Leder

Serbien må konfrontere sin fortid, før EU kan blive landets fremtid

Serbien må skrotte sine snuptagsløsninger og i stedet skabe reelle samfundsforbedringer, hvis landet vil gøre sig forhåbninger om optagelse i det europæiske fællesskab
16. januar 2019

Når man lander i Beograd, passerer man i lufthavnens loungeområde – som i så mange andre lufthavne – et væld af aviser og magasiner til de ventende passagerer.

Men siden ledelsen i den statsejede lufthavn beklagede sig over, at der også lå regeringskritisk læsestof fremme på bordene, som et lækket internt memo viste i slutningen af december, har en række nationale og internationale medier været bandlyst.

Episoden viser, at Serbien trods sin placering imellem EU-nabolande selv er et godt stykke vej fra at blive som andre europæiske lande. Eksempelvis kan den serbiske presse- og ytringsfrihed ligge på et meget lille sted og altså ikke i lufthavnen.

I slutningen af 2018 rejste Information til landet for at prøve at forstå, hvad der hindrer serberne i at følge deres nabolande ind i det europæiske fællesskab. Det blev til serien Kampen om Serbien.

Serbien har siden 2009 arbejdet på at opnå EU-medlemskab, og landet forhandler i øjeblikket om optagelse i unionen fra 2025. For EU handler det om stabilitet på kanten af Europa – noget, de europæiske ledere har efterlyst lige siden Jugoslaviens sammenbrud.

Splittelse omkring EU

Internt er serberne splittede i spørgsmålet om EU. Modstanden beror på en historisk mistillid til Vesten og uvilje til at afgive suverænitet. Samtidig søger Rusland at styrke sine traditionelt stærke bånd til Serbien, bygget op om en fælles slavisk arv og den ortodokse tro. Angiveligt vil titusinder byde Putin velkommen, når han torsdag besøger Beograd. Endelig banker Kina på med store investeringer i serbiske jernbaner, fabrikker og kraftværker.

Måske er det derfor, EU-lederne virker uvillige til at kritisere den siddende regering med præsident Aleksandar Vucic i spidsen for Serbiens manglende ytringsfrihed, tårnhøje arbejdsløshed og åbenlyse korruption og klientelisme.

Da Vucic senest var på visit i Berlin, erklærede kansler Merkel sig på vegne af unionen »imponeret over, med hvor stor succes Serbien er på vej til reformer«.

Men som lektor Christian Axboe Nielsen siger, så er fortællingen om Vucic som stabiliserende faktor en sandhed med modifikationer.

Et demokrati kendetegnes ved, at oppositionen har en reel chance for at vinde magten. Det er ikke tilfældet i dagens Serbien.

Kritiske journalister bliver hængt ud og forfulgt af regeringstro medier og håndlangere for præsidenten, så det står værre til med pressefriheden end i 1990’erne. Tv-dækningen er stærkt forvredet til fordel for Vucic, mens regeringsstyrede tabloidmedier dagligt beskylder EU for alskens dårligdomme.

Frihedsrettigheder indskrænkes, som når myndighederne bandlyser Pride-paraden i Beograd i stedet for at bekæmpe angreb på homoseksuelle, som oplever at blive udskammet og diskrimineret på åben gade.

Men mest sigende for Vucic-regeringens snuptagsløsninger på alvorlige samfundsproblemer er måske håndteringen af Kosovo, som her 20 år efter krigen stadig står i vejen for Serbiens optagelse i EU.

Forhandlingerne om at tegne en ny grænse mellem Serbien og Kosovo viser, at Serbien i bund og grund forsøger at opnå EU-optagelse ved at gennemgå så få samfundsforbedringer som muligt. Vucic vil ikke ændre noget, der kan have politiske omkostninger. 

Formålet med en ny grænse er at udveksle de etniske enklaver i landene: de serbiske i Nordkosovo med de albanske i Sydserbien.

Dermed begår regeringslederne i de to lande en slags administrativ etnisk udrensning i regionen – i stedet for at tage et opgør med den massive undertrykkelse af serbiske albanere, der på systematisk vis holdes uden for arbejdsmarkedet og nedprioriteres i uddannelsessystemet.

Demokratiske værdier må vælges til

Skal landet for alvor stabiliseres, kræver det, at Serbien tager hånd om sine problemer – herunder borgerkrigens sår, som har medført interne spændinger mellem de etniske grupperinger i landet.

I sidste ende er det selvfølgelig op til serberne, om de foretrækker at knytte tættere bånd til øst eller vest eller at fortsætte den nuværende balancegang. Rusland og Kina stiller ingen irriterende krav om menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse, men store investeringer udefra har altid en politisk pris.

Den politiske pris for at være med i EU er velkendt og bør ikke fraviges: Det handler om demokratiske værdier, retsstaten og princippet om, at det frie ord er et middel til at løse problemer – ikke et problem i sig selv.

Sadri Aliu, en 25-årig albaner, drømmer om, at hans hjemby Presevo bliver en del af Kosovo. »Lige nu kan jeg hverken sige, at jeg bor i Serbien eller i Kosovo, kun at jeg er albaner i blodet – selv om mit pas siger, at jeg er serber,« fortæller han.
Læs også
Serbien ønsker at blive optaget som medlem af EU inden 2025. Men hvordan passer folket og kulturen i den tidligere jugoslaviske republik, der har et tættere bånd til Rusland, ind i Vestens liberale tankesæt? Information har sat tre serbiske mænd i stævne i hovedstaden Beograd for at blive klogere på den østeuropæiske maskulinitet og mandekultur
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Samuel Grønlund
  • Torben Lindegaard
Samuel Grønlund og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Bahn

EU skal principielt være åbent for alle europæiske lande, der kan og vil tiltræde Københavnerkriterierne.

Når det er slået fast, så må det tilladt at håbe på, at Serbien orienterer sig mod øst.
Jeg gider slet ikke være i Union med det land.

Aleksander Laursen

Som ovenstående kommentar og artikel konkluderer så er serbofobi også et fænomen. Om end ikke i nærheden af det niveau som Russofobien i vor del af verden har været på de sidste 500 år.

Hvem var det Hitler ikke kunne lide? Slavere, brune og sorte? Tror han ville være glad for NATO i dag som siden 1999 har bombet serbere, afrikanere og arabere.

Nato viderførte blot Hitlers ideologi på moderne vis, dog med undtagelse af Polen og Baltikum som bruges som bolværk mod Russisk supermagtstatus. Mange tyskere fik efter krigen karriere i NATO https://da.wikipedia.org/wiki/Adolf_Heusinger

Selvfølgelig skal Serbien ikke med i EU. Hvad skal vi bruge en union som ikke er selvstændig men et amerikansk vassal-kontinent til? I kan bombe videre hvor det passer jer, smadre forsvarsløse lande som Libyen og Irak men det skal ikke være med Serbiens hjælp, som det vil blive hvis vi bliver en del af EU.

Vi har gode relationer med Kina og Rusland, lande som ikke fører så skammelig en udenrigspolitik som alene de sidste 20 år har slået millioner af uskyldige ihjel og skabt kaos i mellemøsten og Nordafrika. Ellers tak.

Anina Weber, Anders Graae og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

@ Aleksander Laursen,

Faktisk syntes jeg, det du fremfører, er det rene og totalt grundløse pjat. Og det viser, at du enten ikke kender historien, eller ikke er seriøs nok til en debat.

- Men jeg ved godt, hvem Ustasha var og fortsat er. Ved du hvem Nedic´s Serbia var?
- Du kan ikke påstå, at Rusland var ven af den Den Føderale Folkerepublik Jugoslavien fra 1948.
- Hvad var det egentlig, at Franjo Tuđman og Slobodan Milosevic enedes om i 25. marts 1991?
- Hvorfor tror du, at Nato bombede i Beograd, for det var vel ikke helt grundløst?
- Og netop i denne tid demonstrerer tusinder af borgere om aftenen i Beograd. Tror du det er mod EU og Nato - eller tror du det er mod styret i Serbien?

Jeg mener faktisk, at Serbien og Vojvodina skal optages i EU, når man opfylder betingelserne. Og i øvrigt sammen med andre Balkanlande. Men jeg mener også, at afgørelse skal ske ved at spørge befolkningerne - og i hvert fald ikke de politiske ledere.

Michael Andresen

Hvis det serbiske folk vil og hvis Serbien opfylder betingelserne, så skal de være velkomne i EU. Et land er ikke udemokratisk, undertrykkende eller aggressivt på grund af befolkningens etnicitet, men på grund af befolkningens kultur og historie. Og kultur kan ændres, hvis man lærer af historien.

Torben Lindegaard

@Michael Andresen

EU skal principielt være åbent for alle europæiske lande, der kan og vil tiltræde Københavnerkriterierne, det har du ret i - men Serbien skal ikke være velkommen i EU.

Der er godt nok for mange mordere og voldtægtsmænd, der ustraffet lever i Serbien og de serbiske områder i Bosnien og nyder stor anseelse i samfundet.

Det er slet ikke sagen, at have den flok siddende i EuropaParlamentet og EuropaRådet.

Forhåbentlig løses problemet ved, at Serbien aldrig sender en optagelsesansøgning; men i stedet orienterer sig mod øst.

Mihail Larsen

Gentag ikke fejlen

Da EU pludselig blev udvidet med en lang række østeuropæiske lande i 2004, var det en kæmpe fejltagelse.

For det første, var landene slet ikke 'modne' så kort tid efter deres løsrivelse fra den sovjettisk dominerede Østblok. Men ønsket blandt vesteuropæiske regeringsledere om at fortsætte i koldkrigens spor ved at inddæmme Rusland var alt for fristende. Erhvervslivet så også gyldne investeringsmuligheder i udvidelsen. Så spillede det en underordnet rolle, at disse nye medlemmer endnu var alt for politisk ustabile og autoritære til at matche EUs politiske og ideologiske grundlag.

For det andet var EU slet ikke institutionelt forberedt. Der manglede en styrkelse af Europaparlamentet og afstemningsreglerne. Når ethvert medlem kan nedlægge veto mod hvad som helst, så har man nærmest skrevet en opskrift på et dysfunktionelt demokrati. Det ser vi jo bl.a. andet nu, hvor Polen og Ungarn støtter hinanden i en afvikling af den liberale retsstat (og løsningen af migrationsproblemerne) - uden at resten af EU kan gøre noget for at forhindre det.

At lukke endnu et land ind i EU på nuværende tidspunkt - og tilmed et land, der har en lang, historisk tradition for voldelige løsninger på politiske problemer, ikke blot internt men også i forhold til sine naboer - er det glade vanvid. Denne tradition stikker dybt, ikke kun historisk, men også mentalt. Det vil tage årtier, måske en hel generation eller to, at ændre den på en troværdig måde.

Det ser ud til, at den unge Aleksander (16. januar, 2019 - 15:57) får ikke et ben til jorden, så klart i mælet tværet ud af de kyndige i kommentarsporet...

Ingen kan gennemskue den serbiske selvforståelse, uden at forstå Serbiens forhold til Kosovo - et forhold ubrydeligt forbundet med slaget på Solsortesletten (beliggende sydvest for Pristina i det nuværende Kosovo), hvor Zar Lazar tabte til den osmanniske hær anført af sultan Murad i 1389. Denne begivenhed har været så traumatisk for den serbiske selvbevidsthed, at mindet om nederlaget, ikke mindst tilskrevet Lazars svigersøn Vuk Branković, der flygtede fra slaget med sine folk, i stedet for at kæmpe 'til den sidste bloddråbe' - overlevede i århundreder i det serbiske folk.

Ingen serbisk politiker vil formelt acceptere Kosovos selvstændighed, for ikke at gå over i historien som en ny 'Vuk Branković'.

"Hvorfor tror du, at Nato bombede i Beograd, for det var vel ikke helt grundløst?" blev Aleksander spurgt - og den amerikanske Balkan-mægler Richard Holbrooke svarer: "NATO vil blive ved at angribe Serbien og gøre det hårdt, med mindre Beograd skriver under på Kosovo-freden." ( https://www.dr.dk/nyheder/udland/nato-vil-bombe-serbien-igen )

Vi har selv grundfæstet Serbien forhold til Rusland, da vi tog parti i konflikten, ikke mindst mega-økonomisk! Med den ene hånd pumper USA/EU milliarder og atter milliarder til Thacis styre i Kosovo, og med den anden hånd forlanger vi at Serbien skal konfrontere sin fortid? Øh, hvad med at kosovoalbanerne afkrævedes også at konfrontere deres?

Torben Lindegaard

@Anina Weber

Det er vel gået op for dig, at de nuværende indbyggere i Kosovo ikke ønsker at være en del af Serbien - især ikke efter Serbiens fordrivelse af Kosovo albanerne i 1990'erne.

Så lad os lægge bort de nationalromantiske fabuleringer.
Ellers ender vi med Danmark til Ejderen - det er trods alt under 200 år siden Orla Lehmann fremførte dette smukke synspunkt.

Torben Lindegaard

@Mihail Larsen

Jeg indrømmer blankt, at jeg var meget begejstret for østudvidelsen dengang i 2004 -
og det havde slet ikke noget at gøre med inddæmning af Rusland eller gode eksportmuligheder.

Begejstringen skyldtes i stedet langt mere svævende elementer - de østeuropæiske lande fortjente denne mulighed for at grundfæste deres demokratier og for at kunne indkassere gedigne tilskud fra det nordvestlige EU - og få adgang til det købedygtige EU marked.

Jeg havde sandt at sige ikke fantasi til at forestille mig, at nogle landes befolkninger helt frivilligt ville vælge despotiske ledere og fravælge den liberale retsstat; men det går jo kun alt for godt med det.

Det er næsten ikke til bære, at Polen og Ungarn midt i alle fortrædelighederne stadigvæk ubeskåret indkasserer tilskuddene fra EU.

@ Mikhail Larsen - "Gentag ikke fejlen."

Fejlen bliver gentaget. Når vi ikke allerede har lært at forstå (respektere) det sydeuropæiske tankesæt efter så mange års fællesskab med Italien, Grækenland, Frankrig og Spanien, bliver det kun værre når EU udvides med Balkanlandene. Jeg forudser, i bedste fald en demokratisk opsplitning af EU i Nord og Syd, samt Sydens udtræden af Euroen. I værste fald en sprængning af EU og en folkevandring fra Syd - udenom Østeuropa - mod Nord, vi bliver ikke i stand til at dæmme op for. Og således, oprindeligt solgt til befolkningerne som et værn mod nye krige - bringer EU os direkte i overhængende fare for den næste storkrig.

@ Torben Lindegaard - "Så lad os lægge bort de nationalromantiske fabuleringer.
Ellers ender vi med Danmark til Ejderen - det er trods alt under 200 år siden Orla Lehmann fremførte dette smukke synspunkt."

Der må, trods alt, være en enorm forskel i historiske efterdønninger i kølvandet på vores beskedne, danske nationalliberale bevægelse i midten af 1800-tallet, og et helt folks national trauma siden sidst i 1300-tallet, eller hur? Jeg er enig med dit ordvalg - 'nationalromantiske fabuleringer', men jeg vil ikke medvirke til foragten for en befolknings folkesjæl, bare fordi jeg ikke forstår den, eller nægter et folk retten til egen historie, inden den blev omskrevet af, til enhver tids sidste hold af sejrherrer.

@ Torben Lindegaard - "Det er vel gået op for dig, at de nuværende indbyggere i Kosovo ikke ønsker at være en del af Serbien - især ikke efter Serbiens fordrivelse af Kosovo albanerne i 1990’erne."

Mon ikke, Torben Lindegaard. Der er langt mere end det, der er gået op for mig, kan jeg hilse og sige. Bl.a. er det temmelig svært at fatte, hvorfor er det ligegyldigt, at kosovoalbanernes befrielseshær finansierede sig selv med indtægter fra massiv kriminalitet, bl.a. handel med kokain, heroin, tillige med menneske- og organhandel i Europa? Hvem tænker i dag på de utallige tusinde af europæiske borgere - ofre for kosovoalbanernes foretagsomhed? Tusinder af østeuropæiske familier mistede slægtninge af begge køn i det 'seksuelle' inkl. 'pædofili-relevante aldre - til menneskehandel, ligeledes tusinder af vesteuropæiske familier, mistede deres nærmeste til befrielseshærens narko... for ikke at forglemme de 2-3 tusinde serbiske familier, der måtte af med tilsvarende antal ufrivillige 'organdonorer' til det europæiske sorte organmarked?

Både EU, NATO og FN/UNMIK (United Nation Mission In Kosovo) vidste alt om Thacis (nuværende præsident i Kosovo) ledende rolle i områdets kriminelle underverdens aktiviteter, umenneskeligt uhyrlige, men selv høsten af serbernes organer var åbenbart ikke værd at gribe ind imod? Tusinder af velstående europæer kan i dag 'takke' de serbiske, ufrivillige 'organdonorer' for deres organer. "Ifølge avisen (The Guardian/red.) udpeges Hashim Thaci og flere af hans nærmeste som ansvarlige for at have ført tilfangetagne serbere over grænsen til Albanien, hvor de efterfølgende er blevet myrdet, hvorefter deres nyrer, lever og andre organer er blevet skåret ud og solgt videre til højestbydende på det sorte marked." ( https://politiken.dk/udland/art4987633/Kosovas-regeringschef-udråbes-som-leder-af-organring )

Eller betragtes de voldshandlinger, som 'Kosovos Befrielseshær' udøvede i Serbien i halvfemserne, som helt i orden? At befrielseshærens mange veteraner tilsluttede sig Islamisk Stats terror mod os, er blot en ubetydelig parentes? Hvad blev der mon af vores demokratiske værdier, da de blev byttet ud med udsigten til medkontrol over balkan-/albanske olie?

Hvorom alt er, dannelsen af staten Kosovo er konsekvensen af den albanske befolkningstilvækst inkl. migration fra Albanien efter WW2 og til begyndelsen af halvfemserne, da Serbien forsøgte standse denne udvikling, og blev bombet for det. Man henviser ofte til serbernes hang til at indtage offerrollen i det politiske inferno, men som en Impact Monitoring Advisor på Dansk Flygtningehjælps kontor i Beograd skrev i 2005: "Der spilles med andre ord på den også fra Vesteuropa velkendte formel for nationalismemobilisering: Den lille mand i offerrollen. Men i modsætning til situationen i Vesteuropa er offerrollen for serbernes vedkommende muligvis mere reel. Og Vesten serverer nationalisterne deres argumenter på et sølvfad." ( https://www.information.dk/2007/07/serbisk-nationalisme-naeres-fortsat-o... )

Hvad angår måden Kosovo opnåede selvstændighed på, skabtes i denne anledning en skæbnesvanger 'catch-22' - af os selv, gennem vores massive støtte til Kosovo, fuldt ud lovliggjort præcedens, der åbner op for fremtidige ændringer af det politiske europakort, over hovederne på befolkninger, der ellers fuldt og fast troede på hjemlandenes ukrænkelighed. Jeg vil gå så langt som til at forudse at vores Kosovo-politik åbnede på vidt gab porten til fremtidige kampe-om-grænserne i resten af Europa.

Torben Lindegaard

@Anina Weber

Hva' er det, de siger på angelsaksisk ?

"Two wrongs doesn't make one right"

Kort sagt, det undskylder ikke de serbiske krigsforbrydelser, at Kosovo-albanerne begik alle de frygtelige forbrydelser, som du opremser.

Eller det synes du måske, at det gør ??