Leder

Lyt til kvinderne

Det er et velkomment benspænd, at spillestedet Forbrændingen i Albertslund har besluttet kun at sætte kvinder på programplakaten i 2019. Ikke fordi det er en ønskværdig permanenttilstand, men fordi det kan skabe bevidsthed om den øredøvende kønsskævridning i dansk rytmisk musik
Spillestedet Forbrændingen i Albertslund har besluttet kun at booke kvinder i musikåret 2019. Den 15. marts 2019 spiller Katinka på spillestedet.

Spillestedet Forbrændingen i Albertslund har besluttet kun at booke kvinder i musikåret 2019. Den 15. marts 2019 spiller Katinka på spillestedet.

Ritzau Scanpix

Debat
23. november 2018

Spillestedet Forbrændingen i Albertslund har besluttet kun at booke kvinder i musikåret 2019. En udmelding, der har skabt udbredt harme over, at mænd nu bliver udelukket fra det lille Vestegnsspillested.

Kritikken går på, at kalendertilrettelæggelsen alene bør handle om kvalitet, ikke om køn, og at et fokus på de udøvende kunstneres kønsidentitet er udtryk for misforstået positiv særbehandling.

Men lad os få proportionerne på plads. For det første er der ikke tale om, at Forbrændingen fuldstændig bandlyser mænd fra at træde op på scenen. Blot skal kvinder være de »tegnende profiler« i de optrædende orkestre. For det andet har vi ikke at gøre med en permanent ordning, men derimod et midlertidigt eksperiment, der løber i et enkelt år. 

Hovedspørgsmålet må derfor være, om eksperimentet kan berettiges – som eksperiment. Og her er svaret ja. For Forbrændingens beslutning skal ikke ses som et politisk statement, men som et forsøg på at imødegå en reel problematik i musikbranchen: Den øredøvende skævhed, der eksisterer mellem kønnene.

Kvindelig underrepræsentation er kreativ forstoppelse

En undersøgelse fra 2012 bestilt af en række brancheorganisationer viste, at over 80 procent af medlemmerne i komponistrettighedsforeningen KODA er mænd, mens tal fra sidste år viste, at under en fjerdedel af medlemmerne i Dansk Musiker Forbund er kvinder.

Dette uligevægtsmønster går igen, når man vender blikket mod kønsfordelingen af artister ved de store danske musikfestivaler. På årets programplakater for Roskilde Festival, NorthSide, Heartland og Tinderbox lå andelen af kvindelige kunstnere et sted mellem en tiende- og en tredjedel. En selvforstærkende mekanik, fordi kvinder får færre forbilleder at spejle sig i og derfor sjældnere vil forfølge en musikalsk karriere. 

Og det er ikke kun en ligestillingsproblematik, men en hovedpine for selve den danske musikkunst, for diversitet er en grundforudsætning for kunstens videreudvikling. Kunst er nemlig ikke først og fremmest en teknisk disciplin, hvor kvaliteten udelukkende kan måles på en håndværksmæssig skala. Den er afhængig af forskellighed og indbyrdes slagsmål.

I en helt konkret forstand – som langtfra gælder på alle områder, bør det understreges – er diversitet altså direkte fordrende for kvalitet inden for det kunstneriske felt. Derfor kan den kvindelige underrepræsentation også forstås som en slags kreativ forstoppelse.

Er løsningen så at forbyde mænd at optræde, smide dem ud af brancheforeningerne eller nægte at videreformidle deres kunst?

Nej, og det er der ingen, der foreslår. Men løsningen er heller ikke at gøre ingenting og vente på, at tingenes tilstand ændrer sig af sig selv. Markedskræfterne klarer ikke ærterne. De fastholder blot de eksisterende mønstre, fordi det er det, der er behæftet med den laveste risiko.

Derfor er Forbrændingens initiativ – som forsøgsballon, ikke kronisk tilstand – et velkomment aktivistisk eksperiment. 

Man vælger aldrig kun ud fra kvalitet

På Information er vi for nylig begyndt at opgøre kønsfordelingen blandt de kilder, vi bruger. Ikke med en ambition om, at fordelingen partout skal være 50-50, men i et forsøg på at blive mere bevidste om, hvorfor vi vælger de kilder, vi gør.

Det er nemlig lettere at ringe de kilder op, man kender, eller som man har fået anbefalet. Det er en illusorisk forestilling, at kildevalget alene handler om »kvalitet«.

Således er også koncertplanlæggere og festivalarrangører plaget af vanetænkning. Og argumentet om, at hensyn til kvalitet og køn er modstridende størrelser, bygger på en fejlagtig præmis: Det er ikke et nulsumsspil, for man vælger aldrig kun ud fra kvalitet.

»Jeg går op og lægger mig,« skrev Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, på Facebook som kommentar til Forbrændingens beslutning om at udvide bookernes referenceramme.

Og dertil kan man kun sige: God bedring, Maude – vi andre tager til Albertslund og danser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er det ikke et problem, når man diskriminerer den anden vej - uanset om spillestedet er småt, eksperimentet lille? Det er vel en principiel sag, hvor man her smider andre under bussen for at øge signalværdien. Altså en retfærdiggørelse af et diskriminerende middel for at opnå et anti-diskriminerende mål - man straffer nogle (mandlige kunstnere), som på ingen måde har anpart i tingenes tilstand. Kunne man ikke finde den signalværdi på en anden måde, og så i øvrigt fremover booke 50/50 kvinder og mænd?

... og hvad med alle LGBT+'erne, har de ikke også krav på at få deres andel af spilletiden?