Leder

Den evige juridiske gråzone

6. januar 2018

Enhver har ret til et miljø, der sikrer sundhed og til en natur, hvor produktionsevnen og mangfoldigheden bevares.

– Norges grundlovs miljøparagraf 112.

Greenpeace og den norske miljøorganisation Natur og Ungdom lagde i oktober 2016 sag an imod den norske stat for at tillade nye olieboringer i det norske Barentshav.

Organisationerne mener, at nye boringer vil være en overtrædelse af Norges egen grundlovs paragraf 112, ligesom det vil være et brud med principperne i klimaaftalen fra Paris, der lyder, at verdens ledere skal gøre deres yderste for at holde klodens temperaturstigninger på under to grader celsius og så tæt på 1,5 grad som muligt.

Det er ikke i strid med den norske lovgivning, at et flertal i det norske Storting har vedtaget at tillade nye olieboringer i Barentshavet, der ligger i Arktis.
Læs også

Torsdag faldt så afgørelsen, der lyder, at den norske stats fortsatte salg af licenser i Barentshavet ikke er i modstrid med norsk grundlov, da staten ikke kan drages til ansvar for de klimaskadelige CO2-udledninger fra norsk olie og gas, så længe olien og gassen afbrændes i andre lande end Norge.

Alligevel kalder Greenpeace byrettens afgørelse for »en kvart sejr«, fordi retten trods alt anerkender paragraf 112 i den norske grundlov som en rettighed, der kan efterprøves ved domstolene.

Og det er da absolut også kun en kvart sejr, da afgørelsen fra den norske domstol netop også viser, hvorfor ratificeringen af klimaaftalen fra Paris (indtil videre) juridisk set kun er pop og papir, og at nationale lovbestemmelser – ligegyldigt hvor smukke de end lyder – ikke via domstole kan bruges til at stoppe udvindingen af olie og gas, da olie og gas stort set aldrig produceres kun med det hjemlige marked for øje.

Videre må man af dommen udlede, at når ansvaret ikke kan placeres hos producenten, der tjener på salget, hviler ansvaret hos den enkelte forbruger. Og der stopper al logik.

Det svarer til – som Greenpeace også fremfører som argumentation – at man tillader produktionen af landminer i Norge, fordi de ikke bringes til sprængning på norsk jord, men derimod eksporteres til andre lande.

Derfor er afgørelsen ved byretten i Oslo et klart eksempel på, at kampen for klimaet befinder sig i en evig juridisk gråzone, og at kampen imod de fossile brændsler – der burde være den mest oplagte kamp at kæmpe – er en kamp, hvor hverken myndighedernes trang til at gøre det rigtige eller de rationelle argumenter vejer tungest. Det er globalisering, når det er værst, hvor alt flyder og ansvar er noget, man flygter fra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu