Leder

Drabet på journalisten Jamal Khashoggi er mordsagen, der nægter at forsvinde

Det er seks uger siden, at den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi blev myrdet på konsulatet i Istanbul. Trods det, er omstændighederne omkring den gådefulde misgerning stadig uklare, og hverken USA eller EU synes parate til at straffe kronprins Mohammed bin Salman
CIA har konkluderet, at drabet på journalisten Jamal Khashoggi blev beordret af den saudiske kronprins Mohammed bin Salman. Her ses kronprisen til Saudi-Arabiens konference Future Investment Initiative kort efter drabet.  

CIA har konkluderet, at drabet på journalisten Jamal Khashoggi blev beordret af den saudiske kronprins Mohammed bin Salman. Her ses kronprisen til Saudi-Arabiens konference Future Investment Initiative kort efter drabet.  

Tasneem al-Sultan

19. november 2018

Hverken præsident Donald Trump eller den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, kan ryste mordet i Istanbul den 2. oktober på journalisten og den politiske aktivist Jamal Khashoggi af sig. Det er blevet til historien om en grusom forbrydelse, der ikke vil forsvinde fra forsiderne og som er slået om i en geopolitisk krise med centrum i Mellemøsten og med efterdønninger i USA, EU og på oliemarkederne.

Alle antager, at Mohammed bin Salman gav sine håndlangere ordren. Ingen kan forstå motivet til et statsligt organiseret bestialsk mord på en så kendt personlighed begået på udenlandsk territorium.

Khashoggi havde rigtigt nok kritiseret Mohammed bin Salman; han nærede sympati for kongedømmets ærkefjende, Det Muslimske Broderskab.

Men det er næppe en brøde, som berettiger et mord i næsten fuldt dagslys med høj risiko for at blive afsløret og for at udarte sig til en international krise. Tyrkiet står på elendig fod med Saudi-Arabien og måtte derfor forventes at ville udnytte sin viden til at svække kronprinsen. Det er præcis, hvad der er sket.

Ydermere ved vi, at USA’s kongres er mere tilbøjelig til at afstraffe kongedømmet end Trump og hans svigersøn Jared Kushner. Og i denne weekend blev bevisførelsen forstærket af CIA-kilder, der fortalte The Washington Post, at kun Mohammed bin Salman kan have givet ordre til en så risikabel operation.

Indicierne er stærke. Der er en tyrkisk telefonaflytning af en udsendt kommando, som ringer til sin chef i Riyadh og beder ham rapportere, at operationen er gennemført. I en anden samtale skal Mohammed bin Salman have bedt USA-ambassadør Khalid bin Salman om at få Khashoggi til at henvende sig på konsulatet i Istanbul.

CIA konkluderer også, at kronprinsen har et godt greb om magten. Det betyder, at der skal skrappe USA-sanktioner mod Saudi-Arabien til for at afføde et paladskup. Trumps sanktioner mod de mistænkte drabsmænd i sidste uge er en tom politisk gestus. De sidder i fængsel. Samtidig fortsætter USA sine leverancer af missiler til krigen i Yemen.

Vi kender ikke Trumps og Kushners motiver til at holde hånden over kronprinsen. Nuvel, saudierne er en uundværlig allieret i USA’s kampagne imod Iran og en vigtig spiller på oliemarkederne. Men intet tilsiger, at Mohammed bin Salmans eventuelle efterfølger vil ændre kurs. Et eller andet ukendt stikker under i en affære, som ikke forsvinder foreløbigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • Poul Anker Sørensen
  • David Zennaro
  • Peter Beck-Lauritzen
Ole Frank, Poul Anker Sørensen, David Zennaro og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Hold fast, EU, for Trump er til fals for penge og dem er der mange af i Saudi Arabien. Håber ikke mord-sagen render ud i "sandet", for det er der også masser af. Men Erdogan kan også forfalde til Saudi-penge. Den øvrige verden er ligeglad, så hold fast EU, samt alle holdningsfaste journalister. Arrogance på et højt plan.

Torben Bruhn Andersen, Carsten Wienholtz, Ole Frank, Anne Eriksen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Peter Beck-Lauritzen

Hvis vi alene skal knytte håbet til EU, så kan vi godt glemme det.

EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, er der ingen, der regner med.

Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ole jakob Dueholm Bech og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Kan vi få en reaktion fra de 10.000-vis af journalister verden over? Kan de ikke rykke den agenda?

Peter Beck-Lauritzen, Ole Frank og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Men et tilsyneladende false flag angreb i DK udløser straks snak om flere sanktioner mod Iran, på trods af overholdelse af atomaftalen. Det stinker. I kampen mellem moral og penge, vinder pengene altid.

Jesper Sano Højdal, Peter Beck-Lauritzen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Carsten Mortensen, Carsten Wienholtz, Ole Frank, Jens J. Pedersen, Holger Madsen, Hans Larsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Hvis man ikke tør sætte navne på den eller de, der står bag mordet på Jamal Khashoggi, kan man jo i stedet vende ansigtet mod syd fra Saudi-Arabien. Mordene på utallige yemenitter, herunder børn, er der vist ingen tvivl om, hvem der står bag.

Peter Beck-Lauritzen, Torben Bruhn Andersen, Kjeld Jensen, Carsten Wienholtz og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Uanset hvem der er morderen og den skyldige bag, så håber jeg, at vedkommende bliver dømt retmæssigt.

En afgørende ting her, vil også være, at kunne vise verden, at penge ikke er over menneskeliv, uanset hvem man er. Det ville være et godt signal at sende, og i modsat fald, et katastrofalt signal at sende.

Søren Bro, Peter Beck-Lauritzen og Nille Torsen anbefalede denne kommentar