Siden borgerretsbevægelsen, den seksuelle revolution og kvindefrigørelsen i 1960’erne og 1970’erne er Det Demokratiske Parti gradvist blevet mere afhængigt af stemmer fra mindretalsvælgere, kvinder og unge. Men denne afhængighed er ikke fuldt ud blevet afspejlet i hverken Kongressen, byråd eller delstatsregeringer. Demokratiske politikere er stadig overvejende hvide mænd.
Valget af den misogyne og racistiske Donald Trump til USA’s præsident i 2016 synes at have udløst et opgør i Det Demokratiske Parti. Utålmodige demokratiske vælgerne mener, at de magtfulde hvide mænd i Kongressen er for forsigtige og kalkulerende i deres håndtering af præsidenten og Det Republikanske Parti. Der bliver ikke gjort nok for at stoppe en reaktionær politik.
Derfor har dette års demokratiske primærvalg budt på overraskende sejre til rebeller, der enten kalder sig »socialister« eller »progressive« og i særdeleshed fremhæver deres sociale baggrund og identitet. Det første stjerneskud var socialisten Alexandria Ocasio-Cortez, der i et primærvalg i New York juni besejrede et mangeårigt midtsøgende kongresmedlem.
Hun er sikker på at kunne overtage pladsen i Kongressen, fordi valgkredsen er en højborg for Det Demokratiske Parti.
Tirsdag gentog en sort kvindelig lokalpolitiker i Boston kunststykket. Ayanna Pressley, 44, slog den progressive demokrat Mike Capuano i en af USA’s mest venstreorienterede valgkredse, hvor John F. Kennedy i sin tid blev valgt som til Kongressen. Hendes sejr er opsigtsvækkende. Capuano ligger ude på Det Demokratiske Partis venstrefløj, så de to politikere er stort set enige om alt.
Men i løbet af de 20 år, Capuano har siddet i Kongressen, er de etniske mindretal i valgkredsen kommet til at udgøre flertallet. Mike Campuano mistede tilsyneladende forbindelsen til sin base. Pressley har derimod som medlem af byrådet i Boston kæmpet hårdt for sine vælgeres sociale og økonomiske rettigheder. Hun er vokset op under kummerlige forhold i Chicago som barn af en enlig mor. Hun har været offer for voldtægt og racediskrimination. Og så er hun karismatisk og udrustet med en skarp tunge.
Pressley er ikke erklæret socialist. Hun er aktivist og siger: »Dem, der er tættest på smerten, bør være tættest på magten.« For hende er politik en profession, der skal forvaltes af mennesker, der ved, hvad det betyder at vokse op uden privilegier.
»De fortæller os, at vi må vente på, at det bliver vores tur. Men vi vil ikke vente på forandringen længere,« sagde Pressley til sin valgfest tirsdag.
Så bliver protesten mod Trump en afgørende faktor - den politiske bestræbelse fokuseres på en mand, som blot er en kulissefigur. Demokraterne afslører fudstændigt den samme populisme som de beskylder Trump for at besidde, og det er vel nogenlunde sådan, amerikansk politik er - og meget længe har været. In the land of the thief and the home of the slave.