Leder

Steve Bannon taber første runde til Wall Street

En følge af Bannons fald kan blive, at Trump bevæger sig væk fra Bannons flagskib – økonomisk nationalisme. Præsidenten vil indgå kompromis om sin hårde indvandrerpolitik. Skattereformen vil demaskere, at velhaverne drager størst gevinst. Wall Street-fløjen i Det Hvide Hus har vundet, men det kan vise sig at være en pyrrhussejr, når vælgerne skal til urnerne i kongresvalget i november

Brynn Anderson

Debat
6. januar 2018

Det er ikke så svært at gætte, hvorfor Steve Bannon – Donald Trumps tidligere consigliere i Det Hvide Hus – disker op med en tirade af sønderlemmende udfald mod præsidenten og hans familie i Michael Wolffs nye bog Fire and Fury, Inside the Trump White House. Bannon gik planken ud i august, efter at general John Kelly havde overtaget kommandoen på en synkende skude, hvor ikke alene officererne, men også dele af besætningen mente at være bedre end præsidenten til at styre skuden.

De første seks måneders regeringstid – som beskrevet i Wolffs bog – blev således et rent kaos i Det Hvide Hus, hvor en total uforberedt, uinteresseret, narcissistisk og megaloman præsident lod tingene flyde, og ingen rigtigt vidste, hvad Trump havde besluttet eller ikke besluttet.

Denne anarkiske tilstand gav Bannon – og Michael Wolf – en kærkommen åbning. Den brillante chefrådgiver havde let ved at udmanøvrere stabschef Reince Priebus, svigersøn Jared Kushner og Ivanka Trump. Noget mere besværligt var det for Bannon at bringe finansminister Steven Mnuchin og økonomisk rådgiver Gary Cohn i defensiven.

Allerede i foråret 2017 stod det for de fleste klart, at Bannons tid i Det Hvide Hus var ved at rinde ud. Han havde pustet sig op som ’president Bannon’ på Time Magazines forside. Kushner, Mnuchin og Cohn indledte en modoffensiv. Men Trump lyttede stadig til Bannons højrenationalistiske ideer, som trods alt var det tema, der havde vakt genklang i store dele af vælgerskaren.

Vi ved ikke præcist, om det kun var Bannon, der gav journalisten Wolff grønt lys til at bevæge sig rundt og være en flue på væggen i West Wing. Men da det hele var ovre og nyudnævnte stabschef Kelly havde givet Bannon et spark, blev Wolffs bog ganske givet det medium, gennem hvilket den forsmåede rådgiver kunne tage en sød hævn mod Trump, Wall Street-rivalerne i Det Hvide Hus og de republikanske partiledere.

Ifølge Bannon har partieliten og hans rivaler afsporet Trumps populistiske og højrenationale revolution. Det er derfor, han gennem efteråret og vinteren arbejdede så ihærdigt på at indsamle penge fra donorer til at støtte kandidater, der skal stille op mod status quo-konservative republikanere til midtvejsvalget i november. Bannons plan er en magtovertagelse efterfulgt af en udrensning af den erhvervs- og Wall Street-venlige fløj samt af de nykonservative og libertære ideologer.

Set i det lys ligner Fire and Fury, Inside the Trump White House et politisk bestillingsarbejde. Bogen udkom fredag eftermiddag. I et uddrag i New York Magazine og afsnit citeret fra eksemplarer frigivet til amerikansk presse skyder Bannon løs på sine gamle rivaler i Det Hvide Hus. Måske Bannon ville have kommet afsted med det, havde det ikke været for hans karakteristik af Donald Trump Jr. og Kushners møde med en russisk advokat med forbindelser til Kreml i Trump Tower i juni 2016 som »landsforræderisk«. I Trumps verden er det ikke alene illoyalt – det er højforræderi mod bossen. Hertil føjer Bannon ovenikøbet gisningen, at junior må have taget elevatoren op til farmands kontor efter mødet og givet ham en fuld rapport. Alt andet ville godt nok være mærkeligt, men det er ikke mere end en formodning.

Der er en ting, vi har lært om Trump i det sidste år: Enhver tale om Russiagate får ham op i det røde felt. Det har Bannon en plausibel forklaring på: At Trumps og Kushners ejendomme er belånt til op over ørerne af hvidvaskede penge fra russiske oligarker. Det skal verden ikke vide, men særanklager Robert Mueller er på sporet. Bannon er ikke tabt bag en vogn. Han ved, hvor skoen trykker i Trump-imperiet.

Lige nu ligner Bannon en slagen mand. Besat af sit eget politiske storhedsvanvid er han gået for vidt. Han har fornærmet majestæten. Nuvel, kejseren har ingen klæder på, men det vidste man allerede. På kort sigt kan Trump gøre livet umuligt for Bannon. Rige donorer og oprørskandidater er begyndt at falde fra. Bannons stilling i Breitbart News er i fare. Men han kan ikke så let afskrives.

En følge af Bannons fald kan blive, at Trump bevæger sig væk fra Bannons flagskib – økonomisk nationalisme. Præsidenten vil indgå kompromis om sin hårde indvandrerpolitik. Skattereformen vil demaskere, at velhaverne drager størst gevinst. Wall Street-fløjen i Det Hvide Hus har vundet, men det kan vise sig at være en pyrrhussejr, når vælgerne skal til urnerne i kongresvalget i november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Et indlæg der er god at blive klogere af.