Leder

TDC’s fravalg af Huawei er det bedst mulige udfald for Danmark

Udfordringen for regeringen har været, at den nuværende lovgivning ikke giver mulighed for at forbyde de danske teleselskaber at vælge en bestemt leverandør
En af TDC’s sendemaster i Helsingør. Netværket er baseret på Huaweis teknologi. Det er også Telia, 3 og Telenors netværk desuden også.

En af TDC’s sendemaster i Helsingør. Netværket er baseret på Huaweis teknologi. Det er også Telia, 3 og Telenors netværk desuden også.

Jacob Ehrbahn

20. marts 2019

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen kan drage et lettelsens suk. Det bliver ikke den kinesiske telegigant Huawei, men derimod svenske Ericsson, der skal hjælpe med at opbygge næste generation af TDC’s mobilnetværk. Det meddelte det danske teleselskab mandag aften.

Officielt er det en beslutning, som TDC har truffet ud fra rent forretningsmæssige hensyn, hvor prisen har været en »nøglefaktor«. Reelt har der formentlig også været andre interesser på spil. Som topchef Allison Kirkby siger til Berlingske, har TDC i hvert fald ikke været »blinde for politikeres og myndigheders bekymring«.

Bekymringen består i, at Kina vil kunne udnytte Huaweis adgang til det danske telenetværk til spionage. Dertil kommer, at sagen er en del af et storpolitisk spil mellem supermagterne USA og Kina, som har sat Danmark og andre vestlige lande i et svært dilemma.

USA har i årevis hævdet, at Huawei udgør en sikkerhedstrussel, og parallelt med den verserende handelskonflikt med Kina har Trump-regeringen skærpet retorikken og indledt en decideret kampagne for at få sine allierede til at udelukke det kinesiske selskab.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, er gået så vidt som til at true med, at USA ikke længere vil dele efterretninger med lande, som lukker Huawei ind i deres 5G-net. For en småstat som Danmark, hvis sikkerhedspolitik i høj grad er lagt an på alliancen med amerikanerne, vil det selvsagt være en uholdbar situation.

Bekymringen er legitim

Foreløbig er ingen lykkedes med at frembringe nogen beviser for beskyldningerne mod Huawei. Selskabet mener selv, at de er et offer i handelskonflikten, og noget kunne tyde på, at de har en pointe. Som Information tidligere har beskrevet, er den dokumentation, som amerikanerne har fremlagt, for at der skulle være særligt tætte forbindelser mellem Huawei, kommunistpartiet og den kinesiske hær, ekstremt tynd.

Og præsident Trumps antydninger om, at en sigtelse mod selskabets finansdirektør for brud på de amerikanske sanktioner mod Iran kunne blive droppet som led i en handelsaftale mellem Kina og USA, har ikke ligefrem afkræftet teorien om, at sagen er et forsøg på at stække Kina.

Ikke desto mindre er bekymringen om Huawei legitim. Direkte adgang til de netværk, hvor borgeres, virksomheders og myndigheders kommunikation flyder igennem, er selvsagt en våd drøm for enhver efterretningstjeneste.

Og i et så autoritært land som Kina er det svært for en virksomhed at sige nej, hvis myndighederne beder om hjælp. Sammenholdt med, at Kina ikke er en allieret, og at landets interesser på mange punkter er fundamentalt anderledes end de danske, taler det for at holde kinesiske virksomheder langt væk fra Danmarks kritiske infrastruktur.

Udfordringen for regeringen har været, at den nuværende lovgivning ikke giver mulighed for at forbyde de danske teleselskaber at vælge en bestemt leverandør. Og selv hvis lovgivningen blev ændret, sådan som forsvarsministeren tidligere har luftet tanker om, ville det medføre risiko for en forværring i forholdet til Kina med store tab for dansk erhvervsliv til følge.

Sagen er ikke slut

Derfor er TDC’s udmelding det bedst mulige udfald for den danske stat. Selv om Beijing vil se fravalget af Huawei som udtryk for, at Danmark har bøjet sig for det amerikanske pres, har regeringen dog en mulighed for at benægte, at det skulle have noget på sig.

Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at beslutningen alligevel vil få konsekvenser, men sandsynligheden er alt andet lige mindre end ved en mere konfrontatorisk tilgang.

Samtidig løser TDC’s aftale med Ericsson det problem, at det eksisterende netværk er baseret på Huaweis teknologi. I slutningen af 2020 vil alt Huawei-udstyr ifølge Ericsson være udskiftet.

Det betyder imidlertid ikke, at sagen er slut. Ud over TDC anvender også Telia, Telenor og 3 ifølge fagbladet Ingeniøren i dag Huawei-udstyr i deres netværk. 3 endda i det særligt følsomme core-netværk, som samler og behandler al kommunikation fra telemasterne.

Præcis som TDC står de tre selskaber over for at skulle opbygge 5G-netværk, og mens Telia-Telenor ser ud til at have forlovet sig med finske Nokia, har 3 foretaget en test i samarbejde med Huawei.

I den sammenhæng er det ikke uinteressant, at 3 er ejet af den Hongkong-kinesiske rigmand Li Ka-shing og hans søn. Spørgsmålet er, om de også vil kunne se fornuften i at holde sig fra en kinesisk leverandør.

Teknikere monterer og tester 5G-udstyr i Kina.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anker Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Anker Sørensen
  • Torben K L Jensen
David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Anker Nielsen, Eva Schwanenflügel, Poul Anker Sørensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

det lyder meget fornuftigt.
Danmark burde nok også have valgt kampfly fra Sverige.

Nette Skov, Torben Arendal, Rolf Andersen, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen, Christian Skoubye, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Svendsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jeg synes man skulle have afventet hvordan vores kommende nære allierede i Europa - Tyskland,Storbritannien,Frankrig osv. stiller sig i den sag når nu man ved at Huawei ejer 90 % af alle patenter der knytter sig til 5G-teknologien og at det vil komme til international strid om tyveri,illegal brug af den intellektuelle ejendom der er sikret i deres patenter. Hvad kan et lille svensk firma stille op imod de enorme summer Huawei kan stille op med i en international domstol om patentrettigheder ud over at de kan forlange hele udbygningen stillet i bero mens striden behandles. Klimakampen har ikke råd/tid til politiske spidsfindigheder i en verden hvor den amerikanske overvågningskapitalisme fører stort over Kina´s måske/måske ikke - ditto.
Danmark skal stoppe med det medløberi til USA og koncentrere sig EU´s agenda om klimaløsninger og fælles forsvar. Lad fornuften råde - for fanden.

Karsten Aaen, John Andersen, Jan Jensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
olivier goulin

@Torben,

Er det Ericsson, du kalder et 'lille svensk firma'?
Det har været verdens største teleudstyrsproducent indtil for ganske nyligt, hvor det lige akkurat er blevet overhalet af Huawei.

Tag du en tur til Kista, Stockholm - hvis du vil se størrelsen med egne øjne.
Huawei har i øvrigt åbnet kontor lige overfor Ericsson-komplekset i Kista.

/O (Ericsson-konsulent)

Nette Skov, Rolf Andersen, David Zennaro, Jens Kofoed, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Umiddelbart er jeg da ligeglad hvem der står bag vores teknik i jagten på hurtigere og hurtigere data.
Vi bilder os jo ind at 10 sekunder betyder ekstra millioner i tænkt kapital eller noget i den stil.
Det der ærgrer mig er at vi ser USA som bedre end Kina fordi vi er halehæng for dem og med dem altså USA- Kinas system er ikke humanistisk set i vore øjnemen om USA er bedre stiller jeg et stort spørgsmål ved.

Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, John Andersen, jens christian jacobsen, Ole Arne Sejersen, Hans Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

teleudstyr ? Ja - selvfølgelig,men hvordan ligger det med evnen og patenter til at producere og opsætte det 5G-telesystem der kan udbygge det internet af ting der udgør den nye revolution ?

Glædeligt, så ved vi at det kun aer Amerika der aflytter os elektronisk.

Torben Arendal, Tue Romanow, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

@Torben K.L. Jensen: Dit billede af kinas økonomiske magt er forvrænget. De ligger under brasilien på gdp-listen (Brasilien nr. 66, Kina nr. 71). Din opfattelse af deres videnskabelige cennemslagskraft er også over optimistisk. Kina har opbygget Huawei ved at samle produkter for vestlige producenter. Undervejs har de lært at bygge enhederne, men Huawei konkurerer stadig på lavere priser j - ikke på bedre kvalitet.
@Esben Bøgh: Ja, det er vel bedre at kun amerikanerne aflytter os end at vi bliver aflyttet fra begge sider. En to-fronts krig er vel altid værre end en enkelt front? Eller hvad?

topchef Allison Kirkby kunne også lige sige undskyld til Berlingske og resten af os danskere for TDC-medejeren den australske storbank Macquarie's involvering i det europæiske udbytteskattecirkus....

Problemet er vel i det hele taget at "denne kritiske infrastruktur" er på private hænder, således at disse beslutninger skal tages af pengemaskiner. Hvordan vil TDC mon stille sig når vi en dag skal have 6G-net? Og skal pengemaskiner i al fremtid sidde på al vores private data, og ikke mindst Linses og de andre kendtes placeringsdata?

At Ericsson skal udbygge 5G-nettet er vel ligefor. Hvis vi i Europa skal have en konkurrent til de efterhånden suveræne kinesiske selskaber og de "gamle" amerikanske på denne infrastruktur, skal de også have noget at lave...

Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, John Andersen, Torben K L Jensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Ericssons 5G system udsender i øvrigt mindre heldbredskadelige stråler end det kinesiske. Herved flere klare fordele.

Torben K L Jensen

Poul - underligt er det så at Kina anses for at være den næststørste økonomi i Verden - efter USA og større end Japans.

Michael Friis

Ironisk af nogle af topforskerne indenfor kinesisk telekomminution fik deres uddannelse på DTH i 80erne - sponsoreret af Danmark. "Lynkineserne" blev de kaldt fordi de hurtigt lært dansk og hele tiden havde hovedet i en bog.

David Zennaro, olivier goulin, Jens Kofoed, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

@Michael Friis

Sådan er kinserne. Og når de så kommer ud på arbejdsmarkedet er de lige så arbejdssomme.
Lange arbejdsdage, weekendarbejde - de er hektiske.

/O

Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg studsede - lis'som Torben KLJ - over det her med Brasilien som nr. 66 og Kina som nr. 71 !

Og det er så også rigtigt ifølge Wiki - se her:
https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_GDP_(nominal)_per_capita
Og placeringerne 66 og 71 passer med IMF's beregninger (International Monetary Fund - Den Internationale Valutafond)
(udover IMF er der så også lister fra Verdensbanken og FN)

.... Hvis man altså måler BNP (Brutto National Produktet) pr. indbygger.

Nu er der jo som bekendt mange indbyggere i Kina !

Og hvis man måler det aggregerede BNP for landet i stedet for, ser det helt anderledes ud:
https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_GDP_(nominal)

Her er USA nr. 1, EU nr. 2 (hvor man måler unionen som ét land), og Kina nr. 3.

Kim Houmøller

Vi har ikke ordentligt mobildækning i hele Danmark. Nu lover TDC 5G næste år. Tror ikke det bliver til alle. Men de steder hvor det virker, kan besparelserne mærkes. Ingen betaling til fiberforbindelser, men ren trådløs internetadgang.