Leder

Politikere bør stå ved afvisning af dyr medicin

Når vi som samfund har besluttet os for at presse industrien, så er det også nødvendigt at acceptere, at det har omkostninger. Medicinrådet er nødt til at sige nej en gang imellem, og det betyder, at der vil være danskere, som ikke får den nyeste medicin
23. april 2018

Medicinrådet kan sige nej til ny medicin, hvis den er for dyr i forhold til effekten.

Det lyder logisk, men er faktisk helt nyt. Kun i godt et år har Danmark haft et Medicinråd, der kan bruge prisen som argument for ikke at anbefale en bestemt type medicin til brug på hospitalerne.

Medicinrådet repræsenterer en strukturændring, som rammer lige ind i kernen af velfærdssamfundet. Og det gør ondt. For hvem skal have, og hvem skal ikke have medicin? Hvad er et liv værd? Hvad er et leveår værd? Skal man bruge millioner af kroner på at forlænge livet et par måneder for en kræftpatient?

De svære beslutninger er reelt blevet lagt over til Medicinrådet. Konstruktionen er grundlæggende fornuftig. Men det ville klæde politikerne at stå ved, at det rent faktisk er det, de har gjort.

Som Information kunne fortælle i weekenden, så har det naturligvis konsekvenser, at man vælger noget fra af hensyn til prisen. Medicinrådet har sagt nej til at anvende Spinraza – en ny og meget dyr medicin imod en sjælden type muskelsvind – som standardbehandling.

Medicinrådet skriver, at firmaet bag Spinraza, Biogen, har valgt at sætte prisen »urimeligt højt«, og rådet vurderer ikke, at der er »proportionalitet mellem ansøgers prisforlangende og effekten«. Det betyder, at blandt andre den otteårige dreng, Benjamin Meng Nørregaard, som Information besøgte i Middelfart, ikke kan få den medicin, som måske kunne forbedre hans tilstand.

Vi må acceptere omkostninger

Der er store faglige diskussioner om, hvor godt præparatet virker – evidensen er begrænset, fordi det er svært at lave store forsøg, når sygdommen er sjælden. Men i Norge og Sverige har man valgt at give Spinraza til flere patienter, end man har i Danmark. Spinraza-sagen er ikke slut, præparatet skal behandles i Medicinrådet igen tirsdag. Men uanset hvordan den ender, er sagen et billede på et ændret sundhedssystem.

Baggrunden for oprettelsen af Medicinrådet var de stigende medicinudgifter i regionerne. Siden 2007 er udgifterne til sygehusmedicin mere end fordoblet, og i 2017 blev der i alt brugt 8,5 milliarder kroner. Medicinrådet skulle presse industrien til at sætte priserne ned. Med det arbejdspres, der berettes om i sundhedsvæsenet, og de aktuelle overenskomstforhandlinger in mente, er det mildest talt en god idé ikke at betale overpris for sygehusmedicin til en i forvejen ekstremt velkørende medicinalindustri.

Men når vi som samfund har besluttet os for at presse industrien, så er det også nødvendigt at acceptere, at det har omkostninger. Medicinrådet er nødt til at sige nej en gang imellem, og det betyder, at der vil være danskere, som ikke får den nyeste medicin.

I stedet for at stå ved strukturændringen vælger flere politikere at fokusere på en såkaldt kattelem – et princip nedskrevet af Folketinget om, at det i særlige tilfælde skal være muligt for den enkelte læge at ordinere medicinen, selv om Medicinrådet ikke anbefaler behandlingen. Det har dog vist sig ikke at være muligt i praksis i forhold til Spinraza – patienterne har alle fået afslag, og derfor har Dansk Folkeparti haft sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd.

Kattelem

Ministeren har sagt, at hun vil indskærpe over for regionerne, at de skal overholde princippet, men i virkeligheden giver det ikke mening, hvis den enkelte læge alligevel kan udskrive medicinen – måske med undtagelse af nogle helt specielle særtilfælde. Det vil underminere Medicinrådet, hvis man nemt kan få medicinen lokalt på de enkelte hospitaler uanset rådets anbefaling.

Desuden vil det skabe præcis den ulighed i sundhedssystemet, som det også var meningen, at Medicinrådet skulle forhindre. Hvis man kan få et lægemiddel på Aarhus Universitetshospital, men ikke på Rigshospitalet, vil kun nogle patienter have adgang til medicinen, selv om de fejler det samme. Med det frie sygehusvalg er det heller ikke svært at gennemskue, hvad der i så fald vil blive konsekvensen.

Derfor bør kattelemmen kun gælde i helt specifielle tilfælde. Andet vil reelt ødelægge konstruktionen.

Det, som bliver kaldt en kattelem for patienterne, ligner mere en kattelem for politikerne, som med henvisning til de principper, som Folketinget har nedskrevet, kan fastholde en illusion om, at det er muligt at få den nye og dyre medicin i Danmark. Det er det ikke, og det bør man stå ved. Alternativet er at nedlægge Medicinrådet og igen reelt lade medicinalindustrien bestemme prisen på ny medicin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annika Hermansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Mette Poulsen
  • David Zennaro
  • Torben K L Jensen
Annika Hermansen, Lise Lotte Rahbek, Mette Poulsen, David Zennaro og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, borgerne skal ikke være gidsler, det skal løses af politikere med alt for meget berøringsangst overfor kapitalisterne. Presset skal ikke ske henover et sygeleje, men som en direkte trussel overfor virksomhederne om ophævelse af patenter ved lov, hvis det bliver nødvendigt.

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Annika Hermansen, Steen K Petersen, Anders Hald, Brian Jensen og Jakob Venning anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- eller egentlig nationalisering. Eller et krav om retten til at fremstille medicinen på en forhandlet licens med fremstilling på hospitalerne som i gamle dage, før man overgav sig til industrien.

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Annika Hermansen, Mogens Holme, Dorte Schmidt-Nielsen, Steen K Petersen, Jakob Venning og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Man kan jo også forestille sig det modsatte, - altså at samfundene igen bliver førende på forskning. Både omkring medicin, livsstil og kost.

Formentlig kan ændringer i livsstil og sund kost kurere mange sygdomme. Det ses i hvert fald meget tydelig omkring type-II diabetes, der er en utroligt kostbar folkesygdom, der tilsyneladende er ved at ramme hver 20. borger.

Men der forskes absolut ikke, hvis man ikke kan se en mulighed for at score kassen på de syge og deres samfund.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Annika Hermansen, Steen K Petersen, Jakob Venning og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Hvis man tager et helhedssyn på det, så er det jo det offentlige, som finansierer virksomhedernes udvikling, men også store fortjeneste. Det er ikke så meget produktionsomkostningerne, der driver prisen op, men det at medicinen faktisk kan sælges til den pris.

Det offentlige burde i større grad gå ind i udvikling og markedsmodne nye opdagelser. Det ville give mere konkurrence.

Læg mærke til at det meste af den biologiske gigtmedicin koster det samme. Uanset produktionsform. Det giver ikke mening andet end at medicinen koster lige under smertetærsklen for kunderne.

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Man kunne også forestille sig en regel om at fortjenesten beskattes i det land hvor overskudet er genereret. Disse penge kunne man så lade gå tilbage i sundhedssystemet.

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Sandheden er altid indpakket i en større sandhed. Den ligger således inderst inde i et kinesisk æskesystem.

Medicinrådet er politikernes begrundelse og undskyldning for at stå stejlt og fortsætte den økonomiske nødvendighedens politik, som altså ikke er nødvendig overhovedet, men til for at skabe ulighed. I tyve år har politikerne nu arbejdet på overtid for at skabe ulighed og fattigdom. Men det ville klæde politikerne at stå ved, at det rent faktisk er det, de har gjort.

Ligeledes får kommunerne skylden for at skære ned lokalt, men det er overordnet politikerne som bestemmer kommunernes økonomi. Medicinrådet repræsenterer en grådig struktur i samfundet, som handler om at rage til sig. Resultatet er milliarder i skattelettelser, samtidigt med at man lader hundrede tusinde mennesker i stikken. Der er nu en hel del borgere som ikke har råd til at købe medicin.

Der er en massiv velstand for middelklassen og overdreven luksus til overklassen, samt milliard skattelettelser til velhavende virksomheder, samtidigt med at politikerne sætter ind med nedskæringer de steder, hvor de største sociale problemer er.

Liberal Alliance som er sponsoreret af bankerne, der i øvrigt har milliarder i overskud, arbejder for at skære al velfærd væk, som ikke er en del af kernevelfærden. Kernevelfærden er det nye ord for minimalstaten. Derfor er der oprettet et råd som skal påtage sig skylden for nedskæringerne, Medicinrådet.

Medicinrådet rammer lige ind i kernen af velfærdssamfundet. Og det gør ondt. For hvem er det som vil have at de syge ikke skal have den medicin som de selv ikke har råd til? LA er skabt af finanssektoren for at øge uligheden. De seneste 20 års nedskæringsbølge har ramt over halvdelen af vælgerne, som får forringet deres indtægter hvert år, samtidigt med at landet, og de øverste lag, får mere velstand hvert år.

Christian Mondrup

Jeg undskylder på forhånd, at mit indlæg er delvist off-topic. Men jeg reagerer på en sætning i lederen:

"Medicinrådet er nødt til at sige nej en gang imellem, og det betyder, at der vil være danskere, som ikke får den nyeste medicin."

Det er ordet "danskere" denne sætning, der nager mig. Med dette ord bidrager lederskribenten, formentlig uafvidende, til en grasserende nationalisme. Politikere og journalister bruger dette ord snarere end det, der ud fra sammenhængen reelt er tale om: "borgere". Ved at bruge ordet "danskere" understøtter man den forskel mellem de af os, der er rigtige borgere og "de andre", der har invaderet "vores" enemærker.

Journalister ved Information: vil I ikke nok overveje jeres brug af "danskere" og overlade det til de blå xenofober, inkl.socialdemokraterne?

I øvrigt kan jeg tilslutte mig Gert Rommes og Peter Sterlings indlæg.

Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Flemming Berger, Mogens Holme, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Hans Larsen og John Andersen anbefalede denne kommentar