Leder

Borgerforslag fortjener en chance

Det er let at affeje borgerforslagsordningen med argumentet om, at den ikke leverer den indflydelse, som blåøjede borgere forestiller sig. Men den kan vise sig at være et lille korrektiv til vores demokrati
16. juni 2018

De fleste kan blive enige om, at demokrati er godt, og dermed burde mere demokrati vel så være endnu bedre. Ud fra den logik kan man snildt lade sig begejstre over den mulighed for at stille beslutningsforslag til Folketinget, som danskerne har haft siden årsskiftet.

Hvis 50.000 støtter op om et såkaldt borgerforslag inden for 180 dage, har Folketinget pligt til at behandle det. Det betyder selvsagt ikke, at forslaget bliver gennemført, og det er der heller ikke nogen af de forslag, der er blevet stillet siden januar, som er blevet.

Det er derfor let at affeje ordningen med argumentet om, at den ikke leverer den indflydelse, som blåøjede borgere måske havde forestillet sig. Dermed kan ordningen risikere at puste til politikerlede og populisme, fordi mange måske vil blive skuffet over, at de ikke kan få det igennem, de ønsker sig, selvom de har opbakning fra 49.999 andre danskere.

Borgerforslagene er også under kritik for blot at være endnu et instrument for i forvejen stærkt organiserede interesser, som har kapacitet og gennemslagskraft til at samle så mange underskrifter. I april kunne Berlingske da også oplyse, at seks ud af de ti mest populære borgerforslag var stillet af professionelle aktører i enten interesseorganisationer eller politiske partier.

Begge dele er relevante kritikpunkter, men den måske største fare ved borgerforslagsordningen er, at den styrker den udbredte misforståelse af, at man som borger er forbruger af politik. At man kan rate sig til forandringer, som om det gjaldt en brugeranmeldelse på Google eller Trustpilot: Én stjerne til ministerpension, én stjerne til uddannelsesloftet og seks stjerner til minimumsnormeringer i dagsinstitutioner.

Det er ikke sådan, man opnår indflydelse, og det skal det heller ikke være. Et samfund udvikler sig ikke ved, at vi sidder bag hver vores skærm derhjemme og sætter hak ved de krav om forbedringer og ændringer, som vi godt kunne tænke os, at andre skulle kæmpe for at få igennem. Det kræver mere end en underskrift, hvis man vil gøre en forskel.

Åbning mod mere borgerinddragelse

Når det er sagt, så betyder det dog ikke, at muligheden for at stille borgerforslag er værdiløs.

For det første er ordningen et sympatisk forsøg på at etablere en vej til indflydelse, som er åben, gennemskuelig og tilgængelig for alle. I princippet kan både 75-årige Erna fra Randers og 18-årige Emil fra Nyborg opnå at sætte politisk dagsorden helt ind i landets lovgivende forsamling – uden at have hverken særlige talegaver, en stærk organisation i ryggen eller pengemagt.

Selvom sådan et scenarie ikke for alvor har udspillet sig endnu, er det stadig for tidligt at udelukke muligheden for, at det kan ske. Og det skal ikke ske mange gange før det i sig selv vil berettige ordningens eksistens. Hvis muligheden for at stille borgerforslag kan give flere borgere oplevelsen af, at de bliver hørt og får indflydelse, hvis og når de vil, er det fantastisk. Ikke mindst fordi det formentlig ville kunne booste det generelle samfundsengagement.

For det andet har borgerforslagsordningen et ikke uanseeligt potentiale for at løfte problemstillinger, som de politiske partier ikke har lyst til at tage op – enten fordi de er for kontroversielle eller for komplekse.

Det er borgerforslaget om indførelse af 18 års mindstealder for omskæring et godt eksempel på. Selvom et klart flertal blandt danskerne er imod omskæring af drengebørn, har ingen båret ideen om et forbud ind på Christiansborg hidtil. De færreste politikere har nemlig lyst til at tale om omskæring og ville foretrække at flyve lavt på den dagsorden, hvis de kunne. Men borgerforslaget, der har opnået over 50.000 underskrifter, tvinger nu partierne til at lægge hånden på kogepladen, tage dilemmaet alvorligt, debattere det og tage stilling.

Særligt de borgerforslag, der ikke pålægger Folketinget at bruge penge, men derimod pålægger dem at tage stilling til etiske spørgsmål, kan have noget for sig. De kan nemlig ikke blot affejes med spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra. I stedet bliver politikerne afkrævet en ordentlig forklaring i sager, som måske ikke giver dem strategiske fortrin, men som ligger borgerne på sinde.

Lad os derfor være åbne over for, at borgerforslagsordningen fortsat kan vise sig at være et lille korrektiv til vores demokrati, selvom den langtfra løser problemerne med manglende borgerinddragelse.

Folkemødet i Allinge på Bornholm gik for alvor i gang torsdag. Her går diskussionen blandt andet om borgerforslag, som blev indført fra årsskiftet
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Palle Yndal-Olsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
Katrine Damm, Palle Yndal-Olsen, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kunne jo opståen folkelig sag, som ikke kunne vente på et folketingsvalg - og hvor sagen så slet ikke på valgkampens dagsorden.
Der skal "bare" opstå en sag med tilstrækkelig utilfredshed for mange borgere.

Rikke Nielsen

"Folket" er jo ikke en homogen masse (heldigvis), så at 50.000 borgere (minus de ikke synes noget, er ikke ensbetydende med, at de resterende 3,5 mill mener (eller skal mene) det samme.

Derfor kan Borgerforslag faktisk have en udemokratisk slagside. Det er mere en lobby-funktion og navnet er misvisende.

Hvorimod det repræsentative demokrati netop foregår vi repræsentanter for alle stemmeberettigede.

Rikke Nielsen

Med korrektion:
"Folket" er jo ikke en homogen masse (heldigvis), så at 50.000 borgere synes noget, er ikke ensbetydende med, at de resterende 3,5 mill mener (eller skal mene) det samme.

Derfor kan Borgerforslag faktisk have en udemokratisk slagside. Det er mere en lobby-funktion og navnet er misvisende.

Hvorimod det repræsentative demokrati netop foregår via repræsentanter for alle stemmeberettigede

Eva Schwanenflügel

Leo, ja netop.
Men salget af DONG blev gennemført på trods af over 200.000 underskrifter imod..
Spørgsmålet er, om politikerne gider lytte, når der er under en million navne..?

David Breuer, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Katrine Damm, Kim Houmøller og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Leo, demokrati er saftsusemig svært, det er jo derfor vi er nødt til at have tillid til vores folkevalgte, embedsværket og institutionerne..
Det virker bare som om politikerne er blevet mere og mere uafhængige af deres vælgere pga. partistøtten, som de selv har forhøjet i takt med partimedlemsskabets dalen.

David Breuer, Katrine Damm og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Borgerforslaget vedrørende omskæring, er vel et meget godt eksempel, på at nogle i befolkningen gerne vil have noget op til diskussion, og politikerene på tinge ikke lige selv ville have bragt op..
Men jeg tænker nu også, lad os nu lige se..
Men umiddelbart virker det nu lidt på mig, som om mange politikere mener: øj hvor træls....

Jesper Frimann Ljungberg

@eva Schwanenflügel
Det eneste politikerne lytter til er meningsmålinger og lobbyister med proppede lommer.

// Jesper

mike twardale

"Ordningen .. er tilgængelig for alle" og det er netop muligheden for indflydelse, som giver demokratisk værdi. Ligesom en bil giver følelsen af frihed.