Leder

Schlüter-sagen viser faren ved blind tillid

Københavns Byret udstedte mandag hårde domme over de tre partnere i den skandaliserede advokatvirksomhed, Johan Schlüter, i en sag, hvor advokatfirmaet havde monopol på forvaltningen af store pengestrømme. Men et monopol er også en invitation til misbrug. Og det er den principielle lære af sagen
Advokat Johan Schlüter (arkivfoto).

Advokat Johan Schlüter (arkivfoto).

Simon Læssøe

12. juni 2018

En kulturskandale af sjældent stort omfang nåede et foreløbigt punktum, da Københavns Byret mandag udstedte hårde domme over de tre partnere i den skandaliserede advokatvirksomhed, Johan Schlüter Advokatfirma.

Virksomheden stod gennem mere end 20 år for at forvalte stadig større pengestrømme for danske og udenlandske film- og tv-producenter – omkring 200 millioner kroner årligt, en ulejlighed de efter aftalen fik 10 procent af indtægterne for at gøre sig. Men i 2014 opstod en mistanke om, at de havde overfaktureret i betydelig grad, og en ekstern analyse bestilt af Producentforeningen kom frem til, at det drejede sig om et trecifret millionbeløb. Bagmandspolitiet gik ind i sagen.

Mandag blev den 73-årige Johan Schlüter, der engang var vidt berømmet som selveste Mr. Copyright – idømt fire års fængsel, som blev gjort betinget på grund af hans høje alder. Partneren Susanne Fryland, der stod for det praktiske arbejde med rettighedshåndteringen fik fem et halvt års ubetinget fængsel. Begge blev dømt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for ikke under 100 millioner kroner samt skyldnersvig. Den tredje partner Lars Halgreen fik ni måneders betinget fængsel og blev altså alene dømt for skyldnersvig. Halgren og Fryland har meddelt, at de vil anke sagen, mens Schlüter stadig overvejer.

Svaghed i solidt system

Sagen er spektakulær af flere årsager. Mest kulørt er den store historie om copyrightkongens fald, der har været fortalt mange gange, siden skandalen brød ud i 2015.

Johan Schlüter havde opbygget sin virksomhed ved dygtigt og insisterende at skrabe rettighedspenge sammen, når nye muligheder åbnede sig som mediemarkedet ekspanderede og eksploderede. Videoudlejning, kabel-tv, brændbare dvd’er, film i skolen, online distribution, jagt på piratkopister – Johan Schlüter og co. gik ind i det hele. Men allerede inden dommen havde Johan Schlüter tabt sit livsværk. Guldbogstaverne var pillet af facaden på advokatkontoret på Højbro Plads, forretningen konkurs, lejligheden på Esplanaden solgt, et godt rygte tilsølet. Det ændrer dommen ikke på.

Kulørt og spektakulær er sagen også, fordi partneren Susanne Fryland nåede at blive kåret som årets iværksætter i Slagelse på grund af sin store investeringsvilje og initiativrigdom i den by, hvor hendes del af forretningen lå. I dag ved vi, at den fest i høj grad blev betalt af andres penge. Også hun er konkurs, også hun er skandaliseret. Det ændrer dommen heller ikke på.

Tilbage står det mest spektakulære, som altså findes i de mindre kulørte dele af sagen – nemlig dem, der handler om det danske system af rettigheder, og hvordan de store pengestrømme bliver håndteret. For sagen har blottet svagheden i et ellers solidt system.

Monopol er invitation til misbrug

Vi har i Danmark i årevis brystet os af at have et velfungerende netværk af foreninger og organisationer til at håndtere det komplekse arbejde med at sikre, at de penge som forbrugere og virksomheder betaler for at bruge rettighedsbeskyttet materiale, ender i lommerne hos dem, der skaber det hele.

De systemer er møjsommeligt bygget op over årtier, og Johan Schlüter selv har en ikke ubetydelig rolle i at forhandle så store portioner som muligt hjem til i dette tilfælde film- og tv-producenterne. Intuitivt giver det god mening, at hans virksomhed, der var med til at opbygge systemet, også var den mest kompetente til at forvalte det. Men et monopol er også en invitation til misbrug. Og det er den principielle lære af sagen.

Johan Schlüters advokatfirma og Registrering Danmark, som stod for det praktiske arbejde med at fordele rettighedspengene via et labyrintisk system af konti og fordelingsnøgler, var de eneste, der i praksis vidste, hvordan systemet fungerede, og dét muliggjorde i første gang misbruget.

At det kunne stå på i årevis, før en revisor forsigtigt informerede bestyrelsen om, at der var opbygget en væsentlig mellemregning, ligner også et svigt. Men det vidner også om et ikke særligt fintmasket kontrolsystem.

Allerede inden sagen begyndte at rulle, havde direktør i Producentforeningen, Klaus Hansen, en drøm om, at forvaltningen skulle være mere transparent, har han fortalt Politiken. Hvor afgørende gennemsigtighed er, har sagen her vist. Tillid er godt. Og det fortsat nødvendigt i alle led – fra forbruger til skaber – hvis systemet skal fungere. Men sagen her viser, hvordan tillid uden transparens er tillid i blinde. Og blind tillid er farligt.

Advokaten Johan Schlüter har over årene udviklet en sindrig model til at fordele de mange copyrightmillioner mellem danske og udenlandske produktionsselskaber som Zentropa, Warner Bros. og Nordisk Film.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Espen Bøgh
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mikkel Vuorela

Du strejfer kun lige revisors rolle.

Det var producentforeningen opgave at sikre egen revision - altså en revision, der rapporterede til Producentforeningen - af alle de selskaber, der var involveret i indsamling og fordeling af rettighedspengene under Johan Schlüter Advokatfirma og Registrering Danmark.

Revisor skulle altså uafhængigt kunne attestere, at rettighedsindtægterne var korrekt opgjort og fordelt, og at at faktureringen fra Johan Schlüter Advokatfirma og Registrering Danmark blev foretaget i henhold til aftale med Producentforeningen.

Herefter bør producentforeningen kunne stole på revisionsberetningen - og det virker som om revisor har været for længe om at rapportere om den gigantiske mellemregning.

Derudover er Johan Schlüter Advokatfirma og Registrering Danmark dømt for at have overfaktureret, hvilket revisor burde have rapporteret tidligere.

Eva Schwanenflügel, Bo Carlsen og Henrik holm hansen anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

Stor respekt til dem der forvalter den tillid der bliver dem givet, uden at grådighed stikker af med dem og vi skal bruge samfunds resurser på at rydde op.Og dernæst skal lære næste generation om hvad der burde være naturligt. AT MAN SKAL OPFØRE SIG ORDENLIGT

David Joelsen

Man driver ikke en forvaltning af magt eller penge på blind tilld. Det i sig selv burde være strafbart.

Torben Lindegaard

@David Joelsen

Du har ret -
der bør altid være en risiko for, at blive kaldt til orden, hvis og når der måtte blive fiflet.

olivier goulin

Schlüter-sagen viser, at det stadig er beskæmmende billigt at begå store økonomiske forbrydelser, hvis blot de er store nok - og man tilhører DJØF-familien.

/O