Leder

Jo, Marine Le Pen har ret. Der er djævelskab omkring FN’s migrationspagt

Et antal lande – anført af USA – går imod FN-regler for civiliseret behandling af arbejdssøgende, der krydser grænser. Ekstrem højrefløjspolitik er blevet mainstream
»Det land, der underskriver den pagt, underskriver en pagt med djævlen,« sagde Marine Le Pen på et møde i Belgien i lørdags om FN’s migrationspagt.

»Det land, der underskriver den pagt, underskriver en pagt med djævlen,« sagde Marine Le Pen på et møde i Belgien i lørdags om FN’s migrationspagt.

Raphael Lafargue

12. december 2018

Har fanden været løs i den marokkanske by Marrakesh?

Her har politikere og diplomater de seneste to dage været samlet for at drøfte et FN-forslag til en såkaldt ’migrationspagt’. Den handler om arbejdssøgendes vandring mellem landene og går ifølge sin titel ud på at sikre, at den vandring er »sikker, velordnet og lovlig«.

Det lyder tilforladeligt. Alligevel erklærede Marine Le Pen, lederen af det franske parti National Samling, på et møde i Belgien i lørdags om FN-initiativet:

»Det land, der underskriver den pagt, underskriver en pagt med djævlen.«

Marine Le Pen deltog i mødet sammen med USA’s præsident Donald Trumps tidligere chefstrateg, Steve Bannon. Det var arrangeret af den belgiske regeringsdeltager, De Flamske Nationalister. Skrækken for djævlens værk var stærk nok til at få nationalistpartiet til at træde ud af regeringen, som tiltræder pagten, og som derfor nu er blevet til en belgisk mindretalsregering.

Ængstelse har migrationspagten også skabt herhjemme. Dansk Folkeparti har erklæret sig lodret imod – med den begrundelse, at pagten kan betyde, at Danmark må lempe sin udlændingepolitik.

Den bekymring har vundet gehør helt ind i det konservative regeringsparti, hvor udlændingeordfører Naser Khader først har droppet sin modstand, efter at VLAK-regeringen fandt frem til at afgive en dansk »stemmeforklaring«, der understreger, at pagten ikke vil påvirke dansk udlændingepolitik.

En sådan »stemmeforklaring« burde være overflødig. Det fremgår nemlig af pagtens tekst, at den er en »erklæring«, der ingen juridisk bindende virkning har – men altså bare er en opfordring til civiliseret behandling af dem, der krydser landegrænser i søgen efter arbejde.

Pagten er blevet til efter det migrantpres, som Europa oplevede i sommeren 2015.

Pagtteksten, som FN begyndte at arbejde på i 2016, rummer 23 konkrete politiske målsætninger, herunder at »minimere de negative årsager og strukturelle faktorer, der tvinger mennesker til at forlade deres oprindelsesland« og »styrke den transnationale indsats mod menneskesmugling«.

Værnere af pressefrihed har været bekymrede over pagtens målsætning nr. 17, der handler om højnelse af det offentlige debatniveau omkring migration. Teksten kalder på »stop for tildeling af offentlig støtte … til medier, som systematisk fremmer intolerance, fremmedfrygt, racisme og andre former for diskrimination mod migranter – med fuld respekt for mediernes frihed«.

Hvordan de to hensyn kan afbalanceres, er ikke entydigt klart, men altså efter teksten overladt til hvert enkelt land.

Medierobotter manipulerede og misinformerede

Modstanden mod pagten begyndte at rulle, da Donald Trump sidste år trak USA ud af tekstarbejdet – med den begrundelse, at pagten vil krænke amerikansk suverænitet. Siden er fulgt frafald fra lande som Israel, Australien, Østrig og et antal østeuropæiske EU-medlemmer.

At Danmark holder ved sin tilslutning, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) over for DR begrundet med, at pagten gør det lettere at skelne mellem lovlig migration, som verden ifølge Løkke »er blevet rigere af«, og ulovlig migration, som »skal tøjles«. Løkke forklarer:

»Vi står over for en befolkningseksplosion i Afrika, og hvis ikke vi får et samarbejde med Afrika op at stå, så vil der komme et pres på Europa, som selv den største mur simpelthen ikke vil kunne holde til. Derfor har vi brug for et samarbejde.«

Man aner, at Løkke forestiller sig, at pagten vil lægge strammere bånd på andre lande end på Danmark – som tiltræder med den forklaring, at pagten ikke binder os.

At der i hvert fald kan være den djævelskab omkring pagten, at debatten har været manipuleret med misinformationer og skrækkampagne via medierobotter, citerede mediet Altinget søndag det danske udenrigsministerium for at være nået frem til. Til DR siger Løkke, at det er »helt åbenlyst«, at nogen »har brugt nogle kræfter på at få sat strøm til« debatten.

Uhyggeligt, hvis sandt. Men lige så uhyggelig er den konstatering, som seniorforsker ved DIIS Hans Lucht udtrykker over for DR:

»Den politik, som tidligere hørte til på den yderste højrefløj, er jo blevet mainstream.«

Så jo, Marine Le Pen har ret: Noget djævelsk er på spil.

»Vi bliver ikke mindre af internationalt samarbejde. Vi bliver større,« sagde statsministeren under debatten om migrationspagten onsdag.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Christian Mondrup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Samuel Grønlund
  • Jørn Vilvig
  • Eva Schwanenflügel
Henrik Leffers, Maj-Britt Kent Hansen, Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Samuel Grønlund, Jørn Vilvig og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi tidligere koloniherrer banker kontinuerligt regler op på kirkeporten og soler os i den barmhjertige tekst helt bevidste om, at kun vi tager ordene højtideligt på trods af den fraværende juridiske dimension . Keeping up appearances in pretend.