Folketingets åbning i dag markerer ikke bare et nyt år for det arbejdende folkestyre, men også et valgår, hvor i hvert fald LO godt ved, hvad der skal kæmpes om: en styrkelse af dagpengene.
Det gør fagforbundet opmærksom på i en ny kampagne, som skydes i gang i anledning af åbningen, og som ikke mindst socialdemokraterne kan hygge sig med at studere i pressen, på de sociale medier og i annoncer de kommende dage.
Deres formand Mette Frederiksen spurgte nemlig retorisk på partiets kongres forrige weekend:
»Er vi blevet mere klassiske socialdemokrater, når det kommer til fordelingspolitik?«
Formanden mener ja. LO samt flere socialdemokratiske folketingskandidater, heriblandt Danske a-kassers direktør, Verner Sand Kirk, mener tydeligvis, at skal der mere end tom snak og Corydon-Thorning-bashing til, så er en styrkelse af dagpengesatsen eller den såkaldte kompensationsgrad en oplagt mulighed for at omfordele fra top til bund.
Skåret ned til »nervespidserne«
Overvismand Michael Svarer advarede allerede i februar om konsekvenserne af det, der er blevet kaldt salamimetoden med henvisning til, at der skæres bid efter bid af den pose penge, en lønmodtager skal bruge til at betale regningerne med, hvis hun bliver arbejdsløs.
Ifølge Det Økonomiske Råd udgjorde dagpengesatsen 63 procent af gennemsnitslønnen i industrien i 1980. I dag udgør dagpengene 47 procent af en gennemsnitsløn. Og i 2025 vil de kun udgøre 44 procent af en gennemsnitsløn i industrien, lyder rådets prognose, der bygger på fremskrivning af tal fra Danmarks Statistik.
En ny undersøgelse foretaget af LO i forbindelse med kampagnen viser, at fire ud af ti løn- og dagpengemodtagere erklærer sig uenige i, at dagpengesystemet giver tryghed omkring deres økonomi. En cirka lige så stor andel svarer, at de føler, at systemet giver dem nogen eller høj grad af tryghed.
Konsekvensen af den dårligere forsikring kan ifølge overvismanden være, at danskerne vil begynde at kræve mere jobbeskyttelse.
Dermed er der risiko for at hæmme fleksibiliteten i den danske flexicuritymodel, hvor det er let at hyre og fyre medarbejdere. En risiko som de er yderst bevidste om i Dansk Industri, hvor direktør Karsten Dybvad i foråret gav klar besked om, at dagpengesystemet er skåret ind til »nervespidserne«. Flexicuritymodellen er afgørende for erhvervslivets muligheder for at tjene penge, derfor skal det nuværende niveau bevares, mener DI.
S-toppen holder sig tilbage
Men udhulingen af dagpengesystemet sker faktisk pr. automatik, som også a-kasse-direktør Verner Sand Kirk har gjort opmærksom på, fordi det allerede er lagt ind i systemet, at dagpengene i løbet af de næste fem år får et yderligere efterslæb på godt fem procent i forhold til lønudviklingen.
Desuden får afstanden mellem de ledige og de beskæftigede et nøk til med de vedtagne beskæftigelsesfradrag til dem på arbejdsmarkedet, mens den aktive aktiveringsindsats, der skal hjælpe de ledige videre i job, også beskæres kraftigt.
Endelig øges uligheden yderligere af, at danskerne i stigende grad forsikrer sig mod hullerne i deres sikkerhedsnet.
Trods sund økonomi og faldende arbejdsløshed er antallet af personer, der har tegnet forsikring mod arbejdsløshed, steget fra 2016 til 2017, skriver Politiken. En ordning, som 3F’s medlemmer ifølge deres forbundsformand Per Christensen aldrig vil kunne komme i nærheden af, fordi deres risiko for at blive ledige er alt for høj.
CEPOS’ direktør Martin Ågerup ser derimod intet problem i dagpengesatsernes udhuling, da man jo bare, som danskerne allerede gør, kan tegne en privat forsikring.
I P1 Morgen mandag havde Ågerup dog svært ved at svare på, hvorfor det faktum, at flere tegner forsikring, ikke er et problem for den motiveringseffekt, der ifølge CEPOS er hele ideen med beskæringerne i dagpengesystemet.
Foreløbig har S-toppen holdt sig tilbage i forsvaret for dagpengesystemet. Det bliver forhåbentlig ikke muligt i en valgkamp, som Mette Frederiksen selv har indikeret skal handle om økonomisk omfordeling. Det er nemlig ingen sag at kæmpe for mere social lighed, hvis man altså vil.
Jeg ville nu heller at der kigges på systemet end pengene lige nu.
Vi har en høj stigning i sygemeldte med stress og folk tvinges til at tage jobs de ikke er kvalificerede til og forhindres i at leve op til deres ansvar om at fravælge de ukvalificerede og uetiske.
Vi har spillerer på markedet der direkte og nærmest åbenlyst går efter at lukrer på enten gratis eller løntilskud arbejdskraft.
Ingen rettigheder for arbejdstagere og ingen kontrol med arbejdsgivere.
Man kan ikke påstå at der er megen flexicurity over det nuværende system. Det er hysterisk skrankepaveri blandet med en meget begrænset og modvillig hjælp.
Hvis nogen påstår, at Socialdemokraterne hører til rød blok, bør de nok hurtigt opsøge en læge.
Man kan jo kalde tingene hvad man har lyst til i nutiden.
Nedskæringer kaldes reformer. Almene boligområder kaldes ghettoer. Liberalister kalder sig liberale. Lederansvar kaldes man det, at de som ikke passer deres arbejde, får et gyldent håndtryk, når de må forlade jobbet fordi fadæser bliver opdaget.
Sproget flyder.
Det gør moralen også.
Hvis man fordeler pengene rigtigt første gang behøver man selvsagt ikke omfordele.
Man kan ikke købe lykken for penge - men man kan købe noget, der ligner den til forveksling.
Fx er tryghed en forudsætning for at være lykkelig.
Mette F. må op på dupperne og smøge ærmerne op til armhulerne, hvis hun virkelig mener at vi skal have velfærdssamfundet tilbage. For det er så ødelagt efterhånden, at kun de rigeste mener vi stadig har det.
Og spørgsmålet er, om damen har intentioner om at levere en gennemgribende omfordeling, eller det bliver alla "Jeg vil være børnenes minister, og stemmer derfor for flere anbringelser og at børn ned til 10-års alderen kan blive placeret i lukkede institutioner på ubestemt tid".
Hvis Socialdemokratiet i sandhed var så meget imod borgerlig politik, hvordan kan det så være, at de generelt stemmer sammen med dem?
"Mette Fredriksen - den statstro og børnehavepædagogen for voksne."
Hvilken rammende karakteristik, Leo ;-)
Lad os nu lige få styr på begreberen som nu ‘den sunde økonomi’.
Folketinget kalder begravelse af demokratiet i dag, for en fejring, kun afsløret af tørre tal, gennemarbejdet statistik og mere en hundrede år med videnskabens advarsler om manglede bæredygtighed.
Pointen er enkel når alle de politiske ‘fake news’ er trukket fra, der er ikke et demokratisk flertal for at give personlig afkald på det behagelige liv, i den udstrækning som at det vil kræve, for at sikre vores egne børn en værdig fremtid.
Når politikere som de er flest og flertallet af vælgerne taler om virkeligheden, er det ikke den ‘alternative virkelighed’ i deres ‘fake news’ verden af kollektiv løgn og bedrag i den økonomiske fantast verden, hvor der ingen konsekvenser er af selvbedraget.