Leder

VLAK-regeringen tilstår, at den har gjort hovedstaden fortræd

De Konservative får svært ved at få standset ’hovedstadsbashing’. Dansk Folkeparti vil presse partiet Venstre til at fastholde fjendtligheden mod ’dem ovre i København’
København skal være »en fed by og et fedt område,« som den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen formulerer det. Københavns overborgmester mener at regeringens nye fokusområder for hovedstaden er drevet af frygt for vælgerne

København skal være »en fed by og et fedt område,« som den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen formulerer det. Københavns overborgmester mener at regeringens nye fokusområder for hovedstaden er drevet af frygt for vælgerne

Thomas Lekfeldt

19. maj 2018

’København! København! Der er klang af fest og glæde i dit navn.’

Denne gamle revyschlager istemte VLAK-regeringen i går, fredag, anført af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Nu, juhu, skal der nedsættes et tværgående ministerudvalg og sekretariater til hovedstadens fremme.

Regeringen vil koncentrere sig om »fire fokusområder: 1) Vækst og viden. 2) Plads til flere borgere. 3) Effektiv og smart mobilitet. 4) Et aktivt, attraktivt og grønt hovedstadsområde«.

Til Berlingske erklærer Brian Mikkelsen »Nu må den hovedstadsbashing stoppe!«

»Hovedstadsbashing«! Fra hvem dog?

Her må Mikkelsen sigte til, at hans seniorpartner i regeringen, partiet Venstre, uddrog den lære af sidste folketingsvalgs udfald, at det gælder om at lovsynge Udkantsdanmarks lyksaligheder så eftertrykkeligt, at det overdøver de ballader, som Dansk Folkeparti lokker disse områder med.

En tilståelsessag

Venstre og Dansk Folkeparti har overbudt hinanden med forslag om udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden. Op mod 8.000 er det blevet til, og en fejlslagen justering af udligningsordninger mellem kommunerne presser hovedstadskommunerne hårdt.

Ikke underligt, at Københavns overborgmester Frank Jensen (S) griber chancen til – i Berlingske – at kalde det ny udspil: »En tilståelsessag fra regeringens side.« Frank Jensen anslår, at det er frygt for vælgere i hovedstaden, der driver regeringen. Om udspillet siger Frank Jensen:

»Lige nu er der mange ord, men der er meget lidt konkret.«

Selv har Brian Mikkelsen sammenfattet regeringsinitiativet med disse malende ord:

»Det skal være en fed by og et fedt område. Det er det allerede, men det skal blive en endnu mere fantastisk by og hovedstad.«

Slingrekurs

Bag regeringens »fokusområder« for hovedstaden gemmer der sig nogle påtrængende problemer. Befolkningen søger i stigende grad mod regionen. Danmarks Statistik anslår, at den frem mod år 2030 vil vokse med 200.000. Men hvor skal de bo? De grønne områder presses af kommunale ønsker om byvækst. Samtidig er biltrafikken forstoppet og den offentlige transport langtfra tilfredsstillende. En biltunnel på langs under Københavns Havn vil være bekostelig og miljømæssigt problematisk i begge ender, både på Østerbro og Amager Fælled.

En frist for et konkret resultat af regeringens overvejelser er sat til »senest primo 2019«.

Splid og spektakel er i udsigt. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har eftertrykkeligt undsagt regeringsudspillet. Til Ritzau erklærer han:

»Jeg betragter det som en slingrekurs fra regeringens side … Det er skidt for debatten, som nu er afsporet, så regeringen ser sig nødsaget til at sadle om i forhold til sin hidtidige strategi.«

Thulesen Dahl ser tilsyneladende en mulighed for at gafle yderligere Venstre-vælgere i landdistrikter. Og han må antage, at DF-vælgere i hovedstadsområdet er mere optaget af hans fremmedpolitik end af hans omsorg for deres regionale ve og vel. Fastholder Dansk Folkeparti denne kurs, kan Venstre føle det svært at levere ret meget af det, som De Konservative nu lover hovedstaden.

Stærke kræfter

Skørt, men sandt er det, at hovedstaden faktisk har haft en opbygning, der gjorde det muligt at finde overordnede løsninger på de regionale problemer.

Folketinget indsatte fra 1974 et Hovedstadsråd som regionens overordnede myndighed for planlægning og styring. Især Venstre var optaget af, at det ikke måtte gå kommunerne for nært. Derfor fik Hovedstadsrådet hverken direkte valg eller ret til at udskrive skatter. Det foreslog en sagkyndig udvalgsbetænkning fra midten af 1980’erne at råde bod på. Men Schlüters VKR-regering valgte – stærkt tilskyndet af Venstre – den modsatte løsning: At skrotte Hovedstadsrådet fra 1992 og dele dets bo mellem kommuner, amter og stat.

En ny kommission foreslog under Nyrups regeringer i 1990’erne at genoplive et stærkt hovedstadsråd. Venstre knurrede, og Nyrup mistede modet og nedsatte en ny kommission. Det endte med et »koordinerende udviklingsråd« mellem de tre hovedstadsamter og Frederiksberg og Københavns kommuner. Det faldt sammen, da Foghs regering fra 2007 nedlagde amterne og administrativt førte Roskilde ud af hovedstadsregionen.

Hovedstadens kvaler ligner selvpåførte plager. Der er stærke kræfter, der foretrækker en svag hovedstad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

Uanset hvad I frygtsomme idioter og amagerghylde-narrehatte i DF mener om verden, så er København en fed by. Bare bliv væk. Byen bliver kun bedre uden jer.

Karsten Lundsby, Hans Larsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Ole Henriksen

Det er vel snarere et udtryk for at man har fået smadret de dele af den fagligt funderede statsadministration, som man ikke brød sig om i Venstre, og nu begynder det at komme for tæt på konservative kernevælgere.

David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar