Da Apple i begyndelsen af sidste uge forbød konspirationsteoretikeren Alex Jones fra deres podcastapp, igangsatte det en lavine blandt de amerikanske techgiganter. 24 timer tog det, så havde Facebook, Spotify og Youtube gjort det samme.
Alex Jones overtrådte firmaernes retningslinjer for hadtale, lød argumentet. Søger man i dag på hans navn på de populære sociale medier, giver det ingen resultater. Han er som forsvundet fra internettets overflade.
Alex Jones har en konspirationsteori klar om de fleste af verdens sammenhænge: 11. september var et inside job, Hillary Clinton er en svovllugtende dæmon, som driver et pædofilt netværk, og USA’s mest dødelige skoleskyderi, Sandy Hook-massakren, var et skuespil uden ofre.
Det er åbenlyst, at Alex Jones manipulerer, konspirerer og lyver. Men det er stadig lykkedes ham at tiltrække millioner af følgere på hans facebooksider, youtubekanal og radioprogrammer – altså inden de blev lukket ned. Og Donald Trump, som har kaldt Alex Jones’ omdømme for »fantastisk«, har bevist, at man i dag kan vinde præsidentvalg på løgne.
Internettet ville formentlig være et bedre sted uden Alex Jones. Alligevel er det dybt problematisk, at Apple, Facebook, Spotify og Youtube fjerner ham. For det udstiller den massive magt, techgiganterne har fået over den offentlige samtale, som for længst er rykket online.
De er kommet til at spille en afgørende demokratisk rolle som platform for fri meningsudveksling og informationssøgning. Men det er sket uden at de selv er underlagt demokratisk kontrol.
Som private virksomheder kan techgiganterne moderere indhold efter egne retningslinjer uden hensyn til censurlovgivning eller appelsager. Og de kan ændre retningslinjerne, som de vil.
Ironisk nok har techgiganterne et medansvar for, at Alex Jones trives online. De algoritmer, som skal holde brugerne længere tid på deres platforme og dermed sikre bedre annonceindtægter, fastholder folk i verdensbilleder – også de absurde slags. Har man først set én youtubefilm eller liket én facebookside om, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, fanges man i en labyrint af den type indhold.
I stedet for med udemokratiske midler at agere moralske overdommere over selvskabte problemer, burde techgiganterne moderere med gennemsigtbarhed, sikre pluralisme og kun slette decideret ulovligt indhold, ikke hele personer. Det er det ansvar, som medfølger, når man har privatiseret den offentlige samtale.
Eller også kan de samme kræfter bare bruges positivt og negativt? Positivt i dette tilfælde - og måske et svar på reaktionens opkøb af gamle medier for at lukke munden på kritisk journalistik, sådan som det i årtier har været med Murdoch, og det nu er med Erdogan.
"Som private virksomheder kan techgiganterne moderere indhold efter egne retningslinjer uden hensyn til censurlovgivning eller appelsager. Og de kan ændre retningslinjerne, som de vil."
Det mener Information åbenbart er problematisk. Men prøv lige at erstatte ordet 'techgiganterne' med 'Dagbladet Information', og overvej så hvad forskellen er?
Eneste løsning er vel at etablere et stats-monopol, som garanterer ytringsfrihed?
Titusindevis af SoMe-konti bandlyses hver eneste dag, nogle af dem for spam eller anden svindel, men masser også for upassende sprogbrug, chikane eller lign. Det er sigende at det kun er Jones (som har udvist alle disse former for opførsel) der får opmærksomhed når han bliver bandlyst.
Der er utvivlsomt et bekymrende fænomen at nogle få platforme kontrollerer en stor del af diskursen, og der er masser af personer og grupper med legitime formål der også bliver ramt. Men når man bruger Jones som martyr på trods af at hans opførsel ikke adskiller sig fra masser af ukontroversielle sager, fodrer man implicit det narrativ at populære personer skal nyde bredere beskyttelse end andre. Det er ligeledes problematisk.