Leder

Vestlige lande bør sige nej til Huawei. De skal ikke sælge ud af deres sikkerhed

USA vil have sine vestlige allierede til at annullere kontrakter med det kinesiske teleselskab Huawei, der er længst fremme med udviklingen af 5G-netværket. Risikoen for kinesisk spionage er for stor, mener amerikanerne
15. februar 2019

Vestlige økonomiers åbning af døren for kinesisk medlemskab af Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001 hvilede på en vigtig præmis. Man gik ud fra, at Kinas integration i verdensøkonomien ville bibringe en liberalisering af de politiske institutioner med ytringsfrihed og frie demokratiske valg til følge. Man havde en forventning om, at Kina gradvist ville udvise mere gennemsigtighed, større respekt for retsstatslige principper og indføre en lovgivning, som ville give udenlandske firmaer adgang til det store marked på lige fod med de kinesiske.

I en årrække gik det i den rigtige retning, men efter valget af Xi Jinping som præsident i 2012 er den politiske og økonomiske magt blevet koncentreret på hans og partiledelsens hænder.

Parallelt hermed bestræber Kina sig ihærdigt på at indhente og overhale USA’s og andre vestlige landes teknologiske forspring ud fra den formentlig korrekte antagelse, at dominans på felter som kunstig intelligens, kvantecomputere og næste generation af telekommunikationsnetværk (5G) vil sikre landet en plads som den ledende økonomiske magt i det 21. århundrede.

Set i det lys er det ikke underligt, at USA er begyndt at stritte imod og engagere sig i at rekruttere sine allierede i Europa og på andre kontinenter.

Trump-regeringen forfølger to spor. Det ene har til hensigt at skabe mere ligevægt i samhandelen med Kina, sikre bedre adgang for amerikanske virksomheder i Kina på mere lige vilkår og at begrænse (i bedste fald stoppe) den kinesiske regerings direkte subsidier og billige lån til strategiske industrier, især i landets eksportsektor.

Det andet spor er mere snævert fokuseret på kinesisk telekommunikation. I de seneste år er Huawei Technologies blevet verdens førende producent af teleudstyr, og Kinas anden store telekoncern, ZTE, ligger nær toppen sammen med svenske Ericsson og finske Nokia.

Det totalitære overvågningssamfund

Indtil for nylig vakte Huaweis dominans på vestlige markeder kun foruroligelse i USA. På det amerikanske marked har Huawei været fraværende, siden Kongressen i 2012 påtalte sikkerhedsrisikoen ved dets produkter. Men hverken 3G- eller 4G-netværket ansås af europæiske, canadiske, japanske eller australske myndigheder for at være følsomme over for spionageudstyr indført via såkaldte »bagdøre«. Og hvis Huawei eller ZTE alligevel skulle forsøge sig, ville cybereksperter relativt let kunne opspore det.

Med det revolutionerende 5G-netværk er sikkerhedsrisikoen imidlertid blevet mangedoblet. Det skyldes bl.a., at netværket efter planen vil være allestedsnærværende i vores hverdag – i maskiner på hospitaler, computere i offentlige institutioner, robotter i fabrikker og i selvkørende biler, busser og toge. For ikke at tale om personlige computere og mobiltelefoner.

Det fundamentale spørgsmål, som politikere, erhvervsliv og civilsamfund i vestlige lande bør stille sig, er, hvorvidt vi ønsker at lade en koncern med adresse i en totalitær stormagt sælge udstyr til vores digitale infrastruktur. Kan vi stole på Huaweis forsikringer om, at det aldrig ville efterkomme en ordre fra den kinesiske regering om at placere overvågningsudstyr i 5G-netværket?

Nej, det kan vi ikke, så længe Kina forbliver et totalitært overvågningssamfund. Selvfølgelig ville Huaweis grundlægger og koncernchef, Ren Zhengfei, være nødt til at parere ordre, ikke mindst fordi en nyligt revideret efterretnings- og sikkerhedslov anfører, at kinesiske »organisationer og borgere er forpligtet til at støtte, samarbejde med og deltage i den nationale efterretningstjenestes arbejde«.

Det er på sin vis forståeligt, at Huawei føler sig diskrimineret og uretfærdigt behandlet. Indtil videre findes der ingen beviser for, at koncernen skal have misbrugt den tillid, mange vestlige regeringer og industri har skænket den.

Det er altså ikke Ren Zhengfeis skyld, at han må gå rundt med et kainsmærke i panden. Han er i bedste fald offer for et kommunistparti, der har modsat sig et krav fra vestlige lande om at åbne sit politiske system op i takt med Kinas integration i den globale økonomi.

I denne uge har USA’s udenrigsminister Mike Pompeo været på rundtur i flere østeuropæiske lande for at overtale dem til annullere kontrakter med Huawei. Amerikanerne lægger også pres på vesteuropæiske lande og EU. De kan henvise til, at lande som Japan, Australien og New Zealand – der kender Kina bedre, end vi gør på den vestlige halvkugle – allerede har afbrudt samarbejdet med Huawei.

En opsigelse af samarbejdet med Huawei vil utvivlsomt koste store summer og forsinke indførelsen af 5G-netværket. Men alt andet lige må man konstatere, at hastværk er lastværk, når det kommer til at forsvare vores demokrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Torben Lindegaard
Peter Beck-Lauritzen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Hvad er det lige Huawei gør som er anderledes end Google og Apple?
Overvågning?
Det er til at grine af.
Hvor er forargelsen henne over for Google, Facebook og Apple?
Her kan man da sandelig tale om overvågning.
Mon de læser dine mail?
Ja det gør de.
Kig på de reklamer der dukker op.
De er ofte udvalgt ud fra hvad du har foretaget dig på Internettet tidligere, men her kommer det slemme.
Har du bemærket at sætninger/ord i dine mails kan kobles til reklamerne?
Så et eller andet sted er der nogen der har "læst" dine mail.
Muligvis har du selv givet tilladelse til det vil Google/Apple hævde.
Har du f.eks. nærlæst alle de forretningsbetingelser som der skal gives accept af ved oprettelse af en Google mail. Ved handel på Internettet mv.
Nej - det er der ingen der gør.
Vi forventer anstændig opførsel.
Huawei er desværre ikke den værste.
Så Margrethe Vestager- hjælp os.

Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, Dennis Tomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Mortensen, Mihail Larsen, ingemaje lange, Torben Arendal, Hans Larsen, Søren Bro, Henrik Leffers, Anders Graae, christen thomsen, Hans Aagaard, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Viggo Helth anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Hvad nu hvis problemet med Huawei ikke er at de faciliterer overvågnings fra kinesernes side, men at vi ikke kan bede dem om at indstallere de bagdøre som NSA, PET, CIA plejer at bruge i vestligt produceret udstyr.
Det kan jo ikke rigtigt blive meldt offentligt ud, da det ville afsløre at der er overvågning i alt andet !!

Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, Dennis Tomsen, Carsten Wienholtz, Torben Arendal, Søren Bro, christen thomsen, Espen Bøgh, Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

USA´s problem med Huawei er primært 2 ting:

1. Huawei har vokset sig meget stor og utroligt hurtigt. Og Donald Duck mener, at USA skal sidde på al teknologi.
2. Huawei har tilsyneladende overtrådt USA´s ensidige handels-blokade af Iran.

Og så er der altså det sidste, som ingen - heller ikke USA - ved noget konkret om. At Huawei måske har placeret en lille software i deres elektroniske udstyr, der går at de kan aflytte og styre gennem mobiltelefoner, telefonmaster og -centraler. Men hvad så med al det stads, som USA sælger?

Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen, Torben Arendal, Henrik Leffers og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Kina er dygtige, skræmmende dygtige. Månelandningen var en af flere handlinger, der beviste dette.
Fjernelsen af Meng Hongwei, tidligere boss for Interpol, viser, at ALLE lever i kort snor. Der er grænser for friheden.
Robotterne kommer. Heldigvis. For vi gider ikke selv det hårde arbejde. Kinas risiko er at de også bliver fanget i selvfedmen. Mange mål er opnået. Hvad nu?

Hjernevask - kan forgå på mange måder

Tag et tilfældet opslag i en dansk TV-oversigt. Ud fra antallet af amerikanske film og andre amerikansk producerede udsendelser skulle man tro, at USA dækker 80% af verden. Der er tale om en renlivet kulturimperialisme, der kører fra morgen til aften - men en dertil hørende holdningspåvirkning.

Og nej - det gælder ikke kun de kommercielle kanaler. Det er også tilfældet for de danske public service kanaler, der på det skammeligste misrøgter deres rolle som - public service.

(Der burde skrive et par ph.d.-afhandlinger om dette emne, så dokumentationen og størrelsen af den amerikanske dominans bliver åbenbar for alle.)

Peter Beck-Lauritzen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

@Mihail Larsen: Hovedparten er danske produktionef. Så følger svenske og engelske. Det der måske skaber følelsen af amerikansk dominans, er at mange producenter benytter engelsk som filmsprog for at få større publikum.