Leder

I Erdogans Tyrkiet genvælger majoriteten den stærke leder, der har aflæst vælgernes fordomme og angstneuroser

Recep Tayyip Erdogans politiske projekt er en tilbagerulning af Atatürks sekulære stat, som i hans optik er en vestlig anomali, fjendtlig overfor religionen og fremmed for tyrkisk historie og kultur. Han plejer et image som lederen, der ikke søger magten for magtens skyld, men i en højere sags tjeneste
Recep Tayyip Erdogans politiske projekt er en tilbagerulning af Atatürks sekulære stat, som i hans optik er en vestlig anomali, fjendtlig overfor religionen og fremmed for tyrkisk historie og kultur. Han plejer et image som lederen, der ikke søger magten for magtens skyld, men i en højere sags tjeneste

AA/ABACA

10. juli 2018

Hvad udgør den notorisk sure og trætte Recep Tayyip Erdogans tiltrækningskraft på tyrkiske vælgere? En tidligere toprådgiver i regeringen udlagde over en kop kaffe i Istanbul den magiske formel: »Han er ikke kun min fætter eller min nabos stræbsomme søn, der har gjort det godt, passer sit arbejde og – hvis han har tid – moskeens bønnerutiner. Han er mig, selve mig, og dermed inkarnationen af idealet om den anatolske mand.«

Og som typisk anatolsk mand er Erdogan religiøs, konservativ og patriark – beskyttende, men også ubønhørligt straffende ved tilløb til dissens. Som ikke taler et fremmed sprog, aldrig læser bøger, og downloader sit verdensbillede fra sykofantiske tv-nyheder og aviser. Bestemt ikke dum, men heller ikke påfaldende klog.

Vælgernes mavebaserede identifikation indsatte mandag for anden gang den 64-årige Erdogan som sit lands 12. præsident og første nationale leder med ubrudt politisk magt i længere tid end Mustafa Kemal Atatürk, republikkens grundlægger. Erdogan, premierminister i 11 år og præsident siden 2014, holder hovedtalen, når nationen runder 100 år i 2023.

Ambitionen er at blive til 2029, hvis helbredet holder – han er opereret for tarmkræft og har sukkersyge, men klarer angiveligt en arbejdsdag på 14-16 timer, før han hen ad midnat går til ro i den private villa bag præsidentpaladset.

Hans politiske projekt er en tilbagerulning af Atatürks sekulære stat. I hans optik en vestlig anomali, fjendtlig overfor religionen og fremmed for tyrkisk historie og kultur. Han plejer således et image som lederen, der ikke søger magten for magtens skyld, men i en højere sags tjeneste. Og sagen er ’Det Ny Tyrkiet’ med en mission om skabelsen af ’en from generation’. Problemet for halvdelen af vælgerne er, at den model er hentet i det 19. århundrede.

Erdogans politiske forbillede er den sidste betydelige osmanniske sultan, Abdülhamid II, der regerede fra 1876 til han blev afsat af borgerlige revolutionære, de såkaldte Unge Tyrkere, i 1909. Med tilnavnet ’den blodige sultan’ annullerede Abdülhamid imperiets første forfatning og lukkede det første parlament.

På sæt og vis har Erdogan fulgt hans eksempel: Sløjfet den hidtidige forfatning og nulstillet parlamentet ved først en folkeafstemning i april 2017 om at samle den lovgivende, udøvende og dømmende magt i præsidentens hænder, dernæst dobbeltvalget den 24. juni, der konfirmerede ændringerne og genvalgte Erdogan. At hans parti, AKP, tabte det absolutte flertal i parlamentet, blev opvejet af alliancepartneren, ultranationalistiske MHP, der fik et uventet godt valg, og Erdogan regerer nu på et grundlag af forskruet had til kurderne, antivestlig xenofobi og indædt anti-intellektuelle strømninger.

Således har hans i grunden sympatiske mobilisering af det islamisk konservative Anatolien, der indtil årtusindskiftet ikke havde nogen afgørende politisk stemme, splittet Tyrkiet i to lejre, der afviser politisk samtale. Der er ingen debat mellem den sekulære storby-modernitet og det provinsielt konservative, der udgør to tredjedele af befolkningen, når man medregner den kulturelt traditionelle halvdel af kurdernes 15-20 millioner.

Og selv om misnøjen med Erdogans autokratiske fremtoning har afløst den demokratiske forventning, da han og AKP vandt valget i 2002 på en postuleret provestlig dagsorden, er hans genvalg baseret på en politik, der skaffede brød på bordet, lægehjælp til de syge og økonomisk vækst. Og på det faktum, at han ikke er oppe imod en demokratisk legitim opposition. Ingen savner Atatürks sekulære og rigidt elitære stat, der ikke just var blødsøden.

Som Rusland og dele af Østeuropa har Tyrkiet ingen inklusiv politisk tradition, men hylder princippet om majoritetens diktatur. Minoriteter tolereres, hvis de ikke gør vrøvl, men har ikke indflydelse. Og majoriteten genvælger den stærke leder, der har aflæst vælgernes fordomme og angstneuroser, og deler deres religiøst betingede skepsis over for Vesten.

Måske bedst illustreret med et Facebook-manifest fra 16 islamisk-fundamentalistiske grupper i den nu afsluttede valgkamp: »Vi har aldrig troet på demokratiet og aldrig ment, at demokrati kan føre til noget positivt, eller at sharia kan relateres til demokrati. (…) Derfor har vi besluttet at støtte præsidenten og hans parti.«

Sådan!

Serie

De nye nationalister

’Mit land først’-doktriner og foragten for universalistiske principper som menneskerettigheder vinder frem verden over. En række autoritære mænd har formået at kapitalisere på de stærke følelser af national egeninteresse og af, at den gamle verdens dogmer må rives ned. Men hvad er det for en ny verdensorden, de arbejder for?

I denne lederserie tegner Informations korrespondenter et portræt af Trump, Putin, Orban, Kurz, Erdogan, Xi Jinping og Modi.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
Torben K L Jensen, Katrine Damm, David Zennaro, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Vesten er ikke imod Tyrkiet i alle vegne, men instinktiv ønsker ikke at Tyrkiet skal være muslimsk, Bare instinktivt; og man kan ikke stole på instinkter. Det sker for alle, når det sker for mig så kontrollerer om jeg opfører mig retfærdig. Det er råd fra den gamle Platon. Mange taber balance når de kommer til Erdogan. Og jeg tror at han er også klog. Han opfører sig mere rationel når man ved at han har 20 % Kurder, og de han prøve ikke at assimilere men bare ikke løsrive sig fra Tyrkiet. Det har Danmark ikke det problem, Danmark har over hovedet ikke det problem.

,

Jan Weber Fritsbøger

NATO og demokrati, det må da være skindemokrati ! NATO er den vigtigste årsag til at det militærindustrielle kompleks overtrumfer enhver tendens til demokrati, ikke kun i USA men faktisk i det meste af verden, og ikke kun i NATO-lande, der er et massivt flertal imod krig i verdens befolkning, men ikke iblandt verdens magthavere, når der skal tages beslutning om at gå i krig tages der ingen hensyn til folkenes mening, og magthaverne opdigter en forklaring som skal få folket til at acceptere "nødvendigheden", men man siger aldrig sandheden, de magtpolitiske og geopolitiske grunde som er årsag til beslutningen forties helt og man digter i stedet nogen "pseudo" moralske grunde, og da NATO ikke er et folkeligt fællesskab baseret på fælles interesser, er NATO i praksis aldeles ligeglad med hvilke lande der er med, eneste kriterie er at man er villig til at bruge militær magt, med andre ord man må ikke skele til samvittighed og moral men skal blindt acceptere magtens logik, det gælder om at være stærkest.

@ Frode Sørensen,

Nato har faktisk regler, der kræver demokrati. Men disse regler har tilsyneladende aldrig været et problem for diktatorer.

Siden starten og mange år frem var Spanien og Portugal respekterede medlemmer af Nato, trods de blev ledet af udemokratiske militær-diktatorer. Og i perioder har Italien været ledet af noget, der i hvert fald ikke var demokrati, og i en anden periode har også Grækenland været ledet af militær-diktatorer. Og hvad med Ungarn?

Jeg tror, og jeg håber virkelig også, at Nato bliver afløst af en EU-løsning. Den vil bl.a. have fordel af, at man inden for EU har egne våbensystemer samt reservedele og servicering af disse. Desuden bestemmer man i EU selv, hvor mange penge det må koste, og hvor man skal sætte ind udenfor EU´s område.

Og for USA og især Donald Duck har det en fordel, at man ikke behøver at trækkes med uvillige Nato-lande. Og omkring deres våbensystemer har de jo nok at gøre i forvejen med at forsyne diktatorer og andre udemokratiske regimer med våben.

Grethe Preisler

Ikke Spanien, Gert Romme,

Spanierne kom først med i NATO i 1989, ca. tre år efter Spaniens optagelse i EU.

Torben K L Jensen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hr. Romme. Donald Trump har intet med Paradisæblevej 111 at gøre. Ellers få interessante betragtninger i dit indlæg.

Grethe Preisler

Henrik Plaschke,

Ved det godt, men Gert Romme er, så vidt jeg fortår, en farende svend af dansk oprindelse, som pendler på tværs af landegrænserne i og udenfor EU og Schengen-zonen.

Ang. Spanien og Nato. - Jeg jeg lægger mig fladt ned på jorden og indrømmer mine synder. Jeg har gjort tjeneste som dansk officer i hovedsageligt Storbritannien, og burde vide bedre. Normalt tjekker jeg mine oplysninger af, men her var jeg altså (skrå)sikker.

Grethe Preisler

Frei lebt, wer sterben kann

Men mon ikke de fleste 'almindelige' mennesker, uanset hvor på planeten Jorden de befinder sig, alligevel vil foretrække ti år med besværlige diplomatiske forhandlinger mellem deres mere eller mindre folkevalgte statsoverhoveder frem for bare en enkelt times atomkrig til at afgøre hvem af dem, der indtil videre skal have ret til at føre sig frem som 'Verdens Største Mand'?