Socialdemokraten Dan Jørgensen er blevet verdensberømt på YouTube. Han har lavet et forsvar for den danske velfærdsstat, som er blevet fremhævet af Bernie Sanders, hyldet af Francis Fukuyama og set af flere millioner.
På angreb fra studieværten Trish Regan på Fox News, der gjorde Danmark til et socialistisk, uproduktivt og ineffektivt skræmmebillede, leverede Dan Jørgensen overlegne svar.
»Lad os lige få noget på det rene,« som han sagde.
»Danmark rangerer ifølge OECD 11 pladser over USA på deres liste over erhvervsfrekvens,« sagde han. Og tilføjede, at danskerne ovenikøbet får en anstændig løn.
»På Forbes’ liste over de lande, hvor det er bedst at drive forretning, rangerer Danmark langt højere end USA,« konstaterede Jørgensen.
Til hendes påstand om, at de danske skoler var dårlige, henviste han til Danmarks fine placering på World Economic Forums over de bedst uddannede befolkninger.
»Det er ikke størrelsen på dine forældres bankbog, som afgør, om du får en uddannelse,« sagde Jørgensen også: »Det er dit hårde arbejde, det er dit talent, og det er din motivation.«
Dan Jørgensens video udstrålede en bemærkelsesværdig selvtillid: Hans præmis og konklusion var, at Danmark politisk er USA overlegent. Det var ikke en erkendelse, han forcerede, men en antagelse, han fremlagde for et globalt publikum.
Det andet bemærkelsesværdige var de ting, som Jørgensen fremhævede, og de kilder, han brugte. World Economic Forum, OECD og Forbes er ikke socialdemokratiske institutioner, men markedsorienterede autoriteter. Den etik, han hyldede – talent, motivation, indsats – og de præstationer, han fremhævede – den kompetente arbejdsstyrke, vores konkurrenceevne, vores erhvervsvenlige forhold, vores produktivitet – bekræftede nyliberalistiske idealer.
Dan Jørgensens formidable svar var et manifest for den danske konkurrencestat.
Videoen er eksempel på den ambivalens, som kendetegner debatten om det, forskeren Ove K. Pedersen har kaldt konkurrencestaten, og som har præget Informations serie om temaet.
På den ene side er vi stolte, når amerikanske forskere og politikere siger, at man skal til Danmark for at realisere den amerikanske drøm.
På den anden side kan liberalisterne ikke lide ordet stat, og de venstreorienterede er modstandere af konkurrencedyrkelsen.
På den ene side har skiftende regeringer i flere årtier begrundet store reformer med den globale konkurrence og kravene til en lille åben økonomi på det globale marked. På den anden side var det nærmest en skandale, da Bjarne Corydon som finansminister satte ordet »konkurrencestat« på og sagde, at han troede på det.
På den ene side er det åbenlyst, at Danmark har præsteret en langt bedre balance mellem social retfærdighed, tryghed og frihed til at realisere sig selv end andre vestlige samfund.
På den anden side er generationer vokset op med livsødelæggende lidelser knyttet til præstationskultur og konkurrencekrav. Det er ikke lidelser skabt af staten, men af den kultur, som konkurrencestaten bygger på og appellerer til.
Vi har udviklet en offentlig sektor, som er produktiv, effektiv og imponerende velfungerende. Men vi har også en gruppe af offentligt ansatte, som er slidte af reformer, omstillinger, dokumentationskrav og effektiviseringer.
Finansministeriets styring, teknokrati og økonomisme er ifølge Ove K. Pedersen forudsætningen for, at velfærdsstaten kan videreføres som konkurrencestat. Men teknokrati og økonomisme har også ifølge Pedersen udviklet sit eget illegitime herredømme. Velfærdsstaten er blevet et anonymt administrationsvælde.
Ubehaget ved ordet ’konkurrencestaten’ er ikke irrationelt. Det afslører, at det, der skulle være et middel, er forfaldet til et mål i sig selv. Vi har lavet en administrativ succes, som er en politisk fiasko, hvor vi skammer os over den præcise betegnelse for vores politiske projekt. Konkurrencestaten.
Hvis vi skal være stolte over ordet for den politik, vi fører, skal vi gøre den administrative succes til et middel for at realisere højere politiske mål.
Vi drømmer om, at den næste danske politiker, som bliver en verdensstjerne på YouTube, fortæller, hvordan danskerne tog økonomien tilbage. Lavede en politik, som gør borgerne fri til at bestemme selv og sammen og en økonomi, som var bæredygtig og grøn.
Er der håb for konkurrencestaten?
Konkurrencestaten har fejl, der skal rettes op på, indrømmer professor emeritus Ove Kaj Pedersen i ny bog.
Men der er håb for fremtiden, hvis den politiske midte i dansk politik tager sig sammen og formulerer den ideologi for konkurrencestaten, som altid har manglet, lyder det. I stedet har den årelange kritik af den succesrige konkurrencestat været med til at true velfærdsprojektet og næret populismen, mener han.
I denne serie taler vi med kritikere og politikere om, hvorvidt der endnu er håb for konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen påstår.
Seneste artikler
Der findes ikke en nødvendig politik
13. september 2018Ja, velfærdsstaten er presset af en global konkurrence, og der er nødvendige økonomiske mål, der må forfølges. Men det er ikke det samme som, at der eksisterer ét nødvendigt politisk svar på de udfordringer»Hvis regelregimet løsnede lidt op, ville det give plads til faglighed og nye ideer«
12. september 2018Som hospitalssygeplejerske er Marie Møllenborg førstehåndsvidne til, hvordan konkurrencestaten, som professor Ove K. Pedersen er aktuel med en ny bog om, ændrer den offentlige sektor. Men målstyringen og sparekravene viser manglende forståelse for hendes faglighed, mener hunTidligere FOA-formand: Konkurrencestaten har en udløbsdato
7. september 2018Fagbevægelsen har ikke gjort nok for at bekæmpe konkurrencestaten, siger FOA’s tidligere formand Dennis Kristensen. Men han ser konturerne af et velfærdsoprør tegne sig, og i det finder han håb for konkurrencestatens endeligt
Fed leder - Rune Den historie der virkelig kan bliver en "game-chancer" i verden hvis vi som Information opfordrer til - Tager økonomien tilbage under demokratisk kontrol. Et andet udtryk for fagbevægelsens store drøm fra Anker Jørgensen´s tid - økonomisk demokrati.
Herfra en opfordring til en "ægte" socialdemokratisk leder. Mette F. : Gør den drøm levende.
Det er ved den søde rødgrød længe siden Socialdemokratiet var venstreorienteret.
Fri os fra konkurrencestaten som får det værste frem i os !
Håbet er lysegrønt.
Der er jo tegn på at det "kunne" ske. Tænk på salget af ALKA (6mia. til strejkefonden) - fusionen af FTF og LO,fremtidige 3-partsforhandlinger mellem ligeværdige partnere,socialdemokraterne modstand mod New Public Management og arbejdsudbudspolitik med øget pensionsalder. Rigtigt er det at S har en masse lort fra fortiden med Thorning og Corydon (Vestager) men det ser unægteligt ud til at de vil ændre retning når man ser på den lange række af bøger der er kommet fra socialdemokrater + SF.
Det er jo lige til at blive nationalist af. Når staten Danmark sætter sig for at forbedre sine ratings, så lykkes det den det sgu.
Det er om ikke andet tegn på et stort talentmateriale herhjemme og dets store dedikation.
Individernes konkurrence er altså fandens hård. Ønsker vi så stor national succes, når prisen er individuelle tæsk?
Man "rater" for fanden ikke individer - men hele befolkningens evner til tilbagebetale lånte penge i form af udstedte statsobligationer. i Danmark tilfælde den højeste troværdighed : AAA dvs. meget lave renter. Det Danske Bank kunne låne billige dollars på da de også dengang var på røven. Jeg mener den danske stat garanterede for 4.000 mia. i diverse bankpakker - med sin AAA-rating hvor Danske Banks aktier havde junk-status.
"en politik, som gør borgerne fri til at bestemme selv og sammen og en økonomi, som er bæredygtig og grøn"
Nøgleordet er selvstyre. EU brygger i øjeblikket på overnational lovgivning omkring barsel og dagpenge. Hvordan skal vi gøre verden bedre, når vores velfærdssystem udhules ved at vi mister kontrollen over regionale udbetalinger med begrænsede lokale indbetalinger ?
Hvordan hænger de frie markedskræfter, konkurrencestat og de menneskeskabte klimaforandringer sammen med Brexit, populisme og det politiske opbrud, vi ser i USA og Europa?
Hvad stå Donald Trump for?
Hvad bringer håb ved den førte politik?
I takt med fattige bliver flere i antal efter globalisering, afvikling af velfærd for en effektiv konkurrencestat*, vil ønsket om forandring sprede sig som ringe i vandet.
Der er frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, hvor nu Donald Trump i USA, er løftet om forandring, der er den enorme magtfaktor i Donald Trump disruption’ politik, om det faktisk forholder sig sådan, at Donald Trump ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang, på den lange bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt, de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.
Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.
Donald Trump siger han vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor kul afbrænding og olie afbrænding var fremtiden, hvor hvide amerikanere var en klasse for sig i samfundet, der var sikret privilegier alene af den årsag.
Denne voksende destabiliseret gruppe i befolkningen, vil have adgang til kortsigtede økonomiske gevinster, som de rige høster økonomisk ubegribelige rigdomme ved, på olie, gas og kul afbrænding, dem drømmer de fattige og udsatte om, at få større andel af.
Der er samme fundament, den danske syndebuk politik anno 2018 står på, den der skal holde Danmark fra en bæredygtig omstilling.
Og så for borgerne serveret ‘fake news’ uden journalistisk brug af kildekritik, i rigelige mængder, det er 100% kopieret Donald Trump stil.
Torsdag 30.08.2018 på tv, var det muligt at se Danmarks klimaminister Lars Christian Lilleholt blive rasende, over påstanden om Danmark ‘ikke’ længere, er et globalt forgangsland på klimapolitikken.
Klimaminister Lars Christian Lilleholt blev så rasende, at ministeren påstod, at det var til ‘stor skade’ for Danmarks økonomi og omdømme, at optræde på tv med den slags usandhed og løgnagtig påstand.
Danmark optager plads nummer 17 globalt.
The Climate Change Performance Index.
"Results 2018"
“While Denmark ranks 17th in the CCPI 2018, experts criticize that the current government cancelled plans for a coal phase-out as well as the existing reduction targets after taking office, which results in a relatively low performance in terms of climate policy. The country still ranks high in terms of renewables as well as regarding energy use due to positive trends in both categories.
Nonetheless, the low rating for Denmark’s 2030 emissions target and the country’s compliance with a well-below-2°C pathway, it receives a medium rating in that category.”
Link: http://germanwatch.org/de/download/20504.pdf
*De senest tal om fattigdom i EU fra Eurostat website.
‘People at risk of poverty or social exclusion’
16,7% af borgerne i Danmark.
23,5% af EU borgerne.
Link: https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/People_at_r...
PS.
Konkurencestaten er fattiggørelse af de udsatte.
Er ligeglad med andres følelser.
Tager ikke ansvar.
Har ingen respekt for sociale normer.
Tilsidesætter hensynsløst andres sikkerhed.
Får ikke dårlig samvittighed, føler sig ikke skyldig og føler ikke anger.
Det er altid nogen andres skyld eller noget andets skyld.
Det er ikke tale om en politik, der kan eller bør diskuteres på almindeligvis, der er tale om et menneskesyn.
Et menneskesyn desværre delt af mange danskere, bl.a. Socialdemokraten Dan Jørgensen, dagens regnedrenge i finansministeriet og vores politiske flertal.
Hvilket denne accept af politiske fattiggørelse, af de mest udsatte i landet, for en minimal profit til de rigeste tydeligt demonstrer.
Konkurencestaten i den globaliserede verden, dækker de rige, men her er lidt om resten af befolkningens skæbne.
I standard-økonomisk tankegang er arbejdsudbuddet, det samlede antal timer, som de blå økonomisk funderede politikere (S og V mf.) mener personerne i en befolkning, ønsker at arbejde ved en given realløn, (altså udbuddet af arbejdskraft, ikke udbuddet af jobs), hvor den generelt blå økonomisk funderede, har den opfattelse, at de fattige bogstaveligt talt ’skal’ være sultne nok til ethvert job der tilbydes, precist så sultne, at de fattige ideelt må tage to job, for at holde sulten fra døren, et der betaler huslejen og så et job nummer to, der ’næsten mættet familien’, så de blå økonomisk funderede, har en befolkning, der kan være konkurencedygtigt på produktions enhedspriser i forhold til f.eks. polske teenagers løn og arbejdsvilkår og fortsat ikke helt mætte.
Sandheden om Konkurrencestaten, var og er, 'religiøs politisk fokusering' på velfærdsbesparelser, der skal øget uligheden for billigere arbejdskraft.
Denmark har ændret brand de senere år. Engang var vi de demokratiske og freds-indstillede, så de lykkelige. Al det har ændret sig. Jeg tror ikke ikke en gang der er nogen der har hørt om the Competition State - andre end os selv. Eller flexecurity for den sags skyld.
Vores bidrag til verden udenfor de senere år et burqa ban, no refugee resettlement quota, The Ugly Duckling: Denmark's Anti-Refugee Policies (Huff Post), Pia kjærsgaard, solitary confinement og reform of the European Convention on Human Rights..
Men det er da altid noget at Dan Jørgensen kan sætte en tredie rangs FOX-journalist på plads!
"På den ene side er vi stolte, når amerikanske forskere og politikere siger, at man skal til Danmark for at realisere den amerikanske drøm."
Den amerikanske drøm består i tesen om gadefejeren som gennem hårdt arbejde, talent og motivation kan blive millionær gennem et kortere eller længere livsløb, subsidiært ved et tilfælde.
Når Dan Jørgensen og andre spiller med på at Danmark har realiseret disse drømmende principper - og desuden frembragt en 'administrativ succes', kan det da kun bekymre at vi på den anden side netop slås med kolosser på lerfødder; vores skattesystem er sønderskudt, vores sundhedssektor plages af byggeskandaler og gigantiske besparelser, skole- og uddannelsessektorerne kæmper en kontinuerlig overlevelseskamp, vores etat er på flere måder blevet en stat i staten, vores udenrigspolitiske kurs er aggressiv og den demokratiske kontrol med vore politikere (som stedse øger magtdistancerne og favoriserer sig selv) er nedadgående. Erhvervslivets indflydelse er voldsomt stigende. Politikerleden blomstrer, og danskerne diskuterer mest af alt flygtninge - mens uligheden støt stiger.
Det er meget forståeligt at Dan Jørgensen støtter sit forsvar af Danmark på målinger fra, i det store og hele, temmeligt neoliberale institutter - men det ville nu have klædt ham at give en lidt mere autentisk beskrivelse af Danmarks befolknings situation og behov ... foruden at vedgå at en række af de positive faktorer, som Danmark kan fremvise ved festlige lejligheder, i vid udstrækning hidrører fra netop socialt/socialistisk funderede samfundsprincipper.
De ting Dan Jørgensen fremhæver er jo ikke opnåede under Fogh og Løkke, det er ting som blev grundlagt for længe siden. Gratis uddannelse, SU, Offentlig børnepasning, så kvinderne kunne komme godt uddannede på arbejdsmarkedet. Så det har intet med konkurrencestaten at gøre, Fogh og Løkke ønsker jo netop at nedbryde disse sociale goder.
Dan Jørgensen skulle også have tage Venezuela i forsvar. Det havde klædt ham....
Konkurrencestaten udgør et brutalt og systematisk ødelæggende angreb på alle de ting vi er stolte af i Danmark - på alle de ting som udlandet roser Danmark for.
Det er en absurd situation at Danmark høster international anerkendelse for netop de ting et samlet folketing målrettet har forsøget at nedbryde gennem de sidste 30 års neoliberalt hærværk.
At Ove K Pedersen og andre repræsentanter for landets intelligentsia ikke har forstand eller vilje til at forstå dette, er bare yderligere sørgeligt og fortvivlende.
Uden at gå i detaljer med den politike situation i Venezuela, det smukke vidunderlige Venezuela, jeg savner og håber så inderligt meget, må få en fremtid bygget på andet og mere en olie og korrupte politikere, så er der en ufravigelig sandhed om politik i Venezuela, der ikke må glemmes.
Før det nuværende og forrige korrupte styre, var der et højreorienteret korrupt styre, der banede vejen for de efterkommende.
Netop, Aske Bjerre-Larsen. Om noget var velfærdssamfundet noget, som ikke taler til tidens politikere, fordi det ikke er et præstationssamfund, udover hvad samfundet selv formår.
Velfærdssamfundet sikrede dem, der bare passede deres arbejde dag for dag, en ordentlig tilværelse, samtidig med at det gav mulighed for, at den enkelte kunne uddanne sig efter lyst og evner til at udleve sin færdigheder til egen og samfundets gavn.
Mest beskyttede velfærdssamfundet dog det civile, aktive liv, som giver den enkelte frihed til indenfor fællesskabets grænser at udøve det, der giver mennesketilværelsen i vores del af verden fylde - og det er ikke ved overdrevent forbrug, tværtimod.
@ Philip B. Johnsen
16. september, 2018 - 15:16 :
"Før det nuværende og forrige korrupte styre, var der et højreorienteret korrupt styre, der banede vejen for de efterkommende."
Det er ramt i plet, Philip B.
Iøvrigt er det ligemeget, om magthaverne kalder sig konservative, liberale, kommunister eller socialister, såfremt de udøver deres magt ved korruption, grådighed og ligegyldighed overfor befolkningen. Det er ét fedt.
PS. Jeg begræder også Venezuelas desperate situation, og håber på at landets fremtid byder på andet end denne desintegration vi ser i øjeblikket.
"Vi drømmer om, at den næste danske politiker, som bliver en verdensstjerne på YouTube, fortæller, hvordan danskerne tog økonomien tilbage. Lavede en politik, som gør borgerne fri til at bestemme selv og sammen og en økonomi, som var bæredygtig."
Og indtil til frelseren står frem for folket (vi) giver det god mening at samtale om, hvad det så vil sige.
Jeg kan kun gentage mig selv. Det handler om udfra et globalt helhedsorienteret perspektiv at designe den logistik, som sørger for at planetens indbyggere får dækket deres basale behov. Det må være udgangspunktet - at identificere systemfejlen som forhindrer dette indlysende. Og med dette in mente samtidig arbejde på det lokale plan.
Når de basale overlevelsesbehov ikke længere forstyrrer, kan den enkelte få frihed til at leve sit liv.
Det er så det, vi skal snakke med magteliten om.
Konkurrancestaten skipper samfundets fundament; i.e. fælles samfundsstrukture, fri adgang til uddannelse, velfærd for alle, "de største skuldre, bærer de største byrder", osv.
Konkurrancestaten dyrker egoet, opbygger en stat i staten, som gives ridefoged beføjelser til fri forfølgelse og afstraffelse af de værdiskabende individer. Den glemmer, hvem der skaber samfundets værdier og hvem der betaler embedsværkets og burokratiets underhold.
Urkomisk!
Man kunne også lige erindre, at et hus i splid med sig selv er et svagt hus. Det menneskelige kollektivs trivsel og fremgang er således kolossalt hæmmet af dets indbyrdes stridigheder, af egoernes kamp om magten. Når den fjerde hjernes nye bevidsthed har manifesteret sig tilstrækkeligt, vil konkurrencestaten blive betragtet som et primitivt stade, vi heldigvis har lagt bag os.
Som andre har bemærket, så virker det besynderligt, hvis konkurrencestaten skal have kredit for de ting som DJ fremhæver i sin video.
Konkurrencestaten er måske en fin teoretisk tilgang til tingene, men i praksis indtil videre i Danmark virker den mere som det dække man bruger, til langsomt at privatisere profit fra samfundsvigtige institutioner og opgaver.
Arbejdet fortsætter tilsyneladende med at forringe kvaliteten af både uddannelses- og sundhedssektorerne gennem politiske krav og nedskæringer, så man senere kan pege på den forringede kvalitet som årsag til, at sektorerne bør konkurrenceudsættes (eller hvad ord man nu måtte bruge til den tid).
Og hvordan går det egentligt med privatiseringen af den danske vandforsyning? Har vi snart fået det solgt til Nestlé på baggrund af anbefalinger fra McKinsey og Goldman Sachs?
Vi har fået "nødvendighedens" politik. Tilpasningen til omverdenen i målbare resultater. Nødvendigheden bliver aldrig forklaret af vores politikere, men kun konstateret, som noget, der giver sig selv. Der er en kerne i vores liberale, kapitalistiske demokrati, der handler om kontrol ved hjælp af frygt for forestillede (drømte) farer, der legitimerer "management" politiker. Man skal se til USA for virkelig at forstå, hvad det er der foregår. Den amerikanske politiske filosof Sheldon S. Wolin har beskrevet teorien bag, hvad det er der sker, når vi får spejlvendt totalitarisme, start her: https://en.wikipedia.org/wiki/Inverted_totalitarianism
I en konkurrencestat må individet nødvendigvis være underlagt kollektivet. Altså individet eksisterer for systemets skyld. At socialdemokrater kan se sig selv i sådan et verdensbillede kan der være noget logik i. At borgerlige partier ikke tager et voldsomt oprør mod begrebet er mere underligt. At en avis i den grad så ukritisk støtter en så problematisk kontruktion som konkurrencestaten, er derimod dybt problematisk. Hvem skal så agere vagthund, når Information og Politiken ikke længere er systemkritiske. JP er jo bare altid sure når det ikke er V der sidder på magten, mens Berlingeren bare generelt er blevet sure. Information misteede lige her sin berettigelse.
Martin Thomsen, konkurrencestatens fortalere hævder at konkurrencestaten jo lige så godt kan være til for borgeren og fællesskabet, sågar hele velfærden, som for sig selv. Den polemiske platform, som bl.a. Ove Kaj Pedersen søger at etablere, handler netop om dette - og det bondesnu ved manøvren er at mange overser at både konkurrencestaten, borgeren, fællesskabet og velfærden er til for at der kan akkumuleres endnu mere kapital til markedet.
Vi er jo netop ikke længere stolte af den danske model - for den findes ikke, der er meget flexi og ingen security tilbage af blot den modificerede udgave, Nyrup og Karen Jespersen gav os i 90erne. Men for os i Danmark er det nu engang statens eneste rolle at sikre den enkelte imod konsekvenserne af sociale begivenheder, dette er årsagen til at stå op og gå på arbejde hver dag - ja, hele årsagen til, at det kan lade sig gøre for den enkelte at stå op og gå på arbejde hver dag, uden at skulle bekymre sig om, hvad morgendagen måtte bringe af sygdom og arbejdsløshed.
Og med bankernes hvidvask skandaler bliver det jo endnu en gang understreget med uigendrivelig tydelighed, at påstanden, 'enhver der vil kan', er en stor fed løgn. Det er banditter i habitter, som undergraver den nødvendige miljø-og socioøkonomiske kontrakt, og det er denne ene procent og deres lakajer, som på bekostning af resten svælger i privilegier betalt med fællesejets ressourcer. Røveri ved højlys dag.
Jeg ønsker ikke at advokere for, at disse mennesker på afveje skal straffes. Ansvarsplacering er i disse sammenhænge en yderst speget og langvarig affære, som vi ikke har tid til forsinker omstillingsprocessen. Med frit lejde og disse synderes tilbud om forbedring kan vi måske komme videre.
Et krav om, at der sættes en stopper for deres praksis, må dog være uomgængeligt og ufravigeligt.
Læs karsten køllikers pointer om sammenhængen mellem amerikansk interesse for danske banks hvidvask og den russiske gasledning
https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=1830212623681898&id=10000079...