Man skal se det for sig: På akkurat samme tidspunkt på samme dag rejste mange tusinde amerikanske skoleelever over hele landet sig op midt i undervisningen og gik ud af klasselokalet. Det var en koordineret demonstration, som fandt sted sidste onsdag kl 10. Børnene forlod den institution, som skal opdrage og integrere dem i det etablerede samfund, fordi de ikke anerkender de voksnes virkelighed som fornuftige realiteter. De ventede 17 minutter uden for klasselokalerne, et minut for hver person, som blev dræbt i skoleskyderiet i Parkland, Florida.
Hvorefter de gik ind og genoptog undervisningen.
Det var en protestaktion, hvor de unge krævede, at kongressen begrænser udbredelsen af og adgangen til våben i USA. Men det var også en magtdemonstration: De mange tusinder viste, at de jo ikke behøver anerkende det voksne samfunds disciplinerende magt. De kan godt gøre det – men det kræver, at de voksne lever op til moralske krav om, at man beskytter borgere mod at blive skudt, og at man ikke lader befolkningen bevæbne sig, som om den var i krig.
Den nye bevægelse ’aldrig mere’, neveragain, er ikke radikal eller militant. Den truer ikke med at rive det etablerede samfund fra hinanden, men den sætter sine nye betingelser. Og det har allerede få uger efter skoleskyderiet i Florida mobiliseret så mange, at det bliver kaldt den største skolebevægelse i USA’s historie. På lørdag kulminerer bevægelsen med demonstrationen March for our lives i Washington DC. Arrangører og iagttagere forventer flere hundredtusinde demonstranter i hovedstaden, og der er planlagt tilsvarende marcher i op mod 800 andre byer i USA og resten af verden.
De demonstrerende er vokset op med obligatoriske beskyttelsesøvelser i skolen, som lærer dem, hvordan de skal agere, hvis en eller anden skulle gå amok med våben. Det har været en del af deres opdragelse at forberede sig på det – som andre forbereder sig på oversvømmelser eller orkaner.
De er også vokset op med deres forældres fortællinger om, at det kan man ikke lave om på. De voksne beder og græder efter hvert eneste masseskyderi, men intet ændrer sig. De konservative henviser til den amerikanske forfatning, og den amerikanske våbenlobby, NRA, er for stærk til, at man kan vinde en politisk kamp mod den. Siger man.
De har fået at vide, at skoleskyderier er forfærdelige, men våbenlovgivningen er uforanderlig. Det er den logik, de ikke anerkender, og argumenterne for totalbevæbningen af den amerikanke befolkninge, de kort og godt afviser som »bullshit«.
De har samme interessante selvtillid som ungdomsoprørerne for 50 år siden, og de har samme evne til at formulere deres radikale krav som noget indlysende moralsk rigtigt. Det underlige er ikke det, eleverne siger; det er blevet sagt i årtier. Det underlige er, at de tror på, at de kan ændre det: »Lige nu virker som et tidspunkt, hvor forandringen er så tæt på, og ungdommen, alle disse skoleelever over hele landet er dem, som kommer til at skubbe os i mål,« som den 16-årige Aidan Murphy sagde til vox.com efter walk out-protesterne.
Det kan godt være, de unge er vokset op med skoleskyderier, politisk desillusion, finanskrisen, fejlslagne krige og nu Donald Trump.
Men de har også oplevet den sociale bevægelses genkomst som politisk våben.
De har set mange mennesker mobiliseret: Mere end fire millioner deltog i kvindemarchen efter indsættelsen af Donald Trump sidste år, og senere på året var der demonstrationer i 600 byer globalt for … videnskab!
De har set protestbevægelser forandre magtforhold; det er med #MeToo-bevægelsen lykkedes at detronisere mondæne patriarker og afsløre massivt magtmisbrug i liberale magtcentre som Hollywood, medierne, FN og EU.
Og nu tror de på, at mange mennesker mobiliseret kan forandre lovgivningen i USA.
Der er alle mulige grunde til, at det ikke skulle kunne lade sig gøre for de unge at forandre verden. De er ikke nødvendigvis flertallet i deres generation, deres aktioner bygger på tillid til, at det politiske system i USA kan reagere på rimelige krav om frihed og sikkerhed, og de afslører en tro på idealisme og humanisme, som langt de fleste ældre har opgivet.
Men én ting er sikkert: De unges krav til det samfund, de selv skal overtage og forvalte, har en uafviselig autoritet.
