Leder

Trump er på juridisk glatis efter eksadvokats vidneudsagn

Præsidentens tidligere advokat Michael Cohen er rede til at bevidne, at Trump i de sidste uger af valgkampen i 2016 bedrog vælgerne ved at beordre bestikkelse af to tidligere elskerinder for at opnå deres tavshed. Det er ifølge anklagemyndigheden en overtrædelse af kampagnefinansieringsloven og kan ifølge eksperter begrunde en rigsretssag
Præsidentens tidligere advokat Michael Cohen er rede til at bevidne, at Trump i de sidste uger af valgkampen i 2016 bedrog vælgerne ved at beordre bestikkelse af to tidligere elskerinder for at opnå deres tavshed. Det er ifølge anklagemyndigheden en overtrædelse af kampagnefinansieringsloven og kan ifølge eksperter begrunde en rigsretssag

AL DRAGO

Debat
10. december 2018

Præsident Donald Trumps juridiske situation udviklede sig i sidste uge fra skrøbelig til sårbar. Det skete i forbindelse med det amerikanske justitsministeriums afrapportering til forbundsdomstole om tre kronvidners samarbejde med anklagemyndigheden.

De tre mænd – Trumps forhenværende advokat Michael Cohen, tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og tidligere kampagnechef Paul Manafort – står alle til fængselsstraf. Den særlige anklager Robert Mueller anbefalede kortere tid bag tremmerne for Cohen og Flynn, mens Manafort – der flere gange er blevet grebet i at lyve til Mueller – risikerer en hård fængselsdom.

Anklagemyndigheden er pålagt at fremlægge sine argumenter i retten for nedsat fængselsstraf. Det medbringer normalt afsløring af detaljer om de samarbejdende vidners lovovertrædelser og kan let implicere andre – i dette tilfælde Donald Trump.

Dokumentet, der blev fremlagt om Flynn, var fyldt med fede overstregninger af passager, hvilket antyder, at Muellers hold stadig efterforsker nogle spor. Her var der således ikke meget konkret nyt at hente ud over den temmelig overraskende oplysning, at Flynn har været til forhør 19 gange i løbet af det sidste halvandet år. Noget tyder på, at han sidder inde med værdifulde efterretninger om Trumps forbindelser til Rusland under valgkampen i 2015-2016.

Manafort, den mangeårige rådgiver for Ukraines afsatte og prorussiske præsident Viktor Janukovitj, skal ifølge dokumentet have løjet om sine kommunikationer med den tidligere russiske efterretningsagent Konstantin Kilimnik. Kilimnik arbejdede i en årrække for Manafort i Ukraine og Rusland.

Det er uklart, om Kilimniks virke berører kernen af særanklagerens undersøgelse – nemlig, hvorvidt Trump-kampagnen stod i sammensværgelse med russiske statsinteresser under valgkampen. Meget tyder faktisk på, at Manafort ikke har været et så værdifuldt et vidne mod Trump, som Mueller havde håbet. Efter særanklagerens opsigelse af samarbejdet er Manafort værdiløs, idet hans vidneudsagn ikke længere kan benyttes ved en forbundsdomstol. Han kan dog blive stævnet af Kongressen.

Cohen: den frivillige samarbejdspartner

Den egentlige trussel mod Trump er hans tidligere advokat Michael Cohen, som efter ransagningen af hans kontor og residens i New York tidligere i år besluttede at lægge alt, hvad han ved, på bordet.

Cohen adskiller sig fra Flynn og Manafort ved ikke at have indgået en aftale med særanklager Mueller og forbundsanklageren i Manhattan om at vidne mod strafnedsættelse. Hans samarbejde er af en frivillig karakter, og en mulig kortere fængselsdom afhænger derfor af, hvor nyttige hans oplysninger har været.

Cohen er sigtet for to lovovertrædelser. Ifølge Mueller skal han have løjet, da han til Kongressen i 2017 udtalte, at hans drøftelser på vegne af Trump med russiske myndighedspersoner om bygning af et Trump Tower i Moskva ophørte i januar 2016. Samtalerne blev først afbrudt i juli.

Cohen hævder, at løgnen havde til formål at dække over, at Trump helt frem til partikongressen – altså tidspunktet, hvor Wikileaks offentliggjorde e-mails fra det demokratiske partis landsudvalg om bl.a. Hillary Clintons kampagne – søgte at få grønt lys fra de russiske myndigheder til at bygge tårnet. Trumps interessekonflikt er åbenlys. Han kunne blive afpresset af Vladimir Putin. Men ulovligt var det ikke. Blot pinligt.

Den anden sag er langt mere penibel. Her risikerer Trump at blive sigtet af forbundsanklageren for at have overtrådt kampagnefinansieringsloven, der forbyder bidrag på over 2.500 dollar. Udbetalingen af store beløb til pornostjernen Stormy Daniels og Playboy-pigen Karen McDougal med henblik på at holde hans affærer med dem skjult for vælgerne i de sidste uger af valgkampen er en klokkeklar lovovertrædelse.

Cohen stod for transaktionen og bevidner, at Trump gav ham ordrer. Forbundsanklageren anbefaler en straf på fire år med den begrundelse, at »Cohen bedrog vælgerne ved at skjule nogle oplysninger, som han vurderede kunne have påvirket udfaldet af valget betydeligt«.

Trumps juridiske sårbarhed er oplagt. Det er alment accepteret, at en præsident, der har vundet ved hjælp af »korrupte midler«, kan blive afsat ved en rigsretssag. Den næste formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, demokraten Jerrold Nadler, sagde i denne weekend, at han i januar vil starte en undersøgelse af sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

4 års fængsel for at have faciliteret en udbealing fra Trump til de 2 kvinder - det er jo det glade vanvid !!

Kun 4 års fængsel for at have tjent en mafialignende svindelorganisation i 14 år - det er jo det glade vanvid!

Henrik L Nielsen, Flemming Berger, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Jon Grundtvig, Ole Meyer og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Mueller kommer aldrig til at finde noget "collusion", men når man kigger sumpen af Washington-lobbyister og politiske rådgivere efter i sømmene, vælter pusset ud. Ingen tvivl om at have Mueller kigget på Clintons hold havde resultatet blevet det samme. Det er allerede kommet frem at Trumps mand Manafort havde Clintons rådgiver John Podestas lillebror med for at lave fiduser I Ukraine.

EU kunne lære meget af denne sag. Lobby-grupper fra alle industri- og finansvirksomheder sidder med når der skal laves f.eks. Hvidvaskningslovgivning eller handelsaftaler - og findes nye skattely. Sad Christian Hyldahl med? eller den danske Banks chefer? eller havde Britta sendt pigerne?

Lad os være realistiske.
- Donald John Trump har meget mere succes hos sine vælgere end tidligere, og de tror på alt, han siger.
- Og Det Republikanske Parti ønsker på ingen måde nogen skandale 2 år før næste valg, selv om også nogle her gerne vil af med ham.
- Desuden tøver også Demokraterne med at forlange rigsretssag mod ham på dette tidspunkt, og det gør de bl.a. for ikke at gøre ham til "offer" overfor hans tilhængere. For det vil kunne styrke ham betydeligt, så han bliver endnu vanskeligere at komme af med.

Derfor kan man godt fastslå, at Donald John Trump faktisk har gjort sig immun overfor en evt. rigsretssag. - I hvert fald på dette tidspunkt og hvis ikke der kommer åbenlyse skandaler til.

Det er imponerende så megen indsigt folk har i hvad mueller har i posen og hvad trump og venner har foretaget sig

Det er imponerende så megen indsigt folk har i hvad mueller har i posen og hvad trump og venner har foretaget sig

Jens J. Pedersen

Togi
Ja, de ved mere end Mueller selv ved. De sidder nok med i "innerkredsen"?