Leder

Trumps straftold på stålimport rammer USA’s allierede frem for synderen, Kina

Det er Kinas overproduktion af stål og aluminium, der er den egentlige årsag til de lave priser, som skader USA’s stålproducenter. Men af uransagelige grunde har Trump valgt at straffe EU, Canada og Mexico, der blot forarbejder kinesisk stål og videresælger det til USA. Hvorfor ikke Kina?
Debat
2. juni 2018

Efter præsident Donald Trumps økonomiske straffeaktion torsdag mod USA’s allierede, EU, Canada og Mexico, er der grund til at betvivle, at det giver mening at afvikle det planlagte G7-topmøde i Quebec, Canada næste weekend.

Hvorfor skulle lederne af Canada, Japan, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien – samt EU-Kommissionens formand – rejse over Atlanten for at møde en amerikansk præsident, der synes at stille Kinas økonomiske interesser højere end USA’s trofaste partneres?

Umiddelbart lyder spørgsmålet underligt. Var det ikke Trump, der i valgkampen i 2016 tordnede mod billige kinesiske importvarer, kinesiske subsidier og Kinas tyveri af amerikansk teknologi?

I stedet har præsidenten nu besluttet at straffe EU-landene, Canada og Mexico for et problem, der dybest set skyldes Kinas mangeårige overproduktion af stål og aluminium. Det er Kinas eksport af metaller til dumpingpriser til tredjelande som f.eks. Tyskland, der forarbejder og videresælger dem til bl.a. USA, der er den egentlige årsag til det konkurrencepres, den amerikanske metalindustri er underlagt. Derfor er det berettiget at spørge, hvorfor USA’s regering ikke bruger trusler om straftold mod Kina frem for mod sine allierede til at begrænse overproduktion.

Hvor absurd og ulogisk USA’s handelspolitik er, illustreres af følgende anekdote: Trump lovede fornylig Kina præsident, Xi Jinping, at redde 300.000 arbejdspladser i Kinas næststørste telekoncern, ZTE, der af USA’s finansministerium er blevet pålagt en bødestraf for at have brudt FN’s sanktioner mod Iran og har fået forbud mod at importere følsom amerikansk teknologi. Den gentager vi lige: I Trumps øjne er det i orden, at en kinesisk koncern overtræder FN-sanktioner mod Iran. Men det er ikke i orden, at europæiske virksomheder bliver i Iran, efter at Trump i strid med en aftale, blåstemplet af FN’s sikkerhedsråd, har trukket USA ud atomaftalen med Iran.

Enten er USA's præsident desorienteret, inkompetent og ude af stand til at forsvare sit eget lands og dets allieredes interesser eller også stikker noget andet under. Kan det være privatøkonomiske interesser? Det er påfaldende, at Trump Organizations partner i Indonesien for to uger siden oplyste – præcis da Trump bedyrede hjælp til kinesiske ZTE – at Metallurgical Corporation of China havde vundet en kontrakt på at bygge en forlystelsespark med hoteller og golfbaner, som skal bestyres af Trumps sønner. Ivanka Trumps firma fik på samme tidspunkt tilladelse af kinesiske myndigheder til at registrere varemærker på syv nye produkter.

Uagtet denne åbenlyse interessekonflikt bør det tilføjes, at den aktuelle handelsstrid mellem USA og EU om stål ikke er af ny karakter. I 2002 pålagde præsident George W. Bush en lignende straftold på europæisk stål. EU gik til WTO og fik medhold i en dom halvandet år senere. Bush ignorerede denne dom, men da EU truede med straftold, gav præsidenten sig og afblæste handelskrig, inden den var begyndt. Samme år, 2003, invaderede USA Irak, hvilket vakte voldsom modstand fra Frankrig og Tyskland. De transatlantiske relationer var tæt på et nulpunkt.

Ligesom Trumps var Bushs straftold på europæisk stål en politisk motiveret handling. Bush havde op til præsidentvalget i 2004 brug for stemmer i stålproducerende delstater i Midtvesten. Tilsvarende kan Trump næppe gøre sig håb om genvalg uden støtte fra stålarbejdere, men en vigtig lektie fra 2002 er tilsyneladende glemt. Siden er det blevet dokumenteret, at Bushs straftold ikke levede op til sit mål, nemlig at skaffe flere job i stålindustrien. Faktisk tabte den fremstillingsindustri, der benytter stål, titusinder af arbejdspladser; det skyldtes, at priserne steg som følge af de forhøjede toldsatser. Samme negative økonomiske effekt forventes af Trumps straftold.

Alle industriforeninger, bortset fra metalindustrien, har da også kritiseret Trumps afstraffelse af USA's allierede. Men skaden fra en handelskrig, såfremt den skulle bryde ud, vil denne gang ikke begrænse sig til USA’s økonomi. EU, Canada og Mexico har næppe noget valg. De bliver nødt til at gøre gengæld. Men samtidig bør USA’s allierede være opmærksomme på, at Trump-regeringens endemål er at benytte en handelskrig som argument for at opfylde præsidentens to sidste valgløfter: en sløjfning af både NAFTA og WTO. Frihandelssystemet geråder i dyb krise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Et tænkt scenario kunne se ud på denne måde : I 30´ernes USA stod den også på isolationisme efter krakket i 1929 - noget der udløste den store depression der ramte hele verden især Europa. Et syn der fremmede de store populistiske bevægelser som fascismen og nazismen i Italien og Tyskland.
Det var så historien dengang og den gentager sig aldrig - men det gør hadet altid og at se parallellerne i dag er vel ikke så svært. Så hvad er det Trump vil ? Fremtiden ser sort ud og HVIS Trump tror at klimamålene aldrig vil blive nået er der en vis fornuft i skattelettelserne for at trække de mange arbejdspladser tilbage der er forsvundet - en modernisering af sværindustrien og den nedslidte infrastruktur i et stort sats der kunne få Roosevelt´s "New Deal" til at ligne en bagatel.
Det hele for at forberede USA på klimaændringerne og den krig om plads,ressourcer,vand der helt sikkert kommer i en ikke fjern fremtid. Kina er allerede godt i gang med deres store projekter - så farligt for verdensfreden er det at have en mand som Trump siddende på pladsen som den mest magtfulde mand - for tiden - med et Kina der har ambitioner om at overtage USA´s plads som den førende økonomiske magt i verden. Nåh,ja - det er jo kun tænkt. Heldigvis.

Klaus Flemløse, Eva Schwanenflügel, Morten Larsen, Anne Eriksen, Gert Romme og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Trump's ideale situation er åbenbart en total skrinlæggelse af det aftalebaseret frihandelssystem, som skal afløses af bilaterale forhandlinger, hvor adgang til det lukrative amerikanske marked gives ad hoc på uens betingelser.

Klaus Flemløse, Torben K L Jensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Efter Anden Verdenskrig spillede USA rollen som den rundhåndede stormagt, der både havde penge til at uddele Marshallhjælp, investere i fremmede lande og føre nye kostbare krige. Men pengene slap op under Vietnamkrigen. Dollaren faldt sammen under Nixon, og halvfjerdserne var en vanskelig tid for både USA og dets allierede.

Så fik USA en genial idé. Siden Reagan har USA levet af at låne penge. Det er kernen i kapitalismens ånd, som defineret af Benjamin Franklin: man skal sørge for at have en god kreditværdighed, så man kan låne penge til en lav rente og bruge al sin flid på at investere sig til rigdom.

Men investeringsstrategierne kæntrede i 2008. Udlandsgælden tårner sig op. Nu har Trump fået en ny genial idé. USA skal bruge sin magt til at sikre sig flere fordele i den globale handel.

Udlandsgældens udvikling fra 2008:
https://bea.gov/newsreleases/international/intinv/intinvnewsrelease.htm

Se evt. det lange Benjamin Franklin-citat i Webers ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd”.

Eva Schwanenflügel, Morten Larsen, Karsten Lundsby og Michael Friis anbefalede denne kommentar

@ Torben K L Jensen,

Man kan jo fortsætte din historiske gennemgang af USA efter det store børskrak. For fortsættelsen var også, at da anden verdenskrig startede med Poland i 1939, og Storbritannien fik aktiveret sine kolonier i 1940, rørte USA jo ikke en finger. - I hvert fald ikke før at USA selv blev angrebet af Japan i Stillehavet hen i 1941.

Og Donald John Trump har jo, og flere gange sagt, at hvis et Nato-land bliver angrebet, skal man ikke tage det som givet, at USA kommer landet til hjælp. Flere gange har han dog også sagt det modsatte, - eller at USA vil selektere dem, man vil hjælpe, efter hvad de har gjort for USA.

Og netop med denne totale utilregnelighed - nu også blandt Donald J. Trumps nærmeste rådgivere, er der grund til at tro, at USA også vil agere som under disse forhold frem til 1941, hvis der igen bliver krig.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Anne Eriksen, Torben K L Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Tja, vil det blive værre at have Kina som ledende nation i denne verden end USA? Eller skal vi finde vores vej i Europa og EU med samarbejde med alle helt uden om det USA som nu fremturer i uberegnelighed? Menneskeligt set er der vel ikke den store forskel? USA har vist været indblandet i flere krige end Kina og menneskene er vel bare mennesker begge steder på godt og ondt. Er det ondt skrevet?

David Zennaro, Thomas Tanghus, Holger Madsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Anders Graae, Poul Erik Riis, Karsten Lundsby og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

USA har haft store handelsunderskud overfor rigtig mange lande og det er en usund og uholdbar situation. Det må USAs samhandelspartnere anderkende. Lidt al a Sydeuropas svaghed og Nordeuropas styrke er ved at rive euroen i stykker.
Kina har haft mega succes siden WTO aftalen fra 2000 og har idag det mest moderne produktionsapperat og trods stigende lønninger er Kina meget konkurrencedygtige og finansiel stærke
Måske vil robotter ændre dette.

Trumph ved altid hvorfor han sætter noget i søen. Han ved til gengæld aldrig hvad det er han sætter i søen. eller om den tænkte kurs fører til målet.

Lad os se positivt på handelskrigen. Det er svært resourcekrævende at sende varer frem og tilbage over atlanten. Falder handlen, falder miljøbelastningen tilsvarende.

Flemming Berger, Mogens Holme og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Viggo Okholm:
Jeg synes da, at Danmark og EU skal samarbejde med alle, inklusive USA, Kina, Indien, Rusland, you name it – i det omfang, de vil være med. Vi har ikke brug for nogen ledende nation. Hvis Kina er interesseret i at være en globalt ledende nation, er det noget ”nyt”, der i så fald hænger sammen med deres industrielle udvikling.

I årene 1405-33 foretog den kinesiske admiral Cheng Ho syv langdistance-ekspeditioner, somme tider med hundredvis af skibe, hvoraf nogle var mere end 100 meter lange, syd om Asien og så langt som til Afrika og bragte bl.a. giraffer med hjem. I 1436 forbød kejseren bygningen af søgående skibe. Senere blev skibe med mere end to master forbudt, og Cheng Hos skibe blev lagt op. Kina overlod helt bevidst de globale opdagelsesrejser til europæerne, selv om de havde den bedste teknik til at deltage. Kina var selvtilstrækkeligt. Det folkerige og højt udviklede Kina havde ikke brug for primitive og krigeriske handelspartnere uden for Kina. Der var en stor rigdom af handel og produktion i Kina, og man havde problemer nok med de fjendtlige mongoler i nord. (Kennedy, ”The Rise and Fall of the Great Powers”)

Udviklingen siden da viser, at Kina slet ikke har involveret sig i globale konflikter i det omfang, europæerne har. Nu har Kina en interesse i at sikre sig adgang til ressourcer og beskytte og udvikle transportvejene til Kina, men det er ikke ensbetydende med, at de vil være en globalt dominerende stormagt af europæisk type. Hvis de får den dumme idé, må vi tale dem fra det.

Flemming Berger, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Viggo Okholm og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

Må håbe at parterne, inden freden sætter ind eller Trump går Bananas over noget andet f.eks. The Metric System, får fjernet landbrugsstøtten i EU og USA til gavn for resten af verden....

Runa Lystlund

Runa skriver.
Trump driver symbolpolitik og har tilsyneladende mulighed for at opnå en personlig gevinst i Kina. Alle hans handlinger roterer omkring hans egen forretning, så som forlystelser i Kina. Han har ligeledes brug for Kina, hvis han ønsker at opnå en god kontakt til Nordkorea. Hans relaterede minister var ude at fortælle os alle, via tv, at alle toldaftaler var præciserede i den grad, at hvis Europa eller Kina ændrede designet på det importerede stål, ville det tage mindst ét år at få den nye formgivning forbudt og viste et billede hvor to flanger var svejst på et stålprofil. Derefter reagerede Trump med at twitte om, at det nok havde været en forkert person han havde valgt til minister. Paul Ryan og flere har kritiseret Trumps handlinger vedr. told på varer fra EU. Ryan går ud af politik. Spørgsmålet er om han er ved at forberede sig til at stille op som præsidentkandidat mod Trump?

Runa Lystlund

Runa skriver.
Vesten får næsten al sin teknologiske varer lavet i Kina. Desuden lader vestlige producenter design af forskelle slags fremstille i Kina, derved får de indsigt i vores teknologi og bruger den uhæmmet. De kopierer og fremstiller ublu kopivarer af al slags. De render rundt med 3D kameraer på messer og udstillinger og vupti de har nyt design. Vi skal også huske, at Kina er ikke belemret af demokrat og regler vedrørende arbejdspladser og behandling af ansatte. De køber op store områder i Afrika og nu ønsker de at arbejde med lufthavne og udarbejde sjældne metaller i Grønland. Vi ved selvfølgelig ikke hvor snu grøndlænderne er ved at invitere kinesere med til opbygning af lufthavnene. De håber måske, at danskerne derved bliver motiveret til at yde bigdrag for at begrænse kinesisk indflydelse. De ønsker at øge deres turistindtægter.

Eva Schwanenflügel og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Runa skriver.
Rettelse
Vesten får næsten alle sine teknologiske produkter produceret i Kina.

Henrik Pedersen

Hyklerne i EU:

Importtold i EU for US-biler: 10%
Importtold i US for EU-biler: 2,5%

Trump er i sin gode ret til at rette op på denne og lignende diskrepanser.