Leder

Erdogans udenrigspolitiske fiasko

Hensigten med et topmøde mellem Ruslands, Irans og Tyrkiets ledere var at nå til en aftale om Syrien, alle tre interessenter kunne leve med, men resultatet forblev status quo i den intetsigende sluterklæring. Tyrkiet, der repræsenterer oprørerne over for Ruslands og Irans støtte til Damaskus-regeringen, endte med at opfordre oprørsmilitserne til et nedlægge våbnene – og altså reelt kapitulere
Uheldigvis for Tyrkiets Recep Erdogan var der kamera på, da han, Irans præsident Hassan Rouhani og Ruslands Vladimir Putin mødtes i Teheran for at drøfte situationen i Syrien. Mødet udstillede endnu engang den tyrkiske præsidents svage udenrigspolitik.

Uheldigvis for Tyrkiets Recep Erdogan var der kamera på, da han, Irans præsident Hassan Rouhani og Ruslands Vladimir Putin mødtes i Teheran for at drøfte situationen i Syrien. Mødet udstillede endnu engang den tyrkiske præsidents svage udenrigspolitik.

Parspix/ABACA

10. september 2018

Det er ikke kutyme, at et topmøde tv-transmitteres på de nationale nyhedskanaler, men det var tilfældet fredag, da Irans præsident Hassan Rouhani, Ruslands Vladimir Putin og Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan mødtes i Teheran for at drøfte situationen i Syrien.

Forbløffede tyrkiske seere blev vidne til Putins udstillelse af tyrkisk svaghed, da Erdogans forslag om en våbenhvile i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien venligt, men umisforståeligt blev affærdiget.

Erdogan forsøgte at afværge eller i det mindste udsætte Damaskus-regimets bebudede offensiv mod provinsens oprørsmilitser, der truer med at blive en humanitær katastrofe. 50.000 oprørere fra snesevis af militser gemmer sig mellem tre millioner civile og Erdogan forudser en ny flygtningestrøm mod nord, som vil føje sig til de tre en halv million syrere, der nu er i Tyrkiet, og han påpeger, at ’utilsigtede skadevirkninger’ vil dræbe titusindvis af uskyldige civile, hovedsagelig sunnitter som ham selv.

Topmødets ramme var den såkaldte Astana-proces for en politisk løsning i Syrien, der reelt har gjort FN’s Syrien-mægler, Staffan de Mistura, irrelevant. Astana-processens kerne er de direkte Syrien-interessenter, Rusland, Iran og Tyrkiet, mens dem mødet handlede om, Syriens præsident, Bashar al-Assad, og oppositionen, betegnende nok ikke var inviteret til tevand og lemonade i Teheran.

Hensigten var at nå til en aftale, alle tre interessenter kunne leve med, men resultatet forblev status quo i den intetsigende sluterklæring. Tyrkiet, der repræsenterer oprørerne over for Ruslands og Irans støtte til Damaskus-regeringen, endte med at opfordre oprørsmilitserne til et nedlægge våbnene – og altså reelt kapitulere.

Heller ikke Tyrkiets – og i øvrigt Irans – krav om eliminering af ’alle syriske terrorgrupper’, altså også de kurdiske YPG-styrker i de østlige enklaver, der er filialer af PKK – kom med i sluterklæringen. Putins knastørre konstatering var, at »eneste terrorområde er Idlib«. PKK er på Irans og Tyrkiets terrorliste, men ikke på Ruslands.

Tyrkisk militær rykkede ind i Idlib i oktober sidste år, primært for at isolere den kurdiske Afrin-provins fra de kurdiske enklaver øst for Eufratfloden. Efter aftale i Astana-kredsen etableredes den nordlige del som ’de-eskalerings-zone’, der samtidig fungerer som frirum for flygtninge, beskyttet af 12 tyrkiske ’observationsposter’ og tyrkiske styrker støttet af loyale militser i den ’Nationale Befrielsesfront’ bestående af jihad-militser og enheder fra FSA – Frie Syriske Armé.

Den sydlige del af Idlib er i hænderne på den al-Qaeda-relaterede al Nusra-milits, der dominerer paraply-netværket Tahrir al-Sham (TLS) med anslået 30.000 mand. TLS kontrollerer provinsens hovedby og den vigtige grænseovergang til Tyrkiet, Bab al-Hawa, samt strækninger på hovedvejene Damaskus-Aleppo og Aleppo-Latakia. Det syriske regime og russerne vil have hovedvejene åbnet og trænge TLS nordpå for at hindre drone-angreb på den russiske Hmeimin-flybase og russernes flådebase i Tartus.

Erdogans mål på topmødet var at afværge den syriske offensiv – eller i hvert fald skyde den til hjørne – for at få tid til at presse jihadisterne i TLS til at tilslutte sig den ’Nationale Befrielsesfront’ og dermed åbne op for en politisk løsning. TLS-lederen, Mohammed al-Gholani, meddelte imidlertid, at hans soldater vil kæmpe til sidste mand.

Den tyrkiske præsident vendte tilbage til Ankara uden at have fået i hverken pose eller sæk, med en erklæring om, at han ikke »vil affinde sig med et voldsomt regimeangreb«. Men han kan reelt intet stille op mod en syrisk offensiv, der uundgåeligt og trods alle hykleriske hensigtserklæringer vil medføre tab af uskyldige civile liv.

I et andet demokrati, end det han er præsident for, ville nogen gøre ham opmærksom på, at Tyrkiet nu ligger, som han har redt. Våbenleverancerne fra Libyen og Kroatien samt trafikken af internationale frivillige til jihad-oprøret allerede fra efteråret 2011 og til forleden dag – blev betalt af Golf-monarkierne, men leveret af Ankara, der sørgede for de fornødne faciliteter. Kalkulen var, at al-Assad-regimet ville kollapse på en halv eftermiddag. Men effekten var, at syrernes demokratiske oprør blev kvalt i blod og landet smadret med 400.000 dødsofre.

Den fejlslagne udenrigspolitik understreges af Erdogans krise med USA – han har ingen betydelige venner, der kan presse Putin til at skåne Idlib. Ydmyget for åbent tv-kamera i Teheran – ifølge Ankara angiveligt en ’iransk fejl’, selvom alle ved, at den slags fejl begår iranerne ikke – er Erdogan uden manøvremuligheder. Det bedste, han kan gøre er at blive i den nordlige del af provinsen og etablere en zone til den forventede flygtningestrøm. Det kan begrænse tabene. Men under alle omstændigheder er tab af uskyldige liv uundgåelige – og ubærlige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Det er påfaldende, at hverken EU eller USA deltog i Teheran topmødet.

USA har helt bevist valgt at trække sig tilbage fra indsatsen i Mellemøsten.
Præsident Trump gider slet ikke alle de problemer -
og hvem kan bebrejde ham det, når man betragter resultaterne i Afghanistan & Irak ??

Det har altid været sådan, at EU ikke kan noget, når det kommer til væbnede konflikter, så det er forventeligt, at EU ikke bliver indbudt til topmødet.

EU kommer derimod utvivlsomt til at bidrage til genopbygningen af Syrien både med penge og udsendte folk; men hvad så med tropper til beskyttelse af de udsendte folk og de hjemvendte syrere ??

Tja - det er helt sikker ikke noget PESCO kan magte; men hvem kan så ??

Nato uden USA er lige så forvildet som PESCO, så svaret blæser i vinden.

Bl.a. The Wall Street Journal formidler en historie om at den amerikanske regering ved at Assad på forhånd har godkendt at at den syriske hær anvender klorgas i offensiven i Idlib, selvom klor er et meget ineffektivt kemisk våben, specielt i angreb - og selvom Assad udmærket er klar over at amerikanerne, briterne, franskmændene og israelerne forbeholder sig retten til at angribe militært, hvis der kommer forlydender om at den syriske hær anvender kemiske våben.

Der er ingen grænser for hvor ubegavet, vi/verden skal tro at den britisk uddannede øjenlæge er. Han forstår ganske enkelt ingenting, hverken når det kommer til krigsførsel eller international politik.

"WASHINGTON—President Bashar al-Assad of Syria has approved the use of chlorine gas in an offensive against the country’s last major rebel stronghold, U.S. officials said, raising the prospects for another retaliatory U.S. military strike as thousands try to escape what could be a decisive battle in the seven-year-old war."
https://www.wsj.com/articles/u-s-says-syria-plans-gas-attack-in-rebel-st...

Flere kilder fortæller at russerne forbereder indsættelse af mange landtropper, såvel fra luften som fra vandet - og tyrkerne rapporteres at være i færd med at indsætte større konvoyer af tunge våben i Idlib.

Trump's nationale sikkerhedsrådgiver melder at man er i færd med at koordinere mulige angreb på den syriske hær og regering, i fald der opstår forlydender om kemisk krigsførsel.

Det kan begynde at se vanskeligt ud at undgå en større konfrontation, som vil være yderst vanskelig for den syriske regering, russerne og iranerne. Og en absolut katastrofe for landet.