Leder

Tvivlsomt, om den katolske kirke kan reformere sig ud af sexmisbruget

’Lyt til de små børns råb om hjælp’, siger pave Frans til sine egne biskopper om kirkens sexmisbrugte børn. Men stærke kræfter spærrer for katolsk reformation
’Lyt til de små børns råb om hjælp’, siger pave Frans til sine egne biskopper om kirkens sexmisbrugte børn. Men stærke kræfter spærrer for katolsk reformation

VINCENZO PINTO

Debat
22. februar 2019

Et rystende brev blev torsdag læst op på et verdenstopmøde i Rom. Brevet er skrevet af én, der som barn blev misbrugt seksuelt af sin præst. I brevet står denne sætning:

»Ikke mine forældre, ej heller de kirkelige autoriteter hørte mit råb. Og jeg spørger mig selv: Hvorfor er det sådan, at end ikke Gud hørte mit råb?«

Verdenstopmødet forløber frem til søndag. Det finder sted i Vatikanet, hvor pave Frans har indkaldt katolske ledere til at drøfte den skandale, der nu truer kirkens eksistens: Præsters seksualforbrydelser mod børn, unge og nonner – og kirkens forsøg på at skjule kriminaliteten.

Ved konferencens åbning kaldte pave Frans de kønslige misbrug for »en pest«. Han udtrykte håb om, at de forsamlede 185 kirkeledere ville »lytte til de små børns råb om hjælp«.

Paven sagde også, at der er brug for »mere end simple fordømmelser«, men derimod »konkrete og effektive forholdsregler«.

Modstanden er massiv

Den syge seksualkultur i den katolske kirke vil blive forandret – er det, hvad man kan forvente? Organisationer for de misbrugte har på forhånd udtrykt mistro og bekymring for, om topmødet bare er en PR-iscenesættelse, der skal begrænse skaderne.

Bemærkelsesværdigt er de misbrugte kun en del af det officielle program, når der skal bedes bønner for dem. Det er mediernes interesse, der har sikret, at ofrene er kommet slagkraftigt til orde under topmødet.

Modstanden mod at ændre kirkekulturen er massiv. Den reaktionære katolicisme, der er stærkt repræsenteret ved det intrigante pavehof, vil helst afskrive sexmisbrugene som en beklagelig arv fra det løsslupne 1968 og fra den katolske kirkes eget reformsøgende Andet Vatikanerkoncil 1962-65. Den polske ærkebiskop Jozef Michalik lagde i 2012 skylden for præsternes overgreb på politikere, fraskilte forældre og feminister – samt børn, der forfører præster.

Hertil kommer, at den katolske kirkes ledere i Afrika og Asien – to af kirkens vækstområder – helst vil gøre misbrugene til en vestlig foreteelse, som er deres egen kultur aldeles fremmed. De ser ingen grund til verdensomspændende fælles katolsk indsats.

Når vestlige lande har været meget synlige i afsløringerne, skyldes det, at der i lande som USA, Australien, Irland og Tyskland er en offentlighed, der kan indigneres, og medier, der frygtløst foretager kulegravninger af selv de mægtigste magthavere. Det er ikke nødvendigvis sådan, at lande, der ikke har det, heller ikke har præster, der begår seksualforbrydelser.

Også andre kulturforskelle spiller ind. Hvis katolske mindretalskirker i muslimske lande videregiver anklager om præsters sexmisbrug til landets myndigheder, kan det være det samme som at nedkalde en dødsdom.

Må ændre selvopfattelse

Erkendelsen af disse mange modsætninger er formentlig det, der i slutningen af januar fik pave Frans til – på vej hjem fra et besøg i Panama – at erklære, at »luften bør lukkes ud af« forventninger til topmødet. Formelt står paven som den katolske kirkes altbestemmende kraft. Reelt er paven bare én af brikkerne på dens bræt.

De tunge udsigter for reformer kom til at fremgå af et interview i P1 Morgen torsdag med biskoppen i den danske katolske kirke, Czeslaw Kozon, der deltager i Rom-topmødet.

»Man skal ikke have for store forventninger,« sagde han.

Kozon syntes mest at se sexmisbruget som et PR-problem: »Det vil være noget, man – ligesom korstogene og inkvisitionen – tager op imod den katolske kirke … og som vil blive brugt mere eller mindre tilfældigt også i en fjernere fremtid.«

Adspurgt om en del af løsningen kan være at ophæve kravet om, at katolske præster skal leve i cølibat, dvs. i seksuel afholdenhed, svarede Kozon: »Det er et forslag, som er fuldstændig urimeligt og irrelevant«.

Kozon fortsatte: »Det er også en af de uheldige omstændigheder ved misbrugene, at der – også i den katolske kirke – er mange, der bruger problematikken til at få gjort op med ting, som de længe har ønsket afskaffet.«

Kravet om cølibat er en fornægtelse af den menneskelige natur. Det efterleves da heller ikke i nævneværdig grad af dem, det er pålagt. Tværtimod fører det til et frådende hykleri. At kravet kan opfattes som rettet mod heteroseksuelle forhold, synes ironisk at have åbnet en sidedør for homoseksuelle krænkelser.

Skal den katolske kirke gøre sig håb om sin egen frelse, må den ændre sin selvopfattelse. Herunder sin topstyrede indretning, sin neurotiske selvbeskyttelse, sit mafiøse krav om loyalitet – og sine dogmer om seksualitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Desværre kortslutter artiklen i sin kobling mellem cølibatet og pædofili. En pædofil, der lever i et almindeligt forhold til en anden voksen person, eller som ikke har valgt at leve i cølibat, bliver altså ikke mindre pædofil af det. Det betyder så også at en person, der har valgt cølibatet ikke bliver pædofil. Det ville jo svare til at sige, at de mænd man sendte til fronten i de to verdenskrige, tog afsted som typisk set (og her lidt firkantet sagt) hetero- og homoseksuelle, men grundet deres lange krigstjeneste og selsuelle afsavn, så vendte de overlevende hjem som pædofile. Pædofili er jo også at finde i andre kirkelige sammenhænge, hvor præster kan gifte sig.

Skal man endelig se på cølibatet, skal det ses som et emme for sig selv, Cølibatet er først og fremmest ikke en krænkelse af den menneskelige natur, for det er et valg, man selv tager som præst og/eller eller som et medlem af et ordenssamfund i Den katolske Kirke. Men man kan diskutere, internt i kirken, om man skulle tillade såkaldte verdenspræster (der ikke er i nogen orden) at gifte sig.

Men i øvrigt kortslutter logikken for skribenten atter omkring dette emne. Hvis cølbatet er en krænkelse af den mennskelige natur, vil det så sige, jf. skribenten, at aseksuelle ikke har en “menneskelig natur”? Nej, der er for mange sort-hvide betragtninger i denne arikel.

Een ting er, at de troende holder fast ved kirken, når de hører eller oplever nogle enkelt-sager, men nu må man vel efterhånden kunne konstatere, at organisationen er bundrådden, så hvis du fremover vil praktisere din tro, så gør det dog med familie og venner i en sluttet kreds.
Og så kunne man vel sige, at den mest indlysende forklaring på det manglende svar på spørgsmålet: "Hvorfor er det sådan, at end ikke Gud hørte mit råb?", er at der er ingen til at lytte..

Jens J. Pedersen

Gennem et forholdsvis langt liv har jeg forsøgt at læse teologer og præster for at kunne forstå, hvad det religiøse og religion drejer sig om. Når jeg kom i slutningen af bogen, så var alle argumenter ligegyldige, det eneste faste holdepunkt var/er troen. Når man læser Søren Kierkegaard, så er det bærende også troen (springet ud på de 70.000 favne).
Nu er spørgsmålet så, om troen gør blind. Om den gør blind er et godt spørgsmål, men at troen fjerner den menneskelige rationalitet er klart. Derfor får vi alle disse uhyrligheder i forbindelse med Vatikanet, i forbindelse med IS, i forbindelse med amerikanske selvmordsgrupper, i forbindelse med Jehovas Vidner etc. etc.
Op gennem middelalderen samlede Vatikanet uendelige økonomiske midler ved salg af aflad. Fattige mennesker betalte mere end de havde for at få tilgivelse.
Munke og nonner "giftede" sig med Gud, så alle menneskelige drifter blev tilsidesat eller fornægtet. I nattens mulm og mørke kom nonner og munke sammen og øjensynligt udnyttede de rene gejstlige mindreårige til det beskidte, som de i al offentlighed benægtede og fornægtede.
Jeg hørte for år tilbage en landmand sige: Religiøse er nogen, der har gjort noget galt, eller også vi de gøre det.
For år tilbage havde jeg en elev hvis forældre var indremissionske. Han var fuldstændig ødelagt af skyldfølelse, han kunne ikke bære det.
Jeg har i undervisningssammenhæng arbejdet med religion.
Min konklusion må være, at Gud og Fanden eksisterer kun i et symbiotisk forhold, men lad mig være fri for det.

David Engelby:
jeg er dybt uenig med din konklusion for hvorfor kan den seksuelle misbrug af mindreårige være så omfattende lige netop i katolske kredse blandt de der er betroede, når der trods visse afvigelser i andre trossamfund slet ikke er det omfang af pædofili,som i den katolske kirke.Det må altså være nærliggende at kigge på kravet om cølibat og måske også på den officielt mere ufrie samvær kønnene imellem i katolicsmen.

Anders Olesen, Jørgen Wentzlau, Herdis Weins og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Vi skal tilbage til en tid, hvor munke og nonner formerede sig ved celledeling.

Nis Jørgensen, Peder Bahne, Bjarne Bisgaard Jensen, Olaf Tehrani, Trond Meiring og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Misbrug af børn i den katolske kirke er kun toppen af isbjerget!

Ansæt kvindelige præster og lad mandlige præster gifte sig.

Torben Bruhn Andersen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Kære Anne Schøtt
Er det en tro på, at kvinder er bedre end mænd?

@ Anne S. En løsning, men det handler vist desværre mere om, at når man giver skrøbelige mennesker total magt over andre, vil der altid være misbrug. Læg dertil den misforståelse, der handler om organisationens ufejlbarlighed, så har vi katastrofen. Den rækker jo langt ud over den enkelte forbryders ugerninger: der har været og er stadig en ufattelig villighed til at dække over forbryderne, og endda i mange tilfælde lade dem fortsætte deres virke efter afsløringerne. Og hvorfor er de sekulære domstole sat ud af kraft? Hvor er fængselsstraffende til forbryderne go dem, der lod det ske og som dækkede over det? Dertil kommer en for mig ganske uforståelig vilje fra de troendes side til at tilgive og fotsætte, som om intet var hændt.....

Anne Eriksen, Anne Schøtt, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar

søren Bro -
i den katolske kirke har præsten en helt, helt anden status end i den protestantiske. Han er en lige linie til gud - derfor kan han give regelmæssig syndsforladelse via det helst ugentlige skriftemål.
Protestantiske præster derimod strør ikke om sig med syndsforladelser.

Herdis W. Nu står den katolske kirke jo ikke på nogen måde alene med den her problemstilling.

Jens J. Pedersen

Kære Søren Bro
Den katolske kirke er ikke alene om problemet, men jeg er bange for, at der er dækket over en meget dyb afgrund. Vatikanet er jo dybt hemmeligt for andre end de indviede.

@Viggo Okholm. Du kan være uenig i min konklusion som sådan. Men du kan ikke være uenig med fakta: det er ikke kun “et katolsk problem”. Det kræver ganske lidt af dig at finde de fakta ved at google og læse (seriøse) medier og research.

Søren Bro -
nej den katolske kirke står ikke alene med problemet, men det har meget større udbredelse der, end i andre kristne trosamfund.
Min egen ekssvoger tog konsekvensen af sin egen indre modstand mod cølibatet 1 måned før, han skulle have været indsat som katolsk præst. Dermed berøvede han sin mor hendes automatisk sikrede plads i paradiset, hvilket hun aldrig rigtigt tilgav, selv om han senere var den eneste af hendes 3 sønner, der gav hende et barnebarn.

Anne Eriksen, Peter Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

David Engelby -
jo et pålagt cølibat er en krænkelse af den meneskelige natur - især når man ved, at utallige præster fra sognepræster til paver aldeles ikke har kunnet overholde det.
Det er i den grad på tide, at kirken gør op med det.

Jørgen Wentzlau, Peter Andersen, Flemming Berger og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

nu er der jo ingen, der har bevist, at det er cølibatet, hvor vanvittigt det end er, der er skyld i pædofilien og den anden misbrug, der foregår. Disse ting sker også i organisationer, der ikke har cølibat som betingelse.

Søren Bro -
jeg tror ikke, at overgrebene har specielt meget med pædofili at gøre, men at det mere er et spørgsmål om, at børnene er dem, der er lettest tilgængelige.

Kære Jens:
Ja. Stort set. (altså ift. dette emne) Men for at låne Leos bemærkning her: Det afhænger vel af den enkeltes natur.

Kære Søren: Enig. Der vil sikkert altid være nogle skrøbelige mennesker, der handler/tolker uetisk, misbruger og fordrejer i ulige magtforhold (både på lavt og højt plan, kvinder som mænd) i organisationer/religioner m.fl., trods nok så gode forsæt. Det er det, der er problemet.

Kærlighed, accept, samhørighed, dannelse, etik og oplysning burde være en menneskeret fra barnsben. Det er her menneskeheden skal sætte ind.

De katolske kirke bør opgive tanken om at præster ikke kan giftes.