Leder

Den uhellige arabisk-israelske plan

Igen skimtes konturerne af den uofficielle fælles front mod Iran

Ariel Schalit

9. januar 2018

Den sædvanligvis ansete avis, The New York Times, offentliggjorde lørdag ikke så lidt af en stinker, skrevet af avisens tidligere Kairo-korrespondent David Kirkpatrick med overskriften: »Lydbånd afdækker egyptiske lederes stiltiende accept af Jerusalem-flytning«. Underforstået af den amerikanske ambassade i Tel Aviv.

Avisen er angiveligt i besiddelse af fire båndoptagelser med en vis kaptajn Asraf al-Kholi fra den egyptiske efterretningstjeneste, der i samtaler med tre journalister og en skuespillerinde havde følgende budskab: »Som alle vore arabiske brødre vil Egypten fordømme amerikanernes plan om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Men en krise med Israel er ikke i Egyptens nationale interesse«.

De tre journalister – alle kendte talkshow-værter i egyptisk tv – og skuespillerinden blev pålagt »ikke at fordømme beslutningen, men overtale deres seere og lyttere til at affinde sig med den«. Efterretningsofficerens argument var simpelt: Ingen kan vinde en krig mod Israel, så det vil være unyttigt spild af blod med en ny intifada.

Hvis historien holder vand, bekræfter den spekulationer gående på, at Egypten er en del af den femkant med USA, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Israel, der har en lokumsaftale om at etablere en fælles front mod Iran.

Et led i inddæmningen af Irans indflydelse i den arabiske verden er at fjerne ’det palæstinensiske problem’. Det vil de fem lande gøre ved at diktere PLO og PA-selvstyret en to-stats-løsning, der groft sagt kun tildeler palæstinenserne dele af Vestbredden med Ramallah som hovedstad og begrænset suverænitet ved bevarelse af eksisterende jødiske bosættelser.

Det scenario var i hvert fald, hvad den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, ifølge hans eget referat blev præsenteret for i november, da han blev kaldt til Riyadh af Saudi-Arabiens reelle leder, kronprins Mohammed bin Salman. Det kom bag på ham.

Indtil præsidentskiftet i USA – ja, indtil Trumps svigersøn, Jared Kushner, var i Riyadh, to uger før Abbas blev hidkaldt – gjaldt den såkaldt saudiske fredsplan, vedtaget af Den Arabiske Liga på et topmøde i Beirut i 2002. Planen lovede Israel fuld anerkendelse til gengæld for tilbagetrækning til 1967-linjen, og den blev bifaldet internationalt som det columbusæg, der kunne løse den årtier gamle konflikt.

Som bekendt afviste Israels daværende premierminister, Ariel Sharon, dengang planen, men den forblev officiel politik og blev faktisk bekræftet i arabiske reaktioner på Trumps Jerusalem-annoncering. Ja, selvsamme lørdag, som The New York Times offentliggjorde sin stinker, var Abul Gheit, Den Arabiske Ligas generelsekretær, til møde i Jordan med udenrigsminister Ayman Safadi og hans kolleger fra Saudi-Arabien, Egypten, Marokko, Forenede Arabiske Emirater og PA-hjemmestyret. På dagsordenen var ligaens anerkendelse af Østjerusalem som palæstinensisk hovedstad.

Igen skimtes konturerne af den uofficielle fælles front mod Iran – hverken Syrien, Irak, Qatar, Hamas i Gaza eller for den sags skyld Oman, Kuwait eller Yemen deltog i mødet.

Er New York Times-historien sand – og det er den næsten for god til at være – er der tale om århundredets skandale i den islamiske verden, der hylder al Aqsa-moskéen i Jerusalem som tredjevigtigste helligdom.

Den er da også blevet lodret dementeret af Egyptens statslige informationstjeneste, SIS. Gemt væk på det halvofficielle dagblad al-Ahram’s hjemmeside gør SIS gældende, at to af de tre tv-journalister ikke havde egne programmer, da Jerusalem-beslutningen kom frem. Og at den tredje, som over for The New York Times har bekræftet at have talt med Ashraf al-Kholi, nu »kategorisk afviser«, at han kender »nogen af det navn«. Skuespillerinden citeres for, at hun aldrig har talt med efterretningsofficeren, som hun heller ikke kender. Og SIS-erklæringen tilføjer, at avisen ikke »præsenterer det ringeste bevis for disse oplysningers sandhed, eller at en person med det navn overhovedet eksisterer«.

SIS benægter altså ikke, at manden eksisterer, men kun at avisen ikke dokumenterer hans eksistens. Har journalisten været offer for et fabrikeret falsum? Eller lyver SIS? At de personer, som angiveligt – og på bånd – har talt med den muligvis ikkeeksisterende officer, nu lider af hukommelsestab, er ikke underligt. Det er tværtimod ret egyptisk.

Det er derimod givet, at historien – hvis den holder – har frygten for Teherans stigende indflydelse i den arabiske offentlighed som underliggende dagsorden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Anders Graae
  • Erik Karlsen
David Zennaro, Anders Graae og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer