Leder

Kina og USA er uenige om, hvad de enedes om i Buenos Aires. Det varsler ilde for en handelskrig sat på pause

Kina vil i sin udlægning af en aftale mellem præsident Xi Jinping og præsident Donald Trump om at bilægge deres handelstvister end ikke anerkende en tidsfrist på tre måneder, ej heller drøftelser af varme stridsemner som intellektuel ejendomsret og tvungen teknologioverførsel
Trump udsatte sin trussel om at hæve straftold på import af 200 mia. dollar i kinesiske varer fra 10 til 25 pct. den 1. januar, til 1. marts 2019. USA og Kina har med andre ord kun tre måneder til at blive enige om en magisk formel til at bilægge en strid, der har stået på, siden Kina blev optaget i Verdenshandelsorganisationen i 2001.

Trump udsatte sin trussel om at hæve straftold på import af 200 mia. dollar i kinesiske varer fra 10 til 25 pct. den 1. januar, til 1. marts 2019. USA og Kina har med andre ord kun tre måneder til at blive enige om en magisk formel til at bilægge en strid, der har stået på, siden Kina blev optaget i Verdenshandelsorganisationen i 2001.

Kevin Lamarque

3. december 2018

I sidste øjeblik blinkede præsident Donald Trump, da han sad over for præsident Xi Jinping til middag lørdag aften i Park Royal Hotel i Buenos Aires. Hans trussel om at hæve straftold på import af 200 mia. dollar i kinesiske varer fra 10 til 25 pct. den 1. januar, udsættes til 1. marts 2019.

Inden da forpligter de to ledere sig til at rede trådene ud i deres komplekse økonomiske relationer.

USA og Kina har med andre ord kun tre måneder til at blive enige om en magisk formel til at bilægge en strid, der har stået på, siden Kina blev optaget i Verdenshandelsorganisationen i 2001.

Det lyder ikke særligt realistisk, al den stund at de to økonomiske mastodonter allerede har haft et år til at finde en løsning, alt imens deres handelskrig er eskaleret.

Ikke desto mindre er en våbenhvile at foretrække fremfor en ødelæggende handelskrig.

Faktum er, at Trumps trussel om at hæve straftolden fra ti til 25 pct. på halvdelen af USA’s årlige import, ikke alene vil skade begge landes økonomier. Konsekvenserne ville brede sig som ringe i vandet, børsmarkederne kunne gå i sort. Så der er god grund til at bifalde beslutningen om at slå bremsen i.

I går var det endnu ikke muligt at gennemskue, hvilken side der havde givet flest indrømmelser, og hvad de helt konkret bestod i. Trumps delegation hævder, at Xi har lovet at øge importen af landbrugsvarer, naturgas og industrigoder. Det skulle give f.eks. farmere, der har oplevet et fald i eksport af f.eks. sojabønner, noget af det tabte tilbage. Men i den officielle udlægning af de to lederes aftale nævner Kina intet om dette punkt.

Tilsvarende forlyder der i den kinesiske version intet om en tidsfrist på tre måneder. Det Hvide Hus hævder desuden, at forhandlingerne – der starter i Washington, D.C. om to uger – vil stille skarpt på Kinas uretmæssige tilegnelse af intellektuel ejendom og den obligatoriske overførelse af amerikansk teknologi i joint ventures mellem amerikanske og kinesiske selskaber i Kina.

Trump-regeringen kræver desuden mindre statslig indblanding i økonomien gennem statslån og subsidier – en praksis, der er vokset betydeligt, siden Xi blev præsident i 2012. Alle disse emner er ekstremt svære for Kinas regering at diskutere endsige give indrømmelser på.

Xi ligger øjensynligt under for et internt pres. Han ønsker ikke at anerkende at have givet efter for Trumps trusler. Det er formentlig forklaringen på den betydelige divergens mellem de to regeringers udlægning af aftalen. Det varsler selvsagt ikke godt for drøftelserne.

Situationen forbedres ikke af, at Trump med sin fjendtlige retorik og trusler har malet sig selv op i et hjørne og næppe har meget manøvrerum, hvis han skal undgå at blive sammenlignet med tidligere præsidenter, som alle er kommet til kort i deres bestræbelser på at vride indrømmelser ud af Kina.

Et måske fatalt fejlgreb fra Trumps side er forestillingen om, at USA alene kan overtale det kinesiske lederskab til at efterleve liberale markedsøkonomiske regler for samhandel inden for WTO’s regi.

Xi fremhæver, at Kina støtter fri og gennemsigtig global handel, men som dets handelspartnere kan bevidne, stjæler kineserne teknologi fra vestlige selskaber med den ene hånd og benytter den anden hånd til at lægge gældsfælder ud for udviklingslande, der har desperat behov for billige statslån til infrastrukturprojekter.

En klog og kompetent amerikansk regering ville havde undladt at støde sine vestlige allierede fra sig med en ’America First’-politik, der lægger straftold på stål og aluminium og truer med højere told på køretøjer importeret fra EU og Japan.

I EU og Japan er frustrationen over kinesernes handelspraksis lige så stor som i USA. Tilsammen ville USA, EU og Japan uden tvivl kunne fravriste flere koncessioner fra Kina, end Trump magter.

Der står meget på spil for fremtidens globale handelsarkitektur. Som foreslået af EU bør WTO-regler opdateres. Kina skal give større adgang for udenlandske selskaber på samme konkurrencebetingelser som dets egne virksomheder.

I sidste instans er spørgsmålet, hvorvidt et autoritært og illiberalt styre som Kinas er foreneligt med de normer og regler, der blev fastlagt af efterkrigstidens liberale institutioner. Systemet vil ganske enkelt briste, med mindre Kina – som den uligt største økonomi om ti år – snart retter ind.

USA er den altdominerende verdensmagt og har været det siden Anden Verdenskrig. Kina er en ny spiller og rival, som kræver indflydelse globalt, der står mål med landets økonomiske vægt. Arkivfoto fra november 2017.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Jeg kan godt lide, at Burchardts kommentar ender med et ønske om, at "Kina retter ind".

Hvad enten vi kan lide det eller ej, bliver det nok os, der kommer til at rette os ind efter kineserne. Hvis vi er heldige får vi lov at beholde vores skindemokrati, da det alligevel er blevet så tandløst, at det ikke truer de kinesiske ambitioner, men økonomisk må vi forberede vi os på en international multilateral verdensorden, hvor hvert enkelt land principielt indgår bilaterale aftaler med hvert enkelt andet land.

Det er ikke længere USA og de USA-styrede internationale organisationer, der sætter dagsordenen i verden, og jo hurtigere, vi vågner op til denne nye virkelighed, desto bedre chancer i fremtiden. Og frivillige bilaterale aftaler er skam ikke at kimse ad, det er da helt klart bedre end den amerikanske enevoldskapitalisme.