Leder

Det Svenske Akademis lange dødskamp

Den aktuelle ballade i Det Svenske Akademi har rødder bagud i tid og handler om, hvilke traditioner der er værd at bevare og hvad der skal fornys. Det er en kamp mellem traditionens håndhævere og fornyerne
Debat
13. april 2018

Det svenske Akademis anseelse har efter en opslidende magtkamp i den forgangne uge lidt ubodelig skade. Nobelprisen i litteratur – verdens største litterære pris, som også er noget af det, Sverige er mest kendt for og den mest omtalte af nobelpriserne – uddeles af Akademiet. Også den har lidt et uopretteligt troværdighedstab, og det er tvivlsomt om Nobelprisen overhovedet kan uddeles i år. 

For hvordan skal vi fremover have tillid til den prestigefyldte pris, som vi troede blev uddelt af en forsamling af de største kapaciteter inden for litteratur og sprogforskning, men som nu viser sig at være en flok umodne voksne, som på uværdig vis skændes foran en måbende offentlighed?

Akademiets høje anseelse har hvilet på den enestående institution, det er – en gammeldags og elitær institution. Det har både været Akademiets styrke og magi, at den lille eksklusive forsamling bag lukkede døre og efter grundig læsning og diskussion af den bedste litteratur, én gang om året kunne slå dørene op til deres hemmelige kammer, mens hele verden på den anden side ventede i spænding på at høre, hvem der var udvalgt til Nobelprisen.

Traditionens håndhævere mod fornyerne

Men netop den magi, som Akademiet har udøvet, er afhængig af en grundlæggende folkelig tillid til institutionen og til, at dem der forvalter den stolte arv er værdige og lever op til tilliden. Herunder om institutionen uden at miste, hvad den altid har været, er i stand til at tilpasse sig en ny tid. Den aktuelle ballade har derfor ikke bare handlet om at håndtere skandalen om »kulturprofilen«, altså den mand, der er gift med det ene medlem af Akademiet, Katarina Frostenson, og som er anklaget for seksuelle krænkelser og overgreb, lækager og for at have trukket penge ud til sig selv i forbindelse med den klub, som Akademiet har støttet. Den har rødder bagud i tid og handler om uenighed, hvilke traditioner der er værd at bevare og hvad der skal fornys.

Netop Sara Danius har som Akademiets første kvindelige permanente sekretær stået for en modernisering af institutionen, som måske blev mest tydelig, da Bob Dylan forrige år fik Nobelprisen. Det var også Danius, der på uden at involvere de øvrige medlemmer iværksatte en uafhængig advokatundersøgelse af »kulturprofilen« og efterfølgende gennemtrumfede en afstemning om eksklusion af Frostenson, der imidlertid blev nedstemt af en gruppe på otte akademimedlemmer med Horace Engdahl i spidsen.

Selve afstemningen fik ikke bare konflikten til at eskalere til uværdige højder, den fik også tre medlemmer til at forlade deres stole i Akademiet i protest over at Frostensen blev og afgjorde, at Horace Endahl og hans fløj kunne vinde magtkampen, ikke mindst efter et karaktermord på Sara Danius i Expressen, hvor Engdahl kaldte hende »den værste permanente sekretær siden 1786«.

Torsdag fik Danius så et mistillidsvotum fra Engdahl-gruppen og måtte trække sig fra posten sammen med Frostensen.

Det centrale er, at traditionens håndhævere slog tilbage mod fornyerne. De var rasende over selve advokatundersøgelsen, fordi de mener, at Akademiet er hævet over almindelig svensk lov og at det ikke tilkommer en uafhængig juridisk instans at anbefale en politianmeldelse, men alene et anliggende for den lukkede klub af de udvalgte. Det er vel at mærke de samme medlemmer, som modarbejder alle former for gennemsigtighed og demokratisk tilsyn med deres arbejde og økonomisk støtte til venner og gode kolleger i det, som Aftonbladets kulturchef Åsa Linderborg har kaldt »venskabskorruption«.

Det er den form for elitisme, som hører en forgangen tid til.

Den moralske sejr

Sara Danius er kendt for sin i sløjfebluse, når hun skulle signalere ordentlighed og værdighed. Som talskvinde for Akademiet har hun båret den som sin signatur. »I morgon bliver det knytblus,« skrev socialminister Annika Strandhäll (S) og mange andre på de sociale medier derfor torsdag. I dag bærer mange svenskere, kvinder som mænd, sløjfebluse i sympati for Sara Danius.

Så nok vandt Horace Engdahl den hårde kolde magtkamp, men Sara Danius ser ud til at vinde den moralske. Det kan godt være, at hun tabte kampen om fornyelsen af Akademiet, og at det nu har lidt ubodelig skade, men hendes kamp vinder på den lange bane.

Det er umuligt ikke også at se et kønsaspekt i hele miseren. Det var to kvinder, Danius og Frostenson, der ufrivilligt blev ofret. Det var også tre mænd, der ville straffe et kvindeligt medlem for noget hendes mand havde gjort. Og det er en mand, Anders Olsson, der med den svenske konges mellemkomst nu har erstattet Danius som den eneste kvindelige talsperson for Akademiet.

Det er stadig en hård kamp for ligestillingen. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Strindbergsk !!!