Leder

Efter midtvejsvalget skal ny og loyal justitsminister beskytte en juridisk sårbar Trump

Præsidentens fyring af justitsminister Jeff Sessions ligner et forsøg på at hæve paraderne, inden demokraterne overtager magten i Repræsentanternes Hus. I et senat med flere republikanere har Trump en større chance for at få en loyal justitsminister godkendt næste år. I mellemtiden skal en marionet hjælpe Trump med at rage kastanjerne ud af ilden
Debat
9. november 2018

Præsident Donald Trumps fyring af justitsminister Jeff Sessions dagen efter demokraternes erobring af flertallet i Repræsentanternes Hus er ikke en overraskelse.

Siden 2017 havde præsidenten givet flere vink om sin utilfredshed med justitsministeren. Han kunne ikke tilgive Sessions for at have erklæret sig inhabil til at overvåge Roberts Muellers undersøgelse af mulige forbindelser mellem Trump-kampagnen og russiske agenter i 2015-16.

At trækket var forventet, gør det imidlertid ikke mindre foruroligende.

Ideologisk set ligger de to politikere tæt op ad hinanden. Sessions har loyalt ført Trumps konservative politik ud i livet. Under hans ledelse er immigranters, etniske mindretals og transkønnedes rettigheder blevet udhulet og fængselsstraffe forlænget. Adskillelsen mellem religion og stat er blevet sløret.

Målet er at beskytte Trump

Fyringen af Sessions har således intet at gøre med hans indsats. Motivet er at placere en person i stillingen, som vil beskytte Trump mod Mueller og mod de mange undersøgelser og stævninger, demokraterne i Repræsentanternes Hus planlægger at sætte gang i næste år.

Demokratiske toppolitikere udtalte i går, at afskedigelsen af Sessions risikerer at kaste USA ud i en »forfatningskrise«. Det virker overdrevet. Det er præsidentens beføjelse at afskedige ministre og indsætte en fungerende, inden senatet godkender en ny.

Spørgsmålet må rettere være, hvorvidt Trumps motiv er at lægge hindringer i vejen for Muellers udførelse af den opgave, han er blevet pålagt af vicejustitsminister Rod Rosenstein. Det var Rosenstein, der efter præsidentens afskedigelse af FBI-chef James Comey besluttede, at der var belæg for en uafhængig undersøgelse af mulig koordinering mellem Trump-kampagnen og russiske interesser.

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at bedømme, om Trumps indsættelse af Sessions stabschef, Matthew Whitaker, som fungerende justitsminister alene har til formål at fyre eller spænde ben for særanklageren. Det vil tiden vise. Torsdag forlød det, at Mueller er færdig med sin efterforskning, og at han sammen med sine juridiske rådgivere er i fuld gang med at skrive en rapport.

Som fungerende justitsminister overtager Whitaker ifølge interne procedurer Mueller-porteføljen fra Rosenstein, medmindre han erklærer sig inhabil. Onsdag opfordrede amerikansk presse, flere demokratiske toppolitikere og juridiske eksperter Whitaker til netop at gøre det.

Inden Whitaker blev udnævnt til stabschef for Sessions, kritiserede han på tv og i artikler Muellers undersøgelse og foreslog endda, at Justitsministeriet skulle obstruere særanklagerens arbejde ved at skære ned på hans budget. Whitaker skal have tjent som en flue på væggen for præsidenten. Sessions og Rosenstein stolede ikke på Whitaker, der er tidligere forbundsanklager i et distrikt i Iowa.

Mistanke om et fordækt motiv

Udnævnelsen af en stabschef til fungerende justitsminister vækker ydermere mistanke om et fordækt motiv. Normalt overtager en vicejustitsminister posten – men det ville så være Rosenstein, der har holdt hånden over Mueller og flere gange været under beskydning fra Trump med risiko for at blive afskediget.

Umiddelbart virker det ikke plausibelt, at Whitaker skulle give Mueller sparket på et så sent tidspunkt i undersøgelserne. Snarere vil han kunne agere marionet for Trump. Det er eksempelvis justitsministeren, der bestemmer, om rapporten skal gå videre til Repræsentanternes Hus. Uden den vil det nye demokratiske flertal ikke kunne tage stilling til, hvorvidt der skal rejses rigsretssag.

Det ubesvarede spørgsmål er, hvorfor det tog så lang tid for Trump at skille sig af med Sessions. Årsagen er formentlig, at republikanernes smalle flertal i senatet gjorde det svært at få en ny og loyal justitsminister godkendt. Trump håbede utvivlsomt på en sejr i midtvejsvalget, hvilket ville kunne skåne ham for retsforfølgelse.

Senatsvalget gav gevinst. Med et øget flertal og flere nye ærkekonservative senatorer vil det blive uligt lettere for Trump at få en loyal justitsminister godkendt næste år – en justitsminister, der ikke går så meget op i at forsvare retsstatslige principper som Sessions. I mellemtiden vil Whitaker hjælpe med at rage kastanjerne ud af ilden for præsidenten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her