En fejde er brudt ud i Danmark. Den handler ikke om forskellige løsninger på klimakrisen, eller hvad vi stiller op med bankbanditterne, der snyder for milliarder.
Den handler om for og imod en metode, der skal få småbørn til at sove.
En gruppe kvinder har sat sig for at opkøbe og brænde bogen Godnat og sov godt, hvor søvnmetoden beskrives. Og de har fået forlaget Gyldendal, der står bag udgivelsen, til at sende bogen til revurdering hos eksperter. Noget, der trods alt ikke sker hver dag på et forlag.
Luna Munk, der er administrator i facebookgruppen ’Farvel til Godnat og sov godt-bogen’, siger til TV 2 om de aktionerende kvinders mål:
»Der er nogen, der er nødt til at forsøge at sætte en stopper for metoden. Vi føler, at vi har et ansvar for at være børnenes talerør.«
Godnat og sov godt blev udgivet i 2000, og bogen rådgiver forældre til at følge et fast skema for, hvornår de må gå ind til det barn, de forsøger at få til at sove, uanset om barnet græder eller ej. Formålet er at lære småbørn at falde i søvn uden at blive taget op igen eller puslet om. Nogle mener, det er en effektiv måde at sikre børn en god søvn. Andre mener – som kvinderne i facebookgruppen – at der er tale om omsorgssvigt af børn.
En del af livet
Det kan forekomme latterligt at afbrænde bøger i et vidensamfund anno 2018. Men måske er de forskellige vidensregimer og bogmarkedets mere eller mindre pseudovidenskabelige selvhjælpsbøger om opdragelse og børneomsorg netop anledningen til, at forældre i dag kan være usikre på, hvad der egentlig er godt for deres børn.
Ikke uventet finder forskerne, der ifølge TV 2 har undersøgt ’kontrolleret trøst’, som metoden kaldes videnskabeligt, frem til modstridende resultater, hvilket selvfølgelig blot kan forvirre forældre endnu mere. Nogle forskere affærdiger metoden som skadelig for hjernen og evnen til senere at kunne håndtere stress. Mens andre, der har lavet forløbsstudier, siger, at den er uskadelig.
Til gengæld er der noget grundlæggende på spil i synet på barnet og adskillelsen fra forældrene i fejden om Godnat og sov godt. I samme boldgade er ’samsovning’ blevet et andet af de store temaer inden for børneomsorg i disse år, hvor hele familien sover i samme seng med henvisning til, at det har fungeret i de præmoderne bondesamfund i århundrede. Men det var nok mere et praktisk behov dengang, end det var et hensyn til børnenes psykiske velbefindende og trivsel. I hvert fald blev børnene sparket ud fra både ’samsovning’ og hjemmet, så snart de skulle ud og tjene.
Det, Godnat og sov godt-metoden vel dybest set prøver at lære forældre, er, at adskillelse er en del af livet, og i søvnen adskilles vi fra vores forældre. Ingen vil vel hævde, at man skal sove i samme seng som sine forældre helt op i teenageårene.
Hvorfor skulle det så være en god idé for en to- eller femårig?
Ikke en facitliste
Adskillelse er et livsvilkår, og børneopdragelse har som mål at gøre børn til livsduelige mennesker. Det gør man ikke ved at skærme børn fra grundlæggende vilkår i livet, men ved at forberede dem på dem.
At betragte brug af Godnat og sov godt-metoden som omsorgssvigt er helt hen i vejret. Det samme er Gyldendals frygt for bogbrændinger. Det er nok de færreste forældre, der har ladet deres børn skrige i timevis. Mon ikke de bestemt har puttet dem igen og igen med beskeden om, at sengen er et godt og trygt sted at være og har taget voksenansvaret på sig i stedet for at hente glas vand nummer tre eller nusse en ekstra gang.
Godnat og sov godt er ikke en facitliste for det gode forældreskab. Som alle andre autoriteter skal den omgås kritisk og med sund fornuft.
Opskriften på det gode familie- og børneliv svinger med tidsånden, og forældreskab er blevet en værdikamp, som udspilles på avisernes debatsider, i forældrefora på nettet og i glittede magasiner. Længslen efter det nære og tætheden med børn kan være en måde at drage omsorg på og en forståelig reaktion på et stresset og karrierefikseret samfund, hvor familiens trivsel kan opleves som underordnet arbejdsmarkedets krav.
Hvis man vil forberede sine børn på livet, er det bare ikke i soveværelset, at den kamp skal tages.
Bogen brænder
Børn er bygget til at påkalde og vedholde forældres opmærksomhed mest og længst, helst altid, fordi de kan ikke kan være sikre på, de ikke vågner alene
Børn skal have tryghed, intelligent omsorg og opmærksomhed, når de beder om det. Punktum. Får de det, vil de i deres eget tempo gennemgå en naturlig løsrivelsesproces og selvstændiggørelse. Det bør enhver normal forælder vide.
Undskyld mig, men hvor er det dumt at tro noget som helst andet.
Uanset, at det forekommer som matriarkalsk hysteri at opkøbe bøger for derefter at brænde dem af, synes jeg trods alt at Facebook-gruppen har en pointe. Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ikke har læst bogen, kun omtaler af den. Og så vidt jeg forstår er bogens præmis, at børn protesterer indtil de får hvad de vil have, i det her tilfælde forældrenes opmærksomhed - altså at spædbørn på en eller anden måde skulle være beregnende eller udspekulerede. Eller manipulerende små egoister. Jeg tror det vil være meget svært at finde belæg for den præmis i udviklings-psykologien. Små børn, uden sprog, græder, når det gør ondt, når de er utrygge, ukomfortable eller sultne. I den forstand er den gode Mette-Line Thorup måske en anelse hastig med at nå frem til sin lidt firkantede konklusion.
Det er ikke en diskussion der startede med bogen 'Godnat og sov', den uoverensstemmelse var allerede i gang da jeg fik børn i '89 og '90.
Jeg mener ikke at børn skal græde sig i søvn, men det er ikke det samme som at de skal sove i forældrenes seng. Det kræver måske en ekstra indsats i starten, at stå op og få barnet til at føle sig tryg i sin egen seng, men det betaler sig i længden.
Super godt indlæg.
Vi brugte åben dør og fed musik som grådstopper og GodnatOle.
De kunne høre, vi var der.
Curling er måske ikke den bedste strategi. Kim Larsen eller Ummagumma - mindre end fem minutter.
Several Species Of Small Furry Animals Gathered Together In A Cave And G...
https://youtu.be/ICbbPSXUAmY
Skal lige siges vi har brugt dele fra bogen og barnet visen ingen tegen på ove last i sit 13 år. Bog afbrænding sender for mig et ubehageligt eller uheldigt signal. Det efterlader i hvert fald ikke meget plads til debat.
Et naturligt tidspunkt at sige "Godnat, og sov godt" på er, når barnet er gammelt nok til at forstå, at far og mor er lige i nærheden. Det forstår et spædbarn ikke. Dets hjerne tror, at det er helt alene i verden, så snart far og mor er ude af syne. Derfor har facebookgruppen, på trods af sine melodramatiske og fascistoide metoder, fat i den lange ende.
"Hvis en teenager skal sove for sig selv, hvorfor skal en to eller femårig så ikke"??- Øhh, fordi der ligesom er en meget stor forskel på teenagere og små børn... I øvrigt har det altid forekommet mig dybt mærkeligt, at et spædbarn, der lige har ligget helt tæt med sin mor inde i hendes mave, så -efter nogens mening - skal hen og ligge helt for sig selv, nå det er kommet ud i verden, -medens den voksne far og mor gerne må ligge og putte trygt med hinanden...
Uden at have den store holdning til lige den her metode, så synes jeg det er bekymrende med den stigende tendens til at forældre mener de har ret til at blandes sig i hvad andre forældre gør. Ofte på en meget agressiv måde. For et par dage siden så vi også en historie fra Sophie Linde der blev svinet til fordi nogen mente hun var hurtigt tilbage som vært på X-Factor. De fleste forældre gør nu blot deres bedste og gør det for det meste udmærket. At lave en krigserklæring mod alle der ikke gør ligesom en selv er da en underlig måde at agere på.
For et stykke tid siden så jeg en meme på facebook, der portrætterede en kvinde, der sad og læste en bog i sin sofa. Temaet var formentlig HPV. Teksten husker jeg ikke nøjagtigt, men pointen var knivskarp:
- Det tog forskerne 200 år om at forske og udvikle vacciner. Det tog en kvinde 200 minutter at bevise at de ikke virker.
Børn er forskellige, og det er deres forældres opgave at finde ud af, hvad der gør barnet mest tryg.
Metoder synes at have et klart formål, og det er fra begyndelsen at lære børn disciplin.
Præcis Steffen Gliese
Hvis ikke barnet sover for sig selv og forældrene kan sove uforstyrrede, kan de ikke stå op dagen efter og arbejde effektivt.
Hvis ikke barnet kommer i vuggestue hurtigst muligt, vil moren ikke kunne tage på arbejde og være effektiv.
Derfor skal afkommet disciplineres hurtigst muligt.
Fed debat!
TV viste i gør denne bog, og ikke mindst de 5 - 8 punkter, der skulle være gældende.
Min umiddelbare tanke var ved læsning af disse punkter, - det er skrevet af enten en kvinde eller flere der ingen børn har.
@ Mette-Line Thorup
Undskyld mig, men du kan umuligt have læst den bog du så frejdigt anmelder, for så ville du ikke have skrevet sådan :
"Det, Godnat og sov godt-metoden vel dybest set prøver at lære forældre, er, at adskillelse er en del af livet, og i søvnen adskilles vi fra vores forældre. Ingen vil vel hævde, at man skal sove i samme seng som sine forældre helt op i teenageårene.
Hvorfor skulle det så være en god idé for en to- eller femårig?"
Bogen omhandler ikke hverken teenagere eller 2-5 årige, men nyfødte spædbørn.
Der skrives at man skal ignorere barnet, selvom det brækker sig af gråd.
Det var nøjagtigt samme teorier, der kørte i 1950'erne med devisen "ro, renlighed og regelmæssighed".
Denne teori resulterede i eklatant omsorgssvigt, fx på børnehjem, hvor børnene lærte de ikke fik omsorg selvom de udtrykte behov derfor.
Idag ved vi, at det skader tilknytningen ubodeligt at skemalægge 'omsorg', og teoriens genopstandelse må skyldes glemsomhed hos folk.
Metoden er ligeså skadelig som tæsk og skældud.
Og selv to til femårige skal da have lov at putte i sengen hos mor og far. Hvis den naturlige løsrivelsesproces og selvstændiggørelse trækker ud, må forældrene se på, hvad det kan skyldes. At tvinge barnet til adskillelse er modbydeligt, og noget jeg troede hørte fortiden, den sorte skole og den slags til.
Det er klart, at i den moderne konkurrencestat er der stadig mindre tid til omsorg - men hvis man ikke har tid til sine børn, skulle man nok undlade at få dem.
Forældrekurser er en god ide.
Børn fra 50'erne fik "skader" det samme med dagen millennials, de er bare skadet på en anden måde, tiderne skifter. Det er "de unge mødre" som råber højt.
Og ikke for at hænge Luna Munk ud, men du er langtids ammer. Jeg er måske gammeldags, for mig er det unaturligt, at børn selv går hen til mor og snupper en tår. Forholdet mellem mor og barn/børn er for tæt og intimt, men sådan er vi jo så forskellige.
Millennials in the Workforce, A Generation of Weakness - Simon Sinek
https://youtu.be/QXWNChoIluo
@ Randi
Nu er det jo sådan at nogen er nødt til at arbejde og have lov til at sove
og så er det rart at anbringe ungen i sit eget værelse
Ja frede, når ungen er klar til det.
Men jeg er som sagt udmærket klar over, at i konkurrencesamfundets slavefabrik er menneskelig trivsel en luksus, som kun er de få forundt.
Det siger du - men du ved ikke hvordan det er i andre samfundslag,
end dine egne.
En udviklingspsykolog om samme emne:
Gordon Neufeld, PhD Psychologist and Author, explains how kids should not be allowed to cry themselves to sleep, and shares a few alternatives that will help them sleep and create a strong connection with the parents.
https://www.youtube.com/watch?v=tqi7RGwsBCQ
Personligt sov jeg meget bedre med min søn ved siden af mig, end jeg ville have gjort, hvis jeg skulle vade ind i et børneværelse for at amme og trøste. Desuden havde vi kun et soveværelse, så hvem er det der kun kender til forholdene i egne samfundslag, Frede J?
Efter nu af have set et utal af kommentarer med en afstandtagen til bogbrænding i diverse medier - og sidst denne helt meningsløse kommentar fra Mette-Line Thorup, der her demonstrerer en næsten pinlig uvidenhed om det lille barns livsvigtige behov for tilknytning til sine primære omsorgspersoner - vil jeg gerne slå fast:
DER ER IKKE I DENNE SAMMENHÆNG BRÆNDT EN ENESTE BOG.
Hele denne bevægelse i gruppen ''Farvel til Godnat og sov godt' begyndte med et møde mellem nogle mennesker, der havde erkendt, at denne bog er dybt skadelig.
Især fordi den bliver brugt.
Anvisningerne bliver fulgt -
og i visse tilfælde anbefalet af nogle sundhedsplejersker.
I forhold til den viden, vi har i dag om det lille barns livsvigtige behov for tilknytning til sine primære omsorgspersoner, valgte en gruppe mødre så at opkøbe brugte eksemplarer af denne bog på DBA og andre salgssteder.
Først og fremmest for at skabe opmærksomhed
om deres budskab om det dybt skadelige i
denne form for 'søvntræning'.
Og det blev til mange brugte bøger.
Og en dag er der så én, der kommenterer,
at det jo var vanskeligt at skaffe sig af med alle disse bøger -
og at man måske kunne samles om at
brænde dem på et Sct Hansbål til sommer.
Sådan!
DER ER ALDRIG BLEVET BRÆNDT EN ENESTE
AF DISSE BØGER.
ALDRIG ÉN ENESTE.
Men det var jo en fed kommentar at bruge
til at bygge en shitstorm op omkring,
Bogbrænding i Danmark!
Nåååååå, der er nok nogen,
der er i gang med sindelagskontrol.
Jaaaaa, der er nok nogle skøre madammer,
der ikke kan tåle, at der er nogen -
derude - i det virkelige liv -
der har en lidt anden mening.
Og så kom den ene TVudsendelse efter den anden
til at handle om bogbrænding.
Ja, såmænd.
For det er alt for smerteligt at forholde sig til,
at vi har indrettet os med et menneskefremmed samfund,
hvor OMSORGEN IKKE HAR NOGEN PLADS.
Et samfund, hvor BARNET IKKE HAR NOGEN PLADS
I ET LIV SAMMEN MED SINE FORÆLDRE.
For vi har hurtigt vænnet os til
at se det som et livsvilkår,
at både Far og Mor skal opholde sig
hele lange dage derude på Arbejdsmarkedet.
Så både Far og Mor skal være friske
til de hele lange dage derude på Arbejdsmarkedet.
Derfor har de naturligvis brug for at sove.
Og de skal tidligt op.
Så der er ikke plads til søvnforstyrrelser.
Det er jo alvorligt nok - for den enkelte.
For man kan jo blive ganske desperat,
hvis man ikke får sin søvn.
Og så alligevel skal holde til en hel dag på arbejde næste dag. Så er man modtagelig for 'gode' råd om 'søvntræning' -
også selv om de indebærer alvorlige svigt af det lille barn.
For kulturen tilpasser sig nødvendigheden.
Eller dét, Kulturen tror er nødvendighed.
Men det er ingen nødvendighed,
at Far og Mor skal befinde sig hele lange dage
8-9 timer
derude på Arbejdsmarkedet.
Det er slet ingen Nødvendighed.
Men det bliver ved med at være en Nødvendighed for de fleste, indtil vi - sammen - indser
at det ikke blot IKKE ER EN NØDVENDIGHED
men at det faktisk er dybt skadeligt for os allesammen.
Fordi en sådan livsform genererer så megen stress,
at et støt stigende antal mennesker
voksne og børn
bliver alvorligt syge.
Det er nu på tide, at vi stopper op
og tænker os om!!!
Vi skal - sammen - have lavet det her samfund om,
så det bliver godt for mennesker at være i.
Så det bliver godt for BØRN at være i.
Derfor blev gruppen 'Farvel til Godnat og sov godt' dannet.
Og det er derfor, vi nu skal og må tale om,
hvad det er for dybt skadelige påvirkninger,
vi - uforvarende - udsætter vore små børn for
ved - i afmagt - at udsætte dem for
en dybt, dybt skadelig 'søvntræning'
som anvist i bogen 'Godnat og sov godt'. - ♥♥♥
Allerede i år 1965 og før dette, men da var jeg for ung. Min mor brugte Benjamin spocks, bogen om barnet. og vi fik aldrig lov til at græde og blev aldrig slået.
Bogen om barnet, hvor der tydeligt stod at et barn havde brug for tryghed og ikke måtte græde sig i søvn. Forfatteren hed, Benjamin spock.
Senere læste jeg om børnehjemsbørn, der blev psykotiske, af at ligge alene og fik flaske og skiftet ble hver fjerde time. De børn lærte på det Svejtsiske børnehjem, at det ikke kunne betale sig at græde, og de gik ind i sig selv. Ingen berøring og kærlighed, men mad og ren ble. Det var hvad de fik, men sådan er det åbenbart også i dag. Gud forbyde det!
Hvad en psykolog/psykiater hed har jeg pt. glemt, men hun var en pioner. At man i dagens Danmark stadig intet har fattet er en gåde.
At flere herinde skriver at bøgerne er blevet brændt vidner om uvidenhed. Det er de ikke. Det skal forstås i overført betydning.
Når jeg i dag læser og ved fra egen datter med børn om hvordan børn i dag mishandles så bliver jeg meget ked af det.
Aldrig , aldrig skal et barn ligge i ensomhed og græde. Gråd er det eneste barnet ejer som kan vække forældre.
Vågn dog op alle I karriereforældre.
Vi bliver tudet ørerne fulde af angste, ADHD og diverse andre diagnoser på børn og unge som lider.
Se tilbage på de første år og se på vores elendige institutioner og arbejdsmarkedet, for så har I svaret . Det er faktisk let, hvis man har bare en lille smule menneskeforståelse og orker at mærke efter.
Om bogafbrænding finder sted eller det er i overført betydning, spiller vel ingen rolle. Ens tanker finder ordet censur og billeder fra 40'erne Tyskland.
Igen det efterlader ikke mange muligheder for dialog.
Det er da lidt komisk, at disse utilfredse kvinder giver penge til mennesker de foragter, fordi de benytter den forkerte putte-sove-metoder;)
Henrik, sikke noget vrøvl at det ikke efterlader muligheder for dialog. Du kan bare snakke løs, samtalen herinde er f.eks. vældig livlig - og provokationer kan måske vække konkurrencestatens frontsvin og søvngængere.
"Det, Godnat og sov godt-metoden vel dybest set prøver at lære forældre, er, at adskillelse er en del af livet, og i søvnen adskilles vi fra vores forældre. Ingen vil vel hævde, at man skal sove i samme seng som sine forældre helt op i teenageårene."
Er det ikke, hvad man kan kalde et bullshit-argument.
Min søn på 16 kan godt finde ud af at gå i seng alene, han foretrækker det ligefrem ;-)
PÅ TRODS af, at jeg i hans første par år var meget tæt på ham, som i en symbiose, og selvfølgelig ALDRIG lod ham i stikken, når han var ked af det.
Jeg tænker at omsorgssvigtet ligger i, at den påtvungne adskillelse i en så tidlig alder giver senere tilknytningsproblemer.
EN ØVELSE I TAVSHED
Den nydfødtes hud råber på urtidskontakten med en blød, varmeudstrålende, levende krop, men bliver viklet ind i tørre, livløse stykker stof. Lige meget hvor meget det skriger, lægges det i en kasse, og der udleveres det til en pinefuld tomhed, hvor der ikke er nogen form for bevægelse (for første gang i hele dets kropserfaring i løbet af dets evolutions millioner af år eller i dets lyksalige evighed i livmoderen). Den skriger og skriger; dens lunger, der ikke er vænnet til luft, bliver overanstrengte af hjertets fortvivlelse. Ingen kommer. Det er naturligt for den nyfødte at føle tillid til livets rigtighed, og den gør det eneste, den kan: Den bliver ved med at skrige. Til sidst sover den udmattet ind - efter en tidløs lang levetid.
Spædbarnet vågner i afmægtig angst for stilheden, ubevægeligheden. Det skriger. Det brænder fra top til tå af trang, af længsel, af uudholdelig utålmodighed. Det snapper efter vejret og skriger, til dets hoved er fuldt af lyde, og det dunker i det. Det skriger, til det gør ondt i brystet på det, og dets strube er hudløs. Det kan ikke holde smerten ud længere; dets hulken bliver svagere og hører op. Det lytter. Det åbner og knytter næverne. Det ruller hovedet fra den ene side til den anden. Ingenting hjælper. Det er uudholdeligt. Igen begynder det at skrige, men det bliver for meget for dets overanstrengte strube, og det holder snart op igen. Det gør sin af længsel martrede krop stiv, og oplever en antydning af lindring. Det fægter med hænderne og maser med fødderne. Det holder op. Lide kan det, men det kan ikke tænke, ikke håbe. Det lytter. Så falder det igen i søvn. (..)
Der er ingen bevidst erindring, intet spor af håb. Spædbarnet befinder sig i en uudholdelig tomhed, uden tid, uden bevægelse, stille, fuld af endeløst uopfyldt begær. Dets væren afprøver sine nødforanstaltninger, men de er alle kun egnet til at slå bro over korte mangelsituationer ved en i øvrigt rigtig behandling eller til at tilkalde nogen, som man kan regne med er parat til ilt give lindring. På den givne ekstreme situation har dets væren ingen løsning. Situationen ligger uden for dets uendelige erfaring.
Efter blot nogle få timers åndedrag har spædbarnet allerede opnået en grad af fremmedgørelse fra sin natur, som ligger hinsides dette mægtige værens reddende kræfter. Opholdet i moderlivet var efter al sandsynlighed den sidste tid, det kommer til at opleve med den form for uafbrudt velvære, som ifølge dets medfødte forventning burde have været hele livet. Dets væsen er baseret på den antagelse, at moderen skal svare til forventningerne og at begges motivationer og den derefter tilpassede handlen skal frie hinanden gensidigt i overensstemmelse med deres natur. [Men] Når det vågner, befinder det sig i helvede. Ikke nogen erindring, ikke noget håb i dets ensomme skærsild.
***
Redigeret citat fra bogen 'Du må ikke mærke - om forræderiet mod barnet', kapitlet 'Den tidlige barndoms virkelighed', Alice Miller indleder med en reference til beskrivelsen af en 'Øvelse i tavshed' fra Jean Liedloff's bog 'Auf der Suche nach dem verlorenen Glück', 1980
Hvor er jeg ked af, at det er en leder i min avis!!!!!
Det vil sige, at jeg betaler for at blive oplyst på en så overfladisk og uoplyst måde - i en leder!
Meget trist!!
@Marianne Borgvardt 100% enig med dig ♥
Jeg har 'forsket' lidt i forfatternes (Eduard Estivill Sancho & Sylvia de Béjar) forudsætninger for at skrive denne bog, og konstaterede at Eduard Estivill er en speciallæge med ganske få publikationer, på nær to, alle (inkl. citationer ca. 45 hits på Scholar) på spansk. Det må betyde, at hans arbejde ikkke er efterspurgt på 'forsker-markedet'. Sylvia de Béjar er sex-coach og psykoseksuel-somatik terapeut... og således var der ikke meget at hente i forfatternes videnskabelige meritter, så jeg gravede dybere - tilbage til oplysningstiden, og her var der bid. Mon ikke!
I løbet af oplysningstiden skulle samfundet videreføres med vægt på videnskab frem for "overtro", som f.eks. udefinerbare følelser eller fortidens erfaringer. Der herskede en forestilling om, at barnets medfødte instinkter og ubevidste drifter, med oprindelse i evolutionen, måtte ikke hæmmes, men skulle kanaliseres over i samfundsnyttige borgeregenskaber. Børneopdragelsen indgik således i projektet, hvor børn skulle bære samfundsudviklingen igennem og måtte derfor rustes til det med de, til formålet tilpasset opdragelsesmetoder, domineret, defineret, udvalgt og praktiseret af mænd. I disse mænds øjne, betragtedes barnet som et ubeskrevet blad, letpåvirkeligt væsen, der kunne formes til at blive en nyttig, god borger. Lige som det er blevet 'moderne' i dag, betragtedes kvinder også dengang, som svækkende og skadelige for drengebørns udvikling til voksne mænd.
Tidens nybagte mødre blev advaret mod at lytte til deres mødres og bedstemødres råd om pleje og opdragelse af børn. Ovetroen og 'grundløse traditioner' fra fortiden skulle kasseres til fordel for den "videnskabelige metode". Mødrene blev opfordret til at indføre strenge fodrings- og soveregimer. Bl.a. blev mødrene instrueret i at intensiv pottetræning skulle helst være fuldført senest da barnet var 3-4 måneder, tillige med at hverken nyfødte, spædbørn eller småbørn skulle hygges om, kæles og leges med, eller trøstes, selv når de græd. Begrundelsen for disse instrukser var, at 'sådan en behandling' overstimulerede børnene og smittede dem med bakterier ('Care and Feeding of Children' af Luther Emmett Holt MD 1894). Børn skulle 'programmeres' i de første 2-3 år af deres liv til, senere som voksne at blive nyttige arbejdstagere og borgere. Forældrene blev udtrykkeligt advaret mod "for megen moderkærlighed" og 'mødrenes unaturlige tålmodighed'. Forældrene blev oplært i metoder til at opnå en 'sund adskillelse', fordi den angiveligt skulle styrke barnets udvikling i retning af selvkontrol og robusthed som voksen ('Psychological Care of Infant and Child' af John B. Watson 1928).
Mette-Line Thorups 'sunde adskillelse fra mødre' er således et temmelig gammelt, maskulint, 'videnskabeligt' påfund, med rødderne 'oplysningstiden' (my ass!).
Hvad værre er, også fra denne tid stammer en medicinsk praksis, der bygger på teorien om, at spæd- og småbørn kunne ikke føle smerte, idet 'smertesansen' blev først 'aktiveret' samtidigt med at børnenes nervesystem blev modent nok til at de kunne lære at tale. Lægerne nøjedes med at give børnene 'curare' for blot at hindre dem i at bevæge sig på operationsbordet, og så gik kirurger ellers i gang med at skære. ('Babies Don't Feel Pain: A Century of Dienial in Medicine' by David B. Chamberlain Ph.D., Journal of Prenatal & Perinatal Psychology & Health; Forestville Vol. 14, Iss. 1/2, (Fall 1999): 145-168.)
Denne teori havde uhyggelige konsekvenser for børnene i alderen 0 til 18 måneder frem til vores tid, i Vesten og i Skandinavien praktiseret indtil et godt stykke inde i halvfemserne!!! Havde det ikke været for Jill Lawson og baby-Jeffrey, ville det aldrig blevet afsløret :(
Bogen 'Godnat og sov godt' befinder sig ganske vist i den lettere ende af torturen - i sammenligning, men et eller andet sted er det to alen af samme stykke, så Facebook-gruppen har min fulde støtte, om de så vitterligt brænder lortet på bålet!
Rettelse: "Bl.a. blev mødrene instrueret i at intensiv pottetræning skulle helst være PÅBEGYNDT senest da barnet var 3-4 måneder"
Min søn sov i min seng i de tre første år af sit liv, selv om jeg puttede ham i en barneseng, når han var faldet i søvn, kom han altid over til mig, hvis han vågnede i løbet af natten, og det gjorde han for det meste.
Han fik sit eget værelse, da han var omring tre år gammel, og jeg købte en voksenseng til ham som afløsning for barnesengen, så kunne jeg nemlig ligge ned fuldt udstrakt, mens jeg læste godnathistorie. Det betød så også, at jeg ofte sov i hans seng, for godnathistorier er meget beroligende både for børn og voksne.
Og når det lykkedes mig ikke at falde i søvn i hans seng, og i stedet sov i min gen, lå han som regel ved min side når jeg vågnede næste morgen. Jeg tror han var en otte-ni år gammel, før han ikke længere gad sove sammen med mig.
Jeg fatter ikke, at folk ikke gider at sove sammen med deres børn, det er da enormt hyggeligt. Og ønsker man lidt privatliv med sin partner, kan man jo bare bruge sofaen.