Midt i skrækken over, hvad den uligevægtige Donald Trump kan finde på at bruge sit USA-præsidentembede til, har nogle set en trøst i, at Trump dog var omgivet af voksne mennesker.
Både i hans regering og i hans rådgiverkreds har befundet sig besindige personer, påfaldende mange med militær rang. »Mine generaler,« som Trump med selvfølelse har kaldt dem.
Men tjubang har Trump ladet de besindige falde – også generalerne. I marts i år fjernede Trump general H.R. McMaster som sin nationale sikkerhedsrådgiver og indsatte koldkrigshidsigproppen John Bolton. I lørdags fyrede Trump sin stabschef i Det Hvide Hus, den firstjernede general John Kelly.
Smålighed og forvirring præger Trumps afmønstring af Kelly. Smålighed fordi Trump ifølge flere amerikanske medier havde lovet Kelly, at Kelly selv kunne få lov til at bebude sin retræte på et stabsmøde i går mandag. Hvorpå Trump allerede i lørdags affyrede nyheden – med et uvenligt ordvalg. På vej til sin helikopter sagde Trump til journalister:
»John Kelly går af – jeg ved ikke, om jeg kan sige ’trækker sig tilbage’.«
Forvirringen meldte sig, fordi Trump ikke forinden havde sikret sig, at den, han havde udset sig til at afløse Kelly, faktisk var villig.
I løbet af søndag gyngede Det Hvide Hus endnu en gang, da den udsete kandidat – den 36-årige Nick Ayers, stabschef for vicepræsident Mike Pence – endte med at takke nej.
Man kan – efter temperament – le eller sukke over, at det er lykkedes for Trump at forvandle jobbet som præsidentens stabschef fra at være hæder, prestige og karrierefremme til at blive slisken ned mod spot og fornedrelse. Trumps første stabschef, Reince Priebus, røg i juli 2017 fortumlet ud efter rekordkorte seks måneder i embedet.
Der kan forventes endnu mere improvisation og slinger
Den tunge opgave, som Kelly som ny stabschef påtog sig, var at gøre det, som Priebus ikke havde formået: At bringe orden i kommandovejene i Det Hvide Hus. Herunder især: Hvem der hvornår kan forelægge præsidenten hvad. Kelly satte sig for, at han selv ville tjene som det nåleøje, som alt skal igennem.
I begyndelsen havde Kelly et vist held. Han fik fordrevet løbske typer som den højrerabiate Steve Bannon, der af Trump var sat i en nyoprettet stilling som ’chefstrateg’. Men det lykkedes aldrig Kelly at få indordnet Trumps datter, Ivanka, og svigersøn, Jared Kushner.
De insisterer på, at de i kraft af familieskabet har uhindret adgang til præsidenten når som helst. Trump blev i stigende grad ærgerlig over Kellys forsøg på en velordnet beslutningsproces. Som Trump for nylig sagde til Washington Post:
»Jeg har en mave, og min mave fortæller mig nogle gange mere, end nogen andens hjerne nogensinde kan fortælle mig.«
Kellys uvilje mod Trumps foretrukne dalren kunne Kelly ikke skjule. I journalisten Bob Woodwards bog om Trump er Kelly citeret for at kalde Trump »en idiot« og tilføje:
»Vi er i Crazytown. Jeg ved ikke, hvorfor nogen af os er her. Dette er det værste job, jeg nogensinde har haft.«
Uanset hvem Trump får overtalt til at overtage Kellys byrdefulde hverv, kan det forudses, at det bliver en, der villigere end Kelly vil føje præsidentens luner. Det betyder endnu mere improvisation og slinger.
Indenrigspolitisk kan Trump være fristet til vildere spil, nu hvor det strammer til med Robert Muellers undersøgelser af ulovligheder omkring Trump og hans inderkreds, og hvor Demokraterne fra nytår overtager kontrollen med Kongressens ene kammer, Repræsentanternes Hus.
Dermed får Demokraterne adgang til at forlange vidneudsagn og dokumenter – med trussel om strafansvar.
Ikke bare USA, men hele verden kan blive ramt af den trumpske tummelumskhed. USA’s regering har endnu ikke formået at nedtrappe den truende handelskrig med Kina; markederne viser tegn på nervøsitet. I Mellemøsten klamrer Trump-regeringen sig stadig til den blodbestænkte saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, der kan finde på at låse USA fastere i sit greb ved at øge konflikten med Iran.
Så meget som nogensinde er der brug for voksne mennesker i Det Hvide Hus. En skam, at den, der bestyrer huset, føler sig utilpas i deres nærvær.
Der er vist kun to ting, der kan stoppe galnningen. 1) et attentat, eller 2) faldende aktiekurser og lavere vækst dvs. stigende arbejdsløshed. Så længe kurserne fortsat stiger eller er blot stabile, og så længe Trumps politik kaster nye jobs af sig, så kan vel stort set fortsætte som hidtil. Men mister landets finansverden tiltroen til, at han kan gøre dem rigere, så trækker de støtten til ham.
Der er vist kun to ting, der kan stoppe galnningen. 1) et attentat, eller 2) faldende aktiekurser og lavere vækst dvs. stigende arbejdsløshed. Så længe kurserne fortsat stiger eller er blot stabile, og så længe Trumps politik kaster nye jobs af sig, så kan vel stort set fortsætte som hidtil. Men mister landets finansverden tiltroen til, at han kan gøre dem rigere, så trækker de støtten til ham.
Al den voksen-snak er meget vildledende. Den præsident som medierne regnede med var omgivet af flest voksne i sin stab var netop afdøde Bush senior. Og det var så ham som præsident og hans administration som har flest menneskeliv på samvittigheden. Selv Trump kan ikke nå at slå så mange Irakere og Syd- og Mellemamerikanere ihjel som Bush senior.
Er volden i verden steget efter Trump er begyndt at røre kraftigt i gryden ? Eller er focus på de stillestående problemer i virkeligheden fået en tiltrængt dynamisk udvikling i gang på berørte områder.
Det sidste er nok tilfældet.
Hvad præsident Trump udsætter sine obsternasige undersåtter for, kan vi som menige medlemmer af det danske vælgerkorps ikke stille meget op med.
Så skulle vi ikke prioritere spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med den V,LA og K-regering, vi selv har skaffet os på halsen efter S, SF og RV-regeringens lidet succesfulde samarbejde om at lappe på skaden efter fravalget af Anders Fogh Rasmussen-regeringernes altomfattende politiske, kulturelle og økonomiske reformer?
Nemlig, Grethe, Trump er en distraktion, fuck ham, og lad os koncentrere os om alvorligere problemer, som vi faktisk kan gøre noget ved. .