Leder

Trump misbruger rapport om FBI i sin smædekampagne mod Mueller

En rapport fra USA’s justitsministerium bebrejder tidligere FBI-chef for at have offentliggjort oplysninger om Clintons e-mailsag uden godkendelse fra Obamas justitsminister. Comey og FBI frikendes for at have begunstiget en af præsidentkandidaterne. Ikke desto mindre bruger Trump nu rapporten i sin kampagne mod Mueller
En rapport fra USA’s justitsministerium bebrejder tidligere FBI-chef for at have offentliggjort oplysninger om Clintons e-mailsag uden godkendelse fra Obamas justitsminister. Comey og FBI frikendes for at have begunstiget en af præsidentkandidaterne. Ikke desto mindre bruger Trump nu rapporten i sin kampagne mod Mueller

Doug Mills

16. juni 2018

Det amerikanske justitsministeriums kontrollant konkluderer i en ny rapport om FBI’s håndtering af Hillary Clintons e-mailsag, at den forhenværende FBI-chef James Comey overtrådte ministeriets regler for offentliggørelse af oplysninger om politimæssige undersøgelser.

Den uvildige rapport, der blev offentliggjort torsdag, konkluderer, at Comey tiltog sig en myndighed, han ikke besidder som FBI-chef, da han i juli 2016 uden at orientere justitsminister Loretta Lynch bekendtgjorde, at Clintons benyttelse af en privat e-mailkonto til at kommunikere med sine underordnede i udenrigsministeriet om bl.a. klassificerede oplysninger ikke berettigede til retsforfølgelse.

Ligeledes bebrejder rapporten Comey for at være gået uden om justitsministeren, da han en uge inden præsidentvalget i 2016 i et brev til kongresledere oplyste, at hidtil ukendte e-mails havde foranlediget FBI’s genoptagelse af sagen mod Clinton. I begge tilfælde burde Comey ifølge kontrollanten have fået godkendelse fra justitsministeren.

Clinton og langt de fleste demokrater mener, at hun ville have vundet valget, hvis FBI-chefen havde fulgt ministeriets procedurer. I deres øjne beredte Comey vejen for Donald Trumps valgsejr. Men Trumps udlægning er radikalt anderledes. I går stemplede præsidenten Comey som en »forbryder« uden dog at anbefale retsforfølgelse og fængselsstraf.

Trumps indeværende med FBI-chefen drejer sig dog ikke om Clinton-sagen – han har rost Comey for at sende brevet til Kongressen. Præsidentens egentlige ærinde er at bruge kontrollantens irettesættelse af FBI til at kompromittere særanklager Robert Muellers undersøgelse af mulige forbindelser mellem russiske agenter og Trumps valgkampagne. FBI-agenter arbejder for særanklageren. Og torsdagens rapport giver Trump yderligere ammunition i hans smædekampagne mod Mueller. Flere FBI-agenter bebrejdes for i sms’er at have talt nedsættende om Trump og en citeres for at have skrevet:

»Vi skal nok stoppe ham.«

Men kontrollanten konkluderer, at agenternes politiske meninger ikke påvirkede deres håndtering af Clinton-sagen. Rent faktisk besluttede FBI at holde undersøgelsen af Trump-kampagnen skjult indtil efter valget. Ikke desto mindre tror Trump, han kan slå politisk mønt af rapporten. I går hævdede han ligefrem, at den frikender ham. Men rapporten handler ikke om Russiagate. Trump må vente på Muellers konklusion. 

I Robert Muellers verden er det meste sort-hvidt. Enten er man forbryder, eller også er man ikke. Enten taler man sandt, eller også gør man ikke.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer