Stadig flere anmelder anonymt hinanden for snyd. Det giver bøvl og utryghed

En stikker. Det er en betegnelse med en ond klang i danmarkshistorien. Stikkere var under den nazistiske besættelse de danskere, der til myndighederne angav andre danskere, som illegalt arbejdede for landets frihed. Ordet ’stikker’ skal anvendes med stor varsomhed om forhold i nutiden.

Derfor må det give anledning til løftede øjenbryn, når Danmarks Radio på sin nyhedshjemmeside omtaler »den digitale stikkerlinje på borger.dk«.

Det sker i forbindelse med DR’s dækning af resultaterne af, at danskere igennem de offentlige systemer anonymt kan angive deres medborgere for snyd med sociale ydelser.

Hvor kan man aflevere sin anonyme mistanke?

I en rundspørge, som DR har foretaget blandt landets 98 kommuner oplyser de 70, at de på deres hjemmesider tilbyder en særskilt mulighed for anonymt at anmelde andre for socialt bedrageri. Hertil kommer den landsdækkende mulighed, som udbetaling.dk giver på borger.dk.

De anonyme anmeldelser stiger. Kommunerne modtog i 2017 i alt 2.900 af slagsen. I første halvår 2018 løb de op i 1.600.

Nu kommer noget, der kan overraske nogen: I fem ud af seks tilfælde er der ikke hold i anmeldelsen. Det viser en undersøgelse, som KL, Kommunernes Landsforening, har foretaget. I 2017 førte kun 17 procent af anmeldelserne til myndighedsreaktioner mod de anmeldte. I første halvår 2018 kun 15 procent.

Af det beløb, som kommunerne afslører bedrageri for – i 2017 en halv milliard kr. – står de private anmeldelser kun for syv procent. Resten henter kommunerne ved egen efterforskning eller samkøring af registre.

Det er altså ikke vildt meget, kommunerne får ud af at skulle følge op på borgernes detektivvirksomhed over for hinanden. En kommunal opfølgning, som selvsagt lægger beslag på betydelige administrative kræfter – som tænkeligt kunne være brugt på mere lønsomme formål.

Den manglende lønsomhed af den kommunale opfølgning på de anonyme borgeranmeldelser er årsagen til, at politikere i Københavns Kommune snart skal stemme om at fjerne den såkaldte »snydeknap« på kommunens hjemmeside.

Til DR siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra partiet Alternativet:

»Vi er selvfølgelig meget interesseret i, at man fanger socialt bedrageri. Men vi kan bare se, at effekten af den her snydeknap ikke er særlig stor økonomisk. Til gengæld koster den meget på den sociale bundlinje.«

Med den sociale omkostning sigter Franciska Rosenkilde til den belastning, det er for modtagere af sociale ydelser at komme under granskning for bedrageri – på grundlag af et angiveri fra en person, de ikke ved, hvem er. Men måske en nærtstående.

Anonymt angiveri kan det være svært at have sympati for

Og hvem er angiverne? I Udbetaling Danmark, hvor kun ti procent af anmeldelserne fører til afdækning af snyd, siger afdelingschef i Helhedsorienteret Kontrol, Dorte Frykman Andersen, til DR:

»Det er den forsmåede partner, der ofte anmelder. Han opdager, at du er begyndt at se en anden, og så tænker han: ’Så har hun da ikke ret til at få de penge.’«

Som sin konklusion anfører Dorte Frykman Andersen:

»Vi har nogle erfaringer i min afdeling, og der er langt større værdi i at blive klogere på data, end at du går rundt og vil chikanere en tidligere kæreste.«

Altså: Dataovervågning er bedre end privat angiveri.

Modsat går KL varmt ind for at bevare snydeknapperne. Formanden for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg Thomas Kastrup-Larsen (S) erklærer:

»Hvis man har mistanke om noget, så er det vigtigt for retsfølelsen, at der er et sted, man kan henvende sig med den mistanke. Ellers er man jo bare vidne til, at det offentlige bliver bedraget, og så er det jo os alle sammen, det går ud over.«

Her står de modstående hensyn så: Anonymt angiveri kan det være svært at have sympati for, især når det nemt udarter til personlig chikane af tidligere kærester eller andre, som angiverne har et horn i siden på. I tilfældet med snydeknapperne er det tilmed sådan, at angiveriet medfører betydeligt offentligt besvær og beskeden offentlig indtægt. Plus en stor ulykkesfølelse for de beløbsmodtagere, som uretmæssigt anklages.

Heroverfor står den retsfølelse, som KL-udvalgsformanden henviser til. Retsfølelsen er en dunkel størrelse, som kan påberåbes til støtte for mangt og meget. Mere slagkraft er der i argumentet om, at flest mulige af os skal optræde i rollen som velfærdsstatens fodsoldater – og altså også når tjenesten indebærer spionage.