Leder

Uhyggeligt, at et tankepoliti gør sin genkomst på universiteterne herhjemme

’White Nigger/Black Madonna’ ønsker at provokere, og det er den i sin gode ret til. Også selv om de politiske korrekte ønsker, at teaterskaberne skal tilstå ’kulturel uansvarlighed’
Soloskuespiller Madame Nielsen og teaterleder Christian Lollike er med deres seneste teaterstykke White Nigger/Black Madonna blevet kritiseret for blandt andet kulturel uansvarlighed. Her ses Michael Wilson (th) fra Black Lives Matters Danmark, der diskuterer teaterstykket med Madame Nielsen (tv) og Christian Lollike (midten).

Soloskuespiller Madame Nielsen og teaterleder Christian Lollike er med deres seneste teaterstykke White Nigger/Black Madonna blevet kritiseret for blandt andet kulturel uansvarlighed. Her ses Michael Wilson (th) fra Black Lives Matters Danmark, der diskuterer teaterstykket med Madame Nielsen (tv) og Christian Lollike (midten).

Anders Rye Skjoldjensen

16. maj 2018

En rystende reportage kunne denne avis i går, tirsdag, bringe på sine kultursider.

Reportagen dækkede forløbet af sidste lørdags debatseminar om Teater Sort/Hvid’s forestilling White Nigger/Black Madonna. Debatten udartede til et krav om, at instruktør, teaterleder Christian Lollike, og forfatter, komponist og soloskuespiller, Madame Nielsen, skulle tilstå »alvorlige fejl under den kunstneriske proces« og »kulturel uansvarlighed«.

Ifølge hovedkritikeren, den afrikansk-amerikanske gæste-ph.d.-studerende Michael Wilson, består de to kunstneres brøde i, at de har forsømt at rådføre sig med relevante akademikere, kritikere og medlemmer af det dansk-afrikanske mindretal, inden de lavede forestillingen.

»Alle sorte i forestillingen er fremstillet stereotypt som hypervoldelige og antihvide. Er det ikke et problem?« gentog Michael Wilson. Han understregede, at han ikke gav udtryk for en personlig holdning, men »en akademisk analyse.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Aagaard
  • Poul Anker Sørensen
  • ulrik mortensen
  • Torsten Jacobsen
  • Hans Larsen
  • Bjørn Pedersen
  • Mette Poulsen
  • Christian De Thurah
Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard, Poul Anker Sørensen, ulrik mortensen, Torsten Jacobsen, Hans Larsen, Bjørn Pedersen, Mette Poulsen og Christian De Thurah anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Jeg har svært ved at komme op på barrikaderne over at folk påpeger at noget fucked up ragelse er noget fucked up ragelse. Hvis man lukker sådan noget ud, er det lidt stramt at man derefter kræver at blive talt pænt til.

Slutningen hvor de sorte begår folkemord mod de hvide er som "oplæg til debat" i bedste fald et selvfedt oplæg til at hvide mennesker skal diskutere ikke-hvide mennesker. Jovist, folkemordet kan for os hvide mennesker være en sådan lidt spændende hvad-nu-hvis-vi-var-forfulgt fantasi som måske kan være tankevækkende for nogle, men den hvide forfølgelses-fantasi efterlader ikke-hvide uden et sted at stå. Plus, det er lidt imponerende at en forestilling som tager udgangspunkt i Rachel Dolezal aldrig rigtig får taget fat i de ret fremragende grunde som folk havde til at være vrede på hende.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Men det var debatten altså ikke på det seminar, hvor den skulle have været ført".

Det citerede er, for mig at se, en undervurdering af teatrets, instruktørens og skuespillerens kompetencer i retning af performative eksperimenter som kunstform.

Debatten bliver netop ført der, hvor det er meningen, at den skal føres, på forskellige mediers debatsider og i relevante fora.

Lørdagens debatseminar må, sådan som jeg forstår arrangementet, ud fra fremstillingen i den "rystende reportage", betragtes som et performativt eksperiment, hvis formål det var at vise, at en sådan debat netop ikke kan føres på et sådant debatseminar under de givne omstændigheder.

Som der også står i reportagen fra denne del af seminaret: "Som to skolebørn, der får skældud, har Christian Lollike og Madame Nielsen trukket længere og længere mod scenens bagerste hjørne den seneste halve time". Hvorfor skulle de gøre andet, når nu de har fået demonstreret det, som de ønskede at få demonstreret? Den fornuftige debats umulig under de givne omstændigheder.

Det fremførte performative eksperiment var demonstrativt, fordi formålet var at vise, som der videre står i lederen, at der er " tilløb til, at Danmark bliver scene for en hysterisk, krænkelsesparat politisk korrekthed fra dele af den amerikanske akademiske venstrefløj, som reelt vil begrænse den kunstneriske frihed".

Demonstrationer og engagerede debatter er for mig at se absolut relevante og nødvendige, fx. hvis der er tale om "hån, spot og latterliggørelse" rettet mod bestemte grupper af mennesker i samfundet. Så længe demonstrationer og debatter ikke er rettet mod at undertrykke andres frihedsrettigheder.

Forudsætningen for, at man kan forstå mit synspunkt, er nok en historisk bevidsthed om, hvad demokrati er, og at det hele tiden er noget, vi må slås for, ved at bekræfte det, hvis det ikke skal gå tabt.

Jørn Stjerneklar, Lars Rasmussen, ulrik mortensen, Torsten Jacobsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Matthias Smed Larsen

Jeg har ikke adgang til netavisens abonnement-område, så jeg kan ikke præcis se de påstande der fremsættes her, men det skulle ikke undre mig hvis det er nogen af de samme som i artiklen om debatseminaret, hvorfor jeg gentager de samme pointer:

----
Jeg er træt af at problemstillinger som denne frames som værende en kamp mellem »kunstnerisk frihed« og hensyn til minoriteter. M.N. er frit stillet til at opføre sin forestilling, men på samme vis er offentligheden frit stillet til at kritisere forestillingen, uanset om M.N. så mener at kritikken er uberettiget eller unuanceret. Retten til at ytre sig er ikke ensrettet. Dog mener jeg ikke at plakaterne på universitetet burde være blevet fjernet såfremt de havde fået tilladelse da man derved har at gøre med en statsligt forbundet institution.

Christian Lollikkes kommentar om at det kunstneriske rum og det offentlige rum sammenblandes giver ingen mening: Kunst har altid været stærkt forbundet med det offentlige. Det ville være rimeligt sært hvis vi ikke måtte iagttage værker såsom ’1984’ eller Ludvig Holbergs værker i forhold til deres politiske samtid. Derudover er det direkte forkert at man ikke må »rumme racistiske udsagn« i sine forestillinger, men hvis man gør det på en klodset eller usmagelig måde må man være forberedt af kritik, sådan er det. Kritikken om sort folkemord af hvide er specielt relevant pt. nu hvor konspirationsteorien om udviskning af den hvide race, "white genocide", har vundet indpas hos visse ekstremitiske elementer.

Problemet opstår først når forestillinger som denne forbydes, censureres eller forhindres i at blive opført ad ulovlig vej (vold el. lign.). Selv om nogen måske vil pege på kommentarerne om »hate speech« som dokumentation for at dette er på vej, så er det ikke sket endnu, og så længe problemet bare er folk der højlydt kritiserer ens værk er der ikke andet at gøre end at ranke ryggen og tage det.
----

Jørn Andersen, Marie Jensen, Niels Nielsen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Matthias Smed Larsen

Jeg var nok lidt forhastet idet dette indlæg omhandler nogen andre pointer end den tidligere artikel, hvorfor ovenstående ikke har så meget med Rehlings argumenter at gøre. Jeg mener stadigvæk at hans kritik er malplaceret, men det er så noget andet. Man kan desværre ikke slette sine kommentarer, så ovenstående må blive stående.

Bjørn Pedersen

Hvorfor i alverden skal danske kunstnere da også efterleve krav om at underlægge sig kulturelle tabuer fra amerikanske pseudoakademikere, der jo lever i et komplet anderledes kulturhistorisk baseret samfund? Hvorfor lader så mange som om at det amerikanske, er "universelt"?

Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Jørn Stjerneklar, Runi Christiansen, Flemming Berger, Lars Rasmussen, ulrik mortensen, Torsten Jacobsen, Hans Aagaard, Niels Nielsen, Hans Larsen, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Teis Iversen og christian christensen anbefalede denne kommentar
Teis Iversen

Den ene mands kedelige kunst er den anden PhD-studerendes hadtale; fri os fra de ideologiskes totalitære moralisme.

Eva Schwanenflügel, Lars Rasmussen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

At bruge andre f.eks. sorte, farvede, romere og ursprungsbefolkninger før at provokere, det er da så selvfølgeligt fra en hvid platform som ikke har en smule selvindsigt/selvkritik over hvad man egentligen foretager sig. Det er lige denne slags strukturerede undertrykkelser som Black Lives Matters, LGB, #metoo og andre organisationer kæmper før at komme fri fra.

Steffen Gliese

Det er et godt eksempel på, hvorfor amerikansk (og angelsaksisk) akademia altid har været lavt rangeret i forhold til den klassiske europæiske. Intet nyt dér.

Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Jens Falkenberg, Bjørn Pedersen, Hans Aagaard og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
niels astrup

Lyder fandeme som et fællesmøde på Tvind med kammerat Christian og Kammerat Madame på de varme stole. Trist for Wilson, at han ikke har nøglen til Skolen ved Floderne.

De formasteliges næste stykke? "100 kammerater er meget værd" lyder som et passende bud.

Grethe Preisler

De skjønne ungdomsdaw' å ja, de daw'så swær å find'

Hvor mange Karen Blixen-lookalikes skal vi mon trækkes med endnu, før vi finder ud af, hvad der var op og ned på kvinde- og ungdomsoprøret i Kongeriget Danmark anno 1968?

Bjørn Pedersen

@Nike Forsander Lorentsen
Hvilken "selvindsigt" skulle de danske teaterfolk angiveligt mangle? Det falder dig ikke ind at BLM måske tager fejl? I at deres problemer primært skyldes "strukturel racisme"? Eller at de ved at kritisere en forestilling der viser voldelige sorte, selv tror at det forestiller alle sorte, sorte i bestemt flertal. At de dermed, i deres eget sind, er blevet indoktrineret ind i en racetænkning hvor alle med mørk hud er "sorte", der er i bunden af racehierakiet som ofre og de hvide i toppen som priviligerede undertrykkere. De er selv medspillere i den strukturelle racisme ved at bekræfte og blive bekræftet i, at de er en race for sig selv og at denne race har så og sådanne karaktertræk.

Kultur i USA er racialiseret kultur. Ens "etnicitet" kan være hvid, sort, asiatisk, hispanic eller native american. At tro, og ligefrem tage det som en selvfølge, at deres måde at se kultur på kan (eller bør )overføres til Europa, er jo faktisk absurd.

Eva Schwanenflügel, Henrik Hansen, Lars Rasmussen, Torsten Jacobsen, Hans Aagaard, Niels Nielsen og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
Markus Lund

Det er godt at Madame Nielsen får røven på komedie for sin usle stereotypisering af sorte, og hatten af for at borgerrettighedsaktivister ikke kræver censur af selve forestillingen, men blot af navnet, selv om begge dele ikke burde være fundet sted. Jeg har ikke tænkt mig at se den, da jeg ikke vil bidrage økonomisk til en forestilling, der personificerer en hvid afroliderlig akademikers psykisk syge besættelse af sort identitet.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "På universiteter – også danske – blev det krævet, at mennesker skulle tilstå »ideologiske fejltagelser«, og der blev henvist til en »marxistisk-videnskabelig analyse«, der gav fejlfrit svar på alle ømtålelige politiske spørgsmål".

Som én, der har erfaringer fra den tid, vil jeg gøre opmærksom på et aspekt, som ofte overses i denne sammenhæng. De personer, der fra begyndelsen af 1970erne førte sig frem i disse sammenhænge, var typisk karrierebevidste unge mænd fra familier med veluddannede og karrierebevidste forældre, hvor den "røde farve" hurtigt blegnede en hel del, efter at de havde sikret sig job og karriere.

Socialister havde de fleste af dem aldrig været, og det med solidaritet med arbejderklassen var for deres vedkommende rent bluff.

Selvfølgelig er der her også flere eksempler på personer, der gennem hele deres efterfølgende akademiske karriere har arbejdet seriøst ud fra en mere rodfæstet socialistisk grundholdning i tilværelsen.

Noget tilsvarende gjorde sig til dels gældende for mange af de unge feminister, der førte sig "videnskabeligt adfærdsregulerende" frem fra midt i 1970erne.

Det vil være forkert i disse sammenhænge at se bort fra det aspekt, der har med personlig branding at gøre, og som har at gøre med gennem iscenesættelse at skabe platforme i de institutionelle akademiske hierarkier, der på et tidspunkt "nødvendiggør" oprettelse af stillinger, der på videnskabeligt grundlag behandler de relevante problemstillinger.

Jeg har dog også bemærket følgende formulering i lederen: "Og vi græmmer os over, at dele af oprøret fra 1970’ernes begyndelse udartede til nærmest stalinistisk undertrykkelse af ytringer, som vakte ubehag hos dem, der nu stod som oprørets ledere". Eller med mine ord: Når et oprør, der grundlæggende havde noget med frihed, lighed og fællesskab at gøre, udvikler sig til det modsatte.

Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Niels Nielsen, Flemming Berger og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Lige hvis nogen skulle have misset problemet med "folkemord på de hvide". Dette er IKKE kun en fjern og eksotisk ting som den amerikanske højrefløj dyrker, det er også et centralt element i dansk politik. Her til lands taler vi ikke om hvide og sorte, vi taler om danskere og indvandrere. Hvis folk så spørger hvad der er galt med herboende hollændere, f. eks., bliver det så udbygget til "ikke-vestlige indvandrere". Læs, ikke-hvide. Det er så dem som en pæn del af befolkningen dyrker skrækfantasier om, specifikt om hvad de vil gøre når de bliver så mange at de overtager magten (at det vil ske hvis ikke VI stopper dem med alle midler, tages for givet).

Det er sjældent at folk er HELT så klare i spyttet som gamle Glistrup, der havde regnet sig frem til at i 2042 ville de komme ud af deres grønthandler-butikker med lange knive og myrde os alle sammen, men skrækfantasien lever i bedste velgående. Og den bruges som politisk mobilisering til at samle folk bag at behandle indvandrere (læs: i praksis, ikke-hvide) dårligt.

Den folkemords-fantasi er IKKE uskyldig morskab, og det er godt og passende at de som bringer den til torvs får læst og påskrevet.

Mikael Velschow-Rasmussen, Nike Forsander Lorentsen, Niels Nielsen og H M anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Troels Ken Pedersen,

Har du en rem af den hud, eller tilhører du et udsøgt mindretal? Lader du virkelig dine potentielle folkemordsfantasier påvirke af et teaterstykke? I så fald bør du søge læge ;)

Torsten Jacobsen

Tak til David Rehling for på lederplads at trække en nødvendig streg i sandet.

Og lad os så ellers blæse disse amerikanske 'kulturkrigere' et stykke. Deres retfærdige harme kan man have sympati for, men formen, kære mennesker...formen. Man må sig ganske forbarme, ja..

Selv foretrækker jeg en mere dansk udgave af den nødvendige kritik:
https://www.youtube.com/watch?v=jvk_o1BN1b4

Jørn Andersen, Runi Christiansen, Flemming Berger, Hans Aagaard, Lars Rasmussen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det er godt at Markus Lund får røven på komedie for sin usle fejlfortolkning af en kompleks virkelighed, og hatten af for at Information ikke finder anledning til at censurere indlægget, selv om det ikke burde være fundet sted [sic]. Jeg har ikke tænkt mig at læse det, da jeg ikke vil bidrage mentalt til en forestilling, der personificerer en hvid afroliderlig akademikers psykisk syge besættelse af sort identitet.

Lars Rasmussen

Man burde oprette Nigger-ordets Befrielsesfront.

Dens formål skulle være individets frigørelse.

Fra kassetænkning og politisk korrekthed.

Thi niggeren er ikke dig.

Det er mig...

Well, I know this,
and anyone who has ever tried to live knows this,
that what you say about somebody else,
anybody else,
reveals you.
What I think of you as a being is dictated by my own necessities,
my own psychology, my own fears and desires.
I’m not describing you when I talk about you;
I’m describing me

Now, here in this country we have something called a ‘nigger’,
who doesn’t in such terms, I beg you to remark,
exist in any other country in the world.
We have invented the ‘nigger’.
I didn’t invent him.
White people invented him.

I’ve always known,
I had to know by the time I was 17-years-old,
that what you were describing was not me,
and what you were afraid of was not me.
It had to be something else. You had invented it,
so it had to be something you were afraid of
and you invested me with.

And if that’s so,
no matter what you’ve done to me,
I can say to you this, and I mean it,
I know you can’t do any more and I’ve got nothing to lose.
And I know, and I’ve always known, and really always,
that’s part of the agony,
I’ve always known that I’m not a ‘nigger’.

But if I am not the ‘nigger’,
and if it’s true that your invention reveals you,
then who is the ‘nigger’?

I am not the victim here.

I know one thing from another.
I was born, I’m gonna suffer, and I’m gonna die.
So the only way you can get through life
is to know the worst things about it.

I know that...
I was personally more important
than anything else, anything else.
I learned this because I had to learn it.

But you still think, I gather, that the ‘nigger’ is necessary.
But he’s unnecessary to me, so he must be necessary to you.
I give you your problem back:
You’re the ‘nigger’, baby, it isn’t me.

James Baldwin.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Niels Nielsen, Hans Aagaard og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

P.S.

   “I’m just a red nigger who love the sea,
     I had a sound colonial education,
     I have Dutch, nigger, and English in me,
     and either I’m nobody, or I’m a nation.”

— Derek Walcott, The Schooner Flight.

Annemette Due, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Torsten Jacobsen?

Det handler ikke om mine lægelige behov. Det handler om retfærdiggørelser for den førte, pænt fucked up politik. Jeg har en håndfuld venner som er i DK boende udlændinge, af blandede kulører, og en håndfuld pæredanske venner som har været så uheldige at forelske sig udenlands. Deres liv bliver gjort besværligt af politik, der mobiliseres til vha fremmedfrygt, som næres af skrækforestillinger. Som dette teaterstykke, til trods for alle skabernes overfladisk gode hensigter, bidrager til. "Kulturkrigerne" er ikke en tiendedele så farlige som de hvide, danske udøvere af identitetspolitik, hvis vi måler dem på den skade, de volder.

Torsten Jacobsen

Troels Ken Pedersen,

Hvad får dig til at tro, at din frustration over disse skandaløse forhold er mere dybtfølt end min? Eller end Christian Lollikes eller Madame Nielsens, såmænd?

Og hvilket retskaffent vanvid driver dig dog til at mene, at du med dine holdninger indtager en mere - i moralsk forstand - privilegeret(!) position end os?

Troels Ken Pedersen

Torsten Jacobsen

Jeg har ikke på noget tidspunkt bedrevet sammenligninger af vores følelsers dybde. Det står alene for din regning. Og det er da helt forbløffende, så travlt du har med at spekulere over min sundhed. Prøv venligst på at holde dig til sagen. Jeg har påpeget adskillige problemer med Nielsen og Lollikes "oplæg til debat", både folkemords-fantasien og deres brug af Dolezal uden at forholde sig til hvorfor Dolezal kom i klemme.

Henrik Brøndum

Nu er det jo ret nemt at provokere med sex, racisme, vold, nedladende bemærkninger om os bedsteborgere etc. og jeg synes den kunstneriske provokation skal ses i lyset af kunstnerens udvikling.

En ung kunstner der aldrig provokerer, er sjaeldent særlig interessant, men en moden kunstner der stort set kun provokerer er det heller ikke.

Steffen Gliese

Hvad går forestillingen ud på? Den går ud på at give en hvid kvinde en oplevelse af etniske minoriteters livsomstændigheder. Hvordan disse etableres dramatisk, er så det, der problematiseres; men det er og bliver kun 'realismens spændetrøje', der taler her: under hvilke omstændigheder kan den hvide kvinde ende i en situation, der bygger på etnisk undertrykkelse?
Det er ikke en udpegning af sorte som voldelige undertrykkere, det er et spejlbillede af den hvide majoritet i tidens samfund.