverænt bestemt, hvilke dansere der skulle optages i kompagniet – og hvilke dansere, der fik hvilke partier. Det er balletmesterens job, sådan som det fortsat defineres i den hierarkiske balletverden.

En uvurderlig skikkelse

Men nu er Peter Martins altså anklaget for misbrug af sin magt. Den ulykkelige sag kaster ikke kun skygge over New York City Ballet, men over hele den internationale balletverden. For sagen handler om indstillingen til adfærden i et balletkompagni, hvor balletmesteren oftest er en mand. Dansere er under ekstremt præstationspres. De kæmper i sagens natur for at nå kroppens maksimale ydeevne, og de vil finde sig i meget for at få en rolle.

Det har danserne ved New York City Ballet også gjort, indtil nogle af dem nu har sagt fra.

Noget i denne sag kan forklares som en #MeToo-reaktion. Men ikke alt. Det vil altid være en delikat balance, når en balletmester skal røre ved dansernes kroppe for at placere dem rigtigt og lære dem indviklede løft – og samtidig undgå at være for nærgående. Det er balletmesterens ansvar at balancere ordentligt, og det er i sidste ende bestyrelsens. 

I sagen om Peter Martins handler anklagerne dog også om en verbal vold, der afslører ballettens verden som en frygtkultur. Det er måske mere diffust, men det gælder næppe kun i New York.

Denne modbydelige sag kan dog ikke ændre ved det faktum, at Peter Martins har været en helt uvurderlig skikkelse for New York City Ballet. Det er lykkedes ham at føre kompagniet gennem den uhyrligt svære tid efter Balanchines død i 1983 – og op til nutiden, så New York City Ballet i dag er et af verdens mest eftertragtede kompagnier med sin helt egen profil.

Som koreograf har han desuden selv koreograferet over 80 balletter; heriblandt sin version af Svanesøen, som han skabte til scenografi af Per Kirkeby for Den Kongelige Ballet i 1996. Og så har han ikke mindst været balletmester for Nikolaj Hübbe, der var solodanser ved New York City Ballet fra 1998 frem til 2008, hvor han dansede af – i rollen som Apollo – for så at blive balletmester ved Den Kongelige Ballet.

Da Information i 2002 interviewede Peter Martins om de mange balletmesterskift hos Den Kongelige Ballet i 1990’erne, svarede han ved at bruge sig selv som eksempel:

»Min bestyrelse tilbød mig en treårig kontrakt, men jeg sagde nej tak. ’Jeg har i sinde at bruge resten af mit liv her’, sagde jeg. ’Derfor vil jeg ikke have nogen kontrakt. I må hellere bare smide mig ud, hvis I ikke synes, det virker – og ellers skal jeg nok gå selv.’«

Efter 34 år som balletmester kom Peter Martins til at gå selv. Måske fordi han kom til at glemme, at partiet som overgud kun var en rolle på scenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
  • Torben Lindegaard
Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, David Zennaro og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

I offentlig regi er det til gengæld helt lovligt at mishandle mennesker , hvadenten der er tale om sengepraktik tvungen inklusion af børn der ikke magter en klasse på 28 elever , eller konstante besparelser der får personalet til at gå ned med stress osv.osv,,,,,,fortsæt selv listen.