Hvad med Qatar, fodboldelskere?

Efter kritik fra fans annoncerede FC København i weekenden, at klubben fra næste år ikke længere vil rejse til Dubai på vintertræningstur. 

De kritiske fodboldfans har mindet om, at emiratet, som i årevis har været klubbens vinterdestination, har gjort sig skyldig i overtrædelser af menneskerettighederne, herunder undertrykkelse af kvinder, homoseksuelle og politiske modstandere.

Også fans fra superligakonkurrenterne Brøndby IF og FC Midtjylland har – indtil videre uden held – forsøgt at omgøre klubbernes beslutninger om at drage til emiraterne i den kommende vinterpause. Tidligere har også svenske Malmö FF og norske Rosenborg fravalgt emiraterne som træningsdestination efter pres fra tilhængerne, der appellerede til klubbernes selverklærede samfundsansvar.

I 2022 vil mange af de samme fodboldtilhængere formentlig vende blikket mod nabostaten Qatar, hvor fodboldens største fest, VM, skal afholdes.

Og hvor man med rette kan kritisere forholdet til menneskerettigheder i De Forenede Arabiske Emirater, så står tingene ikke bedre til i Qatar.

Tortur, vilkårlig fængsling af systemkritikere og menneskeretsforkæmpere og fravær af ytringsfrihed og basale menneskerettigheder er dagligdag i den lille ørkenstat.

Ngo’er har dokumenteret, hvordan den imposante infrastruktur, der skal danne ramme om VM-slutrunden, er opført af udbyttede asiatiske bygningsarbejdere, der knokler under slavelignende forhold.

Human Rights Watch beretter årligt om hundredvis af omkomne som følge af arbejdet, der foregår i over 40 graders varme uden sikkerhed på byggepladserne.

Også på det sportslige plan har der været rejst kritik af valget af Qatar som vært for VM.

Det har ikke skortet på anklager om, at underhåndsbetalinger til medlemmer af FIFA’s eksekutivkomité førte til tildelingen af værtskabet i 2010.

Da det senere gik op for omverdenen, at temperaturerne i Qatar i de normale VM-måneder juni og juli er umedgørlige, blev hele showet flyttet til december og januar, så resten af fodboldverden pænt måtte rette ind.

For at pleje sit belastede image har Qatar brugt enorme summer på at gøre fodboldikoner som Zinedine Zidane og Pep Guardiola til ambassadører for slutrunden og købt sig et brand i form af storklubben Paris St. Germain, der fuldkommen har konkurrenceforvredet den franske liga.

Tilbage står Qatar som repræsentant for alt, hvad den moderne topfodbold i dag står for af rovdyrskapitalisme og politisk korruption. En form for fodbold, vi efterhånden har vænnet os til.

I den henseende er den politiske vækkelse hos de danske fodboldfans, der ellers sjældent gør sig bemærkede ved at indtage aktivistiske standpunkter, forfriskende og prisværdigt – ikke mindst i en verden, hvor internationale fodboldforbund bestandigt har belært fans om, at fodbold og politik hverken kan eller må sammenblandes. Hvor tit bliver der ikke langet bøder ud til medlemslande og -klubber, hvis supportere ytrer sig politisk på lægterne?

Adskillelsen af sport og politik har selvfølgelig en historisk berettigelse. Sport har gennem tiderne fungeret som en forsonende kulturinstitution på tværs af politiske og kulturelle skel, hvilket til alle tider har stået som det stærkeste argument mod boykot af internationale turneringer.

På samme måde skal et værtsland selvsagt ikke alene anskues gennem en vestlig linse med demokrati og menneskerettigheder for øje.

Men måske skal superligafansenes nyopdagede samfundssind ses som et tegn på, at tiden efterhånden er løbet fra den romantiserede forestilling om, at sporten er hævet over enhver form for politiske ansvar. 

Og det er her, det bliver penibelt. 

Det er anerkendelsesværdigt, at superligafansene lægger pres på klubberne for at ændre rejseplan for deres træningsture, men det er, når alt kommer til alt, en gratis omgang. De færreste fans har formentlig tænkt sig at følge favoritholdet på træningsture, der lige så godt kunne finde sted under andre himmelstrøg.

Vil danske fans føre kamp for større fokus på politiske overgreb, mishandling af arbejdskraft og rettighedskrænkelser skal man helt ind, hvor det gør ondt.

Og med Qatars systematiske krænkelser af menneskerettighederne og skruppelløse udbytning af arbejdere har der næppe været en bedre anledning til at boykotte en international sportsbegivenhed end den forestående VM-slutrunde.

Lad os håbe, at de selv samme fodboldelskere, der i menneskerettighedernes navn har overbevist deres klubber om at søge andre græsgange til fremtidige træningsture, også vil presse på for, at Danmark og DBU går forrest i kampen for at finde en mere passende slutrundedestination end Qatar. Vi kunne inspirere hele verden.