Trump skubber Højesteret til højre og spreder mere ophidselse i USA ved at pege på Brett Kavanaugh

Et skred mod højre. Det er i den retning, den republikanske præsident, Donald Trump, søger at skubbe det amerikanske samfund. Det gør Trump senest ved at nominere den konservativt sindede appelretsdommer Brett Kavanaugh til den ledige plads i landets Højesteret.

Forud er gået manøvrer, hvor Det Hvide Hus har overtalt dommerembedets hidtidige indehaver, den 81-årige Anthony Kennedy, til at lade sig pensionere. Det særlige ved Kennedy er, at nok blev han i 1988 udnævnt af den højredrejede republikanske præsident Reagan, men Kennedys udnævnelse blev enstemmigt bifaldet af Senatet. Og Kennedy har siden i en række sager været Højesterets afgørende sving-stemme. Det gav senest genlyd, da Kennedy i 2015 sikrede et 5-4 flertal i Højesteret for at gøre ægteskab mellem to af samme køn til en forfatningsrettighed.

Når den nu nominerede kandidat – Brett Kavanaugh – har befundet sig på de kandidatlister, som reaktionære grupper i Washington har givet Trump som input til udpegning, skyldes det en forventning om, at Kavanaugh – modsat tidligere højesteretsdommere udnævnt af republikanske præsidenter – ikke vil ende med at vakle i sin reaktionære overbevisning. Tværtimod er forhåbningen blandt disse grupper og deres milliardær-sponsorer, at der flere årtier ind i fremtiden kan cementeres et solidt højreflertal i USA’s højesteret. Og med det også en udsigt til, at adgangen til fri abort og homoseksuelle ægteskaber kan omgøres ved ’juridisk nyfortolkning’.

Netop fordi så mange værdier er på spil, når et højesteretsflertal udlægger landets gældende lov, venter der nu en opkørt og dyr kampagne for at påvirke Senatet for og imod udnævnelsen af Kavanaugh. Republikanerne har 50 medlemmer af Senatet. (Senator John McCain fra Arizona forventes at være for hjernekræftsyg til at afgive stemme.) Demokraterne har 49. Kampagnen for Kavanaugh vil målrettet gå efter de demokratiske senatorer, der er på genvalg til november, og som kommer fra stater, hvor 2016-valget gav flertal til Trump. Kampagnen imod Kavanaugh vil rette sig imod de få tilbageværende Republikanske senatorer, der er tilhængere af fri abort.

Højesterets særlige placering som kampplads i de mest indædte værdistridigheder er et spejl af den uforsonlighed, der fra tid til anden præger amerikansk politik, og som gør det umuligt at opnå parlamentariske kompromiser. I 1800-tallet var det Højesteret, der afgjorde spørgsmål om racelighed, fordi politikerne ikke magtede det. Oprindeligt nåede retten frem til, at raceadskillelse var i overensstemmelse med forfatningen. I 1950’erne fandt de høje dommere frem til, at det var det ikke alligevel. Indimellem havde USA 1861-65 udkæmpet en borgerkrig delvist om dette spørgsmål – dog uden at krigen entydigt afgjorde sagen.

I nyere tider har folkevalgte forsamlingers splittelse på spørgsmål som abort og homoseksuelles rettigheder skubbet stridighederne ind i retslokalerne.

Når dommerne så lystent tager balladerne op, skyldes det, at den amerikanske Højesteret allerede i 1803 gav sig selv beføjelsen til at erklære vedtagne love i strid med landets forfatning. Denne adgang har dommerne i USA anvendt med mindre selvbeherskelse end i andre folkestyrede lande.

I 1930’erne var den daværende reaktionært-republikansk dominerede Højesteret meget tæt på at vælte hele den demokratiske præsident Franklin D. Roosevelts sociale reformlovgivning, der gik under navnet New Deal. En forfatningskrise blev kun undgået, da dommerne ret rapt gik på pension, hvorved Roosevelt kunne udnævne medgørlige afløsere.

Således har forfatningskampen bølget ved amerikanske domstole. Det vil den også gøre i de næste årtier. En Trump-sejr nu er ikke ensbetydende med evig nat for det frisindede USA. Derimod kan forløbet yderligere ophidse sindene. Chokerende viste en nylig meningsmåling foretaget af Rasmussen Reports, at 31 procent af de adspurgte amerikanere tror, »det er sandsynligt, at USA vil opleve en ny borgerkrig inden for de næste fem år«.

Selv om vurderingen nok ikke er realistisk, ligger der et gys i, hvor mange der udtrykker den.