De italienske arbejdere har ret: Fodboldøkonomien skal reddes fra sig selv

Samme dag, som VM-slutrunden i Rusland sluttede, indledte arbejderne på Fiat-fabrikken i Melfi i Syditalien en strejke. De protesterer imod, at Juventus har brugt 112 millioner euro på at købe Cristiano Ronaldo.

I årevis har de ifølge BBC oplevet fyringer og nedskæringer, og deres fagforening har efterlyst, at de penge, som blev skabt på bilfabrikkerne, blev investeret tilbage i virksomheden.

»Ejerne skulle investere i nye bilmodeller, som kan sikre fremtiden for tusinder af mennesker i stedet for at forgylde bare en enkelt person,« udtalte fagforeningen USB.

Fiat Chrysler-fabrikkerne, som de hedder nu, og fodboldklubben Juventus er formelt to selvstændige virksomheder. Men de bliver begge styret af investeringsfirmaet Exor, som kontrolleres af Agnelli-familien.

Arbejderne oplever en ydmygende sammenhæng mellem deres egne økonomiske ofre og Agnelli-familiens kolossale udbetaling til Cristiano. Men ifølge fodboldfinansieringseksperten Rob Wilson fra Sheffield Hallam University er købet af Cristiano en fornuftig økonomisk investering:

»Han vil styrke deres hold, de vil sandsynligvis få mere succes nationalt og rutinemæssigt komme videre til Champions League. Det betyder flere sponsorer, flere tv-penge og flere præmiepenge,« siger han til BBC.

Man kan således kritisere arbejderne for at lide af marxistisk falsk bevidsthed: De forstår ikke, at pengene til Cristiano vil komme tilbage til klubben og dermed til Exor.

Men egentlig marxistisk anskuet har arbejderne ret: De ved godt, at et økonomisk gode for holdningselskabet Exor ikke nødvendigvis er et gode for dem. At købet af Cristiano er et monument over, at der er én økonomi for verdens højst betalte og en anden økonomi for industriarbejdere i Sydeuropa.

Sådan set er strejken en påmindelse for alle, som sætter pris på det smukke spil, om, at professionel fodbold er blevet en skandaløs forretning. Stjerner som Messi, Cristiano og Neymar tjener mellem fire og seks millioner kroner – om ugen! – og de har alle meget svært ved at betale skat af dem.

Arbejderne lider ikke af falsk bevidsthed. Er det ikke snarere alle os andre, som lader os fortrylle af en sport, der som forretning finansieret af russiske plutokratier, mellemøstlige milliardærer og vestlige holdingselskaber burde kræve, at de rigeste spillere frivilligt går 90 procent ned i løn?

Et enkelt krav om retfærdighed inspireret af italienske arbejdere, som er det bedste for fodbold, publikum og stjernerne selv. De vil jo elskes og beundres af publikum.