Leder

Socialdemokratiets opgør med De Radikale udstiller en misforståelse af parlamentarismens vilkår

Man skal ikke som Socialdemokratiet håne sit parlamentariske grundlag. Man skal erkende og anerkende, at man skylder dem magten
Mette Frederiksen vil ikke danne regering med Radikale Venstre efter et kommende folketingsvalg. »Man skal ikke være arrogant over for sit parlamentariske grundlag, fordi man er et større parti,« skriver Rune Lykkeberg

Mette Frederiksen vil ikke danne regering med Radikale Venstre efter et kommende folketingsvalg. »Man skal ikke være arrogant over for sit parlamentariske grundlag, fordi man er et større parti,« skriver Rune Lykkeberg

Claus Fisker

6. juni 2018

Mette Frederiksen har taget den logiske konsekvens af den position, hun har etableret som formand for Socialdemokratiet: Hun har erklæret, at hun ikke vil danne regering med De Radikale.

I en kronik i Jyllands-Posten forklarer hun, at »de seneste år har gjort det meget klart, at der ikke længere findes en samlet blå politik. Der findes ikke en samlet rød rets- og udlændingepolitik. Der findes ikke en blå skattepolitik. Heller ikke en fælles blå EU-politik. Ligesom der ikke findes en rød«.

Frederiksen har ret i, at hverken rød blok eller blå blok i dag er givet som samlede politiske projekter. Men det betyder ikke, at der ikke findes brede fællesnævnere i dansk politik: Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er overordnet enige om den danske udlændingepolitik. Og hvis de tre partier ville, kunne de lave et nationalt kompromis.

Omvendt er Socialdemokratiet ifølge Frederiksen enig med Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale om at sætte en ’ny retning for Danmark’:

»Det er vores løfte til danskerne – og til vores parlamentariske grundlag: at en ny regering vil sætte velfærden først, styrke den sociale retfærdighed og markant hæve ambitionerne for den grønne omstilling.«

Socialdemokraterne forestiller sig en fleksibel etpartiregering, som er fri til at forhandle til alle sider. De vil angiveligt lave det grove arbejde med udlændinge samt lov og orden med det brede flertal, mens de sammen med deres – i et historisk perspektiv – kammerater og allierede vil folde de røde og grønne faner ud.

Vi ser således konturerne af et veritabelt opbrud: Socialdemokraternes historiske alliance er splittet på de felter, hun selv fremhæver, og Lars Løkke Rasmussens seneste periode som statsminister har afsløret, at de blå partier er så internt uenige, at der ikke findes en fælles borgerlig politik.

De historiske platforme, hvorfra Danmark historisk er blevet regeret, er væk, og regeringsmagten er efter årtiers postpolitisk teknokratisk stabilitet radikalt svækket.

Socialdemokratiets analyse forekommer rigtig: Den politiske splittelse i Danmark reflekterer ikke en splittet befolkning eller dramatiske politiske uenigheder. Man burde kunne bryde det politiske spektrum op og finde en ny position at regere Danmark fra.

»Man kan kun lede et land, hvis man kan samle det,« som Frederiksen skriver. 

Men analysen er kun overbevisende på papiret og ikke i politik. Dansk Folkeparti indtager nu definitvt den position mellem de to regeringsbærende partier, som De Radikale historisk har haft. Men der er forskel på at positionere sig som et midterparti og forhandle som et midterparti.

Dansk Folkeparti er ikke interesseret i et nationalt kompromis om udlændingepolitik, for de lader sig ikke forpligte på konkrete målsætninger, men higer grænseløst efter mere og mere.

Socialdemokratiet ignorerer tilsyneladende, at man ikke kan være pragmatisk og alene.

Venstre har under denne regeringsperiode været slave af, at Dansk Folkeparti aldrig er pragmatisk, men altid sætter det bedste for partiet over hensynet til landet. Og nu ser det ud til, at Socialdemokratiet også bliver slave af Dansk Folkeparti, som vel at mærke er det eneste store parti, som profiterer på politisk ustabilitet. Og grundlovsdag gentog, at de vil i en Venstreledet regering efter et Folketingsvalg.

Det næste er, at Socialdemokratiets opgør med De Radikale udstiller en misforståelse af parlamentarismens vilkår.

Man skal ikke være arrogant over for sit parlamentariske grundlag, fordi man er et større parti.

Man skal derimod være ydmyg over for alle i sit grundlag: erkende og anerkende, at man skylder dem magten. Socialdemokratiet hånede inden valget i 2011 De Radikale og erklærede, at de ikke ville kunne ændre så meget som et komma i udlændinge- og skattepolitikken.

De Radikale nøjedes så ikke med et komma, da det kom til konkrete regeringsforhandlinger, men definerede hele regeringens økonomiske politik. ’Løftebrud’ blev efterfølgende en betegnelse for Socialdemokratiets regerings tab af legitimitet og forfald til teknokrati. De havde skabt forventninger inden valget, som de ikke kunne honorere i regering. 

Nu håner de igen deres eget grundlag. Uden at tage den indlysende konsekvens af, at de efter alt at dømme kommer til at skylde De Radikale magten, den dag Mette Frederiksen bliver statsminister.

Mette Frederiksen (S) mener, at Danmark skabes ved forhandlingsbordet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Jens J. Pedersen
  • Niels Møller Jensen
  • David Breuer
  • Espen Bøgh
  • Kim Folke Knudsen
  • Christian Skoubye
  • Ole Frank
  • David Zennaro
  • Maiken Guttorm
  • Torben K L Jensen
  • Poul Anker Sørensen
Alvin Jensen, Jens J. Pedersen, Niels Møller Jensen, David Breuer, Espen Bøgh, Kim Folke Knudsen, Christian Skoubye, Ole Frank, David Zennaro, Maiken Guttorm, Torben K L Jensen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Kære Børge Rahbech Jensen kl. 13:43

Din analyse er glimrende enig et langt stykke af vejen.

Hvordan kan et poltisk parti være i opposition til befolkningen ?

Er det overhovedet et problem ?

Et parti skal vel ideelt set være det kompas, som vi deler vores anskuelser ud fra. Mine anskuelser og dine anskuelser men ikke nødvendigvis " Befolkningens anskuelser ", hvordan den så måles og dokumenteres.

I 1930´erne kender jeg mange politiske holdninger, som jeg sympatiserer med, som var i opposition til befolkningen i Det 3. rige: Hitler Tyskland. Begejstringen og forblændelsen for tusindsårsriget fanatiske ideer. Den tyske befolkning hensat i en enestående djævelsk massepsykose af ondskab og storhedsvanvid.
De blev vækket af krigens grusomme virkelighed i 1945, men da var det forsent.

Det er jo ikke længe siden, at vi hørte om et paradigmeskifte i flygtninge/indvandrer politikken. Også noget der kom lidt på tale efter, at finansloven sidste år var ved, at ryge på gulvet. Skulle DF være med til noget som helst, så skulle der strammes op. Og det er jo det man kan fundere på, for uanset hvor meget der bliver strammet - også helt til kanten af konventionerne, så synes DF altid at ville give skruen et nøk mere.

Vi så her for et par måneder siden, at Socialdemokraterne kom med et udspil om, at flygtninge skulle håndteres i nærområderne - ja der skulle måske oprettes lejre i Mellemøsten og Nordafrika: Igen et udspil lidt af symbolsk betydning, altså et mere eller mindre taktisk udspil, for den slags kan vel ikke klappes af uden internationale aftaler og i forhold til gældende konventioner.

Det handler måske om, at S gerne vil lodde folkestemningen og undgå blødning til DF.

Det er dog langt sværere, at se hvordan den parlamentariske kabale skal gå op.

Hvorfor skulle venstrefløjen endsige de radikale bryde sig om dette?

Der kunne måske endog tegne sig et billede af, at den økonomiske politik og flygtninge og integrationspolitikken skulle ordnes med højrefløjen i folketinget. Hvilket rum levner det for venstrefløjens mærkesager?

Det er jo fint nok, at kunne forhandle frit fra sag til sag til alle sider, men de fleste partier forventer indflydelse og har en pris for, at understøtte en regering. Men S er åbenbart forhippet på magten, og øjensynligt har de mere brug for DF end for venstrefløjen. Men hvorfor skulle DF vælge S frem for V?

Allerede under HTS var Enhedslisten flere gange stærkt pisset af. Mette Frederiksen kom med en erklæring om, at S hørte til på venstrefløjen. Men det var sikkert bare ordflom, for nu ser det jo til, at de vil til bal i "den borgerlige".

Alvin Jensen, Jens J. Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Jeg hader og forstår ikke, hvorfor politikerene og nu også Mette Frederiksen anvender begrebet "Danskerne". Det er vel borgerne i Danmark.
På de seneste og nu også i relation til Radikal Venstre giver Mette Frederiksen og Socialdemokratiet udtryk for, at de ikke respekterer Grundloven. I Grundloven står det, at kandidaterne til Folketinget bliver valgt ind og er kun ansvarlig overfor egen holdning.
Det er dybt kritisabelt, at man måske især fra DF's side vil lave Grundloven om og egentlig ikke respekterer Grundloven.
"Med lov skal land bygges". Hvis man hele tiden ændrer Grundloven efter forgodtbefindende som i Polen, Ungarn og Tyrkiet, så er demokratiet mere end almindelig i fare.
Det ser ikke ud til, at Lars Løkke, Kristian Thulesen, Søern Pape og Pia Kjærsgaard tager Grundloven særlig alvorlig. Grundloven er tidløs, men skal måske justeres efter nutiden, men de grundlæggende principper er stadig de samme i dag som i morgen. Der er ikke meget nyt under solen siden Platon.

Jens J. Pedersen

Samarbejde i Folketinget, samarbejde i Folketinget, samarbejde i Folketinget. Det blev ødelagt af Fogh og Lars Løkke kan ikke det med at samarbejde, men han lader sig rende overende af DF, han er ikke i stand til at skære igennem.
Dansk Folkeparti er den største misforståelse i dansk demokrati og dansk politik i det hele taget!
Tag nu blot Søren Espersen, der er helt i skoven og Morten Messerschmidt der øjensynlig snyder og bedrager, hvis han kan komme af sted med det. Tulle går ikke imod disse uhyrligheder, derfor må vi betragte DF som Nyrup sagde: De er ikke stuerene, og de bliver det aldrig. DF er bygget på modstand og ikke andet DF har ingen politik.
Det Mette Frederiksen demonstrerer på de seneste er manglende historisk viden og manglende grundlæggende viden. Socialdomokratiet er ved at blive DF-to. Med Mette Frederiksen i spidsen.

Jamen Mette F giver jo udtryk for, at der gælder en anden virkelighed forstået på den måde, at blokpolitikkens tid er forbi. Udlændinge området og mht. den økonomiske politik ligger V og S jo ikke så langt fra hinanden. Og de trækkes jo hele tiden til højre af DF der vil have stramninger mod, at indgå forlig. Det er den slags studehandler DF gerne indgår, og som de jo også har stemt mange blå reformer igennem på. Uanset om man kan lide det eller ej så har DF jo stor indflydelse, og har også kunnet sætte dagsordner på flygtninge og udlændinge området igen og igen.

Både S og V ved vel godt, at der grænser for hvor langt man kan strække sig hvis vi skal forblive i det gode selskab - også i forhold til EU og FN. Men det er altså den tone DF slår an

Og samtidig så vurderer man måske i S, at man har tabt flere valg på flygtninge politikken. Det er jo et tilbagevendende tema i næsten hver eneste valgkamp i nyere tid - for ikke at tale om, at vi var gennem 10 år med værdipolitik under Fogh.

Men spørgsmålet er jo om realiteterne er at forudsætningerne for blok politik er ophørt med, at eksistere? I alle tilfælde så skal S jo nu ud og markere distance til det hidtidige parlamentariske grundlag for, at tækkes Tulle. Så hvad bliver prisen hvis S skal have en alliance med DF?

DF er jo en ejendommelighed idet de langt hen ad vejen udtrykker "røde værdier" på det velfærdspolitiske område, men samtidig står for en nationalisme der ligger langt til højre. I realiteten har de jo flere gange så solgt sig selv til blå reformer for indrømmelser på flygtninge/indvandrer området.

Men som det tegner nu så kan S og V jo konkurrere lidt om DFs gunst.

For DF er situationen jo nærmest lidt ideel, idet det så kan dæmpe det blå anstrøg i regeringens politik og samtidig trække S til højre, hvor vi dog er flere der husker Nyrups Ord til Pia Kjærsgaard 20 år tilbage.

Kan venstrefløjen plus de radikale sættes helt uden for indflydelse er der jo nærmest tale om en genistreg.

Hvordan det stiller S lidt på sigt og i forhold til, at agere som mindretalsregering kan man måske godt have sin tvivl om

Mette F havde i efterdønningerne efter HTS ellers lidt travlt med, at erklære S, som tilhørende venstrefløjen.

Men vi skal vist ikke længere tilbage end 2012, da Sass Larsen gjorde nar af Enhedslistens omdrejninger om det revolutionære i principprogrammet. Ja Enhedslisten var vel nærmest ekstremister.

Nu skal man ikke tage den slags udmeldinger for mere end de er. Men åbenbart regner S på, at kunne hente stemmer fra sag hvor det ønskes i folketinget. Det satsede de jo også på i nogen grad under HTS. Så kan man jo regne på hvilken politik der vil blive ført. Det ser sgu ikke for godt ud :-(

Tjo - man kunne så bare fristes til, at gå lidt afsides og bande hvis politik skal være realpolitisk på en måde hvor målet bliver magten frem for politikken. Hvis vi f.eks. forudsætter, at magten drejer omkring en akse i DK mellem V, S, og DF, så bliver den politiske realitet jo et stykke ad vejen, at man kan gå til valg på en anden politik, men uanset hvad så får man bare mere af det samme.

Der jo ligesom lagt op til forholdsvis snævert manøvrerum i den økonomiske politik, og der er lagt op til en stram udlændingen politik. Populistiske strømninger, eller et sådant leje omkring magten kunne måske også skabe en vis lede ved politik i befolkningen

Hvis man så samtidig måske ser en tendens til topstyring i partierne og en stadig framing af politiske budskaber i medierne, så er vi der næsten.

Men nu er kursen måske ikke noget særskilt dansk fænomen; og som tilhænger af en anden politisk kurs kunne man jo have et fromt ønske om, at Mette F gør regning uden vært.

Sider