Præsident Trumps øjensynligt impulsive beslutninger og kovendinger gennem de sidste par dage har vakt berettiget bestyrtelse og utryghed i USA og verden over. Han vil trække styrker ud af Syrien, og halvdelen af de 14.000 soldater i Afghanistan skal snart hjem. Han vil lukke forbundsstaten ned fredag midnat, med mindre Kongressen giver ham 5 mia. dollar til at bygge en grænsemur.
Det ser ud til, at denne præsident trives ved sin uforudsigelighed. Han ser kreativitet, hvor andre finder kaos. Radikal forandring avler altid modstand. Trump kan med rette hævde, at han blot søger at indfri sine valgløfter. USA skal ud af Afghanistan, Irak og Syrien. Der skal bygges en mur. En valgsejr har konsekvenser.
Måske en god del af de 63 mio. vælgere, der stemte på ham i 2016, fortryder det. Men der er ingen fortrydelsesret i det amerikanske system, med mindre Kongressen afsætter Trump ved en rigsret. Og det er primært en politisk beslutning, hvor forseelsen kan være, at præsidenten ikke overholder sine embedspligter i henhold til forfatningen.
Mere og mere hæmningsløs
Det åbne spørgsmål er, hvorvidt der er en sammenhæng mellem på den ene side Trumps tendens til at samle mere og mere af magten på sine hænder og på den anden side det åbenlyse pres, han, datteren Ivanka og svigersønnen Jared Kushner og deres private koncerner ligger under for i forbindelse med retlige undersøgelser forestået af den særlige anklager Robert Mueller og forbundsdomstolen i New York.
Vil hans beslutninger blive mere og mere vilkårlige i takt med, at Justitsministeriet og demokraterne i Kongressen strammer tommelskruerne? Det er en oplagt mulighed. Fredag rapporterede en tv-station, at Mueller vil indgive sin rapport til Justitsministeriet i midten af februar.
Det er også sandsynligt, at Trump i de næste to år vil bruge mere tid på forsvars- og udenrigspolitik. Demokraternes overtagelse af Repræsentanternes Hus gør det i praksis umuligt for ham at få sine indenrigspolitiske prioriteter igennem Kongressen. Hans krav om at få 5 mia. dollar til muren er et sidste og desperat forsøg på at indfri et valgløfte.
Den sidste general
Mest opmærksomhed er tilgået forsvarsminister Jim Mattis’ tilbagetræden. Han er den sidste af tre generaler, som præsidenten hyrede i 2017 og dengang var stolt over at have ved sin side. I det nye år vil de alle være væk. Blandt dem ragede Mattis – »en ø af stabilitet midt i et stormomsust hav«, som han er blevet kaldt – højest.
Mattis holdt også længst. Der er næppe tvivl om, at han blev så længe og accepterede at blive ignoreret og offentligt ydmyget af Trump af loyalitet over for sit land, de væbnede styrker og USA’s allierede.
Hans afskedsbrev skitserer tydeligt den dybe kløft, der opstod mellem ham og præsidenten om USA’s plads i verden. Mattis støtter en international orden funderet på amerikanskledet institutioner og alliancer, mens Trumps verden minder om det 19. århundrede, hvor indbyrdes konkurrence landene imellem og stormagtsrivalisering, ikke mindst kampen om adgang til ressourcer i kolonierne, var kendetegnende for internationale relationer.
Hverken demokratiske eller republikanske toppolitikere ønsker at vende tilbage til denne tilstand. I deres optik har USA draget større fordele end ulemper ved at forankre sin dominans i multilaterale institutioner og militære alliancer. Men Trump blev valgt på ideen om, at dette system er blevet for dyrt, og at USA er blevet snydt i porten for alt mange gange.
Udfordringen for både demokrater og republikanere (af den gamle klasse) er, at de endnu ikke har kunnet hamle op med Trumps demagogiske og fordrejede udlægning af det internationale liberale system.
Det er ikke nok at forsvare den gamle orden med argumenter som behov for »stabilitet« og »loyalitet« over for allierede. Der skal andre argumenter til, hvis den internationale orden opbygget efter Den Anden Verdenskrig skal overleve.
Det ville være naivt at tro, at Trump vil korrigere sin kurs af egen fri vilje. Selv ikke det republikanske flertal i Senatet vil kunne overtale ham til at bøje af. Kun en alvorlig international krise, der kræver støtte fra allierede, eller en mulig rigsretssag, vil kunne gøre udslaget. Så spænd sikkerhedsselerne!
Hvordan styrer men en 71 årig med en 4 årigs behov? De voksne i rød stue er gået, og stuen har ikke længere nogen døre. Hvad gør en klog?
Korslagte arme!
Man kan vel, Morten Balling, diskutere, i hvor vid udstrækning der er tale om demokrati, når den, der får tre millioner færre stemmer end modkandidaten, vinder valget.
Jeg husker en aften i Deadline-studiet en ung forsker skulle fortælle hvad amerikanernes interesser var i Syrien. Det var dengang krisen just var startet. Der havde været demonstrationer mod Assad, og der begyndte at komme såkaldte Syriens-krigere ind fra nær og fjern.
Forskeren startede med at fortælle, at Syrien var Russisk interesseområde. De havde store baser der. Og netop derfor var det de amerikanske interesser, at konflikterne løb så længe så muligt.
Dengang skrev vi 2011. Snart skriver vi 2019. Hvor længe skal en krig vare før vestlige politikere og sofa-analytikere, kan se ud over egne snævre interesser?
Når vi taler økonomi, så er det vel et spørgsmål, hvor længe USA har råd til at lade Trump egenhændigt råde.
@ Jens J. Pedersen,
Alle andre republikanske regeringer i USA, som jeg kan huske, opbyggede også enorme underskud. I øvrigt primært på 2 forhold: - Lavere skatter og øgede militære udgifter.
"Der skal andre argumenter til, hvis den internationale orden opbygget efter Den Anden Verdenskrig skal overleve."
Måske kan den nuværende internationale verdensorden ikke overleve? Det amerikanske Imperiums unilaterale magtdiktater har kun kunnet lade sig gøre, fordi USA har kunnet køre med et konstant underskud i kraft af dollarens status som international reservevaluta. Efter de seneste amerikanske handelspolitiske tiltag er mange lande nu begyndt at se sig om efter alternativer til petrodollaren; stadig flere lande handler med hinanden ved hjælp af deres lokale valutaer, og storspillere som BRICS-landene undersøger muligheden for at vende tilbage til guldfoden.
Måske er fremtiden multilateral? Og måske er multilateralisme ikke så farlig for resten af verden som de unilaterale amerikanske diktater har været? Vi ved jo, hvad det vil sige at leve med pyromanen USA som brandmajor; det har hidtil ført til krig og ødelæggelser overalt i verden (undtagen her i Vesten, hvilket er hovedgrunden til, at vi ikke kan se det).
Måske er det på tide at prøve nye ordninger? Jeg er bange for, at vi ikke har et valg, Kina er blevet et godstog på højhastighedsskinner, mens USA stadig er en benzindrevet lastbil fra 80erne, der forsøger at undgå alle hullerne i vejen, da det er længe siden amerikanerne holdt op med at investere i infrastruktur.
Trump er blot symbolet på det amerikanske imperiums dekadence og snarlige undergang, en slags vor tids Caligula.
Håber han er væk til sommer.
Trump gik til valg på, at trække styrkerne hjem fra Afghanistan og Syrien, så jeg kan ikke se handlingen som værende "impulsiv". Det kan selvfølgelig være, at jeg simpelthen ikke forstår ordet "impulsiv".
Det er jo hellere ikke sikkert at tropperne bliver trukket hjem, Assad plejer jo at skyde sig i foden når amerikanske præsidenter kommer med advarsler eller tilsagn om, at trække soldater ud af Syrien.
Harald Strømberg, amerikanerne har folk ansat til at skyde Assad i foden, så de ikke behøver at trække styrkerne hjem. Men måske er du sarkastisk, i så fald ignorer dette indlæg.
Hvis ingen støtter kurderne og deres Rojava-område går Erdogan muligvis amok og skaber et alvorligt flygtninge-boom. Og afstedkommer, som journalisten Patrick Cockburn skriver, et miljø, IS trives i.
Det kunne være et godt gæt at Mattis bliver vicepræsidentkandidat for den kommende demokratiske præsidentkandidat!
Og således illustrere at placeringen af republikanere og demokraterne er yderst til højre, og forskellen er papir-tynd.....
Der må da være nogle republikanere som ikke har tabt sutten fuldstændig endnu. Den mand er uforudsigelig, gal og uden grænser for sund fornuft, han skal væltes på legal vis jo før des bedre. Hans tilhængere må da snart fatte, hvad der foregår.USA ender på halen og det vil smitte resten af verden grundet en skør kugle på den præsidentpost.
Det bedste for hele verden og USA er at de opgiver rollen som verdens dominerende militærmagt - trækker deres udstationerede styrker hjem.
I øvrigt mener jeg ikke man skal være bange for Kina - de gør bare hvad OECD har anbefalet i årevis hvilket vil sige massive offentlige investeringer i klimasikring og forskning uanset gældsættelse -næh,jeg er mere bange for de vestlige,hjemlige politikere der kun tror på demokratiet hver fjerde år oveni at de lyver,har skjulte dagsordner som feks. neo-liberalismen. At tænke på verdensherredømme i globaliseret verden med internet er i den grad en sindssyg dagsorden som fremmer højrekræfternes fjendebillede af Kina som i øvrigt koster alt det der skal bruges på klimasikring og omstilling. Kina har aldrig haft ambitioner om det - kun at handel er den bedste vej til at nå målet - en klode der fungerer på alle planer. At gå efter Huawei og de fremstormede kinesiske initiativer som den nye silkevej er bare et søm i den ligkiste vesten er ved at lave til sig selv. Jeg græmmes.
Trump og Putin er enige om en ting: Det ville gavne deres geopolitiske mål, hvis EU blev svækket af en britisk udmeldelse, og Putin har taget forskud på den store forventning ved at sende et par gifteksperter til Salisbury.
Det har muligvis fået pennyen til at falde hos de britiske vælgere, der i faldende grad støtter Brexit. De britiske MPere ved naturligvis godt, hvad den geo- og handelspolitiske konsekvens af Brexit er, og måske ender det derfor med, at Brexit bliver aflyst. Det får vi et signal om efter den 14. januar.