USA’s vicejustitsminister Rod Rosenstein er en af de mest komplekse skikkelser i den særlige anklager Robert Muellers to år lange undersøgelse af Ruslands påvirkningskampagne og de mulige forbindelser til Donald Trumps valgkampagne.
Mandag trådte Rosenstein tilbage fra sin post og priste i et brev Donald Trump for hans respekt for retsstaten. Det, til trods for at præsidenten i de sidste to år har skudt til måls efter Justitsministeriet og FBI.
Det var Rosenstein, der i et brev i maj 2017 forsynede Trump med et motiv til at afskedige FBI-chef James Comey (han skulle have fejlhåndteret undersøgelsen af Hillary Clintons e-mails). Dagen efter afviste Rosenstein præsidentens anmodning om offentligt at tage ansvaret for fyringen.
»Jeg lyver ikke,« skal Rosenstein have sagt til Trump, der samme aften i et tv-interview begrundede fyringen af Comey med »denne her russiske ting«.
I Mueller-rapporten konkluderes det, at Trumps egentlige motiv var, at Comey afviste at fortælle offentligheden, hvad han havde sagt til Trump: at han ikke var under mistanke.
Det var også vicejustitsministeren, der kort efter sparket til Comey udpegede Mueller til særlig anklager og udfærdigede hans opdrag. Rosensteins beslutning var angiveligt hans egen. Men han har aldrig forklaret, hvorfor han vurderede, at det var nødvendigt med en særlig anklager. Ret beset kunne Comeys efterfølger have videreført FBI’s undersøgelser.
En kompleks politisk figur
Det er muligt, at vicejustitsministeren – der var chokeret over afskedigelsen af Comey og muligvis tillagde Trump for fordækte motiver – mente, det ville være bedst at rense luften og lade sandheden komme frem. Det vides ikke, før vi har Rosensteins egen udlægning.
Det var også Rosenstein, der overvejede at medbringe en skjult mikrofon til møder med præsidenten. Han diskuterede endda en mulig afsættelse af præsidenten i henhold til forfatningens 25. tilføjelse. Da den historie kom frem, skal Rosenstein have forsikret Trump, at han nok skulle sørge for »at styre skibet i havn« – altså Mueller-undersøgelsen.
I en afskedssalut i New York i sidste uge kaldte han politikere for »lejesoldater, der tager sig betalt for deres kommentarer« og avisers dækning af Russiagate for »nonsens, der ikke er det papir værd, det er trykt på«.
Eftertidens historikere kommer på en vanskelig opgave, når de skal tage bestik af denne komplekse figur.
