Leder

Australiens arbejderparti satte kød på sine klimaforslag. Så tabte det valget til en ellers upopulær konservativ regering

Meningsmålinger havde på forhånd afskrevet den konservative regeringskoalition chance for at vinde Australiens parlamentsvalg lørdag. Men regeringen vandt en overbevisende sejr efter at have ført skræmmekampagne mod Arbejderpartiets progressive klimapolitik, skatteforhøjelser og sociale fordelingspolitik
Bill Shorten er afgående formand for det australske Labour-parti efter et valgnederlag.

Bill Shorten er afgående formand for det australske Labour-parti efter et valgnederlag.

Ritzau Scanpix

21. maj 2019

Fortalere for en klimapolitik, der byder på en hurtig grøn omstilling, bør notere sig, hvad der skete over weekenden ved valget i Australien. En dybt upopulær konservativ regering vandt takket være en skræmmekampagne ført mod socialdemokraternes relativt beskedne forslag om en halvering af CO2-udslippet i 2030 med 2005 som basisår.

De konservatives valgsejr er chokerende, fordi Australien hører til et af de mest følsomme lande over for klimaforandringer.

Den netop overståede sommer på den sydlige halvkugle satte varmerekord. Nogle delstater fik kun en femtedel af den normale nedbør. Under tørken mistede landbruget store mængder kvæg.

Dele af den langstrakte Darling River i det sydvestlige Australien tørrede ud, hvilket førte til millioner af fisks død. Det tropiske område i nordlige Australien breder sig sydpå sammen med myggebårne livstruende sygdomme. Og ikke at forglemme: blegningen af det verdensberømte koralrev, Great Barrier Reef, fortsætter i hastigt tempo.

Disse menneskeskabte klimaforandringer var det store tema i valgkampen. Ifølge tænketanken Lowy Institute kaldte 60 pct. af Australiens vælgere klimaforandringer en »kritisk trussel« over de næste ti år.

De var rede til at acceptere »betydelige udgifter« som følge af drastiske indgreb mod landets kulminedrift og naturgassektor samt bevillinger af statssubsidier til udvikling af sol- og vindkraft.

Og så gik det alligevel galt. I en uafbrudt periode på 18 måneder op til parlamentsvalget i lørdags havde bookmakere og meningsmålingsinstitutter forudsagt en sejr til Labour Party under ledelse af Bill Shorten. Den konservative regeringskoalition mellem Liberal Party og National Party led af metaltræthed.

Siden 2013 har intern uenighed i det liberale parti om bl.a. energi- og klimapolitik fældet to siddende premierministre. Politiske iagttagere var enige om, at den nuværende premierminister, Scott Morrison, ville blive den kortest siddende i Australiens historie.

Lørdag aften sprang bomben. Labour havde tabt. Den gamle regeringskoalition står til at vinde 78 ud af 151 mandater i Underhuset i Canberra mod Labours 68. Resten fordeles mellem små partier som de to chauvinistiske One Nation og United Australia.

Bed vælgerne stole på, at klimakamp ikke erstatter social retfærdighed

Den måske mest mindeværdige episode i valgkampen fandt sted i den lille by Clermont i den nordlige delstat Queensland, hvor det indiskejede minekonglomerat, Adani Group, for nylig fik tilladelse til at åbne, hvad der med tiden vil blive den største kulmine i verden.

En gruppe på flere hundrede aktivister fra Tasmanien syd for Australien rejste de 5.000 km nordpå til Clermont i april for at protestere mod kulminen.

De blev mødt af en byge af skældsord og forhånelser fra en moddemonstration organiseret af lokale beboere, der påskønner skabelsen af nye minejob. Flere butikker og hoteller i byen lukkede dørene for de udefrakommende gæster. En kvindelig grøn aktivist blev hårdt kvæstet.

Konservative premierminister Morrison stod ikke tilbage for demagogi.

»Hvis Bill Shorten vinder, vil lysene blive slukket rundt omkring i landet,« lød hans budskab. 

Morrison påstod, at Shortens klimapolitik ville påføre Australien et tab på 167.000 arbejdspladser og 1,2 bio. kroner i nationalindkomst. En skræmmekampagne, som minder om Donald Trumps og republikanernes.

De påstår, at passagerfly og hamburgere vil forsvinde fra USA, hvis det skulle lykkes for demokraterne at vinde valget i 2020 og gennemføre klimaprojektet Green New Deal.

Labour førte kampagne på andre emner, som f.eks. en højere kapitalvindings- og selskabsskat samt en lempelse af den restriktive indvandrerpolitik.

Tilbage står spørgsmålet: Hvordan kan et flertal af de australske vælgere blåstemple en energipolitik, der vil ødelægge kontinentets biodiversitet og indskrænke de beboelige arealer?

Svaret er formentligt, at de fleste mennesker stadig ikke er nået det punkt, hvor en abstrakt fremtid udfoldes for deres øjne som en ubestridelig virkelighed. Klimapolitik er ekstremt kompleks og at de socioøkonomiske konsekvenser uigennemskuelige.

Læren fra Australien er, at klimavenlige partier måske løber en risiko ved at gå for meget i detaljer frem for at præsentere deres planer i mere generelle træk, og så bede vælgerne om at stole på, at de vil føre en social retfærdig politik.

Det er en vanskelig balance. Ingen politiker bør lægge skjul på de svære valg, der partout skal træffes. På den anden side må man undgå at eksponere sig over for dem, der vil slå politisk mønt af klimapolitikkens kompleksitet.

Demokratiaktivisten Brett Hennig mener, at de demokratiske idealer er truet og bedst kan sikres ved at lade borgere – udpeget ved lodtrækning – formulere politikken, f.eks. klimapolitikken
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Thomas Tanghus
  • Gert Romme
Olaf Tehrani, Thomas Tanghus og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Werner Gass

Så kan vi bare vente på Lille Lars kommende folkeoplysningen om hvordan en regering med sigte mod aktiv klimapolitik vil sende befolkningen lukt ned i helvede.

Vi har jo nu en anerkendt retorikprofessors ord for, at den lille løgner har udviklet sig til en demagog af Trumpske dimensioner!

Så igen, tænk dig om og sæt dit kryds ud for et parti der går ind for aktiv klimapolitik, social retfærdighed, bekæmpelse af ulighed og humanistisk menneskesyn.

Både ved valget på søndag til EU parlamentet og til Folketingsvalget grundlovsdagen.
Brug din valgret til gavn for alle vores børnebørn.

Thomas Tanghus, Gert Romme og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Man må jo bare tage det til efterretning. Australierne har stemt for politikere, der vil ødelægge dem. Det skal de vel have lov til i et demokrati.
I et demokrati har vælgerne lov til at torpedere demokratiet. Det er vi selv i gang med. Mette vinder klimavalget, men afsætter ikke penge til det. Der er mange måder at ødelægge fremtiden på.

Thomas Tanghus

Niels-Simon; det er jo desværre ikke kun dem selv, det går ud over.

Niels Duus Nielsen, Olaf Tehrani og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

og så skal man lige huske at en rigtig stor andel af de største medier,(hvis ikke samtlige), er styret af Rupert Murdoch, som om nogen er mand for smæde- og skræmmekampagner, som sværter de kandidater, som ikke supporterer hans og hans venners interesser. Hvis I ikke har set filmen på DR om "Manden bag Fox News", er det et godt -og skræmmende, sted at starte.

Thomas Tanghus, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar