Der er patienter, vi ikke skal behandle
Endnu en chef i sundhedsvæsenet har sagt op i frustration over de forhold, der er på de danske hospitaler. Denne gang er det klinikchefen på Rigshospitalets HovedOrtoCenter, Jakob Trier Møller, der forlader sin stilling, og bruger sin opsigelse til at råbe offentligheden op. Og tak for det.
Jakob Trier Møller sætter nemlig fingeren på et utrolig ømt punkt, som har stor betydning for de samfundsøkonomiske prioriteringer: Politikernes håndtering af danskernes krav om bedre og mere sundhed.
Problemet er, at politikerne på Christiansborg lover at behandle alle uanset alder og sundhedstilstand og udsteder patientrettigheder i et omfang, så vi ifølge sundhedsøkonom, Jes Søgaard, ligger i topfem sammenlignet med andre vestlige lande.
Det betyder, at patienter med alvorlige sygdomme bliver sidestillet med patienter med ikkealvorlige sygdomme. Samtidig behandles patienter, selv om der egentlig kun er udsigt til måske få måneders livsforlængelse.
Det koster samfundsøkonomisk. Men det sker, når lægernes faglige prioriteringer er sat ud af spil på grund af forventningspres i befolkningen om den nyeste medicin og fuld behandling i stedet for blot smertelindring, som understøttes af politisk vedtagne patientrettigheder.
»Der er patienter, vi behandler i dag, som vi ikke skal behandle i fremtiden.«
Men »på grund af frygten for klager, behandler læger patienter, selv om de inderst inde godt ved, at behandlingen ikke hjælper. Vi tør ikke andet«, siger Jacob Trier Møller til Politiken, og giver et eksempel på, hvad han vil have, vi som samfund skal tage stilling til:
»Skal en dement borger fra et plejehjem, der ankommer og afgår ved døden på min afdeling, genoplives og have intensiv terapi og så videre og så videre?«
Oven i forventningspresset kommer de pålagte grønthøsterbesparelser, der hvert år rulles ud i sundhedsvæsenet, som skaber en ond spiral med mangel på læger og sygeplejersker og dermed en betydelig forringelse af arbejdsmiljøet.
Det skaber frygt for patienternes sikkerhed på lang sigt blandt klinikchefer som Trier Møller. På trods af at sundhed er det velfærdsområde, politikerne har været mest gavmilde over for de senere år, er der ikke økonomi til at indfri forventningerne.
Danmark kom så småt i gang med den vigtige prioriteringsdiskussion for to år siden, da det nyoprettede Medicinråd fik lov til at skele til pris, når de skal godkende nye behandlinger. Hvordan det er gået, kommer der snart en evaluering af.
Ikke brug for flere rettigheder, men flere prioriteringer
Men selv om det faglige led er skudt ind i prioriteringsdiskussionen, er det svært for politikerne at holde sig væk.
Et eksempel er, da Medicinrådet valgte ikke at godkende lægemidlet Spinraza mod en livsfarlig muskelsvindsygdom med henvisning til manglende evidens.
Det har hospitaler holdt fast i, hvilket ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift fik sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til at understrege over for regionerne, at det skal være lettere for læger at afvige fra Medicinrådets standardbehandling, som altså ikke indbefatter det dyre lægemiddel.
Det er ganske vist i tråd med de principper, rådet skal følge. Men det er også en form for politisk pres, der i den grad vanskeliggør de ekstremt svære prioriteringer af medicin og behandlinger. Læg dertil patientforeninger, der helt legitimt presser på for den bedst tilgængelig behandling.
Så sent som torsdag skrev Kristian Lund, chefredaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, om den »skamplet«, det er på det danske sygehusvæsen, at Medicinrådet har afvist at godkende tre yderligere lægemidler. Det sker på trods af »meget stærk evidens og markant effekt – og kun fordi de koster for meget efter Medicinrådets opfattelse«, hed det.
Politikerne har gjort det rigtige i at lade fagpersoner træffe de svære beslutninger i Medicinrådet. Men de er med til at underminere det sundhedsvæsen, de gerne vil prioritere, når de ikke tør fortælle befolkningen, at der er en grænse for sundhed.
I stedet præsenterer regeringen et nyt sundhedsudspil, som risikerer at koste en masse spildte ressourcer til endnu en gennemgående omstrukturering af sundhedssektoren, som ovenikøbet også lægger op til en styrkelse af patientrettighederne. Uanset hvor sympatisk det end lyder, er det den forkerte vej at gå.
Vi har ikke brug for flere rettigheder, men flere prioriteringer.
Mest læste
Anbefalinger
David Breuer-
David Zennaro
-
Troels Ken Pedersen
-
Anne Eriksen
-
Torben K L Jensen
-
Samuel Grønlund
-
Gert Romme
-
Carsten Mortensen
-
Niels Duus Nielsen
-
Henning Kjær
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
‘Der er patienter, vi ikke skal behandle’
Det passer ikke, de der kan betale, vil betale sig fra det.
Der er patienter, vi ikke ‘bør’ behandle.
En værdig død er ikke nødvendigvis den mest langstrakte død.
Første uge: Vi fjerner demokratiet fra sundhedsvæsnet.
Anden uge: Vi skal prioritere patienterne
Næste uge: Teknokraterne er bedre til at skabe A og B patienter
Samme behandling uanset alder? På Herlev Hospital får yngre brystopererede kvinder efterfølgende tilbudt en brystrekonstruktion. Det fik jeg ikke, men jeg er også sidst i 70erne, så det er vel meget rimeligt, eller hvad?
Det vil sige, at vi nu stopper med at bruge kræftpatienter som forsøgskaniner for medicinalindustriens nyeste påhit?
men vil dét så også betyde, at man giver magten tilbage til patienterne, så kræftsyge får en mulighed for at tage hånd om sin egen sygdom? Altså, hverken stikker nogen blår i øjnene om mulighed for overlevelse ELLER tager håbet fra mennesker ved at bilde dem ind, at medicinsk EVIDENS er det eneste, der kan forlænge livet?!
Det her handler ikke om patienter skal behandles eller ej, det handler om magten over det danske sundhedsvæsen. Borgerne eller kapitalen.
Det er muligt, der findes patienter, som ikke bør/skal behandles ud fra visse kriterier. Men det er slet ikke det, sagen handler om.
Danmark genererer årligt et BNP på 2.067 mia. DKK (2016-tal), og i 2017 udgjorde det offentlige forbrug lidt under 1.100 mia. DKK, men det indeholder også alt. Og det indeholder bl.a. militærudgifter og andet. der ikke direkte gavner befolkningen.
Danmark bliver nødt til at prioritere på en helt anden og mere menneskelig måde. Således bør borgernes helbred, sundhed, undervisning og velbefindende prioriteres højst. Derefter kan man prioritere den øvrige del af infrastrukturen, som både borgere og erhvervene har fordel af.
Der er faktisk rigeligt med penge til denne prioritering af mennesker. Og man kan faktisk øge indkomst- og formuebeskatningen for dem der tjener mest, så man får et mere retfærdigt og ligestillet samfund, for det har Danmark absolut ikke nu. Faktisk er uligheden steget ganske stærkt gennem de sidste 15 år. Se blot på følgende områder:
- Ulighed i økonomiske forhold
- Ulighed i uddannelse
- Ulighed i beskæftigelse og ledighed
- Ulighed på boligområdet
- Ulighed på sundhedsområdet
Så længe den velhavende del af befolkningen kan få adgang til behandlingstilbud, som de borgere der er afhængige af offentlig sundhedsvæsen ikke kan opnå,
så er det en stor og hård pille at sluge,
at der er borgere, som ikke skal have behandling, fordi det er for dyrt.
For mit eget vedkommende har jeg forlængst udfyldt mit livstestamente og frabedt mig livsforlængende behandling, hvis min tilstand er terminal.
Men det er MIN beslutning at træffe. At det skal være en ækonomisk vurdering truffet af teknokrater, det er forkert, endnu et skridt i retningen af ulighed for lov og ret.
Når de bevilgede penge ikke dækker mulighederne, herunder medicinmonopolernes høje priser, tvinges faget til at beslutte.
Enten alt lige dårligt eller sortering fra den dårlige og den dyre ende.
I den situation kan fagfolkene ikke drages til ansvar for svigt, men politikerne for ikke at tage stilling.
En anden vinkel er den grænseløse sundhedsvidenskabelige udvikling. Den grænse tør politikerne heller ikke sætte. De kan vel ikke, fordi den er globaliseret.
Den koster kassen, både i forskningen og i udøvelsen
ulighed i behandlingen blev jo de facto indført med betalingshospitalerne, og set fra et borgerligt synspunkt med de helt rigtige kriterier,
har man penge kan man få alt lægevidenskaben formår,
og har man ingen kan man nøjes med det magthaverne synes er nødvendigt og værd at betale for, hvilket i "sparetider" er nødtørftig symptombehandling ( 2 Panodiler og et par dage i sengen )
@ Jan Weber Fritsbøger,
Jeg ved ganske godt at væksten iflg. Danmarks Statistik gik i stå i Danmark i 2016, medens højkonjunkturen tæsker videre i Danmarks nabolande samt det meste af Europa.
- Men helt ærligt, syntes du virkelig, det er sparetider netop nu?
Hvis vi skal have råd til et militærbudget (en passiv investering) - så skal vi på den anden side have desto mere råd til et sundhedsbudget (en aktiv investering i livskvalitet) der gavner de fleste - med de økonomiske grænser der ligger i hvad der gavner de fleste for det kan umuligt være meningen at få dyre behandlinger går ud over standarden i det fælles sundhedsvæsen.
Det skal bruges aktivt overfor medicinalindustrien - det er hvad vi synes vi har råd - "Take it or leave it." - Period.
Inden vi får set os om, så kommer diskussionen om (delvis) brugerbetaling af sundhedsydelser, som skyldes nogle af de mere livsstilsbetingede sygdomme.
Og så vil kommentarsporet her gløde !
Spørgsmålet om medicinpriser er ret udeladt af denne debat.
Det er sådan, at når medicinselskaberne udtager et patent, kan de selv fastsætte prisen for behandlingen. Det uanset at de har brugt tusindvis af skatteborgernes penge på forskningsresultater fra universiteteterne og almindelige borgeres tilgængelige helbredsoplysninger, og eksperimenterende behandlinger, hvis resultater er tvivlsomme.
Ydermere kan medicinalindustrien tage patent på apotekerudviklet medicin, der ofte stiger horribelt i pris med 1000 % eller mere.
Patentsystemet burde revideres kraftigt, så monopoliseret medicin blev ulovligt.
Jeg er ikke sikker på at kontrakten om en høj skatte betaling kan bevares.
Jeg er ikke sikker på at behandlings tilbundne for en velhaver fra Nordsjælland er de samme som for en fra Lolland eller Ishøj.
Jeg er slet ikke sikker på noget fra magt elitens hånd.
Jeg er slet ikke sikker på at retfærdigheden findes for den lille mand.
Jeg har slet ikke råd til retfærdighed.
Jeg har slet ikke råd til at blive syg.
Jeg har slet ikke råd til at blive langtids arbejdsløs.
Jeg har slet ikke råd til at blive arbejdsløs i det hele taget.
Jeg har ikke råd til en el bil overhovedet.
Jeg er slet ikke sikker på noget somhelst.
Jeg tror ikke på noget,
Jeg ser kun snyd, grådighed, ligegyldighed, udygtighed, dumhed, løgn, forringelser, fortielser.
@Gert Romme
Inkluderer du indkomstoverførseler i tallet for det offentlige forbrug?
Al fornuft tilsiger at politikerne skal prioritere mere i sundhedsvæsenet, bare ikke i et demokrati!
De stigende medicinomkostninger betales i høj grad med forringet sygepleje og sundhedspersonales stressede arbejdsforhold.