Leder

Vi har fået et paradigmeskifte i udlændingepolitikken – men ikke det, Dansk Folkeparti krævede

Uden at foretage sig noget som helst har venstrefløjen fået en tredobbelt sejr: Dansk Folkeparti kan ikke få gennemført dets brutale udlændingepolitik, Venstre kan ikke få gennemført dets økonomiske politik, og den borgerlige regering kan ikke realisere dens eget regeringsgrundlag

Liselotte Sabroe

10. januar 2018

Dansk Folkeparti har krævet et ’paradigmeskifte’ i den danske udlændingepolitik. Og vi har vænnet os til, at Dansk Folkeparti får, hvad de vil have, hvis bare de giver de borgerlige partier det, som de vil have.

Den handel har været mulighedsbetingelsen for borgerlig politik i det 21. århundrede: Venstre har gennemført borgerlige reformer af velfærdsstaten, mens Dansk Folkeparti har fået radikale stramninger af udlændingepolitikken. 

Det kan virke paradoksalt, at Dansk Folkeparti har krævet et opgør med et paradigme, de selv har defineret. Men deres logik er at arbejde for den konstante overskridelse, den stadige brutalisering af behandlingen af indvandrere og flygtninge. Og det accepterede Lars Løkke Rasmussen i december som betingelse for, at hans regering kunne få gennemført en finanslov for 2018 og få vedtaget den skattereform, som er det store løfte i regeringsgrundlaget.

Statsministeren sagde under optakten til forhandlingerne, at han var indstillet på en »fundamental ændring« af den danske udlændingepolitik.

Men tirsdag annoncerede Lars Løkke Rasmussen en anderledes fundamental ændring i den danske udlændingepolitik. Og det var ikke den, Dansk Folkeparti havde håbet på. Tværtimod.

»Regeringen vil selvfølgelig meget gerne drøfte udlændingepolitik med Dansk Folkeparti,« sagde statsministeren på sit pressemøde.

»Men det skal være på udlændingepolitikkens egne præmisser, så vi laver den udlændingepolitik, Danmark har brug for, og den udlændingepolitik, vi kan stå inde for, og ikke laver udlændingepolitik for at indfri en ambition på et helt andet område om, at skatterne skal sættes ned.«

Ulrik Dahlin kommer i studiet og udlægger den seneste skandale i Inger Støjbergs ministerium. Rune Lykkeberg har optur over Lars Løkke Rasmussen. Og Christian Monggaard har set fjerde sæson af ’Black Mirror’ – det bør du nok også
Læs også

Vi har således fået et paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik. Men det var et bedre paradigmeskifte end det, som Dansk Folkeparti havde krævet.

Lars Løkke Rasmussen opsagde nemlig den uskrevne kontrakt med Dansk Folkeparti om, at de kan få, hvad de vil i udlændingepolitikken, hvis bare han kan få sin økonomiske politik gennemført.

Han erkendte selv konsekvensen: at han heller ikke kan få gennemført sin skattereform.

Ikke en humanistisk åbenbaring

Dansk Folkepartis krav var ikke alene på kant med konventionerne, men sandsynligvis så langt ud over dem, at regeringens embedsmænd har anført, at det ville kræve en opsigelse af konventionerne, hvis de skulle gennemføres.

Det ville have gjort Danmark til en skandaløs europæisk avantgarde i opgøret med en international orden baseret på anerkendelsen af et humanistisk minimum. Og det ville have haft negative konsekvenser for vores mulighed for at præge det europæiske samarbejde og gøre os gældende internationalt.

Men ikke nok med det: Dansk Folkepartis krav indebar også et fundamentalt opgør med det, vi kalder den danske model.

Arbejdsmarkedets parter lavede i 2016 en opsigtsvækkende aftale, som forpligtede dem på at bidrage til at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked. Det var en erkendelse af, at integration ikke kun er en politisk opgave, men et fælles ansvar for alle i det danske samfund. Og indsatsen er en af årsagerne til, at markant flere flygtninge er kommet i arbejde.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen i går aflyste regeringens planlagte skattereform, var det endnu et sviende nederlag til Liberal Alliance.
Læs også

Det er det, Lars Løkke Rasmussen refererer til, når han henviser til »den udlændingepolitik, Danmark har brug for«, for det må være et fælles mål, at de, der er her, bidrager til fællesskabet, og at vi ikke nedbryder flygtninge, men giver dem mulighed for at realisere sig selv.  

Vi har ventet længe på, at Venstre satte en definitiv grænse for Dansk Folkepartis radikale udlændingekrav. Og den satte Lars Løkke Rasmussen endelig tirsdag. 

Den ankom ikke som humanistisk åbenbaring hen over julen, men formodentligt som en erkendelse af, at overskridelser af konventioner, opsigelsen af en trepartsaftale og et opgør med hele den danske model ville være alt for radikalt. Dansk Folkepartis krav var ikke konservative, men revolutionære. Det ville have været ødelæggende for det land, de siger, de vil bevare. 

Uden at foretage sig noget som helst har venstrefløjen fået en tredobbelt sejr: Dansk Folkeparti kan ikke få gennemført dets brutale udlændingepolitik, Venstre kan ikke få gennemført dets økonomiske politik, og den borgerlige regering kan ikke realisere dens eget regeringsgrundlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simon-Matti Hørlyck Campbell
  • Philip B. Johnsen
  • Mads Berg
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Steen Sohn
  • Jesper Eskelund
  • David Zennaro
  • Hans-Micael Søndergaard
  • Jørgen Wassmann
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
  • Thomas Olsen
  • Bjørn Pedersen
  • lars søgaard-jensen
  • Anker Nielsen
  • Poul Anker Sørensen
  • Grethe Preisler
  • Jørn Vilvig
Simon-Matti Hørlyck Campbell, Philip B. Johnsen, Mads Berg, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Steen Sohn, Jesper Eskelund, David Zennaro, Hans-Micael Søndergaard, Jørgen Wassmann, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Thomas Olsen, Bjørn Pedersen, lars søgaard-jensen, Anker Nielsen, Poul Anker Sørensen, Grethe Preisler og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Ophørsudsalget i VLAK Marionetteater er startet her i Januar måned. Det varer lige til Juni måned 2019. Politik i Danmark består for tiden i at skrive følgende " vi vil ikke ". Dem der vil løber panden mod stagnationens mur. DF lever i den forfejlede forestilling, at når alt står stille i Danmark, så bliver vi et foregangsland for hele Europa.

Vibeke Hansen, Eva Schwanenflügel, Jes Jessen, Jørgen Wassmann, Janus Agerbo, Niels Duus Nielsen, Helle Walther, Johanna Haas, Steffen Gliese, Tommy Clausen, lars søgaard-jensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Men hvad sker der så, hvis "DF Light" efter næste valg kommer til magten....?
Det har jo aldrig været klassisk, borgerlig politik at føre Xenofobisk Folkepartis politik. Det har heller aldrig været socialdemokratisk, men med Mette Frederiksen i spidsen må jeg indrømme, at jeg er kommet i tvivl.

Mads Berg, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Jes Jessen, David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Peter Andreasen, Johanna Haas, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Ole Frank, Lise Lotte Rahbek, Christian Mondrup, Thomas Olsen, Dorrit Kjær, lars søgaard-jensen, Arne Lund, Gert Romme og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Måske vil/kan de partier, der vil støtte en Mette F-ledet regering tage sig sammen og forlange noget andet end en ulighedsskabende og usolidarisk politik. Nu ved jeg ikke om du stemmer på liste B eller liste Å. Men i så fald, må du konfrontere de to partier med din kritik.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Benny Larsen, Steffen Gliese og Thomas Olsen anbefalede denne kommentar

Er jeg den eneste som synes, at det er noget af det bedste der er sket længe i dansk politik? Nemlig at Løkke har sat DF stolen for døren, nemlig har sagt nej til mere DF indflydelse på udlændingepolitik? Jeg tar hatten af, muligt han er tvunget af Danmarks internationale forpligtelser, men han har gjort det, regeringen har gjort det, og derfor ser jeg heller ikke Samuelsen som den store taber, han har måske måttet ofre sin politik for et paradigmeskift på udlændingeområdet, men har vel kunnet se at det var det værd! Tak!

Mads Berg, Vibeke Hansen, Pia Larsen, ingemaje lange, Jens Winther, Hans-Micael Søndergaard, René Arestrup, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

Vil stadig påstå at venstrefløjen ikke har så meget at juble over. Socialdemokraterne har været med på at stramme udlændingepolitikken til der hvor vi er i dag.

Samtidigt kan udlændingespørgsmål til enhver tid komme øverst på nyhedslagsordnen. Tag for eksempel her til morgen. En historie for børn i 3-4 klasse om omskæring af drenge har ikke alle Martin Henriksens og DFs kritikpunkter af omskæring med. Stor kritik af alle involverede! Det kører i båndsløjfe.

Desværre har vestrefløjen ikke tilsvarende dagsordensættende emner. Hvorfor har vi ikke det? Er vi blevet for forsvarende af det bestående? eller hvad er det?

Eva Schwanenflügel, Janus Agerbo, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Dorrit Kjær @ Løkke havde ingen anden vej, han ville jo ikke kunne vise sig nogen steder i EU, han ville miste al evt. respekt i både eget parti og blandt erhvervsliv, fagbevægelse, trepartsaftaler m.m. hvis han gik ind på de krav, der var uhyrlige, der er imod konventioner, Grundlov, og Menneskerettigheder. Det var helt gak i låget.
De er alle skurke i det spil, LA med deres ultimative krav fra deres partileder, DF som har overspillet deres kort, de får et valgnederlag af de store, vent blot og se, det samme sker for Løkke. Eneste parti som måske højnes lidt bliver C. Resten af de blå stemmer, vil fordeles på R og S.

Bliver næste skridt så at Støjberg sættes fra bestillingen, eller at hun selv beslutter at skifte til DF?

Karen-Margrete Frederiksen, Eva Schwanenflügel, Arne Lund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Når magten ikke formår at tilgodese alle parter, bides hestene ved krybben. Det er gammel lærdom men synes glemt.

Dansk folkepartis løsninger på denne undladelsessynd lider af total mangel på visionær kreativitet, det er de så ikke alene om, og så længe magten ikke vil anerkende dette egentlige problem og dets løsning, kommer vi ikke videre.

Hvormange kan der være i en gummibåd, inden den synker? Det er verdenssamfundet på grusom vis blevet belært om de senere år. Samme logik gælder for alle andre sammenhænge, alt har et balancepunkt. Hvorfor er det så svært at finde dette i flygtningespørgsmålet? Fordi det anskues forkert fra begyndelsen.

Krig og økonomisk nød er jo de globalt set udløsende faktorer, som skaber flygtningestrømme. I international sammenhæng kan danmark derfor gøre de intelligente, humanistiske synspunkter gældende med tydelig adresse til de parter, som forbryder sig mod disse, og dermed være med til at påvirke agendaen. Skal en sådan indsats give mening, må man turde berøre de dybest liggende årsager til ubalancen. Som også danmark med sin handelspolitik er med til at opretholde.

Vi taler altså om en global helhedsplan, som er absolut nødvendig, hvis diverse katastrofescenarier skal kunne imødegås uden yderligere at vippe til gummibåden. Sideløbende med denne samtale, må danmark forholde sig hensigtsmæssigt til sine svage samfundsgrupper, hvilket er altafgørende for, at flygtningespørgsmålet her i landet vil kunne adresseres på anstændig vis.

Og vi er således tilbage ved det egentlige spørgsmål, som handler om hensigtsmæssig ressourceadministration. Sålænge sær-og egeninteresser prioiteres fremfor at tilgodese alle borgere, vil man ikke kunne vurdere, hvor mange flygtninge/indvandrere danmarks gummibåd reelt kan rumme, og vil derfor heller ikke kunne finde frem til den løsning, som alle vil acceptere.

Miljø-og socioøkonomisk retfærdighed er en absolut forudsætning for et fredeligt og velfungerende samfund.

Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Det er da opløftende, at der - trods alt - er en smertegrænse for Løkke.
Omvendt må det gøre ondt at konstatere, at regeringens projekt i det store og hele ligger i ruiner.
Mit gæt vil være, at vi - efter et valg - vil stå i tilnærmelsesvis samme situation, blot med Mette F. ved roret.
Med mindre - o' tro og håb - at DF på det nærmeste bliver udraderet.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg ved såmænd ikke specielt om det er venstrefløjen der kan glæde sig. Jeg betvivler, at der egentlig er et flertal i befolkningen der i udstrakt grad ønsker skattelettelser frem for velfærd, og jeg betvivler ligeledes, at der er et flertal der ønsker stramning i asyl/integrationspolitikken i en skala som DF ønsker. Men en u-hellig alliance af begge interesser antydede jo, at begge dele kunne være blevet realitet ved en politisk studehandel

DF vil gå langt og også langt længere end alle internationale konventioner kan bære. De får aldrig stramninger nok. Barren kan altid sættes en tand højere

Specielt LA, men også V og K ser gerne skattelettelser, hvilket der så heller ikke er et flertal for.

Men den studehandel der lå i kortene var bestemt ikke rar, og selve processen var ikke et kønt skue. Og ikke overraskende kunne enderne ikke nå sammen her i januar. Men vi fik dog en finanslov og trods udsagn om det modsatte er LA stadig i regering.

Men det er da helt fint, at regeringen ikke får gennemført det store frem til næste valg. Hvad der kommer fra den kant er ikke værd, at tælle på. Men så kunne valget måske passende udskrives snart...

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Arne Lund, Jes Jessen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Normalt sker der en mindre regeringsrokade ca. 1½ år før et valg. Skal det ske, skal det være nu. Men hvem vil Løkke ofre. Støjberg? Næppe - hun sikrer flanken mod DF og Nye Tarvelige. Mulige kandidater, der kan bruges til at rette lidt op på renomét er Jacob Ellemann, Søren Gade, Carl Holst, Jan E. Men vil de. henset til den korte tid, det drejer sig om?
Løkke bliver siddende længst muligt, dvs. til sommeren 2019. Taber han valget, er han færdig som gårdsanger, og må så se, om der er nogen, der giver ham et ben i EU, han kan gnave videre på.

Eva Schwanenflügel

Det var i sandhed glædeligt, at de borgerlige partier ikke kunne enes om noget.
Tilbage bliver en bette skattelettelse til de lavtlønnede på ca 80 kroner om måneden, jubiii hvor bliver de glade. Især fordi milliarden kommer fra provenuet på kontanthjælpsloftet. Det kan vi jo lige lade stå et øjeblik..

Vibeke Hansen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Katrine Damm, Helle Walther, Ebbe Overbye og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

”Danmark er ikke danskernes land – det er alles land”, sagde den nuværende finansminister Kristian Jensen (V) for en halv snes år siden, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen dybest set har den samme opfattelse, men aldrig har turdet sige det åbenlyst i offentligheden af hensyn til det parlamentariske samarbejde med Dansk Folkeparti og hans egen vælgeropbakning til Venstre i øvrigt.

Alle med en smule pragmatisk tankegang omkring det politiske liv herhjemme ved udmærket, at samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Dansk Folkeparti, reelt går ind for uhæmmet indvandring af fattige muslimske mennesker fra hele verden i ly af utidssvarende FN-konventioner og selvbestaltede EU-love, der ved den danske grænse forvandler dem fra at være migranter til flygtninge med det resultat, at de modsat ægte migranter og indvandrere skal økonomisk forsørges fra dag 1 af den etniske danske majoritetsbefolkning.

Sådan har det været lige siden starten på Udlændingeloven af 1983, og sådan bliver det formentlig ved med at være på grund af EU-medlemskabet, hvor en totalitær ikke-folkevalgt magtelite bag EU-kommissionen, styret af stærke kapitalistiske og politisk-religiøse ideologiske kræfter, har besluttet sig for, at de europæiske lande med blandt andet Danmark i front, skal udraderes som homogene nationalstater og forvandles til èn stor global landsby med fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser, og fyldes op med millioner af fattige mennesker fra Afrika og Mellemøsten.

Her i Danmark har vi brugt milliarder og atter milliarder af kroner på det årlige budget i 35 år på daglig forsørgelse og integration af hundredtusinder af ikke-vestlige indvandrere (som de jo kaldes), selv om de juridisk set er og bliver flygtninge, der har fået arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Og senere hen så også har fået et dansk statsborgerskab for dem og deres efterkommere. Også selv om de aldrig nogensinde har bidraget med noget som helst arbejdsmæssigt, men bare har gået og levet en arbejdsfri tilværelse i årevis på overførselsindkomster, finansieret af overvejende etniske majoritetsdanskere på det private arbejdsmarked.

Det ene religiøst dominerende parallelsamfund efter det andet er skudt op i Danmark, hvor langt de fleste ikke-vestlige indvandrere (som jo reelt er flygtninge) hellere vil leve efter sharialovene i en hellig bog ved navn Koranen, end de vil leve efter demokratiets menneskeskabte love, hvor alle lever efter de samme regler. Uanset etnisk, kulturel og religiøs baggrund. Og den etniske danske majoritetsbefolkning får året rundt direkte og indirekte tudet ørerne fulde om, at man er racist, fascist, nazist, menneskefjendsk, brutal og afstumpet, hvis man derfor protesterer imod den fortsatte tilgang af indvandrere (migranter) i ly af FN-flygtningekonventionen og EU-lovene til evig forsørgelse på overførselsindkomster.

Ingen politiske partier (med undtagelse af Dansk Folkeparti) forsvarer længere med fynd og klem den etniske danske majoritetsbefolknings førstefødselsret til deres forfædres jord gennem mere end 1000 år, ej heller de mangeårige etablerede medier, og ingen forsvarer den danske befolknings ret til i demokratisk flertal, at sætte en grænse for hvor mange fattige mennesker (der ved grænsen fortæller os de er ægte flygtninge), at vi både menneskeligt, kulturelt og økonomisk ikke har råd til i længden at tage imod flere.

Vi skal tilsyneladende bare blive ved med at tage imod … og tage imod … og tage imod alverdens mennesker, tilpasse os deres kulturer og religioner, for i Europa og Danmark skal alle kulturer være lige, også selv om det går ud over vores egen kristne historisk-kulturelle arv, som vores forfædre har opbygget med flid gennem århundreder, og vi kan så ende som de rene dhimmier for andre folkefærd, hvis vi da ikke allerede er det i stor udstrækning.

Ja, vi har i sandhed fået et paradigmeskifte i udlændingepolitikken med statsministerens udmelding, der efter min bedste opfattelse formentlig er dikteret bag kulisserne af et EU, som man efterhånden har en fornemmelse af selv bliver dikteret af Det Internationale Muslimske Broderskab, fordi den olierige arabiske verden med sine utallige milliarder af kroner, i dag kontrollerer store dele af EU-landenes nationaløkonomier gennem opkøb af statsobligationer og realkreditter, herunder også de danske statsobligationer og den danske realkredit.

Ingen europæiske ledere med undtagelse af statscheferne i Ungarn, Polen, Slovakiet og Tjekkiet, de såkaldte Visagrad-lande, har tilsyneladende viljen og evnen til èn gang for alle at stoppe den hæmningsløse indvandring af fattige mennesker fra Afrika og Mellemøsten, og det kommer derfor om ganske få år til et sammenbrud af de vesteuropæiske demokratier, for hverken Danmark eller andre lande kan i længden bære den enorme kulturelle og økonomiske byrde.

Men for alle dem som glæder sig over, at Dansk Folkeparti nu er sat ud af det politiske spil på udlændingeområdet, så der kan arrivere endnu flere fattige migranter i ly af flygtningelovene, ja, da kan jeg kun som frihedselskende demokrat og etnisk majoritetsdansker sige, at jeres børn og børnebørn èn dag vil dømme jer hårdt for jeres omfattende selvbestaltede humanisme, der sker på bekostning af jeres eget folk, jeres egen stamme, jeres egne forfædres arv, for jeres efterkommere kommer helt sikkert til at leve som undertrykte mennesker i deres eget land med anarki, kaos, sult, fattigdom og død til følge.

Grundlovens fædre må rotere af raseri og afmagt i deres grave.

Britta Felsager, Søren Lindved, Randi Christiansen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Som et lille land ole brockdorff, der ligger i ly af de store, må der navigeres. Og så er der synderegisteret : danmark har med sin handelspolitik historisk deltaget i udnyttelse af tredjeverdens lande i stedet for at fokusere på lokal og global bæredygtighed. Vi skylder.

Men jeg er enig med dig i, at vore ledere ikke formår at navigere sikkert. Det er lykkedes den ene procent at bestikke/overbevise mange nok om fornuften i det grundlæggende paradigme om privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet. Det ødelægger alt.

Vibeke Hansen, Britta Felsager, Eva Schwanenflügel, Bo Stefan Nielsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Ole Brockdorff, der er ikke en nedrig international konspiration om at nedlægge Europa igennem indvandring fra den tredje verden. Men der er et naturligt ansvar, som alle, der sidder på pengene, må påtage sig overfor dem, der ikke drager de samme fordele af samfunds- og verdensordenen.

Vibeke Hansen, René Arestrup, Philip B. Johnsen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Mads Berg, Bo Stefan Nielsen, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Et tip til Ole Brockdorff.

Hvis du er træt af at blive kaldt "racist, fascist, nazist...etc.", som du skriver, hjælper det nok ikke at

1) dyrke myten om en offergjort "etnisk majoritetsbefolkning". De hvide har det ikke hårdt. De fattige har det hårdt - der er en temmelig vigtig forskel.

2) fremføre eurabia-konspirationsteori som fakta

3) tale om en etnisk gruppes "førstefødselsret" til et geografisk område. Lige netop den logik har en grim historie af racekrig og etnisk udrensning bag sig. Den eneste politiker her i landet i nyere tid, der har fremført dén fortælling er, mig bekendt, nazistlederen Daniel Carlsen, som for et par år siden udgav bogen 'Odelsret til Danmark'. Odelsret er et gammelt nordisk begreb for førstefødselsret.

Håber, du kan se det problematiske i din argumentation, hvis du ønsker at tage afstand til højreradikale racistiske idéer.

Randi Christiansen

Vedr evt konspirationsteorier ligner visse agendaer bevidst geopolitisk strategi mhp at destabilisere eet eller flere områder. Enten dét eller ren og skær dumhed - som f.eks. da man bordede irak uden at have en funktionel exitstrategi, hvis man overhovedet havde een? Hvordan kan man som leder af verdens største militær være så uansvarlig og inkompetent?

Og med tanke på de store finansieringsinstitutters græske lånepolitik så ligner det ved den søde grød enten ekstrem uansvarlighed fra udlåneres og myndigheders side eller netop en politik, som har til hensigt at konsolidere den etablerede pengemagt.

Og hvad kan vi ellers komme i tanker om? Nå ja, natolandene, som på trods af forsikringer om det modsatte og under dække af nationalstatens frie ret til selv at vælge samarbejdspartnere, går på strandhugst i russiske nærområder.

Og hvis man ser på danmark, kan nævnes redningen af danske bank i en sen nattetime, hvorefter henrik saas for første og eneste gang udtaler : det er danmarkshistoriens største røveri. Efterfølgende kan man spørge sig selv, om goldman sach's favorable dong handel, var del af en byttehandel? Dong har i det hele taget en snusket fortid. Jørgen astrup (tidligere midtbankdirektør og nuværende medlem af det færøske selvstyre) dokumenterer med omfattende materiale, at sammenlægningen af de små elselskaber til dong er en speget affære, hvor kunderne er blevt snydt for mange mia. Money rules, og something is - also - rotten in the state of denmark.

Og endelig klassikeren : 9/11, hvor den af myndighederne fremlagte forklaring af troværdige kilder er påvist som værende usandsynlig.

Det er tydeligt for enhver, der tænker sig bare en lille smule om, at dumhed og eller korruption, som er en meget udspekuleret form for dumhed, har afgørende indflydelse på verdens gang. Men hvad der egentlig foregår i kulisserne, og hvor kulisserne er, det kan folket kun gisne om.

Vibeke Hansen, Britta Felsager, Eva Schwanenflügel og Bo Stefan Nielsen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Jamen der foregår da uden nogen som hest tvivl masser af smuds bag kulisserne. Det er en ganske ukontroversiel påstand. Og Irak-krigen er jo et eksempel, der taler for sig selv.

Men det passer simpelthen ikke, at flygtninge og indvandring er resultatet af ondsindede planer om at udradere nationalstaterne og fylde disse op med fattige muslimer, orkestreret af nogle skumle ikke-valgte jakkesæt nede i EU. Selvom det er en populær gyserhistorie i xenofobiske kredse.

"Jamen så bevis det!", skriger de tilbage på Den Korte Avis osv. "Få noget sundere at gå op i end adskilthed og grænser mellem mennesker", kunne man måske få lidt lyst til at svare tilbage. Men al den vrede er svær at skræve over i forsøget på at genoptage tovejssamtalen.

Philip B. Johnsen

Jeg håber ikke, at dette ‘paradigmeskifte’, lægger en dæmper på flygtninge debatten, men får vendt debatten til løsningsorienteret handling på udfordringerne og væk fra retningen imod DF’s udryddelses lejrene.

DF’s syndebuk politik, har intet med, at beskytte danskerne økonomis eller på anden måde, at gøre.
Der er kun ‘en’ mulig løsning, hvis folketinget ønsker, at holde flygtninge væk fra Danmark.

Hvis folketinget stopper med, at producere flygtninge.

“Vedvarende energi som biomasse, vind og sol udgør mindre end ‘tre procent’ af det samlede energi forbrug i 2015.”
Link: http://www.eof.dk/Viden/Statistik/Globalt%20forbrug%20af%20energi/global...

"Der bør ikke være begrænsninger for, hvor meget olie og gas, der må pumpes op af den danske undergrund på trods af den nye klimaaftales målsætning om at holde den globale opvarmning »et godt stykke under to grader«.

Det mener et bredt politisk flertal i Folketinget, som dermed bakker op om Energi, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)."
Link: https://www.information.dk/indland/2015/12/stort-flertal-folketinget-bak...

COP 23
»Ved udgangen af 2017 tegner de globale udledninger af CO2 fra fossile brændsler og industri til at stige med omkring to pct., sammenlignet med året før,« lyder budskabet fra forskerne bag det såkaldte Global Carbon Budget.
Link: https://www.information.dk/udland/2017/11/tre-stabile-aar-slaar-klimafor...

"Ifølge FN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner nye klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge fra Alaska til Stillehavsøerne.
Link: http://raeson.dk/2015/100-dage-til-cop21-hvor-er-det-sikkerhedspolitiske...