Pia Kjærsgaard er som et pubertetsbarn, der råber: Kan I ikke se, jeg er blevet voksen?

Der er to forskellige former for modstand mod det, de kalder eliten. Den ene er frigørende, den anden er snobbet.

Den frigørende kritiker er imod, at der overhovedet findes eliter, som mener sig berettiget til at fortælle andre, hvad der er moralsk rigtigt og forkert. Den frigørende kritik udstiller, hvor latterligt det er, når demokratiske samfund forvandles til forhold mellem de få forældre og de mange børn.

De snobbede kritikere af eliten har ikke noget imod eliter som sådan. De er bare fornærmede over, at de ikke selv tilhører den.

Pia Kjærsgaard har den seneste uge mindet os om, hvor snobbet hendes egen elitekritik altid har været. Hun blev inviteret til at tale i det islandske parlament Altinget til fejringen af 100-året for Island som en suveræn stat.

Det er i sig selv en generøs gestus, at repræsentanten fra den gamle kolonimagt indbydes til at hylde den forhenværende kolonis selvstændighed. Hun kom ikke som den kontroversielle politiker, der lagde sag an mod en forfatter, der kaldte hende landsforræder, og som man ifølge Højesteret godt må kalde racist. Pia Kjærsgaard kom som Folketingets formand.

Men formanden for Islands socialdemokrati kritiserede ifølge Politiken, at »en af de fremmeste repræsentanter for had mod udlændinge i Europa skal have lov at komme på talerstolen på denne vigtige dag«, og det islandske Piratparti annoncerede boykot af arrangementet, fordi også de var modstandere af det, som Kjærsgaard står for.

De ville ikke anerkende Pia Kjærgaard som en legitim autoritet.

Pia Kjærsgaard reagerede ikke som en autoritet hævet over situationen. Hun sagde ikke, at de naturligvis havde ret til deres holdninger, og at det ikke tilkom hende som dansker at diktere, hvad man måtte tænke og sige i Island.

Hun svarede derimod rasende, at de ikke opførte sig demokratisk. Til Politiken hævdede hun, at der »må være pubertetsproblemer i Piratpartiet«, og »socialdemokraterne på Island kan tydeligvis ikke findes deres egne ben«. Og hun tilføjede, at det aldrig var sket hjemme i Danmark, hvor Mette Frederiksen bestemmer i Socialdemokratiet. 

Folketingets formand opførte sig som et pubertetsbarn, der stamper i jorden og råber og skriger: Kan I ikke se, jeg er blevet voksen? 

Det er ikke så mærkeligt, hvis politiske kritikere på Island kan have svært ved at skelne mellem Pia Kjærsgaard som protestpolitiker og som formand for Folketinget. Det er til gengæld mærkeligt, at særligt Pia Kjærsgaard endnu ikke har forstået, at autoritet ikke er noget, man får med en titel.

Det er noget, man skal gøre sig fortjent til. 

Læs også

Populismen styrker demokratiet